Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

3

september 2021

2

KOMMENTARER

indiske dosaer med spicy grønlangkål – øst møder vest

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

indisk klassiker møder dansk ditto

Da jeg forleden fik de første smukke, friske grønne grønkålsblade tænkte jeg: “åh, nej”. Ikke fordi jeg ikke elsker grønkål, og ikke fordi grønkål ikke er enormt anvendelig og meget sund. Men fordi grønkål for mig signalerer vinter. Og det er altid lidt vemodigt at sige farvel til sommeren.

Men årets første grønkål er altså klar, og da jeg fik en smuk buket forærende af supergartneren René, blev jeg straks inspireret til at invitere kålen i et usædvanligt selskab.

.

René høster i haven i Hundested

René´s økologiske grøntager strutter af sundhed, velsmag og skønhed.

.

milde pandekager som indpakning

Disse store pandekager, dosaer, bagt af kikærtemel og rismel er klassisk morgenmad i det sydlige Indien. Fyldet er som oftest stærkt krydrede kartofler og løg. Retten hedder så masala dosa, og det er en af mine indiske livretter, men i dag fylder jeg dosaerne med pæredansk grønlangkål. Og så har jeg spicet kålen op, så man godt kan komme til at tænke på Indien.

Hvis du vil gøre retten ekstra mættende, kan du tilsætte små stegte terninger af kartofler og stegte løg, når du ruller pandekagerne sammen. Drys gerne kartofler og løg med lidt garam masala eller karry, når du steger dem.

.

Danmark møder Indien

Jeg spiser mest grønlangkål til jul og nytår, men kålen er så sund og velsmagende, at det giver god mening at bruge den i denne opskrift på grønlangkål.

.

.

husk chili!

Frisk skivet eller hakket chili samt frisk koriander er vigtige for smagen af Indien.

.

indiske dosaer med grønlangkål

(4 personer)

dosaer:

150 g kikærtemel (heraf evt. 50 g linse- eller bønnemel)

50 g rismel

4-5 dl vand

1 tsk salt

olie til stegning

grønlangkål:

3/4 kg grønkål

2 dl plantefløde

2 spsk lime- eller citronsaft

evt. lidt maizenamel

1/2 tsk reven muskatnød

evt. 2 tsk stødt spidskommen

salt, friskkværnet peber 

evt. planteyoghurt eller labneh

frisk chili

evt. frisk koriander

.

Bland de to slags mel og tilsæt vand til en konsistens, der er lidt tyndere end en almindelig pandekagedej. Tilsæt salt og pisk dejen godt sammen. Du kan med fordel røre dejen sammen dagen før, du bager pandekagerne.

Bag 4-6 store tynde pandekager af dejen. Dosaerne på fotoene er 24 cm i diameter.

Riv kålen af midterribberne og kog den i vand, der dækker, ca. 15 minutter. Afdryp kålen.

Snit kålen med en kniv. Du kan snitte den mere eller mindre fint efter smag og behag.

Bring fløden i kog og tilsæt citrussaften. Lad fløden koge lidt ind. Hvis den ikke er tyknet nok, så jævn den med lidt maizenamel rørt ud i vand.

Smag godt til med salt, peber, reven muskatnød, spidskommen, salt og peber.

Kom grønkålen i flødesovsen og lad grønlangkålen simre 5-6 minutter. Smag til igen.

Fordel grønlangkålen (og evt. kartofler og løg, se ovenfor) i dosaerne og rul eller fold dem sammen. Drys med frisk strimlet eller hakket chili samt koriander. Du kan også dryppe med lidt yoghurt eller labneh.

.

.

Share

mandag

30

august 2021

0

KOMMENTARER

majsbøffer med svampe – til frokost, middag eller madpakke

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, pålæg

.

den lysende gule majs er i sæson

Nu står de derude på markerne: de kernegule majs. Godt forseglede i naturens egen indpakning med flere lag dækblade og ekstra beskyttende lange, gyldne tråde.

En majskolbe kogt nogle få minutter er en gastronomisk oplevelse – måske nydt med lidt koldpresset jomfruolivenolie, krydderurter og salt. Men der er mange flere muligheder.

.

en lysende hilsen fra Sydamerika

Denne majskolbe er som et lys i mørket. Og det er den også for mange sultende mennesker, ikke  mindst i Sydamerika, hvor majsen hører hjemme.

Da spanierne kom til Sydamerika omkring år 1500, forventede de at finde guld. Det gjorde de også. Masser!

Men for vi europæere i dag er det endnu mere vigtigt, at de fandt kartofler, tomater, squash, peberfrugter – og den gyldne majs, som vi dengang heller ikke kendte i Europa.

.

en gudespise – plantemad med mening

For mig er majs en slags guld. Den lækre kolbe kan nydes på mange måder: den kan koges, eller den kan grilles og spises som tilbehør eller forret. Og så kan kernerne selvfølgelig anvendes i supper og salater eller – som her – i bøffer (og frikadeller/postejer).

Når du køber majs, skal du være opmærksom på, om kolberne er faste og saftspændte. Hvis først majsen er lidt halvvissen, er den ikke så sjov.

Fjern dækblade og de lange hår, før du koger den hele majskolbe eller skærer kernerne af.

Majsbøffer er en god erstatning for de gammeldags kødbøffer eller frikadeller. Bøfferne kan spises som middagsmad med kogte eller bagte kartofler – eller pommes frites – samt en salat eller to, gerne en salat med bønner, da proteinerne i majs og bønner supplerer hinanden.

Og så er bøfferne også lækre i burgere.

.

Burgeren er lagt sammen med ærteskud, ringe af rødløg, agurkeskiver, masser af spirer og mayo smagt til med sennep.

.

mad i sæson

Jeg kan rigtig godt lide produkter, der er i sæson i korte perioder af året som majs, men også fx asparges i forsommeren og vilde svampe om efteråret. Så kan man gå og glæde sig til de kommer frem. At spise efter årstiden  – og gerne lokalt – er en rigtig god idé og nedbringer klimaaftrykket.

Vi har i mange år dyrket fodermajs til dyrefoder. Men det er helt ulogisk at putte så mange proteiner i dyrene, når vi mennesker meget mere fornuftigt selv kunne spise dem og derved også undgå en masse dyrplageri og CO2-udledning. Det er helt vildt at dyrke kæmpearealer med fodermajs, som går 100% til dyrefoder. Og når det gælder vores kornhøst, så sender vi 80% gennem dyrene, før mennesker spiser dem. Det er vanvid på alle planer.

Det siger sig selv, at en af måderne, vi kan afhjælpe dyremishandling, klimakrise og verdens sultproblemer på, er at skære drastisk ned på de store dyrefabrikker og selv spise de proteinrige planter (de store dyrehold hænger også uløseligt sammen med antibiotika-dræberbakterien). Hvorfor gå den besværlige, kostbare, livsfarlige og unødvendige omvej gennem dyrene? Planterne smager jo guddommeligt, inden de bliver til kød.

Ikke mindst i denne sommer har advarselsklokkerne bimlet og bamlet: brande har hærget, orkaner har raset, og vandet har oversvømmet. Mange menneskeliv og store værdier går tabt samtidig med, at vi nedbryder klimaet.

Det er på høje tid, vi tager gaflen i den bæredygtige hånd.

majsbøffer med svampe

(8 bøffer)

 100 g løg

4 fed hvidløg

100 g renset porre

3 spsk kokos- eller olivenolie

250 g svampe

150 g majs, fra friske kolber eller frosne

2 spsk citronsaft

2 spsk frisk timian eller 1 spsk tørret

1/2 spsk røget paprika

salt, friskkværnet peber

50 g havregryn

1 dl plantefløde

2 spsk loppefrøskaller (HUSK)

1-2 spsk tamari (soja)

50 g havremel eller majsmel

kokos- eller olivenolie til stegning

 

Hak løg og hvidløg. Snit porrerne i ringe. Svits de tre ting i olie, til løg og porrer er bløde.

Hak svampene fint og svits dem med 5-6 minutter. Tilsæt majs, citronsaft, timian og paprika og svits endnu et par minutter. Drys med lidt salt og peber.

Rør havregryn, fløde og loppefrøskaller i grøntsagerne og lad farsen stå et kvarters tid. Smag godt til med tamari og evt. mere peber.

Tilsæt så meget mel, at farsen kan formes til flade bøffer. Brug melede hænder til at forme bøfferne.

Steg bøfferne gyldne på begge sider i godt varm olie.

.

pommes frites til bøfferne

pommes frites

Servér fx ovnstegte, fedtfattige pommes frites til bøfferne. Se opskriften her.

 

en salat skal der også til

Brombærrene er også i sæson. Nyd dem fx i denne salat.

Spidskålssalaten smager dejligt til bøfferne, men da majs ikke indeholder alle essentielle aminosyrer, kan det være en god idé også at spise bønner til. Det kan fx være baked beans eller sennepsmarinerede bønner.

.

Share

fredag

20

august 2021

0

KOMMENTARER

sticky sesamtofu med bagte løg, nye kartofler og barbecuesovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

sådan laver du lækker tofu

Tofu er et taknemmeligt mobbe-offer. Mange har smagt kedelig tofu. Så jeg forstår det godt. Der findes rigtig meget kønsløst pap-tofu. Men sådan behøver det heldigvis ikke at være. Og det bør ikke være sådan. Mad skal ikke blot være sund, den skal også være en nydelse og skabe glæde og velvære.

Tofu er en rigtig god proteinkilde, så det gælder om at købe lækker tofu og behandle den med kærlighed og omsorg. Så får du en dejlig smagsoplevelse.

Jeg har før skrevet om Le Trang tofu, som jeg synes laver markedets bedste tofu. Men har du ikke mulighed for at få fat i den, kan du sagtens kvikke mindre charmerende tofu op med en orientalsk dressing og sesamfrø.

.

lækre proteiner

Når tofu vendes i en spicy dressing og bages i ovnen, får man rigtig lækker, “snasket”, lidt sprød protein med masser af smag.

.

spis nye løg til samt blomkål og nye kartofler

De nye gule løg er lækre, når de bages i ovnen sammen med tofuen. Og selv om kartoflerne ikke er så nye, som de har været, er de stadig faste og fulde af C-vitaminer. Buketter af let dampet blomkål fuldender kvartetten.

.

sticky sesamtofu med bagte løg, nye kartofler og barbecuesovs

(4 personer)

barbecuesovs:

1 dl sød chilisovs

2 spsk tamari

2 spsk rørsukker

2 fed hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

 

250 g tofu

sesamfrø

4 store nye løg

1 lille blomkålshoved

nye kartofler

Bland ingredienserne til barbecuesovsen. Lad dem simre nogle minutter i en gryde, til sovsen tykner lidt. Smag til.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i terninger eller aflange stykker. Vend dem grundigt i sovsen og sæt dem på bagepapir på en bageplade. Drys med sesamfrøene.

Gem resten af sovsen.

.

Skær løgene igennem og læg dem på bagepladen sammen med tofuen, hvis der er plads. Ellers må du bage ad to omgange.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn og bag tofu og løg ca. 20 minutter. Tænd evt. for grillen til sidst, så løgene bliver gyldne og tofuen lidt sprød.

Kog kartoflerne netop møre.

Del blomkålen i buketter og damp dem 3-4 minutter i kogende vand. Afdryp dem.

Anret tofu og grøntsager på fire tallerkener og dryp med resten af sovsen.

.

.

Share