Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

1

november 2024

2

KOMMENTARER

brændt og rå blomkål med hasselnødder og saltkaramel”-blåbær

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

tredobbelt hyldest til blomkålen

Blomkålen er for mig en superstar blandt kålsorterne. Det skyldes ikke mindst, at den rummer så mange smagsnuancer, alt efter hvordan man tilbereder den.

I denne ret får blomkålen lov til at udbrede hele sit smagspotentiale: som rå, som puré og som “brændt”.

.

et klogt hoved

Som alle kålsorter er blomkålen supersund. I denne ret suppleres den med proteiner fra linser og hasselnødder.

Linserne kan du bytte ud med andre bælgplanter, og nødderne kan erstattes af mandler, græskarkerner eller cashewkerner.

Husk, at alt på blomkålen kan bruges: selve hovedet, stokken og de pæneste grønne blade. Der er virkelig megen madnydelse til en overkommelig pris i dette smukke hoved.

.

“saltkaramel”-blåbær

Jeg har lavet en lille blåbærting som tilbehør. Blåbærrene er smagt til med både salt og sødt, så det bliver en slags saltkaramel-smag.

Kniber det med tiden, kan du sagtens undlade blåbærrene.

.

brændt og rå blomkål i puré med linser og saltkaramel”-blåbær

(4 personer)

100 g sorte linser

50 g hasselnødder

1-2 blomkål, ca. 1,5 kg

1-2 dl plantefløde

1-2 tsk reven muskatnød

1 spsk knuste, ristede spidskommenfrø

1 spsk knuste, ristede korianderfrø

1 økologisk limefrugt eller citron

salt, friskkværnet peber

evt. trøffelpasta eller -olie

rigeligt frisk timian (evt. salvie)

blåbær:

100 g blåbær

2-3 spsk agavesirup eller anden sirup

flagesalt

 

Kog linserne i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem og sæt dem til side.

Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Del blomkålen: høvl først et par håndfulde tynde skiver af kålen på mandolinjernet, og læg dem i koldt vand. Sæt dem til side.

Skær godt en fjerdedel af kålen i små stykker (brug også de pæneste grønne blade og stokken). Kog dem møre i vand, der knapt dækker.

Afdryp kålen (drik vandet eller brug det i en suppe) og kom den i en blender. Tilsæt lidt fløde ad gangen og purér, indtil pureen er glat.

Smag godt til med reven muskatnød, spidskommen og koriander, limesaft og reven limeskal samt salt og peber.

Rør de afdryppede linser i pureen og smag evt. til igen.

Del resten af blomkålen i små buketter og steg dem godt brune i olie (blomkålen skal ikke koges først).

Lad blåbærrene koge op i siruppen og drys med flagesalt. Smag til. Bærrene skal smage både sødt og salt, en slags saltkaramel.

Anret retten med pureen i bunden. Læg både de stegte og rå skiver øverst og drys med nødderne og masser af frisk timian. Du kan også vælge at stege salvieblade sprøde. De giver lidt mere smag end timian.

Giv blåbærrene til separat.

.

.

har du fod på gæstemaden?

Blomkålsretten ovenfor er en glimrende gæsteret, men har du brug for flere ideer, så finder du dem i min nye bog, “Grøn gæstemad”, som netop er udkommet. Jeg har allerede fået mange positive tilkendegivelser. En læser skrev på Facebook: “Jeg er blæst bagover. Sikke en fantastisk bog der kom med posten idag. Du overrasker igen, Kirsten Skaarup”.

Hjertelig tak for det hele.

Jeg håber, at bogen kommer til at ligge under mange juletræer i år, men jeg håber også, at den bliver anskaffet inden jul, for der er mange lækre ideer til plantebaseret julemad i bogen. Netop julen er jo desværre et problem for de mange, der ikke er vant til at lave plantebaseret mad. Men her er altså julemenuens “førstehjælpskasse”!

Bogen ligger nu hos landets boghandlere, men du kan også købe den hos internetboghandlen Saxo.com. Her er prisen kr. 214,95. Den vejledende udsalgspris er kr. 249,95, så der er penge at spare hos Saxo.

.

Share

fredag

25

oktober 2024

0

KOMMENTARER

mexikansk majs- og quinoasuppe – forret eller hovedret

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

friske danske majs i spicy suppe

For mig hører de danske, økologiske majs til blandt årets store delikatesser på linje med asparges og nye kartofler. Vi kan selvfølgelig få frosne majs året rundt, men de friske er i en liga for sig selv.

.

majs og Mexiko hører uløseligt sammen

Denne suppe er et rent Sydamerika-trip. Både majs, kartofler, peberfrugt, squash og quinoa stammer fra denne del af verden. Og de produkter klæder hinanden rigtig godt.

.

mangel på økologiske majs

Ligesom rosenkål er majskolber sjældne gæster i de danske supermarkeder. Det er rigtig trist, og skyldes måske, at vi danskere spiser færre og færre økologiske produkter.

Hvad har vi gang i? Hvorfor vil vi absolut forgifte vores jord, vores vand, vores grøntsager og vores krop? Den seneste forskning viser, at sprøjtegifte sættes i forbindelse med udvikling af Parkinsons sygdom. Jeg hører næsten dagligt om mennesker, der nu har fået denne diagnose. Jeg ved godt, at der er mange andre faktorer, men lad os alligevel forlange meget mere økologi i vores butikker.

Gift i maden bliver aldrig en god idé.

.

masser af proteiner

Her er en lille skål med stor styrke.

Denne mexikanske suppe er proteinrig med både quinoa og majs. Den kan derfor nemt omstilles til en hovedret. Hvis du fordobler mængderne, burde alle blive mætte. Servér gerne brød til i så fald.

I det hele taget ville jeg ønske, at vi spiste meget mere suppe som hovedret, men det er som om, vi kun i vores hoveder kan rumme suppe som forret. Det er ærgerligt, for suppe er det hurtigste, man kan lave: alt er i én gryde – også proteinerne. Mulighederne er uendelige, og skal man tænke på kalorier, er supper også geniale. Suppe betyder slankekur uden sult.

.

mexikansk majs- og quinoasuppe – forret eller hovedret

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk olivenolie

1 spsk hakket jalapenochili (eller efter smag), evt. chiliflager

75 g quinoa

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

1 rød peberfrugt

300 g squash

200 g majskerner fra kolbe eller frost

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber, tamari

1 avocado

frisk koriander

majschips

.

.

Hak løg og hvidløg.  Stød spidskommenfrøene i en morter, og svits de tre dele i olien, til løgene er bløde.

Skold quinoaen, og tilsæt den sammen med bouillonen.

Kog suppen under låg 10 minutter.

Skær kartofler og peberfrugt (fjern frø og frøstol) i små terninger. Kom dem i suppen. Kog den yderligere 5 minutter.

Skær squashen i terninger eller skiver, og kom dem i suppen sammen med majskernerne. Kog suppen endnu 5 minutter. Tilsæt om nødvendigt mere bouillon.

Smag suppen godt til med salt, peber, tamari, limesaft og reven limeskal. Måske skal der også lidt mere jalapenochili i.

Servér suppen portionsvis med skiver af avocado på toppen. Drys med koriander og majschips – eller giv chipsene til separat, da de hurtigt bliver bløde.

.

så kom den nye bog på gaden

Min nye bog, “Grøn gæstemad” udkom i tirsdags, og jeg har allerede fået mange positive tilkendegivelser. En læser skrev på Facebook: “Jeg er blæst bagover. Sikke en fantastisk bog der kom med posten idag. Du overrasker igen, Kirsten Skaarup”.

Hjertelig tak for det hele.

Jeg håber, at bogen kommer til at ligge under mange juletræer i år, men jeg håber også, at den bliver anskaffet inden jul, for der er mange lækre ideer til plantebaseret julemad i bogen. Netop julen er jo desværre et problem for de mange, der ikke er vant til at lave plantebaseret mad. Men her er altså julemenuens “førstehjælpskasse”!

Bogen ligger nu hos landets boghandlere, men du kan også købe den hos internetboghandlen Saxo.com. Her er prisen kr. 214,95. Den vejledende udsalgspris er kr. 249,95, så der er penge at spare hos Saxo.

.

Share

fredag

18

oktober 2024

0

KOMMENTARER

bagt græskar med quinoa og spicy yoghurtsovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

græskar så langt øjet rækker

I oktober boomer det med græskar. Trenden med græskar i efteråret skyldes ikke mindst, at vi har adopteret den amerikanske tradition med Halloween, der er ensbetydende med græskar, masser af græskar, og gys, masser af gys. Nu ligger de store basser både ude og inde, parat til at blive nydt i forskellige retter fra supper til stegt, bagt eller grillet, som pålæg eller som kage.

Man kan godt kalde græskar for forvoksede vitaminpiller. Især er græskar speciel rig på beta-caroten (A-vitamin), der virker kraftigt antioxidant og er med til at forebygge forkalkning i øjet og aldring af huden. Kalk og magnesium styrker knoglerne, og stoffet beta-sitosterol virker kolesterolregulerende.

Hertil kommer, at græskar kun indeholder 24 kalorier pr. 100 g græskar.

Så man må sige, at der bliver sat meget ind på sundhedskontoen for virkelig få penge, når man spiser græskar.

.

velkommen i mit græskarkøkken

Tidligere var det ikke almindeligt at spise grækar om hovedret. Vi har ingen tradition for det i Danmark, så der er plads til masser af fortolkninger. Der ligger mange opskrifter med græskar på bloggen. Du kan søge på græskar i spalten th., så får du masser af ideer.

.

græskar og quinoa er et lækkert par

Quinoa er en af de vegetabilske fødevarer, der indeholder meget protein. De små letfordøjelige frø indeholder mere end 13 g protein pr. 100 g.

Quinoa virker desuden stærkt antiinflammatorisk, og er således en kraftfuld variant til tilbehør som linser eller bønner.

.

mange slags græskar

Der findes mange sorter græskar, og du kan bruge alle slags til denne ret. Disse store basser er fra markedet i Samarkand i Uzbekistan. Det er sjældent, vi ser så store græskar i Danmark. I opskriften er brugt hokkaido, som ses overalt her i oktober.

.

servér med yoghurtdip

Sovs af yoghurt sætter prikken over i’et i denne ret. Jeg har brugt planteyoghurt naturel smagt til med lidt chilisovs, men du kan også vælge frisk hakket chili – eller smage yoghurten til med andre af dine smagsfavoritter. Det kan være presset hvidløg, reven ingefær, finthakkede cornichoner (små syltede agurker), hakkede kapers, tørrede, hakkede tomater, miso etc.

..

bagt græskar med quinoa og spicy yoghurtsovs

(4 personer)

150 g sort eller rød quinoa

1/2 l vand

1 hokkaido græskar eller andet græskar, ca. 1 kg

200 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

2 spsk tørret oregano

1 rød peberfrugt, ca. 200 g

4 stilke bladselleri

salt, friskkværnet peber

1 bdt koriander

4 dl planteyoghurt naturel

citronsaft

chilisovs eller frisk chili – eller andet, se ovenfor

.

Skyl quinoaen og kog den i vandet ca. 20 minutter. Hæld evt. overskydende vand bort. Drys med lidt salt.

Del græskarret i 8 både. Fjern kernerne, men bevar skallen.

Pensl stykkerne med olivenolie og læg dem i en bageform. Bag dem i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Vend stykkerne og bag dem endnu ca. 10 minutter. Stik i dem for at mærke om de er bløde. Hvis ikke, bages de endnu 5-10 minutter.

Lav imens fyldet: hak løg og hvidløg. Svits dem 4-5 minutter i olien. Tilsæt oregano.

Skær peberfrugten i små terninger. Skær bladsellerien i tynde skiver. Snit bladene. Tilsæt begge dele.

Svits til grøntsagerne er bløde. Hak korianderen og tilsæt halvdelen. Bland den kogte quinoa i grøntsagerne.

Smag til med salt og peber.

Du kan nøjes med at smage yoghurten til med salt, peber og citronsaft. Men du kan også smage til med chilisovs eller frisk hakket chili – eller meget andet, se ovenfor.

Servér retten med to både bagt græskar pr. person. Læg fyldet ovenpå og drys med hakket koriander.

Servér yoghurten til separat.

.

.

15% rabat indtil den 22. oktober

Min nye bog, “Grøn gæstemad”, udkommer den 22. oktober, og kan allerede nu forudbestilles hos Saxo. Indtil udgivelsen giver Saxo 15% rabat på bogens pris excl. moms. Bogen er på 244 sider og koster kr. 214,95 incl. moms.

Måske har du lyst til allerede nu at sikre bogen til dig selv – eller måske til et par julegaver – til en god pris.

Du kan bestille bogen hos Saxo.com og opgive koden nedenfor.

Koden kan ikke kombineres med andre koder. Den giver ikke automatisk fri fragt og kan ikke bruges, hvis du har et Saxo medlemskab med shoppingfordele. Koden gælder til og med 22/10 2024. 

Koden er gæstemad15. Rabatten trækkes, når du kommer frem til betaling.

.

Share