Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

forretterArkiv

fredag

8

januar 2021

14

KOMMENTARER

styrk dig mod Covid19 med K-vitamin – en skøn suppe til tiden

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, supper

.

vinterens grønneste suppe – og måske sundeste?

I disse måneder gælder det om at styrke sit immunforsvar til det yderste. Forskning viser, at vores generelle sundhedstilstand har meget stor betydning for, hvordan et Covid19-forløb arter sig.

Forskellig ny forskning tyder på, at D-vitamin spiller en vigtig rolle i forbindelse med Covid19. D-vitamin er så at sige “motoren” i immunsystemet, men mange danskere får for lidt D-vitamin i vinterhalvåret, fordi vi hovedsagelig får dette vitamin gennem solens stråler. Så det vil under alle omstændigheder være en god idé at tage et dagligt tilskud af D-vitamin.

Anden ny forskning viser, at K-vitamin også er en vigtig faktor i forløbet af Covid19. K-vitamin fås især fra grønne grøntsager. Så spis så meget grønkål, palmekål, broccoli, rosenkål og spinat i denne vinter som muligt.

Læs mere om den nye, spændende forskning i K-vitamin på Videnskab.dk.

Hvis du føler, du mangler ekstra tilskud, finder du et stort udvalg af både D- og K-vitaminer (samt mange andre tilskud) hos firmaet med24.dk

.

smukt er sundt

Har du tænkt over, at de smukkeste og mest farvestrålende fødevarer også er de sundeste? Det gør livet ganske let, for så er det nemt at vælge, men er du alligevel i tvivl, er der netop kommet nye kostråd.

Omsider har Fødevarestyrelsen nedsat anbefalingen til indtag af kød fra 1/2 kg til 350 g om ugen. Men der er langt igen, før det virkelig batter på sundheds- og klimakontoen – for slet ikke at tale om de millioner af dyr, der gennemgår ulidelige pinsler for at levere de 350 g om ugen.

Men jeg vil alligevel glæde mig over, at det går i den rigtige retning. Nu har jeg prædiket det grønne evangelium i mere end 50 år, så selvfølgelig er jeg glad. Jeg er bare også lidt utålmodig. Når der nu findes så meget fantastisk plantemad, hvorfor skal vi så stadig spise dyr? Men igen: det GÅR den rigtige vej. I de senere år har vi fordoblet indtaget af bælgplanter, som er dét, der skal erstatte proteinerne fra kød. Det ER altså glædeligt!

.

spiser vi efter kostrådene?

Spiser vi danskere så efter kostrådene? Nej, det gør vi selvfølgelig ikke. Vi spiser stadig alt for meget kød, for fedt og for sødt. Langt mere end de nye kostråd anbefaler.

Og det ER meget svært at forstå, for hvis vi danskere rent faktisk spiste og drak efter de nye kostråd, kunne vi skære op til 35% af vores samlede CO2-udslip væk med ét hug. Det ville svare til 105.000 tons årligt.

Hertil kommer, at samfundet årligt kunne have sparet 7 milliarder i udgifter til sygefravær og til sundhedssystemet, hvis vi blot havde fulgt de gamle råd.

Hvad venter vi på? Der er gevinst på alle hylder.

.

suppe med mange smagsmuligheder

I de næste par måneder vil jeg fokusere på retter med grønne og K-vitaminrige grøntsager.

Jeg har fået en masse fine tilbagemeldinger på den seneste opskrift på bloggen, den marokkanske suppe. Jeg forstår, at mange gerne vil booste immunsystemet med nemme og lækre supper her i vintermånederne. Så her kommer endnu en supersund suppe. Nogle af jer kender den måske allerede, men jeg synes den er værd at gøre opmærksom på igen.

Suppen er lige så sund som den er grøn. Og så er den lige så hurtig at lave som den er billig. Her er opbyggende, immunstyrkende og antiinflammatorisk mad for næsten ingen penge.

Hvis du i øvrigt savner forslag til brug af grønkål eller alle mulige andre grøntsager, så brug søgefunktionen th. – så kommer der masser af ideer.

.

her er jordforbindelsen

Grønkål har i sig selv en kraftig smag, og jeg har her tilføjet pastinak, der både er lidt sødlig og lidt lakridsagtig. Vil du have noget mere neutralt så byt pastinakkerne ud med kartofler eller jordskokker. Du kan lave chips af begge slags rodfrugter på samme måde som pastinakchipsene. Har du rigtig travlt, kan du helt udelade chipsene – eller springe over, hvor gærdet er lavest og bruge købte rodfrugtchips.

Og så har suppen desuden fået smag af chili. Det kan for nogle være for stærkt, og den lille brændende sag kan udelades – eller erstattes af revet ingefær.

Jeg har drysset med sorte sesamfrø, men jomfru i det grønne er også en mulighed. Du  skal dog være opmærksom på, at jomfru i det grønne har en temmelig markant smag.

.

sundheden gror i jorden

Hos min ven René i Hundested knejser grøntsagerne smukt vinteren igennem. Grønkål må gerne få lidt frost. Ellers kan man lægge kålen i fryseren et par dage.

Bagest th. ses den mørkegrønne palmekål. Hvad angår opbyggende næringsstoffer konkurrerer grønkål og palmekål om førstepladsen. Og i denne suppe kan du sagtens erstatte grønkål med palmekål.

.

grønkålssuppe med pastinakchips 

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

chili efter smag

4 spsk kokos- eller olivenolie

200 g pastinakker + 1 ekstra til chips

100 g røde linser

ca. ¾ l grøntsagsbouillon

200 g ribbet grønkål eller palmekål

salt, friskkværnet peber, tamari

4 spsk plantefløde

2 spsk sorte sesamfrø eller jomfru i det grønne (kan udelades)

.

Hak løg, hvidløg og chili. Svits de tre ting i 2 spsk olie, til løgene er let gyldne.

Skær pastinakkerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med linser og bouillon. Læg låg på gryden og lad suppen koge 10 minutter.

Tilsæt grønkålen og kog suppen endnu 5-6 minutter.

Afkøl suppen lidt og purér den.

Smag godt til med salt, peber og tamari.

Skær tynde skiver af den sidste pastinak. Brug gerne et mandolinjern.

Steg skiverne gyldne og sprøde i 2 spsk olie på en pande.

Servér suppen portionsvis, evt. med chipsene og sæt en spsk fløde på hver portion. Drys med sorte frø.

.

 

.

Share

mandag

4

januar 2021

12

KOMMENTARER

januarsuppe – sæt turbo på sundheden

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, supper

.

skal du smide et par kg? – og samtidig booste immunforsvaret?

Nu har vi et helt nyt år foran os med en mase skønne hverdage, hvor det handler om lækker, nem og sund mad.

Supper slår det meste, når det drejer sig om vægttab og/eller styrkelse af immunsystemet.

I USA sværger de til en slankekur med hvidkålssuppe. Det betyder hvidkålssuppe morgen, middag og aften, og jeg sværger, at det virker. Der ryger hurtigt nogle kilo om ugen med en hvidkålssuppe.

Meeeeennn … Det bliver lidt kedeligt i det lange løb. Så jeg foreslår en marokkansk inspireret suppe med masser af ingredienser og lækre smagsnuancer.

I Marokko har hver enste husholdning sin egen opskrift på denne suppe, og du skal derfor ikke føle dig bundet til denne opskrift. Du kan fx udskifte gulerødder, søde kartofler og græskar med broccoli og/eller blomkål/hvidkål/spidskål. Du kan også tilsætte svampe.

Den originale suppe indeholder det dyre krydderi, safran. Der er også safran i denne suppe, men synes du, det er for kostbart, så udelad det. Suppen smager også dejligt uden. Hvis du trods alt ønsker suppen rød-gylden, så tilsæt 2 tsk gurkemeje i stedet for safran.

.

masser af proteiner

Suppen er så protein- og vitaminrig – og vældig mættende – at den kan serveres som hovedret. Gør i givet fald portionen lidt større og spis et godt stykke brød til.

Det er en dejlig suppe på en travl dag, fordi hele måltidet tilberedes i én gryde.

Suppen kan spises som en klar suppe – eller den kan  pureres.

.

Brødet er et safranbrød, som jeg har fået opskriften på  hos Christina, der ejer det skønne landsted “Le Paradis du Safran” udenfor Marrakech.

Hvis du vil have et anderledes brød til suppen, kan du finde et andet marokkansk brød her.

Har du brug for glutenfrit brød, så prøv disse glutenfrie kerneboller.

safranbrød

Se opskrift på safranbrødet her.

.

januarsuppe med masser af smag og sundhed

(4 personer)

100 g kikærter (evt. fra dåse)

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g linser

8-10 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

200 g gulerødder

200 g græskar

150 g søde kartofler

2 stilke bladselleri

1 bdt persille

1 bdt brøndkarse (kan udelades)

1 nip safran (evt. gurkemeje)

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika)

2 spsk frisk reven ingefær

1 karton eller dåse hakkede tomater med væde

50 g supertynd pasta

citronsaft

salt, peber

evt. frisk koriander

.

Læg kikærterne i blød ca. 8 timer og kog dem i nyt vand 10 minutter. Afdryp dem. Eller afdryp kikærter fra dåse.

Rist spidskommenfrøene i en gryde, indtil de dufter.

Hak løg og hvidløg og kom dem i gryden sammen med olien. Svits til løgene er let gyldne.

Tilsæt linserne, de forkogte kikærter og 7-8 dl bouillon. Kog suppen 10 minutter.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i suppen sammen med hakket persille og evt. brøndkarse.

Kom safranen i en morter sammen med et nip salt. Stød safranen til pulver med saltet. Hæld 2 spsk kogende vand på og opløs safranen. Hæld det i suppen og tilsæt også paprika, ingefær og de hakkede tomater med væden.

Lad suppen simre under låg til linser, kikærter og grøntsager er møre, endnu ca. 10 minutter.

Hvis du ikke vil purere suppen, tilsættes pastaen nu og koges med et par minutter, til den er blød.

Hvis du vil purere suppen, så kog pastaen i et smule vand 3-4 minutter og afdryp den.

Smag suppen godt til med salt, peber, citronsaft og evt. mere ingefær og/eller paprika.

Servér suppen portionsvis, evt. drysset med lidt frisk koriander.

Hvis du ønsker suppen pureret, så blend den og servér den ligeledes portionsvis med pastaen, lidt kikærter og grønt på toppen.

.

Share

lørdag

19

december 2020

6

KOMMENTARER

styrk immunforsvaret med en lækker suppe og bag et julebrød – låge nr. 19 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in forretter, julemad, supper, vegansk julemad

..

julerød rødbedesuppe som hovedret

Når vinteren er mørkest og coronaen nærmest, er det om at styrke immunforsvaret. Det gør man allerbedst ved at spise masser af sund mad og få masser af frisk luft og motion.

Her er et bud på en julerød suppe, der styrker alle celler i kroppen.

.

rødbedesuppe som hovedret

Selv om julen på mange måder er vendt på hovedet i år, gætter jeg på, at der er travlhed hos mange af jer. Hvad er så mere oplagt end at lave en hurtig og sund aftensmad?

Og hurtig mad betyder suppe. Alt laves i én gryde, og denne suppe kan spises som hovedret med godt brød til. Det kan passende være et krydret julebrød, se nedenfor.

.

her hjælper kun bønner

For at suppen kan være mættende nok som hovedret, har jeg tilsat store hvide limabønner (også kaldt butter beans). Men du kan vælge alle andre proteinkilder: kikærter, linser, tofu etc. – og så et stykke lækkert brød med knasende skorpe.

.

krydret julebrød

Julebrødet er bagt som æltefrit grydebrød. Det er en lynhurtig måde at bage på, fordi dejen ikke skal æltes men blot røres sammen og stå 8-10 timer eller natten over. Og så er det næsten umuligt at mislykkes med sit grydebrød.

Æltefrit grydebrød udmærker sig ved at have en luftig krumme og en knasende skorpe.

Se opskriften længere nede.

.

har du for mange kvæder?

Hvad gør man egentlig med sine kvæder? De dufter selvfølgelig dejligt i stuen, men har man mange, er det også rart at kunne bruge dem i madlavningen. Men de er hårde, syrlige og noget utilnærmelige.

Man kan jo altid lave et kvædebrød – eller bruge kvæderne i en pilaf, som jeg så i Uzbekistan. Endelig er kvæder velegnede i supper. Jeg har kommet kvæde i denne suppe, men har du ikke denne frugt, går det fint med pærer i stedet.

..

sjæle- og celleføde

rødbedesuppe med kvæde eller pærer (hovedret)

(4 personer)

100 g kikærter eller store hvide bønner (limabønner)

100 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk spidskommen

olivenolie

300 g kvæder eller pærer

300 g rødbeder

7 dl grøntsagsbouillon

1 spsk stødt kanel

2-3 spsk reven ingefær

2 dl tyk kokosmælk

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

8 tørrede abrikoser (kan erstattes af rosiner)

2 spsk sorte eller brune sesamfrø

1 tsk stødt kardemomme

koriander eller anden krydderurt

 

Læg kikærter eller bønner i blød mindst 8 timer. Afdryp dem og kog dem møre, se om kogning af bønner og kikærter her. Afdryp og afkøl dem.

Du kan også bruge kikærter eller bønner fra dåse eller brik. Så skal du bruge ca. 200 g afdryppede.

Hak løg og hvidløg.

Rist spidskommenfrøene i en tør gryde, til de dufter.

Tilsæt 2 spsk olie samt løg og hvidløg. Svits løgene til de er let gyldne.

Skær kvæder eller pærer i terninger. De skal ikke skrælles. Skræl rødbederne og skær dem ligeledes i små terninger.

Kom dem i gryden sammen med bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 15 minutter. Afkøl den lidt.

Tilsæt kanel, ingefær og kokosmælk.

Blend suppen og smag den til med ingefær, kanel, salt, peber og sirup eller sukker. Hvis du bruger kvæde, er suppen syrlig, og så skal du bruge lidt mere sukker.

Skær abrikoserne i små bitte stykker og kom dem i suppen.

Svits de kogte og helt tørre kikærter eller bønner i 2 spsk olivenolie på en pande. Tilsæt kardemomme og sesamfrø. Drys med lidt salt og peber.

Rist kikærter eller bønner, til de er gyldne. Rør de fleste i suppen, men gem lidt til pynt.

Servér suppen portionsvis. Læg lidt kikærter eller bønner på toppen sammen med den valgte krydderurt. Du kan også sætte en spsk kokosmælk på suppen.

Giv gerne et godt stykke brød til suppen, fx et krydret julebrød.

.

krydret julebrød

Sikken voldsom trængsel og alarm … Her er både smag og duft af jul, men brødet kan også nydes resten af året!

Brødet er ikke voldsomt stort, så du kan evt. fordoble mængderne.

.

(bagt i 1 liters form)

gær som en ært (alm. bagegær)

3 dl vand

2 tsk salt

½ tsk rørsukker

2 tsk stødt kanel

1 tsk stødte nelliker

1 tsk stødt kardemomme

1 tsk stødt allehånde

150 g sigtet speltmel

175 g hvedemel

olie til hæveformen

.

  1. Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, sukker og krydderier. Vær sikker på, at gæren er helt opløst.
  1. Tilsæt melet og rør dejen sammen. Vurdér hvor meget mel, der skal i. Dejen skal være blød men ikke flydende. Når du har bagt brødet en enkelt gang, vil du vide, hvordan konsistensen skal være.
  1. Dæk skålen med et klæde og lad dejen hæve mindst 12 timer – gerne længere. Lad dejen stå ved stuetemperatur. Det er vigtigt ikke at sætte den i køleskabet.
  1. Hæld den nu temmelig flydende dej ud på et godt meldrysset bord og fold den sammen fire-fem gange fra hver side. Drys med mere mel. Brug en spatel til at folde dejen med. Dejen bliver mere flydende under hævningen, og derfor tilsættes lidt mere hvedemel.
  1. Smør hævefadet med olie og læg dejen i igen.
  1. Dæk fadet eller skålen med et bageklæde og lad dejen efterhæve ca. 2 timer, evt. længere.
  1. Sæt den valgte gryde eller form plus låget i ovnen og tænd på 250 grader. Når temperaturen er nået, så lad ovnen stå endnu nogle minutter, så du er helt sikker på, at ovnen og formen er gennemvarme.
  1. Tag gryden eller formen ud af ovnen (pas på fingrene!!!) og drys lidt mel i bunden. Hæld dejen over i formen, læg låget på og sæt hurtigt gryden/formen i ovnen igen. Hvis du bager i en form uden låg, så læg stanniol over formen og bind den omkring formen med snor, der kan tåle den høje temperatur.
  1. Bag brødet 20 minutter. Skru ned til 225 grader og fjern låget eller stanniolen fra gryden/formen.
  1. Bag brødet færdigt endnu 15-20 minutter, eller til overfladen er smukt gylden.
  2. Vip brødet ud af formen og lad det afkøle på en rist.
  1. Skær ikke af brødet, før det er helt afkølet.

Grydebrød er velegnede til frysning. Efter optøning bør de varmes i ovn eller på brødrister.

 

.

Share