Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

mandag

21

august 2023

2

KOMMENTARER

biksemad i luksusudgave – guld fra skovbunden

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

restemad i luksusudgave – lækker sparemad

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at det er slut med den tid, hvor vi kunne finde på at smide mad ud. Og her kommer biksemad ind som den perfekte løsning.

Jeg er ganske vist i opskriften gået ud fra friske grøntsager, men det skal ikke afholde dig fra at bruge dine rester. Og da jeg vanskeligt kan overleve en dag uden blomkål og broccoli, kom der også lidt af det i biksemaden. Kål er ikke blot super-sundt, broccoli giver også en fin grøn farve til retten.

Og da kantarellerne står derude i skovbunden lige nu og lyser som bittesmå gyldne fyrtårne, er de kommet på toppen. Så med de små guldklumper kan restemad ende som ren luksus-mad!

.

ny form for protein

Vi plantespisere skal hele tiden være opmærksomme på proteinerne. Og faktisk kommer der mange nye alternativer til kød frem i øjeblikket. Men en del af dem er desværre rystende ringe.

Jeg bruger kun færdige produkter i meget begrænset omfang, da jeg hellere vil anvende bønner, linser og kikærter uden anden manipulation end den, jeg selv foretager. Men for mange begyndere i det grønne køkken er det fint, at man kan vælge imellem en masse færdigprodukter. Man skal blot være opmærksom på, at de er stærkt forarbejdede, ofte med en masse tilsætningsstoffer.

Til gengæld er jeg glad for det produkt, der hedder plantestykker, og som er lavet af økologisk ærteprotein og hestebønneprotein (PlantMate). Stykkerne har en god fiberstruktur, og efter tilførsel af marinade og/eller krydderier er de velegnede til mange retter.

.

opdateret biksemad

Jeg er ikke så meget for begreberne hverdagsmad og festmad. For al mad, der strutter af gode næringsstoffer og velsmag er i mine øjne festmad. Denne biksemad kan i al fald godt komme ind i dén kategori.

.

biksemad med kantareller

(4 personer)

150 g plantestykker, kan erstattes af tofu eller tempeh

4 spsk olivenolie

2 spsk tamari

1 spsk citronsaft

1 fed hvidløg

1 spsk revet ingefær

2 spsk friske timianblade eller 1/2 spsk tørrede

salt, friskkværnet peber

ca. 1,5 kg rodfrugter: kartofler, rødbeder, persillerødder, pastinakker, selleri, gulerødder, jordskokker etc. (gerne rester)

evt. en rest blomkål og/eller broccoli

150 g løg

200 g kantareller

1 bdt purløg eller 1 blad grønkål

.

 

 

Læg plantestykkerne i blød en halv times tid i vand, der dækker. Klem al væden ud af dem.

Rør olie, tamari, citronsaft, presset hvidløg og revet ingefær sammen og vend plantestykkerne i marinaden. Lad dem trække i marinaden nogle timer, evt. til næste dag. Vend rundt i dem engang imellem.

Steg plantestykkerne gyldne i 2 spsk olie og sæt dem til side.

Skær de valgte rodfrugter i terninger (hvis du bruger kål, så del den i mindre buketter) og læg dem i en bradepande. Drys med lidt salt og dryp ca. ½ dl olivenolie over grøntsagerne. Vend dem rundt.

Sæt bradepanden i ovnen ved 200 grader og bag grøntsagerne 15-20 minutter. Vend rundt i dem et par gange under bagningen. Bid i et par terninger for at mærke, om grøntsagerne er møre.

Skær løgene i ringe og steg dem let gyldne i 2 spsk olivenolie.

Tilsæt kantarellerne sammen med timian og lidt citronsaft. Drys med lidt salt og friskkværnet peber.

Bland alle ingredienserne sammen i et ovnfast fad. Læg kantarellerne øverst.

Sæt fadet i ovnen 5-6 minutter til retten er gennemvarm.

Servér biksemaden drysset med klippet purløg eller finthakket grønkål.

 

.

Share

fredag

11

august 2023

0

KOMMENTARER

squash- og aubergine”tærte” med bønnesalater

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

I.

august måned er squash-måned

Nu er de her – i mængder – squashene!

August er den store høst-måned for de leveringsdygtige squash-planter. Med nogle få planter kan man høste masser af store og små, grønne og gule frugter – og de smukke gule blomster. Det er ren overflod, så det eneste problem, man står med, er ideer til at bruge den store høst.

Dyrker man ikke selv squash, er frugterne billige her i højsæsonen.

Her er mit bud på det, jeg kalder en tærte. Men en rigtig tærte er det ikke, for en tærte har som regel en dejbund. Men man kan sagtens lave “tærten” med en bagt bund. I så fald forbager du en dejbund ca. 8 minutter, inden du sætter frugtstrimlerne ned i tærten.

Hvis du skriver tærtebund i søgefunktionen th., får du en masse forslag til tærtebunde, både med og uden gluten.

.

squash og aubergine”tærte” – en darling på de sociale medier

Denne form for “tærte” hærger de sociale medier i øjeblikket. Der er utallige billeder af squash og aubergine trillet sammen til en smuk “tærte”. Ideen er således ikke min, men jeg har lavet min egen version med cashewsmør og yoghurt-dippen, labneh.

Se opskrift på labneh her.

.

høvl tynde skiver

Både squash og auberginer høvles i tynde skiver på langs. Det bedste resultat får man med et mandolinjern.

Jeg foreslår labneh, nederst på fotoet ovenfor, som tilbehør til tærten/tærterne. Hverken squash eller auberginer er voldsomt proteinrige, så servér også gerne en salat med bønner, linser eller kikærter til.

.

et par solide salater

Disse to salater giver kærlighed til hele kroppen.

Se opskrifterne her.

squash- og aubergine”tærte”

(4 personer)

300 g aubergine

300 g grøn squash

300 g gul squash

2 spsk cashewsmør (kan evt. erstattes af tahin)

1 dl plantefløde

1-2 spsk estragoneddike eller anden eddike

salt, friskmalet peber

olivenolie

frisk basilikum eller anden krydderurt, fx oregano, evt. tørret

 

Skær squash og auberginer i meget tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Hvis du bager tærten i en lidt høj form, så behold skiverne hele. Jeg har bagt mine tærter i små forme med lav kant, så jeg har skåret skiverne igennem på langs, før jeg har samlet dem.

Læg skiverne sammen i lag på tre ad gangen: en skive aubergine, og derefter en skive af hver farve squash. Drys skiverne med lidt salt og peber.

Rul skiverne sammen og sæt dem i formen, til den er fyldt.

Rør cashewsmørret med plantefløden (eller hak 50 g cashewnødder fint og rør dem i fløden). Tilsæt 1 spsk eddike. Smag godt til med salt, peber og eddike.

Pres evt. blade af frisk basilikum ned mellem lagene, eller drys med lidt tørret basilikum.

Dryp cashewcremen på tærten og bag den i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Servér evt. labneh og en eller to salater til.

.

.

Share

fredag

28

juli 2023

0

KOMMENTARER

marinerede squash, bagte sesamgulerødder og labneh

Skrevet af , Posted in forretter, hovedretter

.

squash og gulerødder i mellemøstlig udgave

Det er store høsttid! Grøntsager, frugter og bær bugner. Squashene leverer – som sædvanlig – næsten mere end vi kan nå at spise. Og de spæde gulerødder passer perfekt til de marinerede squash og den mellemøstlige “friskost”, labneh.

.

råmarinerede squash

Squash er en smagsmæssigt uhyre tilbageholdende frugt. Derfor kan man trylle med alverdens smagstilsætninger. Her har jeg blot marineret dem.

Skiverne til de marinerede squash skal skæres tyndt på et mandolinjern.

Nederst på billedet ovenfor ses den afdryppede yoghurt drysset med det mellemøstlige krydderi, sumac. Sumac har en let syrlig smag. Det kan evt. erstattes af lidt citronsaft eller helt udelades.

.

to lette sommerserveringer

..

labneh – friskost fra Mellemøsten

“Mælke”produktet labneh – her lavet af sojayoghurt – er standard på frokostbordene i Syrien og omegn. Den serveres ofte sammen med en masse småretter, mezze, og pitabrød.

Du kan tilsætte hakkede krydderurter og presset hvidløg til labneh – og bruge det som en slags smøreost eller en form for dip eller sovs til mange forskellige retter.

Labneh laves ganske enkelt af afdryppet yoghurt. Jeg har brugt den økologiske Alpro soja-yoghurt. Men du kan bruge alle typer yoghurt.

Som dip eller del af flere små retter kan labneh serveres med en koldpresset jomfruolivenolie på toppen – eller du kan drysse med det lidt syrlige krydderi, sumak – og/eller med krydderurter.

.

pitabrød

De marinerede squash og gulerødderne udgør kun et let sommermåltid. Måske en frokostret? Serveres der brød til, kan det bedre gå som en hovedret.

Se opskrift på pitabrød her.

.

gulerødderne er også lidt eksotiske

Gulerødderne er glaserede med en lidt spicy marinade og drysset med sesamfrø.

.

bagte, glaserede gulerødder med marinerede squash og labneh

(4 personer)

8-12 gulerødder

4 spsk sesamfrø

frisk koriander

glasering:

2 spsk olivenolie

1 fed presset hvidløg

1-2 spsk ahornsirup eller anden sirup

1 spsk riseddike eller anden eddike

1 spsk tamari

1 spsk reven ingefær

 

Skræl gulerødderne og vend dem i lidt olie.

Bag dem i en 200 grader varm ovn 10-15 minutter.

Rør glaseringen sammen og smag godt til.

Vend gulerødderne i glaseringen, straks de kommer ud af ovnen.

Drys med sesamfrø og frisk koriander.

Servér med marinerede squash og labneh.

 

marinerede squash

(4 personer)

1 stor grøn squash

1 stor gul squash

marinade:

1 dl estragoneddike eller frugteddike

½ dl vand

sukker, salt, friskkværnet peber

 

Høvl squashene i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Smag marinaden godt til. Den skal være tilpas sød/syrlig. Den må ikke være for syrlig.

Bring marinaden i kog og tilsæt squashskiverne.

Tag gryden af varmen og lad skiverne afkøle i marinaden. Vend rundt i dem et par gange. De marinerede skiver kan holde sig flere dage i køleskabet.

Afdryp skiverne og træk dem evt. på tynde træpinde.

Du kan bruge marinaden til syltede svampe – eller syltede rødløg.

.

 

.

 

.

Share