Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

25

februar 2022

6

KOMMENTARER

indisk svampecurry med cashewnødder – “stærkt” tilbud – mad på under 30 minutter

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

.

indisk mad varmer på kolde dage

Hvis man kan lide varme krydderier, går man aldrig galt i byen med en indisk curry. Man kan næsten kalde en curry en kærlig hilsen fra et varmt land til et koldt.

I Indien kan en curry simre over trækulsilden i timevis, hvis der er kød i. Der er der dog sjældent i landet med millioner af fattige. Der er heller ikke animalske produkter i mine curry’es, så de kan tilberedes på ingen tid. En curry er en af de mest velsmagende retter, der kan tilberedes på kortest tid.

.

med masser af krydderier

Jeg har brugt de klassiske indiske krydderier som chili, kardemomme, koriander og chili. Desuden har jeg tilføjet det indiske krydderi garam masala, som er populært i mange indiske retter. Det er et blandingskrydderi, som altid kommes i retten til sidst i modsætning til de øvrige krydderier, der ristes i starten af retten.

Du skal dog ikke fortvivle, hvis du ikke har garam masala. Det kan undværes, og de øvrige krydderier giver fin smag til curry’en. Men du kan faktisk nemt selv lave blandingen.

.

en klassisk indisk krydderiblanding

Garam masala findes i utallige versioner. Hver familie i Indien har sin specielle blanding.

Hvis du ikke har garam masala på hylden, kan du udelade det i denne ret. Men du kan også lave din egen blanding, ligesom enhver indisk kok, se opskriften her.

.

det er nemt at være svampedyrker

Svampene i denne curry er hjemmeavlede. Jeg har nemlig lige haft gang i lidt svampedyrkning i mit køkken. Det er rigtig sjovt at se svampene vokse frem. Især børn vil følge processen med interesse. Det er dog ikke billigere at dyrke sine egne svampe end at købe dem i supermarkedet. Tværtimod!

Hvis du alligevel får lyst til at dyrke svampe, kan du finde forhandlere af det myselium, svampene vokser i, på nettet.

.

.

spis brød til

Du kan spise kogte ris til curryretten – eller en anden slags brød, fx de indiske pandebrød, chapati.

.

indisk svampecurry

(4 personer)

150 g rødløg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

2 spsk reven ingefær

hakket chili efter smag – eller tørrede chiliflager

1 stor tomat eller 2 spsk koncentreret tomatpuré

2-3 dl grøntsagsbouillon

1 spsk spidskommenfrø eller 2 tsk knust spidskommen 

1 spsk korianderfrø eller 2 tsk knust koriander

frø af 5-6 kardemommekapsler eller 1 tsk knust kardemomme

300 g kartofler

300 g østershatte eller andre svampe

3 dl plantefløde, fx havrefløde

2 tsk garam masala (kan udelades)

1 spsk gurkemeje

lime eller citronsaft

salt, friskkværnet peber, evt. rørsukker

50 g cashewnødder

frisk koriander, persille og/eller klippet løgtop/purløg

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien sammen med ingefær og chili. Skær tomaten i små terninger og tilsæt den – eller brug tomatpuré.

Svits grøntsagerne 6-8 minutter, til løgene er helt bløde. Tilsæt bouillonen. Hvis blandingen er meget fast, tilsættes lidt mere bouillon.

Blend blandingen til en puré, fx med en stavblender.

Stød spidskommen, koriander og kardemomme i en morter. Svits krydderierne i en varm gryde, til de dufter.

Skær kartoflerne i små terninger.

Kom kartofler og de purerede løg i gryden. Tilsæt om nødvendigt lidt mere bouillon.

Lad retten simre 7-8 minutter.

Skær svampene i strimler og tilsæt dem.

Lad retten simre endnu 6-8 minutter.

Hæld fløden ved og tilsæt garam masala, gurkemeje, 2 spsk citrussaft samt et drys salt og peber.

Smag retten godt til med citrussaft, evt. mere reven ingefær, salt og peber. Evt. også et nip sukker.

Steg cashewnødderne gyldne i lidt olie.

Drys svampecurry’en med cashewnødderne, klippet grønt efter smag – og servér den med kogte ris og/eller indiske fladbrød.

.

.

Share

fredag

18

februar 2022

0

KOMMENTARER

spidskålslasagne med svampe, bønner og små bagte rødbeder

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

spidskål lag-på-lag

 

Kender du det? somme tider kan man trænge til en god solid ret uden dikkedarer. Det kan man heldigvis nemt fremtrylle, hvis man har lidt forskellige grøntsager på lager. I denne “lasagne” har jeg brugt blade af spidskål i stedet for lasagneplader. Men du kan bruge alle slags kål: hvidkål, rødkål, savoykål etc.

Så har du kål og rødbeder i køleskabet, kommer du langt. Det er to grøntsager, der sagtens kan klare sig på køl nogle uger (rødbederne meget længere), og som er et par af mine yndlinge. Derfor er det sjældent, at de ikke er inden for rækkevidde.

Da det skulle gå lidt stærkt, greb jeg en brik hakkede tomater – og en dåse bønner til at dække proteindelen. Jeg er ellers ikke vild med dåsemad, men når tiden er knap, slækker jeg lidt på principperne. Men har du tid, er det en god idé at bruge tørrede kidneybønner (eller andre bønner), sætte dem i blød mindst 8 timer og koge dem i nyt vand 30-40 minutter. Se evt. om kogning af bønner her.

Og husk, at du kan koge en stor portion bønner/kikærter, og fryse dem ned, du ikke skal bruge. Så har du altid et lager.

Hvis du selv koger bønnerne, så tilsæt finthakket chili efter smag (se nedenfor).

.

små ovnbagte rødbeder

Som tilbehør har jeg valgt små runde rødbeder. Du kan selvfølgelig bruge rødbeder af enhver størrelse eller form, men jeg valgte de små, fordi de kan bages næsten samtidig med at spidskålen er i ovnen. Det er altid fornuftigt at økonomisere med energiforbruget.

Og så er der jo endelig dét, at store rødbeder kan skæres i mindre stykker. Så er de hurtigere bagt.

.

.

spidskålslasagne med små bagte rødbeder 

1 mellemstort spidskålshoved

250 g porrer

2 spsk olivenolie

evt. 1 spsk spidskommenfrø eller 2 tsk knuste

250 g svampe

4 fed hvidløg

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 brik eller dåse hakkede tomater med væde

1 brik eller dåse chilibønner (drænet vægt ca. 240 g) (eller 125 g tørrede bønner + finthakket chili)

25 g hel boghvede

 

Tag forsigtigt bladene af spidskålen. Skær det nederste grove stykke af ribberne. Hak dem.

Snit porrerne og svits dem i olien sammen med de hakkede ribber 3-4 minutter.

Hvis du bruger spidskommen så tilsæt frøene nu.

Hak svampene og hvidløgene og tilsæt dem sammen med citronsaften. Svits endnu et par minutter.

Bland de hakkede tomater og bønnerne med væden i de svitsede grøntsager. Eller kog tørrede bønner og tilsæt hakket chili.

Smag godt til med salt, peber, sukker og  evt. spidskommen.

Læg spidskålsbladene i kogende vand et par minutter. Afdryp dem.

Læg et lag spidskålsblade i et ovnfast fad. Læg derefter bønneblandingen sammen lagvis med resten af spidskålsbladene. Øverste lag skal være spidskål.

Drys boghvedekernerne på kålen og dryp med et par spsk olivenolie.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn og bag lasagnen 20-30 minutter.

.

små bagte rødbeder

4-8 små rødbeder

4 spsk havre cremefraiche eller anden cremefraiche

2 spsk timianblade

citronsaft

1 spsk klippet purløg eller løgtop

.

Skrub rødbederne helt rene og sæt dem i en ovnfast form. Bag dem møre i en 200 grader varm ovn 30-35 minutter afhængig af størrelsen.

Rør cremefraichen med frisk timian og citronsaft efter smag. Smag yderligere til med salt og friskkværnet peber.

Skær evt. et snit i de bagte rødbeder og sæt en teskefuld cremefraiche i snittet. Drys med klippet purløg eller løgtop.

.

 

Share

fredag

4

februar 2022

0

KOMMENTARER

mad fra Mellemøsten: bagte, marinerede rødbeder med hummus

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

med hilsen fra et af vedens bedste køkkener

Meze kalder man det udvalg af småretter og salater, som er så typisk for mellemøstlig mad. Det er fx hummus, falafler, mange slags ost, afdryppet yoghurt, auberginer og mange andre grøntsager.

.

hummus med marinerede rødbeder

Denne ret med hummus og rødbeder er beregnet som hovedret.

Vinterens rødbeder får nyt liv, når de bages og marineres med balsamico og hvidløg.

Her er retten drysset med klippet purløg og lidt blade af endiviesalat.

Hvis du vil gøre serveringen mere mættende, kan du servere en anden mellemøstlig klassiker til: bulgursalaten, der hedder taboulleh, se opskriften her.

.

hummus er en livret – også i Danmark

De fleste elsker den proteinrige hummus. Hummus er velegnet både som pålæg og som ledsager til utallige grøntsagsretter.

Hummus er også et perfekt underlag for de marinerede rødbeder. Retten får et ekstra skud smag fra nøddedrysset, dukkah.

.

spis brød til

Brød er et uundværligt tilbehør til retterne fra Mellemøsten. Det kan være pitabrød eller – som på fotoet ovenfor – de sprøde lavashbrød, se opskriften her.

.

marinerede rødbeder med hummus – mad fra Mellemøsten 

(4 personer)

8-10 små runde rødbeder (ca. 3/4 kg)

4 spsk olivenolie + ekstra til servering

2 spsk god balsamico

4 fed hvidløg

salt, peber

1 portion hummus

1 dl dukkah

1 bdt persille

1 bdt purløg

brød, fx pittabrød eller lavash

Retten bliver bedst, hvis du forbereder rødbederne, dagen før de skal serveres.

Kog eller bag rødbederne møre, ca. 40  minutter, afhængig af størrelsen. Hvis du bager dem, så bag ved 200 grader.

Pil rødbederne og prik dem grundigt med en gaffel.

Rør olien og balsamicoen sammen og tilsæt presset hvidløg. Smag til med salt og peber.

Vend rødbederne i dressingen og lad dem trække nogle timer, gerne til næste dag. Vend rundt i dem engang imellem.

Lav hummus’en (du kan evt. udelade chilien i opskriften) og bred den ud på et stort fad. Dryp med olivenolie i midten.

Sæt rødbederne på fadet – du kan evt. dele dem i to – og drys med dukkah, hakket persille og klippet purløg.

Servér brød til rødbederetten, evt. brød fra Mellemøsten som pitta eller lavashbrød.

.

.

lavashbrød er fint som tilbehør

.

Share