Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tilbehørArkiv

fredag

16

december 2022

0

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 16 i den grønne julekalender – når kartofler går til julefest

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad, nytårsmenu, tilbehør

..

decembers heldigste kartoffel

Det dufter brunt og brændt …

Ingen juleaften uden kartofler, enten hvide kogte eller bagte – eller små brunede.

Kartoflen er nærmest basismad i Danmark. Vi tager kartoflen som en selvfølge, og som regel er det den grøntsag (knold), der får mindst opmærksomhed. Den er der bare. Kartoflen har simpelt hen ingen høj status i køkkenet. Det rådes der bod på her. Det er på tide, at den skønne knold får lidt glamour!

Kærligheds-kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen – men kan også udgøre en fin lille forret. Drys i så fald med lidt hakkede valnødder.

.

kartofler i “tusind” lag

Man kunne godt kalde den lille kartoffelservering for mille-feuille (tusind blade) kartofler. Det er dog et navn, der anvendes om en sød kage i mange lag.

Når jeg også kalder kartoflerne for kærligheds-kartofler er det, fordi det kræver tid og omsorg at lave de små godbidder. Kærligheds-kartoflerne er et tilbehør, man laver til dem, man virkelig holder af og som forstår at værdsætte mad med smag og skønhed, mad tilberedt med omsorg, omtanke – OG kærlighed!

.

med kaviart på toppen

De mange lag kartofler får dels smag af hvidløg/gærflager, som nogle af skiverne pensles med, dels fra den pikante mayo og den salte tang-kaviar.

På toppen har jeg drysset med spirer af pink kål (spirefrø kan fx købes hos Friske spirer). Det er rigtig sjovt at dyrke sine egne spirer.

.

løft kartoflen til nye højder

kærlighedskartofler

(4 personer)

4 store bagekartofler

4 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

1 spsk gærflager (kan udelades)

salt, friskkværnet peber

cocktailpinde

2-3 spsk mayo

1-2 tsk dijon- eller tangsennep

4 tsk tangkaviar

spirer, frisk koriander eller timian

 

Skær kartoflerne i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Stik kartoffelskiverne ud med en metalform. Den kan være rund, kvadratisk eller aflang, men af en størrelse, der er mindre end kartoffelskiverne.

Du kan også bruge et glas og skære skiverne i facon med en kniv. Den overskydende kartoffelmasse kan bruges i en suppe eller en plantefars.

Rør olien med presset hvidløg, gærflager og et drys salt og peber.

Smør olien på en del af kartoffelskiverne.

Læg skiverne sammen i fire portioner og sæt dem på en smurt bageplade. Stik en cocktailpind gennem hver portion, så skiverne ikke ”skrider” under bagningen.

Du kan forberede kartoflerne hertil i god tid.

Bag kartoflerne gyldne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Smag mayoen til med sennep, salt og peber.

Sæt et par tsk mayo og 1 tsk tangkaviar på hvert kartoffelstykke. Drys med friske spirer eller en krydderurt.

Du kan servere kartoflerne varme eller kolde.

Kærligheds-kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen, til frikadeller, pateer etc. – eller som en lille forret.

.

.

Share

mandag

5

december 2022

9

KOMMENTARER

brun julesovs med smag så englene synger!

Skrevet af , Posted in festmad, julemad, tilbehør

.

ingen jul uden brun sovs – verdens bedste julesovs

Brun sovs hører til en af jule-klassikerne. I nogle familier er det altafgørende for en god jul, at der er tjek på den brune sovs!

Når madtraditioner – og især julens madtraditioner – er hellige, skyldes det, at mad giver tryghed, mad vækker minder og mad giver samhøringhed. Det føles godt og trygt at spise farmors flæskesteg og mormors and med brun sovs. Ja, store stærke mænd kan nærmest briste i gråd, hvis de ikke får deres brune julesovs, som skal smage nøjagtig ens år efter år.

Den form for tryghed som de gammeldags traditioner giver mange mennesker, veksler vi til en anden form for tryghed, når vi vælger plantebaseret mad. Vi får en helt anden langtidsholdbar tryghed, nemlig dén, at vi skåner dyrene og planeten. Og så får vi nogle fantastiske smagsoplevelser. Nogle tror, det er et fravalg, men det er et skønt tilvalg! Her er det ikke blot maden, der er lettere, smagen er det også. Men denne julesovs har en skøn, tæt umamismag, som jeg tror, de fleste vil sætte pris på (se evt. mere om umami her).

Og som jeg altid siger: plantebaseret mad giver en god smag i munden og en skøn følelse i kroppen.

.

det er vigtigt med smageskeen

Jeg har eksperimenteret rigtig meget med denne julesovs. For at give dybde og umamismag til sovsen har jeg bl.a. brugt miso. Miso er en mælkesyregæret pasta af bønner, korn eller boghvede. Den smager stærkt og salt og skal anvendes i små mængder. Du kan købe miso i helsekostbutikker og nogle supermarkeder. Hvis du ikke finder miso, kan du godt lave sovsen uden.

Normalt skal miso ikke varmes til over kogepunktet, da vigtige enzymer derved ødelægges. Det synes jeg dog, du skal se stort på i julesovsen. Det er ikke dét, du spiser juleaften, der redder dit helbred. Det er dét du spiser alle de andre af årets dage.

Læs mere om miso her.

Tørrede svampe og tamari (soja) giver også umami og fylde til sovsen, og kokosolie og plantefløde giver fedme. Jeg har her brugt havrefløde, men faktisk er sojafløde mere cremet. Vælg selv. Sirup, chokolade, balsamico (vælg en god kvalitet) og citronsaft sørger for den rette balance mellem syrligt/sødt. Og en smule rødvin eller cognac skader heller ikke!

.

smag til, smag til, smag til

Hvis man tror, at julesovsen er noget, man kan lave med venstre hånd, må man tro om.

Den brune sovs er faktisk den vanskeligste disciplin i julemiddagen. Bevares: man skal ikke undervurdere udfordringen med de brunede kartofler, men sovsen skal balancere mellem syre og sødme, krydderier, fedme og fylde. Der skal, som det hedder, være “bund” i den sovs. Du skal simpelt hen blive ved med at smage til med de forskellige elementer, indtil du synes, at hele orkestret spiller. Og du kan sagtens lave sovsen, en eller to dage før den skal serveres.

.

brun julesovs

(4 personer)

10 g tørrede svampe

1 spsk brun miso (fås i helsekostbutikker eller de fleste supermarkeder)

100 g knoldselleri

50 g skalotteløg

2 laurbærblade

5 spsk kokosolie, oliven- eller rapsolie

5 hele nelliker

2 spsk tomatpuré

1-2 spsk citronsaft

ca. 2 spsk ekstragod balsamico

10 g mørk chokolade 85%

4-5 spsk rødvin eller 2 spsk cognac (kan udelades)

1-2 spsk blåbær- eller ahornsirup

3-4 spsk tamari (soja)

friskkværnet peber

2 1/2 dl havre- eller sojafløde

evt. lidt maizenamel

.

Hæld så meget kogende vand på svampene, at det netop dækker. Lad dem trække et kvarters tid.

Hæld 2 spsk meget varmt vand på misoen og opløs den helt i vandet.

Skær sellerien i små terninger og kog dem møre i vand, der netop dækker, 6-8 minutter. Afdryp sellerien og gem vandet.

Hak løget fint. Klem væden ud af svampene og hak dem fint. Gem væden.

Svits løg, svampe og laurbærblade i olien, til løgene er bløde.

Tilsæt nelliker, tomatpuré, 1 spsk citronsaft, 1 spsk balsamico, chokoladen og væden fra svampene og sellerien (lidt ad gangen).

Bring sovsen i kog og lad den koge lidt ind. Fjern laurbærblade og nelliker.

Kom den afdryppede selleri i blandingen og blend sovsen helt glat. Du kan evt. si sovsen.

Tilsæt misoen og smag til med citronsaft, balsamico, rødvin eller cognac, sirup, tamari og peber.

Tilsæt fløden og varm suppen op (sojafløde kan skille sovsen, hvis den koges).

Hvis sovsen er for tyk, så tilsæt lidt mere kogevand fra sellerien.

Hvis sovsen er for tynd, så jævn den med lidt maizenamel rørt ud i vand. Smag til igen.

.

voila! – det smager af jul

Share

fredag

17

juni 2022

0

KOMMENTARER

kartoffelsalat med asparges, nye ærter og mandeldressing

Skrevet af , Posted in salater, tilbehør

.

små guldklumper i mandeldressing

Det er i disse uger, du skal slå til, hvis du vil nyde de nye kartofler. Om lidt er de ikke helt så nye og lækre og fulde af C-vitaminer som netop nu.

De små gastronomiske højdespringere kan spises som tilbehør til en hovedret blot med lidt god olivenolie og friske urter – men det er også oplagt at servere dem i en salat. Mulighederne er uendelige. Men da jeg også er vild med asparges, har jeg valgt at blande de to fine smagsoplevelser sammen i denne salat. Og det er ved at være slut for aspargessæsonen i denne omgang, så det er om at slå til nu.

Jeg har høvlet tynde “bånd” af grønne asparges på et mandolinjern. Lige netop til disse bånd synes jeg grønne asparges fungerer bedre end de hvide. Og de kan sagtens spises rå og sprøde som i denne salat.

Du kan også – i stedet for de grønne asparges – tilsætte hvide i små stykker kogt ca. 2 minutter.

.

.

dild og mandler giver karakter til salaten 

Som dressing har jeg valgt en mandeldressing med masser af dild. Jeg synes dild er tæt på at være krydderurternes konge. Desværre er der sjældent smag i købe-dild.

Sprødristede mandelflager sætter prikken over i’et.

Hvis du også er glad for radiser, så tilføj gerne et bundt radiser i skiver.

.

salat af nye kartofler med høvlede asparges og mandeldressing

3/4 kg små nye kartofler

25 g mandler

1 spsk olivenolie eller anden olie

100 g sukkerærter eller bælgede ærter

2 tykke grønne asparges eller 4 tynde

dild

mandeldressing:

3 spsk mandelmel (eller malede mandler)

ca. 2 spsk vand

4 spsk olivenolie

1-2 tsk dijonsennep

1 økologisk limefrugt

klippet dild

evt. blåbær- eller ahornsirup

 

Kog kartoflerne lige netop møre. Sluk for varmen, før kartoflerne er helt møre og lad dem mørne færdig i vandet. Afdryp og afkøl kartoflerne.

Skær mandlerne i flager og rist dem gyldne i olien.

Nip sukkerærterne – eller bælg almindelige ærter.

Høvl de grønne asparges i tynde ”bånd”. Brug en tyndskræller eller et mandolinjern. Læg skiverne i iskoldt vand en halv times tid.

Pisk mandelmelet sammen med vand og olie. Tilsæt en smule sennep og et drys salt og peber.

Rør et par spsk limesaft i dressingen. Riv 1-2 tsk af skallen og tilsæt den sammen med dilden.

Smag dressingen godt til med salt, peber, sennep, limesaft og -skal samt evt. en smule sirup eller andet sødestof.

Hæld dressingen over kartofler og ærter og vend rundt i salaten.

Afdryp de høvlede asparges og læg dem øverst. Drys med mandelflagerne og mere dild.

.

Share