Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

17

marts 2023

0

KOMMENTARER

indisk vindaloo med aubergine og kartofler

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

supernem spicy curryret fra Indien

Når foråret lader vente på sig, kan vi varme os med krydderier, der fyrer op under den indre varme og giver en fest til smagsløgene. Og så er det en god idé at kigge mod Indien.

Når indisk mad er så populært, som det er, skyldes det mange faktorer.

To vigtige parametre, når man vælger indisk er, at det er billig mad, og det er mad, der er hurtigt tilberedt. Det er vigtigt i disse sparetider. Men ikke mindst vigtigt er det, at indisk mad smager forrygende godt. Man bestemmer selv, om det skal være brændende stærkt eller lidt mere mildt – men masser af smagsoplevelser, det er der altid i indisk mad!

.

fra den portugisiske koloni, Goa

Rigtig mange danske indiens-farere vil kende Goa, den tidligere portugisiske koloni på Indiens vestkyst. I 1960’erne var det hippiernes foretrukne sted i Indien – foruden Phuket – at svømme hen i hashtåger. Jeg har i nyere tid mødt “strandede” hippier fra den tid, der stadig hutler sig igennem i Goa med spraglet tøj og langt hår, der i mellemtiden er blevet gråt.

Efter vores standard er det nemlig stadig billigt at leve i Indien. Man kan stort set overnatte under åben himmel, og maden er billig. Bl.a. denne vindaloo, der netop stammer fra Goa, bragt dertil af portugiserne.

.

aloo betyder kartoffel

Som så mange andre retter indeholdt vindaloo oprindeligt en eller anden form for kød. Det kan nemt erstattes med linser, tofu eller økologiske plantestykker fra Plant Mate (dem bør man altid have en pose eller to af på lager – så går du aldrig ned på proteiner).

Du kan også tilføje svampe.

Det portugisiske navn på retten betyder “kød i hvidløgsmarinade”, fordi kødet blev marineret i masser af hvidløg og vineddike. Hertil kom rødvin, og på denne måde kunne de portugisiske søfarere konservere deres kød på de lange sørejser.

De indiske kokke tog retten til sig og erstattede vinen med palmesukker og tilføjede en passende mængde indiske krydderier.

Skønt aloo på hindi betyder kartoffel, er det en ingrediens, der først senere er tilføjet retten. Formentlig er det englænderne, de har sat dette præg på vindaloo.

.

chapati

Det indiske pandebrød, chapati, eller kogte ris, passer fint til retten.

.

indisk vindaloo med aubergine og kartofler

(4 personer)

100 g løg

8-10 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk fennikelfrø

frø af 6-8 kardemommekapsler

kokos- eller olivenolie

400 g auberginer

300 g kartofler

2-3 dl grøntsagsbouillon

300 g hakkede tomater med saft

½ spsk stødt kanel

100 g røde linser eller 50 g plantestykker fra Plant Mate

2 dl kokosmælk

salt, friskkværnet peber, rørsukker, citronsaft

frisk koriander

planteyoghurt

.

Hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne).

Stød spidskommen-, fennikel- og kardemommefrø let i en morter. Rist dem i en tør gryde, til de dufter.

Tilsæt olien,  de to slags løg og chilien. Svits det 4-5 minutter.

Skær auberginer og kartofler i ikke for små terninger. Du kan evt. vente 10 minutter med at tilsætte kartoflerne, hvis du vil have dem lidt faste.

Kom auberginerne (og evt. kartoflerne) i gryden sammen med 2 dl bouillon og tomaterne med saft.

Tilsæt kanel og linser eller marinerede og snittede plantestykker (se om udblødning og marinering her). Hvis du vælger plantestykkerne, så lad dem marinere i 2 spsk tamari, 2 spsk sød chilisovs og 1 spsk riseddike eller anden eddike en halv times tid.

Hæld kokosmælken ved og lad retten simre under låg 15 minutter.

Tjek om linserne er møre, og om der skal lidt mere kokosmælk og/eller bouillon i sovsen.

Smag til med salt, peber, sukker og citronsaft.

Servér retten drysset med frisk koriander og giv yoghurt til separat.

Desuden passer kogte ris eller chapati til vindalooen.

.

.

Share

mandag

13

marts 2023

0

KOMMENTARER

sellerisuppe med hasselnødder og basilikumolie – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

en suppe dulmer forårs-sulten

Hvis du også går og skutter dig her i årets første klamme forårsdage, ja, hvis du ligefrem lider af forårs-sult, så snup en dejlig cremet suppe med selleri. Det er en af de sidste vinterhilsener fra den virkelig omstillingsparate knold.

Selleri byder på utrolig mange variationsmuligheder og kan faktisk godt holde én glad, indtil aspargesene, de små nye kartofler og ramsløgene igen lander på vores tallerkner – og luften bliver mild og varm.

.

knas fra nødder og råmarinerede strimler af selleri

Denne sellerisuppe er ikke bare en pureret suppe. Den er optimeret med råmarinerede strimler af selleri. Måske prøvede du dem til æble/sellerisalaten?

De rå strimler tilfører suppen et ekstra lag smag af selleri, og nødderne giver lidt knas og fedme. Fedme kommer der også fra basilikumolien.

Har du ikke lige har tid til at give suppen SÅ meget kærlighed, kan du udelade både de marinerede strimler og olien.

.

sellerisuppe med hasselnødder og basilikumolie

(4 personer – forret)

100 g porre (det hvide stykke) eller løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

400 g selleri + ekstra til strimlerne (ca. 100 g)

250 g kartofler

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

ca. 2 dl havrefløde (havre cuisine)

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, rørsukker

50 g hasselnødder

frisk kørvel eller anden krydderurt

Start evt. med at tilberede de citronmarinerede selleristrimler, se hvordan du gør her. Du kan også udelade dette element.

Snit porren og hvidløgene. Svits dem i olien 4-5 minutter.

Skær sellerien og kartoflerne i terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen.

Kog suppen ca. 10 minutter.

Lad suppen afkøle lidt i gryden og purér den. Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt fløden.

Smag godt til med citronsaft, lidt reven citronskal samt salt og peber. Måske skal der også et nip sukker i gryden.

Varm de marinerede strimler op i suppen.

Hak nødderne og rist dem evt. på en tør pande.

Servér suppen portionsvis. Sæt en lille portion af de marinerede strimler i midten og drys med de hakkede nødder og den valgte krydderurt.

Sæt evt. også lidt basilikumolie i suppen.

.

basilikumolie

(ca. 1 dl)

Brug en potte basilikum.

Skyl bladene omhyggeligt, tør dem og blend dem med ca. 1 dl olivenolie.

Smag olien til med en smule salt.

Du kan bruge olien, som den er, men du kan også si den gennem et fintmasket klæde, så den bliver klar.

 .

..
Share

fredag

10

marts 2023

4

KOMMENTARER

bagte jordskokker med sorte bønner og to slags kål

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

knolde og kål – kærlighed til kloden

Her på panden er en af hverdagens festmåltider og alt, hvad man kan drømme om på en kold martsdag.

Det er en ret med mange vitaminer, mineraler og andre  potente næringsstoffer. Her er to slags kål: den milde spidskål og den skarpere grønkål (se om næringsstoffer i grønkål her), som her bliver sprød. Det er lidt som at lave grønkålschips (formentlig verdens sundeste chips).

Bagte grøntsager får en dejlig intens smag. Både jordskokker og spidskål vinder ved en gang i ovnen, og en let spicy sesamsovs sætter prikken over i’et. Bønner eller kikærter samt sesamsovsen leverer proteinerne.

 

grønkålschips

grønkålschips

Når man køber grønkål, er det næsten altid i en stor portion. Grønkål kan uden problemer fryses, men hvis du ligesom jeg er vild med chips, så prøv at bage nogle sunde grønkålschips. De bages med lidt olie, og saltmængden styrer du selv.

.

jordskokker

jordskokker

Jeg er ret vild med de små knudrede jordskokker, som er hurtige at tilberede, de har en fin, delikat smag – og så er de sunde.

Rå jordskokker er fine i en salat eller serveret som carpaccio, se nedenfor.

Jordskokker indeholder først og fremmest stoffet inulin, som holder blodsukkeret stabilt, og så er det yderst gavnligt for vores tarmflora. Læs mere om indholdsstoffer i jordskokker her.

Jordskokker har stort set kun én bagdel: de giver luft i maven hos en del mennesker. Så det er klogt lige at tænke på, for hvem og hvornår, du serverer jordskokker.

Hvis du får jordskokker til overs, så prøv en virkelig lækker suppe.

.

carpaccio af jordskokker

Papirtynde skiver af jordskokker udgør en lækker carpaccio.

Jordskokkernes lette nøddesmag bakkes op af hakkede hasselnødder. Desuden er skokkerne drysset med kapers og dryppet med en olie-eddikemarinade.

.

bagte jordskokker og spidskål, sorte bønner og crispy grønkål

125 g tørrede sorte bønner, evt. kidneybønner eller kikærter (evt. fra dåse/brik: 240 g afdryppet vægt)

600 g jordskokker

1 dl olivenolie

1 lille spidskål

1 helt hvidløg

1 1/2 dl grøntsagsbouillon

8 blade grønkål

sesamsovs:

1 dl tahin (sesampasta)

1 dl havrefløde eller anden fløde

reven ingefær efter smag

evt. frisk chili eller tørrede chiliflager

tamari (soja)

 

Læg de valgte bønner i blød ca. 8 timer (du kan også bruge bønner fra dåse/brik).

Afdryp de udblødte bønner og kog dem 3/4 møre i nyt vand 30-45 minutter. Tyg i en bønne efter 30 minutter for at mærke, hvor mør den er. Bønnerne skal stadig være lidt faste, da de også skal i ovnen (kikærter forkoges 15 minutter).

Skær jordskokkerne i kvarte og vend dem i godt 1/2 dl olivenolie.

Del spidskålen i 8 kvarte.

Skær hvidløgsfeddene igennem.

Afdryp de forkogte bønner/kikærter og læg dem i et lavt ovnfast fad. Hæld bouillonen ved.

Læg jordskokkerne, spidskålen og hvidløgene ovenpå. Pensl kålen godt med olie.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter. Kålen skal være let gylden.

Tør grønkålen i et viskestykke og riv den fri af midterribberne. Pensl kålen med resten af olien og drys med ganske lidt salt.

Læg grønkålen over grøntsagerne i fadet og sæt det i ovnen endnu ca. 10 minutter. Grønkålen skal være let gylden og sprød, men den skal ikke blive brændt. Hold øje med den. Kålen bliver hurtigt for mørk.

Retten skal serveres straks, ellers bliver grønkålen blød, og så er den vanskelig at tygge. Hvis du vil servere retten senere, så vent med at bage grønkålen, se under grønkålschips ovenfor, og drys den på retten ved serveringen.

 

sesamsovs.1

 

sesamsovs

Lav sesamsovsen, mens retten er i ovnen: rør tahinen med fløden, til konsistensen er lidt flydende. Tilsæt evt. også en lille smule vand.

Smag til med reven ingefær og evt. chili. Smag til sidst til med tamari.

 

.

Share