Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

supperArkiv

mandag

20

februar 2017

12

KOMMENTARER

ukrainsk borscht – forkæl dine tarmbakterier

Skrevet af , Posted in supper

.

når bondemad er bedst 

Nu er det ved at være vejr til varme supper, og denne er lige så enkel og billig som den er velsmagende og mættende. Rødbederne får følgeskab af andre rodfrugter som kartofler og gulerødder – og kål som hvidkål eller spidskål.

En borscht er klassisk, østeuropæisk bondemad. De enkle rodfrugter giver en mættende suppe med mange vitaminer, mineraler og fibre. Mælkesyregæret kål og yoghurt er en ekstra gave til tarmbakterierne. Det her er en virkelig vellykket rodbehandling!

Faktisk er rødbeder en af de sundeste rodfrugter, vi har. Se om næringsindhold her.

Hvis du ikke selv laver surkål (sauerkraut), kan den syrnede kål købes på glas i helsekostbutikker og nogle supermarkeder. Det er en rigtig god idé at spise et par skefulde surkål eller andet mælkesyregæret produkt, hver dag. Det er rent guf for tarmbakterierne.

.

ukrainsk borscht

100 g løg

4 fed hvidløg

400 g rødbeder

1/2 dl rapsolie

400 g kartofler

2 laurbærblade

1 spsk kommen eller spidskommen

1 l grøntsagsbouillon

250 g gulerødder

300 g spidskål eller hvidkål

evt. 4-5 spsk surkål

citronsaft

salt, friskkværnet peber

frisk dild, evt. små dildskærme

sojayoghurt eller anden yoghurt

.

Hak løg og hvidløg. Skær rødbederne i juliennestykker (”pinde” lidt større end en tændstik). Gem de pæneste blade, snit dem og kog dem med i suppen.

Svits de to slags løg og rødbederne i olien. Læg låg på gryden og lad grøntsagerne simre 6-8 minutter. Rør rundt i dem engang imellem og pas på, at de ikke koger tør.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med laurbærblade og kommen eller spidskommen. Hæld bouillonen ved og lad suppen simre under låg 10 minutter.

Skær gulerødder og kål i terninger og tilsæt dem. Kog suppen endnu 5 minutter.

Hvis du bruger surkål, så kom den i suppen nu og varm den igennem.

Smag til med citronsaft, salt og peber.

Servér suppen drysset med lidt dild, evt. små dildkroner og giv yoghurten til separat.

.

som hovedret

Lav dobbelt portion og servér ristet rugbrød til.

.

.

Share

fredag

10

februar 2017

6

KOMMENTARER

italiensk minestrone – spis suppe som hovedret

Skrevet af , Posted in supper

.

min nye kogebog er på trapperne

I næste uge, onsdag den 14. februar, udkommer min nye bog om super-supper: Supper & Co. (Co. står for mange slags tilbehør: brød, pestoer, drys, chips, spirer, plantemælk mm.

I bogen er der forslag til supper til morgenmad, supper til frokost, supper som hovedret og supper til dessert. Her er både varmende vintersupper og kølende sommersupper. Jeg har fundet inspiration til mange af supperne på mine rejser rundt omkring i verden, og i flere tilfælde er der ideer til originale brød, der passer som tilbehør til supperne. Der er mere end 90 opskrifter i bogen. Alle opskrifterne er udelukkende med vegetabilske råvarer.

Supper er den helt nye form for superfood. Supper & Co. kommer sammen med den nye trend, der hedder souping. Souping betyder, at man skifter de populære juicer ud med supper. Frugt- og grøntsagsjuicer er fulde af vitaminer, men de har den mangel, at man som regel ikke får de vigtige plantefibre med. Det betyder, at blodsukkeret stiger kraftigt og belaster kroppen.

Og den nyeste forskning har slået fast, at fibre er afgørende for en sund tarmfora, der beskytter mod mange velfærdslidelser.

Bogens supper indeholder desuden masser af stoffer, der virker antiinflammatoriske, antioxidante, udrensende og opbyggende. Det er supper, der styrker immunforsvaret og tarmfloraen og forebygger en række sygdomme.

Du kan også tage en suppekur og smide en del kilo. Med en suppekur kan man spise næsten ubegrænset, så der er ikke tale om sult eller afsavn som ved mange andre kure – tværtimod!

På billederne nedenfor ses en fennikelsuppe med lakridsfløde, en brøndkarsesuppe, en abrikossuppe til morgenmad og en street suppe fra Laos.

.

 

Supper er geniale, fordi de er lynhurtige at tilberede, fordi de er kalorielette og fordi de indeholder så mange sygdomsforebyggende stoffer, forskellige vitaminer, mineraler og proteiner.

Jeg har kreeret supperne således, at de indeholder ekstremt mange potente og opbyggende næringsstoffer. Her er tale om SUPERfood: mad som medicin.

Supper & Co. er på 204 sider og koster kr. 250,-. Bogen kan købes hos boghandleren eller hos Saxo (her koster bogen kr. 225,-).

.

jeg fejrer udgivelsen med en suppeopskrift

Hvis du også er i suppehumør, vil jeg foreslå en italiensk minestronesuppe. Den er dejligt varmende her i februarkulden. Og så er den stoppet med gode næringsstoffer og også proteiner i form af bønner og kikærter. Det betyder, at suppen kan spises som en mættende hovedret med et godt stykke brød til.

Minestrone har yderligere den fordel, at du kan bruge de grøntsager, du har på lager. Der er frit valg mellem alle kåltyper (incl. grønkål eller palmekål) og rodfrugter, kartofler, løg og/eller porrer. Du kan også vælge mellem linser eller bønner/kikærter.

Opskriften nedenfor er mit valg af grøntsager men brug, hvad du har. Opskriften på minestrone er IKKE med i den nye bog.

Minestrone er desuden en af de supper, der kan jage forkølelser på flugt!

.

italiensk minestrone

(4 personer som forret. Lav dobbelt portion til hovedret) 

50 g limabønner

50 g kikærter

75 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

200 g kartofler

1 liter grøntsagsbouillon (evt. vand + Herbamare)

2 spsk fintklippet rosmarin

2 spsk finthakket salvie eller basilikum, evt. timian

150 g broccoli

100 g rosenkål

150 g gulerødder

100 g fennikel

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

Sæt bønner og kikærter i blød hver for sig ca. 8 timer.

Kog bønnerne i nyt vand 40-45 minutter. Afdryp dem.

Kog kikærterne i nyt vand 15-20 minutter. Afdryp dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er klare.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden. Hæld det meste af bouillonen ved, tilsæt krydderurterne og lad suppen koge under låg 5 minutter.

Del broccolien i små buketter. Skær stokken i små terninger.

Del rosenkålene, hvis de er store.

Skær gulerødderne i skiver og fennikelen i terninger. Tilsæt alle grøntsagerne og lad suppen simre endnu ca. 5 minutter. Kom kikærter og bønner i suppen – og evt. mere bouillon.

Tilsæt citronsaften og smag suppen godt til med salt, peber og evt. et nip sukker. Der skal måske også lidt flere krydderurter i.

Giv gerne brød til. Det an fx være æltefri ciabattaboller.

G

.

æltefri ciabattaboller

 

Share

tirsdag

24

januar 2017

4

KOMMENTARER

bladsellerisuppe med sennep og tamariristede valnødder

Skrevet af , Posted in supper

.

suppe med sjove smagsnuancer

gule ærter som grund

For kort tid siden bad Vibeke, en af bloggens læsere, om opskrifter med flækærter (gule ærter). Det er en rigtig god idé, som jeg ikke vil sidde overhørig, for de tørrede ærter er meget proteinrige og kan ofte bruges i stedet for linser. Og så kan de danne basis som i denne suppe. I min nye suppebog, “Supper & Co.”, som udkommer den 14. februar, er der desuden opskrift på gode gammeldags gule ærter.

Hvis du også gerne vil have flere flækærter i din madplan, så er der yderligere tre opskrifter her: linsefrikadeller, persiske auberginer og græskarsuppe.

 

et kæmpe bundt plantefibre

Som jeg skrev om for nylig er bladselleri tyktarmens bedste ven. Men ikke nok med det, bladselleri virker også rensende og styrkende for kroppen.

Bladselleri spises oftest rå i salater eller som “gnave-stave” sammen med gulerødder og agurk. Rå eller tilberedt: bladselleri er en skøn og afgiftende grøntsag, som din krop vil vide at værdsætte. Det er ren detox!

En rund håndfuld valnødder leverer vigtige Omega 3 fedtsyrer.

.

selleri elsker sennep

Selv om de to slags selleri, bladselleri og knoldselleri, ikke umiddelbart minder så meget om hinanden, har de tilfælles, at de har det godt sammen med sennep. Tænk bare på en af mine yndlinge: den franske sellerisalat, som serveres på en enhver fransk bistro med respekt for sig selv.

Og faktisk kan du erstatte bladselleri med knoldselleri i denne suppe.

.

bladsellerisuppe med sennep og tamari-ristede valnødder

100 g løg

4 fed hvidløg

100 g renset porre

1 spsk sorte sennepsfrø (kan erstattes af spidskommen)

2 spsk kokos- eller olivenolie

100 g gule ærter (flækærter) eller gule linser

3/4 l grøntsagsbouillon

2 laurbærblade

et nip chili

3-4 stilke bladselleri

150 g kartofler

1-2 dl plantefløde: havre, mandel eller soja

1-2 spsk dijonsennep

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

4 spsk hakkede valnødder

1 spsk tamari

 

Hak løg og hvidløg. Snit porren.

Rist sennepsfrøene i en tør gryde, til de ”springer”. Tilsæt olien og varm den op. Kom løg og porrer i gryden og svits dem, til løgene er let gyldne.

Skyl ærterne og tilsæt dem sammen med bouillon, laurbærblade og chili efter smag. Læg låg på gryden og lad suppen simre 10 minutter.

Snit bladsellerien og bladene. Tag de pæneste blade fra til pynt. Skær kartoflerne i små terninger.

Kom bladselleri og kartofler i suppen og kog den 10 minutter mere.

Afkøl suppen lidt og blend den. Tilsæt fløde efter smag og evt. mere bouillon, hvis suppen er for tyk.

Smag godt til med sennep, ca. 1 spsk fintreven citronskal, citronsaft, salt og peber.

Kom valnødderne på en pande sammen med tamari og rist dem let.

Servér suppen pyntet med friske blade af bladselleri og ristede valnødder. Drys evt. også med lidt sennepsfrø.

 

 

.

folkekøkken i Rudersdal

Du kan nå det endnu! Det grønne folkekøkken i Rudersdal fortsætter:

Det grønne Folkekøkken i Rudersdal, som jeg startede i Holte i efteråret sammen med Henrik Hjortdal, blev en stor succes med tre udsolgte vegetariske/veganske middage og lange ventelister.
Vi fortsætter succesen og flytter fra Holte til Mantziusgården i Birkerød. Første middag i år er mandag den 30. januar.
Hvis du vil møde nye mennesker og nyde lækker vegetarisk mad, kan du tilmelde dig ved at sende middagens pris, kr. 40,-, pr. mobil pay til telefon: 20 78 26 89.

.

Share