Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

supperArkiv

fredag

10

august 2018

4

KOMMENTARER

chilihot gazpacho af vandmelon

Skrevet af , Posted in supper

.

med hilsen fra de varme lande

Selv om vi i Danmark i år godt kan kalde os et af de varme lande, har det dog hidtil ikke været varmt nok til, at vi kunne dyrke vandmeloner. Den store grønne frugt med det svalende og blodrøde indre stammer fra Afrika, men er udbredt til mange andre lande på den sydlige halvkugle. Her er det en kvinde i delstaten Kerala i Sydindien, der passer sin store butik et sted langs en støvet landevej. Men jeg er stødt på vandmeloner mange andre steder på mine rejser, fx.

.

vandmeloner på markedet i Riga i Letland

.

vandmeloner på gaden i Skopje i Makedonien

Når det i dag handler om en kold suppe med vandmelon, er det naturligvis på grund af den ekstreme varme vi oplever i denne sommer. Vandmelon er både kølende og tørsteslukkende – så hvorfor ikke nyde den i en suppe? Litervis af vand er lidt trættende i det lange løb.

.

en ven i varmen

Der er aldrig noget så galt, at det ikke er godt for noget! I år behøver vi ikke at rejse til varmere himmelstrøg. Vi kan nøjes med at drømme os bort fra hverdagen med avisernes rejsetillæg, mens vi nyder en stærk og kølig suppe, der bringer bud om et mere fyrigt køkken end det danske.

Suppen har vandmelon som hovedingrediens, men ellers er den lavet som en klassisk spansk gazpacho – her tilsat masser af chili, der er med til at øge forbrændingen i kroppen og åbne porerne, så vi bedre kan svede. En ideel sommersuppe.

.

rigeligt med væske

Det er vigtigt at drikke meget i sommervarmen, men vand er ikke helt nok, vi skal også have forskellige salte og mineraler, og i denne suppe får du nærmest alt, hvad du behøver for at holde væskebalancen i orden.

Vandmelon består af 90% vand – måske deraf navnet? Så frugten er ideel som tørsteslukker, men den indeholder også vigtige stoffer for kroppen, bl.a. lycopen, der ser ud til at styrke blodomløbet og forebygge hjerte-karsygdomme. Stoffet citrullin har i forsøg vist sig at kunne regulere blodtrykket og nedsætte det “lede” kolesterol. Herudover indeholder vandmelon mange antioxidante stoffer.

Den vandholdige frugt belaster os kun med godt 30 kalorier pr. 100 gram, og når man dertil lægger chilien, der styrker forbrændingen, er der tale om mad, der også er ideel, hvis du vil smide et par kilo.

.

lynhurtig suppe

Når man til alle disse gode egenskaber lægger det faktum, at suppen er lavet på under 10 minutter, må der være tale om en ren vinder.

Jeg håber, du vil nyde den!

.

chilihot gazpacho af vandmelon

(4 personer)

1/2 lille vandmelon

250 g tomater

1 lille rød peberfrugt

1/2 lille salatagurk

chili efter smag (gerne meget)

1-2 fed hvidløg

2-3 skiver lyst brød

6-7 dl grønsagsbouillon

salt, limesaft

evt. 1 spsk spidskommenfrø

rørsukker

1 bdt koriander

1 bdt mynte

1 bdt purløg

jomfruolivenolie

evt. havre creme fraiche eller planteyoghurt

.

 

Skær melon, tomater, peberfrugt (fjern kerner og frøstol), halvdelen af agurken, chilien (fjern kernerne), hvidløgene og brødet i små stykker.

Kom det hele i blenderen sammen med bouillonen, et drys salt, 2 spsk limesaft og evt. spidskommenfrø.

Blend til suppen er ensartet. Tilsæt hakket koriander, mynte og klippet purløg.

Smag godt til, evt. også med et nip sukker – og det er vigtigt, at suppen smager markant af chili.

Stil suppen koldt indtil serveringen.

Servér suppen portionsvis  og dryp med lidt olivenolie og de tre krydderurter. Skær det sidste af agurken i små terninger og drys dem på.

Du kan evt. også servere suppen med lidt creme fraiche eller yoghurt.

.

.

 

Share

mandag

5

marts 2018

32

KOMMENTARER

klassisk marokkansk suppe – tag med i riad’en

Skrevet af , Posted in rejser, supper

en riad er gemt godt væk

Hvis man ikke er meget velbevandret i souq’en i Marrakech, er det nogenlunde umuligt at finde de gamle riad’er, som nu er omdannet til hoteller.

Man skal gennem utallige små gyder og smøger, før man kommer frem til en dør – ofte uden skilt – der slet ikke afslører noget af al den herlighed, der ofte findes indenfor. Velkommen til 1001 nat!

.

… velkommen til Riad Camilia

Jeg vil gerne byde på en lille rundtur i en meget smuk og nænsomt restaureret riad, Riad Camilia i Marrakech. Ovenfor bydes der velkommen i hall’en. De varme farver fra byen udenfor, gul, rød og okker er ført med ind i riad’en.

Nedenfor er husets hjerte, det åbne rum, og til sidst ender vi i køkkenet til en skøn suppe, harira, den mest klassiske af alle marokkanske supper.

.

her er riad’ens hjerte

En riad er en lukket bygning med vægge på alle fire sider og et lukket rum i midten, hvor der altid er enten et springvand eller et åbent bassin med vand. Rummet tjener som en slags have med blomster og træer. Dette åbne rum er så at sige husets hjerte, ikke mindst på grund af vandet, der ofte løber eller springer. Det er et sted med ro og stilhed. Her er man beskyttet mod verdens tummel og larm, omsluttet af høje vinduesløse mure på alle sider. Ned fra den blå himmel sænker sig kun fuglefløjt og en lav messen båret gennem luften fra den nærliggende moské.

Tidligere var riad’erne hjem for de rigeste. I dag er mange af dem omdannet til små hoteller, hvoraf nogle er overordentligt smukt restaurerede og smagfuldt indrettede. Det er sådan én jeg bor i! Den hedder Riad Camilia.

.

.

.

ægte marokkansk hygge – uden divan går det ikke!

Riad’erne som regel 3-4 etager høje. På hver etage findes komfortable møbler, så man overalt kan synke ned og nyde en kop marokkansk myntete.

Øverst oppe på taget er der altid et stort rekreativt område med solstole, magelige kurvemøbler og somme tider også en lille swimmingpool. Her serveres ofte morgenmaden.

.

Alle værelser i Riad Camilia er individuelle. Det er en parisisk kvinde, der står bag den smagfulde indretning. Hvert enkelt møbel, pude, tæppe, kunstgenstand og øvrige møblering – ikke mindst de smukke lamper – er foretaget med stor kærlighed til huset. Man føler sig øjeblikkeligt hjemme – selvfølgelig ikke mindst på grund af direktøren for det hele, franske Nicolas og hans helt fantastisk søde og hjælpsomme medarbejdere.

.

spisestuen – 1001 nat er ikke langt borte!

I spisestuen kan man nyde kokken Hourias tryllerier. I pejsen, som ikke ses på billedet, knitrer en livlig brændeild.

.

den klassiske harira serveret i riad’ens spisestue

.

her kan man “slå mave”

Skulle man have forspist sig på kokkens fristelser, kan man slå sig ned i en behagelig lænestol og nyde den smukke indretning i spisestuen.

.

men vi må i køkkenet

Intet køkken i Marokko med respekt for sig selv, er ikke forsynet med et righoldigt udvalg af taginer og keramikskåle i mange mønstre og farver.

.

der er gang i persillehakkeren

.

… men nu til hovedretten

Jeg laver både en suppe og en hovedret sammen med kokken Houria. Her er vi i gang med hovedretten. Den minder lidt om de krydrede marokkanske grøntsager, som der er opskrift på her.

.

… og så til suppen

Sådan ser den marokkanske suppe ud, når jeg har lavet den i mit eget køkken. Her er suppen pureret, men du kan også lave den uden purering, se nedenfor.

Harira er en suppe, hvor der er plads til eksperimenter. Harira er suppen over alle supper i Marokko. Det er fx den suppe, man under ramadanen bryder fasten med om aftenen, når solen er gået ned, og det atter er tilladt at spise.

Hver eneste husholdning har sin egen opskrift på harira. Du skal derfor ikke fortvivle, hvis du lige står og mangler græskar eller gulerødder. Brug så fx udelukkende søde kartofler i stedet – eller omvendt.

Marokkanerne bruger meget af det dyre krydderi, safran. Der er også safran i denne suppe, men synes du, det er for kostbart, så udelad det. Suppen smager også dejligt uden. Hvis du trods alt ønsker suppen rød-gylden, så tilsæt 2 tsk gurkemeje i stedet for safran.

.

upureret harira

harira – en marokkansk suppeklassiker

I køkkenet i Riad Camilia brugte Houria brøndkarse i suppen. Det er ikke altid nemt at finde, og det kan sagtens udelades. Det giver ikke alverdens til smagen, til gengæld er det en af de sundeste planter, man overhovedet kan spise, så tag den med, hvis det er muligt.

Suppen er så protein- og vitaminrig – og vældig mættende – at den kan serveres som hovedret. Gør i givet fald portionen lidt større og spis et godt stykke brød til.

Det er en dejlig suppe på en travl dag, fordi hele måltidet tilberedes i én gryde.

.

Brødet er et safranbrød, som jeg smagte på det skønne landsted “Le Paradis du Safran” udenfor Marrakech. Der kommer en lille historie om marokkanske brød senere – og også opskrift på dette lækre safranbrød.

Hvis du vil have brød til suppen, kan du finde et andet marokkansk brød her.

.

harira – marokkansk suppe 

(4 personer)

100 g kikærter (evt. fra dåse)

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g linser

8-10 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

200 g gulerødder

200 g græskar

150 g søde kartofler

2 stilke bladselleri

1 bdt persille

1 bdt brøndkarse

1 nip safran

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika)

2 spsk frisk reven ingefær

1 glas hakkede tomater med væde

50 g supertynd pasta

citronsaft

salt, peber

evt. frisk koriander

.

Læg kikærterne i blød ca. 8 timer og kog dem i nyt vand 10 minutter. Afdryp dem. Eller afdryp kikærter fra dåse.

Rist spidskommenfrøene i en gryde, indtil de dufter.

Hak løg og hvidløg og kom dem i gryden sammen med olien. Svits til løgene er let gyldne.

Tilsæt linserne, de forkogte kikærter og 7-8 dl bouillon. Kog suppen 10 minutter.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i suppen sammen med hakket persille og hakket brøndkarse.

Kom safranen i en morter sammen med et nip salt. Stød safranen til pulver med saltet. Hæld 2 spsk kogende vand på og opløs safranen. Hæld det i suppen og tilsæt også paprika, ingefær og de hakkede tomater med væden.

Lad suppen simre under låg til linser, kikærter og grøntsager er møre, endnu ca. 10 minutter.

Hvis du ikke vil purere suppen, tilsættes pastaen nu og koges med et par minutter, til den er blød.

Hvis du vil purere suppen, så kog pastaen i et smule vand 3-4 minutter og afdryp den.

Smag suppen godt til med salt, peber, citronsaft og evt. mere ingefær og/eller paprika.

Servér suppen portionsvis, evt. drysset med lidt frisk koriander.

Hvis du ønsker suppen pureret, så blend den og servér den ligeledes portionsvis med pastaen, lidt kikærter og grønt på toppen.

.

 

 .

Share

fredag

15

december 2017

0

KOMMENTARER

persilleshot-suppe – kraftfuld optankning

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

17. låge i julekalenderen

.

tarteletter med fyld

Sprøde tarteletter kan serveres med mange slags fyld. En lækker forret i juletiden.

Se opskriften her.

 

 


16. låge i julekalenderen

 

grønkålspesto

Dagens låge lukker op for skøn powerfood.

Se opskriften her.


15. låge i julekalenderen

 

nyd et skud grøn energi i en travl december

Når det rigtigt strammer til med juletravlheden, er det om at sørge for mad, der giver energi og nærer alle celler.

Her er en supersund suppe, der giver et ordentligt skud energi – og så er den lynhurtig at tilberede samt kalorielet. Og begge dele kan der være brug for i december!

Og suppen kan selvfølgelig også serveres som forret til jul eller nytår.

 

julenissen serverer ny energi og masser af antioxidanter

For at december ikke skal drukne i postejer og rødkål er her et super-shot af en suppe, der giver ny energi til alle celler.

Ikke mindst tarmfloraen vil være glad. Den bør vi forkæle ekstra i denne måned, hvor mange byder den så meget underlødig mad.

Persille indeholder meget jern og enormt meget K-vitamin samt andre vitaminer som A-, C- og E-vitaminer.

Jordskokker indeholder først og fremmest stoffet inulin, der er godt for blodsukkerbalancen og derfor især nyttig for diabetespatienter. Men jordskokker virker også præbiotisk i tarmen, dvs at fibrene styrker vores tarmflora.

.

persillegrøn jordskokkesuppe

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

350 g jordskokker (kan erstattes af kartofler)

125 g selleri (kan erstattes af persillerod)

7-8 dl grøntsagsbouillon

50 g persille (kan erstattes af grønkål)

2 dl havrefløde eller anden fløde

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

4 spsk flager af saltmandler (kan erstattes af dukkah)

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er bløde.

Skær jordskokker og selleri i små terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen.

Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 10 minutter. Hak persillen (incl. stilkene) og kom det i suppen.

Lad suppen afkøle lidt og purér den i blenderen. Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt fløden (gem lidt til pynt). Kom mere bouillon eller fløde i suppen, hvis den er for tyk.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber.

Servér suppen portionsvis. Sæt en spsk fløde på hver portion og drys med mandelflager eller dukkah.

.

en gave der varmer på flere planer

Da vi nu er ved supperne: hvis du endnu mangler at købe en julegave eller to, vil jeg lige gøre opmærksom på min suppebog, som udkom i foråret. Det er en varmende gave på flere planer. De supersunde og lækre supper fra hele verden er en gave til både krop og klode.

Bogen indeholder masser af opskrifter på både kolde og varme supper og på supper, der kan spises som hovedret – dertil kommer gode brød og andet tilbehør. Læs evt. mere om bogen her.

Du kan købe bogen hos boghandleren eller hos Saxo.com. Den koster ca. kr. 225,- og er udgivet af Politikens Forlag.

.

Share