Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

8

februar 2021

6

KOMMENTARER

skønne bønner med svitset blomsterkål og indiske frikadeller

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, småretter, tilbehør

.

lækkert tilbehør til frikadellerne

Hvis du er ved at blive helt grøn i hovedet af grønkål, så hold lige ud lidt endnu. Allerede om et par måneder vil vi kaste os over de friske ramsløg. Så nyd grønkålen så længe den er fremme eller, som her, de små grøn/lilla flower sprouts, som også er en slags grønkål.

.

blomsterkål

De små grønlilla kålblade, som kaldes blomsterkål eller flower sprouts, ligner en udsprungen rosenkål, og faktisk er de en krydsning mellem grønkål og rosenkål.

De små fine kål kom første gang i handlen i England i 2010, og nu ses de også hyppigt herhjemme. Finder du dem ikke, kan de sagtens byttes ud med grønkål, evt. lilla grønkål, eller palmekål.

Bortset fra at svitse blomsterkålen som her, kan den også nydes rå sammen med gulerodsstave til at dyppe i fx hummus. Du kan også friturestege dem, evt. dyppet i dej, bruge dem rå i salater, kogt i supper, i gratiner etc. Ja, faktisk alle steder, hvor du ville have brugt grønkål eller rosenkål.

.

hvad en gammel valnøddeskål kan fortælle

Yin-yang skålen er udskåret af valnøddetræ. Den er  købt i den indiske delstat Kashmir engang i 1980’erne. Og det er sjovt med ting købt på rejser. Ofte gemmer de på eksotiske eller dramatiske minder. Sådan er det i al fald med denne lille træskål.

Før i tiden rejste den indiske overklasse til Kashmir om sommeren for at undgå den bragende hede i lavlandet. På grund af det kølige klima og den storslåede natur anså inderne Kashmir for det nærmeste, de kunne komme Paradis her på jorden. Det måtte jeg se med egne øjne. Og jeg er helt enig. Kashmir er et af klodens smukkeste steder.

Men siden Indien blev delt i 1947, har muslimer og hinduer ligget i bitter strid om området. Sådan var det også, da jeg besøgte den tindrende smukke delstat. Og endnu i dag står den blodige konflikt i skrigende kontrast til naturens unikke skønhed.

.

til kamp i Srinagar

I hovedbyen Srinagar ligger Dal Lake. Her spejler hundredvis af gamle traditionelle husbåde deres fint ciselerede træskærerarbejder i søens spejlblanke vand. Som en funklende juvel huser søen hundredvis af husbåde som perler på en snor. I baggrunden rækker Himalaya sine snehvide tinder mod den azurblå himmel.

Jeg boede en månedstid i Srinagar i husbåden”Queen of Sea”, som jeg havde lejet af familien Kotroo sammen med min thailandske ven.

Med i opholdet fulgte stærke Kashmir-retter, som  blev serveret mindst fem gange om dagen af familien, der boede i en lille køkkenbåd bag den smukke udlejningsbåd. Her var ildstedet, hvor kvinderne tilberedte maden og i øvrigt opholdt sig dagen lang.

En dag var jeg i land i Srinagar, som ligger langs søens modsatte bred. Her fandt jeg det lille træfad, og her kunne jeg nemt være blevet forvandlet til plukfisk.

Spændingerne mellem muslimer og hinduer koger ofte over i voldelige sammenstød, og den dag demonstrerede en kogende menneskemængde fra begge lejre. Et sammenstød af sunamistyrke. Jeg stod i en gade og så de bølgende menneskemængder rulle frem fra hver sin ende af gaden. Jeg var lige midt i knibtangen. Der var ingen flugtmuligheder. Fra siden rykkede en hær af hærdebrede betjente frem med hævede stokke. Og her stod jeg med mit udskårne valnøddefad – fanget i et ætsende had mellem muslimer og hinduer!

Har man været i Indien, ved man, at menneskeliv er uden betydning, når masserne rykker, og man ved, hvad politistokke betyder. Stokkene er lavet for at blive brugt, og det er ensbetydende med nådesløst bankekød eller det, der er værre. Her skelnes ikke mellem hudfarver, indfødte, religioner, fremmede eller andre.

Et kæmpetræ midt på vejen reddede mit liv. Måske var det et valnøddetræ?Jeg klamrede mig til træet uden tanke på sorten, mens menneskehavet skyllede uden om træet og mig frem mod modstanderne og betjentene, der mejede sig frem med deres stokke. Alle var i en blodrus. Da den sidste flagrende dhoti (traditionel indisk beklædning til mænd) havde passeret på nøgne, hurtige fødder, rystede jeg støvet af mig, fandt ned til den lille robåd i søen og sejlede taknemmelig tilbage til den guddommelige fred og den stærke mad i husbåden. Med mit lille valnøddefad i favnen.

Sådan nogle oplevelser får vi ikke i denne karantænetid, hvor der er låst af for eksotiske eventyr. Derfor denne lille erindring: bare fordi jeg fandt det gamle udskårne træfad, og fordi alle har ret til et lille eventyr.

.

valnøddefad med valnødder

Valnødderne i retten passer fint til kålsmagen. Og da vi nu er i Kashmir, har jeg også tilsat lidt anis til kålen. De holder nemlig meget af anis i Kashmir. Bryder du dig ikke selv om den lette lakridssmag, er det fint at udelade krydderiet.

Bønnerne er vendt i en dressing med hyldeblomstsaft. Det minder om, at der inden længe kommer både forår og sommer!

.

frokost eller middag?

Bønner og kål kan spises som en frokostret eller en forret. Men de passer også godt som tilbehør til en postej eller frikadeller, det kan fx være indiske kartoffelfrikadeller. Se opskriften her.

.

indiske kartoffelfrikadeller

hyldeblomstbønner med svitset valnødde-kål

(4 personer)

bønner:

200 g små hvide bønner eller store limabønner

¾ dl koncentreret hyldeblomstsaft

3 spsk valnødde- eller olivenolie

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

2 stilke bladselleri

2 spsk fintsnittet rosmarin

kål:

ca. 250 g grøn og/eller rød grønkål eller små blomsterskud

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

evt. 1 tsk knust anis

evt. et nip smuldret tørret chili

50 g valnødder

 

Læg bønnerne i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand. Kog små bønner ca. 30 minutter, store bønner 40-45 minutter.

Lav imens dressingen: rør hyldeblomstsaften sammen med olien og citronsaften. Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Skær bladsellerien i tynde skiver og rør dem i dressingen sammen med den snittede rosmarin.

Afdryp bønnerne godt og vend dem straks i dressingen. Du kan servere bønnerne varme eller afkølede.

Riv kålen i mindre stykker.

Hak løg og hvidløg og svits dem på en pande, til de er gyldne.

Tilsæt kålen og svits den med 3-4 minutter. Drys med lidt salt og peber. Og tilsæt anis og evt. chili efter smag.

Hak valnødderne groft og vend dem i kålen.

Sevér kålen til de kogte bønner.

.

.

Share

fredag

5

februar 2021

0

KOMMENTARER

grønkål er powerfood – nyd den i ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

sæsonens superstar er endt i suppen

Det er stadig sæson for grønkål, så her er endnu en supersuppe med masser af fantastiske næringsstoffer.

Suppen er lidt krydret, men den spicy smag balanceres af den milde, søde pære og kokosmælk.

.

grønkål har masser af ernæringsmæssige muskler

Hvis du ikke lige finder grønkål, kan du sagtens skifte den ud med palmekål  eller bladbeder. Hvad enten du laver suppen med grønkål eller de andre blade, er den ren powerfood eller superfood, som mad med specielt mange fremragende næringsstoffer kaldes. Her er naturens egen medicin i suppeskålen, bl.a. mange K-vitaminer.

Jeg har tidligere skrevet om den aktuelle forskning i Covid19 og den mulige betydning af bl.a. K-vitaminet.

.

boghvede og gurkemeje giver kroppen et ekstra skud gode næringsstoffer

Også boghvede har meget at byde på ernæringsmæssigt. Og så synes jeg, den er en dejlig afveksling til hele korn som ris, spelt, hvedekerner eller rugkerner som tilbehør. Tilmed dyrkes boghvede i Danmark, og det gør den til et langt mere klimavenligt næringsmiddel end fx ris, der kræver meget vand og skal fragtes over store afstande.

Boghvede indholder mange B- og E-vitaminer og mineraler og sporstoffer som kalk, magnesium, kalium, jod, mangan, fluor, kisel m.fl. De små kantede frø er også rigt forsynet med antioxidanter, herunder stoffet rutin (findes også i bl.a. æbler og løg), som har en lang række positive helsemæssige effekter. Rutin virker bl.a. betændelseshæmmende, og det forebygger blodpropper og andre hjerte-karsygdomme. Både den lille gurkemejerod og ingefær virker også stærkt betændelseshæmmende, og gurkemeje ser ud til at forebygge kræft.

Boghvede er desuden fiberrig og virker rensende og vanddrivende. Både boghvede og gurkemeje er rigitg detox-mad.

Proteinet, især lysin, i boghvede har en høj biologisk værdi, næsten dobbelt så meget som i hvede. Boghvede er ikke en kornsort, men tilhører pileurtfamilien. Dermed indeholder boghvede ikke gluten og er derfor velegnet for folk, der ikke tåler gluten.

Hvis du mener, du har brug for ekstra tilskud af vitaminer og/eller mineraler, finder du et stort udvalg hos firmaet med24.dk

 .

økologiske korn og mel

Det økologiske bageri i Hjørring, Aurion, forhandler mange slags økologiske korn- og meltyper.

I denne suppe har jeg valgt Aurions boghvedefrø, men jeg kunne også have brugt quinotto (meget proteinrig) eller hel havre. Vi er mest vant til at spise havre som gryn, men hel havre er en rigtig lækker idé som tilbehør i stedet for ris eller andre hele korn – eller i salater eller i en suppe som denne.

.

grønkålssuppe med hel boghvede og pærer

 100 g løg

ca. 1/2 spsk karrypasta (købt eller hjemmelavet)

2 spsk kokos- eller rapsolie

100 g hel boghvede

7 dl grøntsagsbouillon

6-8 blade grønkål

2 pærer, ca. 350 g

2 dl kokosmælk

4 fed hvidløg

1 spsk fintreven frisk gurkemeje eller 1/2 spsk tørret

1/2 tsk friskkværnet peber

1-2 spsk reven ingefær

salt

1 økologisk limefrugt

evt. grønkålschips, se nedenfor.

Hak løgene. Kom karrypastaen i en gryde sammen med olien. Svits pastaen. Tilsæt løgene og lad dem simre under låg 5-6 minutter. Rør rundt i dem engang imellem.

Skyl boghveden i kogende vand. Afdryp den og kom den i gryden. Hæld bouillonen ved og kog suppen 10 minutter.

Hak grønkålen fint (fjern midterribberne og brug dem evt. i en bouillon). Skær den ene pære i terninger. Tilsæt kålen og pæren til suppen.

Kog suppen endnu 5-6 minutter.

Tilsæt kokosmælken. Hak hvidløgene og riv gurkemejen. Kom de to ting i gryden sammen med peber og ingefær. Lad suppen koge op og tilsæt evt. mere bouillon, hvis den er for tyk.

Smag godt til med salt, ingefær, limesaft og ca. 1/2 spsk reven skal af limefrugten.

Sker den sidste pære i små terninger og drys dem på suppen ved serveringen, evt. sammen med grønkålschips.

Hvis du vil pynte med sprøde grønkålschips så riv små stykker af 2-3 blade grønkål og lad dem tørre i en 150 grader varm ovn 10-15 minutter. Pensl dem først med lidt olie og drys med en smule flagesalt.

Hold øje med kålen. Den bliver hurtigt tørret og mørk. Tag kålen ud efterhånden som den bliver sprød og mens den endnu er grøn.

.

grønkålschips

Grønkålschips er også en sund og fedtfattig erstatning for fritterede kartoffelchips.

.

Share

mandag

1

februar 2021

6

KOMMENTARER

’steak’ med hasselback kartofler og bagte løg

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en tofu-steg er klimakærlig

Igen og igen hører vi om, hvor belastende produktion af dyr er for klimaet. Og nu er man endelig begyndt at regne hele belastningen med (foder, transport etc.). Det viser (naturligvis), at oksekød belaster langt mere, end vi (nogle) troede. Og det var alvorligt nok i forvejen.

Vi er tvunget til at vælge nye proteinkilder. De skal selvfølgelig være plantebaserede og bæredygtige. Og her er tofu et oplagt valg. Tofu er fremstillet af sojabønner og er et bæredygtigt produkt, der er lige så proteinrigt som kød og nemt erstatter det.

Og der er virkelig noget at spare:

1 kg sojabønner udleder 0,6 kg CO2, mens 1 kg oksekød udleder 19,4 kg CO2 (og det er tal fra før foder, transport etc. var regnet med).

Meeeen … der er stærke holdninger til tofu – og med god grund. Men nu er der håb!

.

tofu løftet til nye højder

Jeg må indrømme, at der er meget kedelig tofu på markedet. Jeg har spist en del, der har smagt mere som pap end bønner. Men nu er redningen her. Jeg er netop kommet på sporet af en tofu fra firmaet Lé Trang. Og jeg skal love for, at det er en helt anden snak.

Lé Trangs tofu er utrolig lækker. Den er blød (men stadig skærefast) og flødeagtig. Og så er sojabønnerne dyrket i Europa og selvfølgelig økologiske. Lé Trang tofu er en stor gave til det plantebaserede køkken.

Lé Trang bruger kun tre ingredienser til fremstillingen af tofu: økologiske sojabønner fra Italien, nigarisalt fra Japan og vand. Det giver en frisk og blød tofu med en diskret smag af bønner.

Tofuen fås i de tre udgaver på fotoet ovenfor samt en med citrongræs. Lé Trang tofu kan købes online i COOP og i en del Irma-butikker. Tjek Lé Trangs hjemmeside for forhandlere.

Det diskuteres jævnligt, om planteøstrogenerne i sojabønner er skadelige for kvinder med hormonfølsom brystkræft. Der er modsatrettede undersøgelser, og man må gøre op med sig selv, hvis man er i risikogruppen, om man vil spise tofu eller ej. Læs mere om denne problematik under tofu og ideer til tofu. Under alle omstændigheder bør en del næringsmidler spises med måde – også sojaprodukter.

.

alt i ovnen på én gang

Samtidig med at tofu-‘steaken’ steges i ovnen, laves også tilbehøret af hasselback-kartofler og løg.

Det betyder, at det er en nem og hurtig ret at lave.

.

bagte løg er en delikatesse

Når løg bages, udvikles deres sødme og blødhed. Det er nærmest ren slik, når løgene nydes sammen med de bagte kartofler og den krydrede ‘steak’.

.

før og efter

Jeg har snittet tofuen for at den krydrede marinade bedre kan trække ind i blokken.

Tv.: blokken før den kommer i ovnen – og th. efter bagningen.

Hvis du slet ikke er til denne tilberedning, kan du blot skære tofuen i terninger og riste den, enten i ovnen eller på en pande. Jeg har brugt tofu naturel, fordi jeg gerne ville prøve denne marinade (som er lækker!), men du kan også spare tid ved at vælge tofu med smag, fx røget, og udelade marinaden.

.

tofu-’steak’ med hasselback kartofler og bagte løg

(4 personer)

250 g neutral tofu

evt. hele nelliker

marinade:

1 spsk olivenolie

2 spsk sød chilisovs

1 spsk balsamico

1 spsk ahonsirup eller anden sirup

2 spsk tamari

1 spsk rørsukker

1 fed hvidløg

2 spsk reven ingefær

evt. eksra chili

tilbehør:

4-6 mellemstore kartofler

6-8 mellemstore løg

citronsaft

4 spsk hakket persille

olivenolie

flagesalt

 

Sæt tofuen i pres, så al væden kommer ud.

Rør marinaden sammen og smag den godt til. Den skal have temmelig meget smag, da tofuen ikke smager af meget i sig selv.

Skær snit i tofuen som på fotoet ovenfor. Men skær ikke helt igennem. Blokken skal hænge sammen i bunden.

Sæt tofuen i en ovnfast form og dryp med ca. halvdelen af marinaden. Sørg for, at den kommer godt ned i rillerne.

Sæt evt. en nellike i hvert felt.

Skær tynde skiver i kartoflerne. Du skal ikke skære helt igennem. Kartoflerne skal hænge sammen i bunden.

Skær løgene i halve eller kvarte.

Sæt løg og kartofler i en ovnfast form og pensl med olie.

Bag tofu og kartofler/løg i en 200 grader varm ovn.

Dryp med resten af marinaden efter ca. 10 minutter.

Bag tofuen ca. 20 minutter. Løg/kartofler skal formentlig have 10 minutter mere, men stik i dem for at mærke, om de er møre.

Drys kartofler og løg med lidt salt ved serveringen.

Dryp løgene med lidt citronsaft og drys med persille.

.

bagt blomkål og rosenkål som tilbehør

Hvis du har lyst til ekstra tilbehør, kan du samtidig med selve retten bage blomkål og rosenkål i ovnen. Det er en dejlig vintersalat.

Se opskriften her.

.

Share