Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

onsdag

25

marts 2015

31

KOMMENTARER

kerne-knækbrød uden gluten

Skrevet af , Posted in brød

26. marts 2015

 

lidt lækkert til knækbrødet

artiskokcreme

Hvis du har brug for en god makker til  knækbrødet til af veksling for syltetøj eller ost så prøv en creme af artiskokker.

Man kan kalde artiskokcremen for en slags smørepålæg, og den kan laves med artiskokker fra glas eller – hvis man er energisk – helt fra bunden med friske artiskokker.

Se opskriften her.

 

 


 

25. marts 2015

knækbrød.gluten.tekst

Da mange lider af intolerance eller allergi overfor gluten, har jeg udviklet disse knækbrød. Jeg er tildels blevet inspireret af de nye produkter fra Urtekram: glutenfrie havregryn og glutenfrit havremel. Havren betyder, at knækbrødene er ekstra sprøde.

Jeg havde premiere på knækbrødene i aftes, hvor mine venner, Annika og Ole, var de første til at smage lækkeriet. Og jeg skal hilse og sige, at de var meget begejstrede. Ole mente sågar, at denne type knækbrød burde kunne købes i ethvert supermarked!

knækbrød glutenf

glutenfrit kærne-knækbrød

50 g hørfrø

50 g solsikkekerner

50 g græskarkerner

50 g sesamfrø

2 spsk chiafrø (kan udelades)

50 g glutenfri havregryn

50 g glutenfrit havremel

50 g groft rismel

1/2 spsk salt

1 dl olivenolie

1 1/2-2 dl vand

knækbrød.glutenf.1.

Bland alle de tørre ingredienser godt sammen. Rør olien i.

Tilsæt 1 1/2 dl vand og rør dejen grundigt sammen.

Lad dejen hvile et kvarters tid.

Tilsæt lidt mere vand, hvis dejen er meget fast. Den skal kunne rulles ud med en kagerulle.

Læg et stykke bagepapir på størrelse med en bageplade på bordet. Læg dejen på og bred den lidt ud med hænderne.

Læg et tilsvarende stykke bagepapir over dejen og rul dejen ud med kagerullen, så den dækker hele papiret.

Træk dejen over på en bageplade og fjern det øverste stykke papir.

 

knækbrød.gluten.dej

Skær firkanter med en kniv i dejen i den størrelse, du ønsker knækbrødet.

Bag knækbrødet i en 190 grader varm ovn til overfladen er gylden, 20-25 minutter.

Lad knækbrødet afkøle, bræk det i stykker og opbevar det i en lufttæt kagedåse.

 

knækbrød.glutenf.3.

tip

Hvis du ikke har problemer med allergi og spiser hvedemel, kan du erstatte havremel og rismel med hvedemel, og du kan bruge almindelige havregryn.

 

knækbrød.glutenfriJPG

 

 

Share

søndag

22

marts 2015

4

KOMMENTARER

bagt “fætter blomkål” med portobellosvampe

Skrevet af , Posted in hovedretter

24. marts 2015

 

nu er de her – næsten!

ramsløg

Jeg læste forleden i avisen, at ramsløgene var kommet. Det lød utroligt, så det måtte jeg lige tjekke. Jeg er så heldig at bo tæt ved et godt ramsløg-sted, så jeg gik forbi i går.

Og sandelig! De småbitte lancetformede blade kæmpede sig op gennem det tykke lag af visne blade. Det er faktisk næsten en måned før tiden. Og så sender jeg endnu en tanke til klimaændringerne og hvor vigtigt det er, at vi alle tager ansvar.

Men nu var de små lækre spirer her altså, så jeg tog en lille håndfuld, for endnu rækker det kun til drys på salaten, og planterne skal have fred til at vokse sig store. Samtidig snuppede jeg en håndfuld af den helt spæde skvalderkål, der også endte i salatskålen.

Da jeg er inde i en blomkålsstime, vil jeg anbefale en blomkålssalat med årets første friske spirer og en kapersdressing.

 

blomkålssalat med friske spirer

blomkålssalt

Se opskriften her.


 .

23.marts 2015

 

grillet blomkål med spidskommendip

grillet-blomkc3a5l-2

Blomkål kan nydes på utallige måder. Her er kålen grillet og serveret med spidskommendip, frisk koriander og hasselnødder.

Den grillede blomkål er fin sammen med frikadeller eller bøffer.

Se opskriften her.

 


 

 

22. marts 2015

kål med fine fornemmelser

romescokål.blomkål

hvid, lysegrøn eller mørkegrøn – hvad er finest?

Mark Twain sagde: ”Broccoli er ikke andet end blomkål, der har fået fine fornemmelser.” Det samme kunne man sige om romescokålen, som jeg har brugt til denne ret.

Romescokål er smukt lysegrøn og elegant formet med små “pagoder”. Men faktisk er romescokål mere for øjnene end for smagsløgene. Jeg synes, der er mere smag i både blomkål og broccoli. Og du kan bruge alle tre slags kål til denne ret.

Jeg er lige i Thailand blevet mindet om den dejlige smag i citrongræs. Derfor har jeg brugt den sammen med den pikante kardemomme. Begge dele kan imidlertid byttes ud. I stedet for citrongræs kan du blot smage til med citronsaft, og kardemomme kan byttes ud med spidskommen- eller fennikelfrø.

.

bagt-blomkål-m-svampe.1

bagt “fætter blomkål” med portobellosvampe

300 g portobellosvampe

2 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

2 spsk tamari (soja)

1 romescokål, blomkål eller broccoli, ca. 1 kg

1 stilk citrongræs

5-6 kardemommekapsler

2 dl risfløde, sojafløde eller anden fløde

1 bdt dild

 

Skær svampene i ca. 1 cm tykke skiver. Steg dem gyldne ved rask varme.

Dryp med citronsaft og tamari.

portobellosvampe

Skær kålen i ca. 1 cm tykke skiver. Læg skiverne i et ovnfast fad vekslene med de stegte svampe.

Skær det nederste bløde af citrongræsset i tynde ringe.

Tag frøene ud af kardemommekapslerne og stød dem i en morter. Rør kardemomme og citrongræs i fløden. Smag til med salt og peber.

Klip dilden og tilsæt den.

Hæld fløden over grøntsagerne og læg folie over fasdet.

Bag kålen i en 200 grader varm ovn 15 minutter. Fjern folien og bag retten endnu ca. 15 minutter.

Spis gerne en salat med hele korn til den bagte kål.

 

bagt-blomkål-m-svampe

 

bagt-blomkål-m-svampe.2

Share

torsdag

19

marts 2015

1

KOMMENTARER

biksemad med spejlæg

Skrevet af , Posted in hovedretter

 21. marts 2015

 

en god salat til madpakken

hvidkalssalat.rød-hvid

Kål er kærlighed. Kærlighed til kroppen. Kål er proppet med gode næringsstoffer, og selv om jeg glæder mig til de nye sommergrøntsager, er er både rødkål og hvidkål stadig værd at sætte tænderne i.

Her er en salat med rødkål og hvidkål med hasselnødder, som er en fin frokostsalat, måske sammen med et par bønnefrikadeller og et godt stykke brød.

Se opskriften på salaten her.

 


 

19. marts 2015

 .

rester på den lækre måde

biksemad.2

Biksemad er en reste-ret. Som ordet siger, er det noget man bikser sammen, og man har frit slag med hensyn til, hvad man kommer i sin biksemad. Biksemad er en fremragende måde at undgå madspild på.

Jeg har meget sjældent selv noget til overs, så derfor starter jeg min biksemad fra bunden. Men du kan sagtens bruge en rest kogte kartofler eller kogte rødbeder eller andre rester fra den foregående dag. Hvis du bruger kogte eller bagte rødbeder, undgår du at resten af grøntsagerne får en rødlig kulør, da kogte rødbeder først skal vendes i retten til sidst.

 

biksemad med spejlæg

200 g løg

4 fed hvidøg

olie til stegning

200 g svampe, champigon, østershatte, shiitake etc.

2-3 spsk citronsaft

1,5 kg faste grøntsager, fx kartofler, rødbeder, pastinakker/persillerødder, jordskokker, gulerødder, evt. også blomkål, broccoli etc.

tamari (soja)

4 æg

frisk timian eller anden krydderurt

evt. engelsk sovs

 

Skær løgene i både og hak hvidløgene. Steg de to slags løg gyldne i lidt olie og fjern dem fra panden.

Skær svampene i strimler eller i kvarte. Svits dem i et par spsk olie til de er let gyldne. Hæld citronsaften på og drys med lidt salt og peber. Fjern svampene fra panden.

Skær de valgte grøntsager i små terninger. Hvis du også bruger kål, så del den i små buketter.

Kom først de hårdeste grøntsager på panden. Start med kartoflerne og steg dem i lidt olie til de er let gyldne. Tilsæt herefter rødbederne (hvis du ikke bryder dig om at de øvrige grøntsager tager farve fra rødbederne så steg dem for sig selv).

Kom herefter pastinakker/persillerødder på panden. Læg låg på panden og lad grøntsagerne stege sagte nogle minutter og tilsæt så jordskokker, gulerødder og evt. kål.

Når alle grøntsagerne er næsten møre, så kom løg og svampe på panden og varm det hele igennem.

Smag til med tamari og peber.

Steg fire spejlæg og servér dem på toppen af biksemaden. Drys med en frisk krydderurt og giv evt. engelsk sovs til separat.

 

biksemad

tip

Hvis du ikke spiser æg, så kom et par håndfulde kogte bønner, linser eller kikærter i biksemaden. Du kan også tilsætte små stegte terninger af tofu.

Hvis du alligevel har gang i ovnen og fx bager brød, kan du også bage terningerne af grøntsager i ovnen. Vend dem i lidt olie, salt og peber og læg dem på en bageplade. Bag terningerne ved 200 grader ca. 20 minutter. Vend rundt i dem engang imellem.

 

biksemad.1

 

Share