Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

forretterArkiv

mandag

13

november 2023

2

KOMMENTARER

kikærtesuppe med abrikoser og pasta fra Marokko – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

marokkansk klassiker

I denne uge sender jeg den dybe tallerken en tur til Marokko. Anledningen er, at der netop er udkommet en ny stor og smuk coffeetable book med bidrag af 44 kvinder fra den eksklusive klub, Kvindelige Eventyreres Klub. Jeg havde selv fornøjelsen at være formand for klubben en del år i 1990’erne. I øjeblikket er astrofysiker, professor Anja C. Andersen formand for klubben.

Jeg kvalificerede mig i sin tid som medlem på grund af mine madeventyr og møde med lokale mennesker i køkkener verden over. I den nye bog bidrager jeg med beretningen om en dramatisk rejse i Marokko tilbage i 1980’erne, hvor turisterne endnu ikke havde opdaget det vidunderlige land, og hvor en enlig kvindelig rejsende med rygsækken på nakken var en stor begivenhed i en lille flække på randen af Sahara.

Opskriften på suppen stammer fra min første rejse til landet.

.

eventyrlige beretninger

Kvindelige Eventyreres Klub har i dag 64 medlemmer, heriblandt huledykkere, bjergbestigere, astronomer, polarforskere, geologer, biologer, kunstnere, journalister, læger, forfattere, musikere, piloter og fotografer, som har det til fælles, at de kaster sig ud i eventyr på vidt forskellige måder. En evig rejselyst og forståelse for eventyrets styrke binder dem sammen. I den nye, smukt illustrerede bog fortæller 44 af kvinderne om deres vildeste eventyr.

“De eventyrlige kvinder” er på 488 sider og koster kr. 299,95. Bogen kan købes hos den lokale boghandler eller hos Saxo.

.

mens jeg venter på bussen

Møder med mennesker, man ikke møder hver dag i køen i supermarkedet, er en af de helt store oplevelser ved at være rejsende. Denne smukke kvinde traf jeg i et lille busskur tæt på Sahara, hvor vi begge ventede på transport (bus eller kamel). Bekendtskabet med nye mennesker og kulturer er en af de store oplevelser, som en “fodrejse” byder på.

.

marokkansk kikærtesuppe med abrikoser og pasta

(4 personer)

100 g tørrede kikærter (eller en dåse/brik)

100 g løg

4 fed hvidløg

frisk chili efter smag (hvis du ikke serverer harissa til suppen)

2 spsk olivenolie

8-10 dl grøntsagsbouillon

8 tørrede abrikoser

3 stilke bladselleri

evt. et nip safran (kan udelades)

100 g meget tynd spaghetti

2 håndfulde spinat

koriander eller bredbladet persille

harissa

 

Sæt tørrede kikærter i blød i rigeligt vand 6-8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 20 minutter.

Hak løg, hvidløg opg chili efter smag (udelad chili, hvis du serverer harissa til den færdige suppe), og svits dem i olien, til løgene er klare. Hæld bouillonen ved og bring den i kog.

Skær abrikoserne i meget små terninger og kom dem i suppen. Snit bladsellerien og tilsæt den sammen med spaghettien.

Hvis du bruger safran, så stød trådene i en morter med lidt groft salt. Hæld kogende vand ved og opløs safranen. Kom væden i suppen og læg låg på gryden. Lad suppen simre 5-6 minutter.

Kom spinat og afdryppede kikærter i suppen. Varm den igennem og smag til med salt og peber.

Servér suppen drysset med hakket grønt og harissa i en skål ved siden af. Det er stærke sager, og så kan man selv dosere.

.

tip

Harissa er en stærk chilipasta, som spises meget i Nordafrika. Harissa kan købes i indvandrerbutikker og supermarkeder.

Du kan også lave din egen harissa af grillet og en flået rød peberfrugt, 2 fint hakkede chili (fjern kernerne), 2 spsk finthakkede rødløg, 3 fed knust hvidløg og 1 spsk olivenolie. Purér ingredienserne og smag dem godt til med ristede og knuste spidskommen-, fennikel- og korianderfrø + citronsaft og salt.

Du kan tilsætte små terninger af kartofler, hvis suppen skal være ekstra mættende.

Også terninger af tomater og/eller gulerødder kan kommes i suppen.

Kan du ikke finde den helt tynde pasta, går det fint at bruge alle andre slags pasta.

..

spis brød til

I Marokko findes utallige slags brød. Her er et bud på et safranbrød, som kan serveres til suppen.

Se opskriften her.

.

Share

mandag

30

oktober 2023

0

KOMMENTARER

spicy græskarsuppe med koriander – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, supper

.

hallo Halloween – det er uuhyyyggeeligt!

Den amerikanske tradition med at fejre Halloween har indtaget danske børns hjerter, for hvem vil ikke gerne have mulighed for at klæde sig ud TO gange om året og måske få cold cash i raslebøssen og lidt til den søde tand?

Den sjove tradition har bidt sig fast. Og sammen med Halloween har vi også fået smag for græskarsuppe. De to ting er uløseligt forbundet i USA.

Men græskar har altid hørt efteråret til, og børn har altid skåret græskar ud til drabelige græskarmænd med lys i øjnene. Til gengæld husker jeg ikke at græskarsuppe hørte oktober til, da jeg var barn. Men det har mildest talt ændret sig. Jeg har fx her på bloggen rigtig mange opskrifter på supper med græskar. Og her er så endnu én! Hvis du vil finde flere muligheder, så brug søgefunktionen th. Hvis du skriver græskarsuppe, kommer der en del bud.

.

græskar på Borough Market i London

Da jeg sidst var i London i oktober, havde markederne godt gang i græskarsalget som her på Borough Market. Her er et bredt udvalg af de typer græskar, vi også kan få i Danmark.

Det mest kendte er Hokkaido (der i parentes bemærket intet har at gøre med den japanske ø, Hokkaido).

.

lidt eller meget topping

Jeg er gået lidt amok med pynten og har grillet skiver af græskar og svampe, men så meget behøver du ikke at gøre ud af det. Du kan nøjes med at sætte en spsk kokosmælk eller -fløde på suppen og drysse med ristede spidskommenfrø/sesamfrø og frisk koriander.

Suppen i sig selv er lynhurtig: kog grøntsagerne og blend dem! Voila, så har du en nærende suppe fuld af smag og gyldne vitaminer, især A-vitaminer (betakaroten).

.

stærk eller mild?

 

Græskar har ikke så megen smag i sig selv. Skal suppen have karakter, er det derfor nødvendigt at tilsætte nogle stærke smagsgivere.

Ingefær, hvidløg og chili passer fint til en græskarsuppe. Og krydderier som kardemomme, koriander, spidskommen, kanel etc. er med til at give en græskarsuppe personlighed.

Appelsinsaft giver syrlighed, og kokosmælk runder det hele af.

Som stærk “bund” i suppen har jeg brugt lidt af den thailandske røde currypasta, men du kan også blot bruge friske hakkede chilier efter smag – eller chiliflager.

.

spicy græskarsuppe med koriander

(4 personer)

2 spsk korianderfrø eller spidskommenfrø

150 g renset porre

50 g løg

1 tsk grøn eller rød carrypasta (kan erstattes af chili)

2 spsk kokos- eller olivenolie

1/2 kg græskar

4 champignon (kan udelades)

150 g gulerødder

1/2 l grøntsagsbouillon

1 1/2 dl kokosmælk

1-2 dl appelsinsaft

salt, friskkværnet peber

evt. ristede spidskommen- og sesamfrø

frisk koriander

.

Rist de valgte frø gyldne på en tør pande og sæt dem til side.

Snit porren og hak løgene. Svits karrypastaen i olien og tilsæt porrer og løg. Lad dem simre 5-6 minutter.

Hvis du vil pynte med grillet græskar, så skær 8 tynde skiver af græskarret på et mandolinjern. Skær også evt. svampe i tynde skiver.

Skær græskar og gulerødder i terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre 10 minutter.

Grill imens evt. pynt: læg de tynde græskarskiver og svampene på en bageplade og pensl dem med olie. Sæt dem under grillen, til de er let gyldne. Hold øje! Det går temmelig stærkt.

Sluk for suppen efter 10 minutter og lad den afkøle lidt, inden du purerer den.

Tilsæt kokosmælk (gem evt. lidt til pynt) og appelsinsaft i forhold til, hvor tynd du ønsker suppen.

Smag til med salt og peber og servér suppen portionsvis, evt. pyntet med de grillede skiver. Drys med de ristede frø og frisk koriander. Du kan også sætte nogle små klatter kokosmælk på med en ske.

.

grydebrød med græskar

Der er kolossalt meget mad i et græskar, og har du noget til overs, kan det fx anvendes i et græskarbrød. Dette er bagt med æltefri dej efter grydemetoden, der altid giver et luftigt brød med en sprød skorpe.

Se opskriften her.

 

Share

mandag

23

oktober 2023

2

KOMMENTARER

catalansk bondesuppe med picada – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

spansk bondesuppe med pikant puré

Det catalanske køkken er et velsmagende og sundt middelhavskøkken med masser af grøntsager, frugt, bønner og olivenolie. Køkkenet har gennem århundreder taget ideer til sig fra de gamle romere, fra jøderne og fra araberne.

Suppen serveres med den chili- og hvidløgsstærke puré, der hedder picada. Her er spansk varme til forblæste danskere.

.

grov picada 

Nyd suppen med picada på toppen. Picada er en aromatisk sovs eller puré, som er meget brugt i det catalanske køkken.

Picada bruges som topping på supper, gryderetter etc. Ja, faktisk er det en slags grund”krydderi” i det catalanske køkken.

Lav evt. en større portion end i opskriften. Det lækre “krydderi” kan holde sig i køleskabet i flere dage og kan give kant til mange retter, ikke mindst retter med bønner, der ikke har så meget smag i sig selv.

.

en mere flydende picada

Denne picada er pureret til en mere lind puré. Der bruges ofte safran i picada. Det har jeg udeladt, da det er et dyrt krydderi, men du kan tilsætte et nip safran, hvis du har det på krydderihylden.

.

skøn bønnesuppe med pikant på toppen 

katalansk bondesuppe med picada

(4-5 personer)

75 g kikærter 

75 g limabønner 

300 g kartofler

200 g pastinak

200 g gulerødder

200 g squash

100 g grønne bønner eller edamamebønner

1 liter grøntsagsbouillon (fx vand + Herbamare bouillonpasta)

citronsaft 

picada:

1 skive tørt hvedebrød

4 spsk olivenolie

20 g pinjekerner

½ spsk hakket løg

2 fed hvidløg

chili efter smag (frisk eller tørret)

1 dl hakkede tomater (friske eller fra dåse)

2-3 tsk paprika, spidskommen og/eller kanel

½ dl hakket persille

.

Læg kikærter og bønner i blød natten over, hvis du bruger tørrede bønner. Du kan også vælge ½ dåse af hver.

Kog kikærter og bønner i nyt vand. Kog kikærterne 20 minutter. Kog bønnerne 30-35 minutter. Tjek om bønnerne er møre og afdryp dem.

Skær kartofler, pastinak, gulerødder og squash i terninger.

Hvis du bruger friske grønne bønner, så læg dem i kogende vand og kog dem 3 minutter. Afryp dem.

Hvis du bruger edamamebønner så bælg dem.

Kom kartofler og pastinak i bouillonen og bring suppen i kog. Kog den 5 minutter.

Tilsæt gulerødder og squash og kog suppen endnu 5 minutter.

Kom kikærter, limabønner og de grønne bønner/edamamebønner i suppen og varm dem igennem.

Smag suppen til med salt, peber og citronsaft.

Jeg koger ikke suppen ret lang tid, fordi jeg godt kan lide at grøntsagerne stadig har lidt bid. Men du kan sagtens have denne ret stående og simre en times tid på komfuret. Så bliver den mere puréagtig, men smagen er stadig skøn.

.

picada

Skær brødet i små terninger og rist dem sammen med pinjekernerne i 2 spsk olie. Purér de to ting i blenderen.

Tilsæt løg, hvidløg, chili, tomater og de sidste 2 spsk olie samt det valgte krydderi.

Blend blandingen groft eller fint.

Rør hakket persille i.

Smag til med salt, peber, det valgte krydderi og citronsaft.

Du kan lave pureen grov eller finere, se ovenfor.

Du kan enten røre picadaen i suppen, inden serveringen, eller servere den til separat, så kan man selv dosere.

.

.

Share