Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

19

november 2021

0

KOMMENTARER

blomkålsfrikadeller med savoydolmere

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

grønt er godt – savoykål og blomkål er ekstra godt!

Danskernes yndlingsmad, frikadeller, kan laves på utallige måder. Her har jeg valgt blomkål.

Blomkålsfrikadellerne er lækre – men ikke så proteinrige. Derfor er det en god idé at servere dolmere af savoykål fyldt med quinoa og bønner til.

Savoykålen er rigtig lækker og sprød lige nu, og måske har du noget til overs fra ribollitaen fra forleden. Har du ikke savoykål, kan du også bruge hvidkåls- eller spidskålsblade til dolmerne.

.

dolmere med hvidkålsblade

Her er fyldet omviklet med store hvidkålsblade i stedet for savoykål. Du kan også bruge blade af spidskål.

En fyldig tomatsovs passer godt til både frikadeller og dolmere.

.

tomatsovs som tilbehør

Du kan vælge en helt almindelig tomatsovs til retten – eller den spanske romescosovs.

Se opskriften her.

.

blomkålsfrikadeller med savoydolmere

blomkålsfrikadeller:

300 g blomkål

2 spsk HUSK (loppefrøskaller)

1 dl plantefløde

ca. 1 dl rasp

1 spsk finthakket salvie eller anden krydderurt

salt, friskkværnet peber 

hvedemel, majsmel eller kikærtemel

olie til stegning

savoydolmere:

8 savoykålsblade

1 dl ukogt quinoa eller brune ris

2 dl kogte bønner, fx limabønner eller kidneybønner

½ dl finthakkede hasselnødder

½ spsk tørret basilikum

ca. 1 dl rasp

1-2 dl plantefløde

tamari, friskkværnet peber

4 fed hvidløg

 .

frikadellerne

Del blomkålen i små buketter og læg dem i kogende vand 5 minutter. Afdryp dem (gem kogevandet til en suppe).

Mos blomkålen med en gaffel.

Pisk HUSK grundigt med fløden. Rør det i blomkålsmosen sammen med rasp og salvie. Smag til med salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen og se, om der skal mere rasp i eller mere fløde. Farsen skal være sådan, at du kan forme frikadeller af den.

Form 8-10 frikadeller af farsen med hænderne. Tag lidt mel til hjælp og sæt frikadellerne på en godt varm pande med olie. Steg dem gyldne på begge sider.

.

dolmerne 

Skyl frøene til dolmerne i lunkent vand og kog dem i 2 dl nyt vand ca. 10 minutter. Al væden skal være kogt væk. Tilsæt et drys salt og lad frøene afkøle under låg (brug evt. en rest fra dagen i forvejen). Brune ris koges ca. 35 minutter.

Mos bønnerne med en gaffel og rør dem i quinoaen sammen med nødder, basilikum og rasp. Rør så meget fløde i, at farsen bliver en fast masse. Smag til med tamari og peber. Hak hvidløgene og rør dem i.

Læg kålbladene i kogende vand 3-4 minutter. Afdryp dem og fjern det groveste af ribberne nederst på bladene.

Fordel fyldet i kålbladene, fold siderne ind og rul dem sammen. Eller fold bladene sammen øverst, hvis det er store blade, og bind et stykke bomuldsgarn omkring.

Sæt eller læg dolmerne i et lavt ovnfast fad og hæld lidt kogende vand i bunden. Dæk fadet med folie og sæt det i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

.

 

 

 

.

Share

mandag

15

november 2021

21

KOMMENTARER

skøn suppe med savoykål – italiensk ribollita

Skrevet af , Posted in hovedretter, supper

..

hjertevarmende suppe som hovedret

ribollitta.3

Du har sikkert bemærket, at mine ideer til plantebaseret mad har holdt pause nogle uger. Jeg har bogstavelig talt været lagt ned, men er nu så småt på vej tilbage til gryderne og tasterne. Jeg håber selvfølgelig, at du har savnet ideerne!

Her er jeg tilbage med en rigtig “stærk” ret. Stærk forstået som en ret smækfyldt med fantastiske næringsstoffer. Så her i den gråmelerede november kommer en hovedrets-suppe, der både varmer kroppen og giver energi til hver eneste celle i kroppen.

.

italiensk klassiker

Ribollita er en gammel italiensk bonderet, der hæges om i de enkelte familier.

Ribollita er en mellemting mellem en suppe og en stuvning, og jeg foreslår, at man spiser den som en hovedret.

Retten stammer fra det folkelige italienske køkken, et meget fattigt køkken, hvor kød var en sjældenhed.

I bogen ”Grønne glæder fra Italien” af den italienske journalist og forfatter, Alfredo Tesio, som jeg havde fornøjelsen  at udgive engang i sidste århundrede, beretter Alfredo om den klassiske ret:

”Det fortælles, at under de store luksuriøse middage, der blev holdt i Firenzes palæer, blev alle de iøjnefaldende retter serveret på kæmpefade. Selve fadene var dækket af et fladt halvbagt brød, der skulle beskytte det kostbare sølv. Dette brød opsugede al saften, der kom fra de retter, de adelige spiste. Når fadene blev bragt tilbage til køkkenet, hang der en kæmpe lergryde parat over ilden, klar til at blive fyldt med det kostelige brød. Der blev så spædet op med vand og alle mulige grøntsager, som kogte og kogte i timevis, fordi de store renaissancebanketter varede i mange timer, ofte flere dage …

Ribollitaen var faktisk tjenestefolkenes forret, hovedret og dessert. Retten blev med årene forbedret, glemt og genopstod så, for i dag at være en meget udsøgt ret.”

Ja, sådan kan mad altså opstå og genopstå, og i dag findes der mange forskellige udgaver af suppen/stuvningen: nogle kommer brødet i suppen, som så bliver temmelig tyk, andre griller brødet med ost og serverer det oven på suppen, som du kan se det på billederne.

.

den supersunde grønne kål

Savoykål er i sæson lige nu, og flere har efterlyst opskrifter med savoykål. Og lige netop denne kål er fin til ribollitaen. Men du kan også bruge palmekål, bladbeder eller grønkål.

.

italiensk bondemand 

ribollitta.1

ribollita – italiensk bondesuppe/stuvning

(4 personer)

300 g hvide bønner, canellini eller limabønner

1/2 dl olivenolie + lidt til serveringen

200 g rødløg

4-5 fed hvidløg

1/2 tsk tørrede chiliflager eller frisk hakket chili efter smag

2 tsk tørret rosmarin

2 tsk tørret timian

300 g gulerødder

2-3 stilke bladselleri

1 dåse hakkede tomater m væde

350 g grønkål, palmekål, bladbeder eller savoykål

2 laurbærblade

evt. grøntsagsbouillon

citronsaft

8 skiver daggammelt brød

evt. tør plantebaseret ost

 

Sæt bønnerne i blød natten over og kog dem i nyt vand ca. 20 minutter.

Afdryp bønnerne, men gem lidt af kogevandet.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter. Tilsæt chili og krydderurter.

Skær gulerødderne igennem på langs og derefter i skiver. Skær også bladsellerien i skiver. Snit de grønne blade.

Kom grøntsagerne i gryden og svits dem et par minutter. Læg låg på gryden og lad grøntsagerne simre for meget svag varme 10-15 minutter.

Tilsæt tomaterne med væden.

Snit den valgte kål fint og kom den i gryden sammen med laurbærbladene og evt. 2-4 dl bouillon eller kogevand fra bønnerne efter behov.

Tilsæt også de kogte hvide bønner.

Hvis du vælger at komme brødet i retten, så skær det i terninger og lad det koge ud i suppen.

Læg låg på gryden og lad ribollitaen simre 15-20 minutter.

Hvis du vil servere brødet til separat, så smør det med olivenolie og drys med reven ost. Sæt skiverne under grillen, indtil overfladen er gylden.

Smag ribollitaen til med salt, peber og citronsaft.

Servér suppen/stuvningen med de grillede brød og lidt ekstra olivenolie på toppen.

 

ribollita turkis

..

nu er det suppetid – supper fra hele verden – til hele året

Hvis du er lige så vild med supper som jeg, kan du finde opskrifter på supper fra hele verden i min bog, “Supper & Co.”

Supper er verdens hurtigste mad at tilberede – alt er i én gryde. I bogen kan du “rejse” fra Sydamerika til Rusland og Kina, Thailand og mange andre lande.

Bogen er udsolgt, men kan lånes på biblioteket.

.

Share

mandag

11

oktober 2021

8

KOMMENTARER

tærte med peberrodscreme og rødbede/squashroser

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

en efterårstærte med kulør og smag

En tærte er næsten altid velkommen. Den kan spises enten som middagsret eller som frokostret.

I denne tærte er sæsonens første rødbeder strimlede på langs og rullet sammen til små “blomster” sammen med squash. Det tager lidt tid, og hvis du vil slippe lidt nemmere om ved det, kan du i stedet skære både rødbeder og squash i skiver og lægge dem taglagt på cremen i bunden af tærten.

.

måske årets sidste squash?

Hvis du hører til de heldige, der selv har squash i haven, kan de sidste måske finde anvendelse her. Jeg har brugt både grønne og gule squash, men det går fint med blot en af farverne.

.

glutenfri tærtebund

Tærtebunden er lavet med tre slags glutenfrit mel. Men spiser du gluten, kan jeg anbefale, at du laver bunden med 100 g hvedemel og 100 g grahamsmel plus havregrynene.

.

kloge proteiner

førende indenfor plantebaserede fødevarer?

Så fik regeringen forhandlet en landbrugsaftale på plads. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Det var der så ingen grund til. Jeg havde håbet, at man ville sætte et rimeligt loft over, hvor mange produktionsdyr dette lille land vil kunne bære i en fremtid, hvor vi respekterer naturen. Det ville have løftet både dyrevelfærden og klimaet.

Men lidt positivt er der da. For ikke at synke ned i mismod bliver vi nødt til at glæde os over selv små skridt. Der blev nemlig afsat 1 milliard kr. til forskning i plantebaserede fødevarer frem til 2030. Eksperterne siger, at der er brug for 2-3 milliarder, hvis vi overhovedet skal rykke.

Det går alt, alt for langsomt. Når man tænker på, at det har taget 30 år at få omlagt til blot 12% økologisk landbrug, må man forvente, at det tager årtier at få det konventionelle landbrug omstillet til en større planteproduktion.

Men vi vil altså have kød på bordet uanset hvad (selv om vi eksporterer det meste af det), selv om det er urentabelt og fjerner kommende generationers livsgrundlag. Det er kun 2% af os, der aldrig spiser kød. At få vendt vores madkultur, vores vaner og vores tryghed er et kæmpeprojekt, som vi ikke skal regne med hjælp fra landbruget og regeringen til at realisere.

Vi har jo brug for alle de penge, landbruget tjener? Eller gør de?

.

landbrugsstøtten svarer til overskuddet i dansk landbrug

Hos Danmarks Statistik kan man læse følgende:

“Fra 2012 til 2016 har danske heltidslandbrug i gennemsnit modtaget tilskud for i alt 2,3 mio. kr. I samme periode har landbrugene i gennemsnit haft et driftsresultat på 2,3 mio. kr. Særligt for mælke- og planteproducenter samt mindre bedrifter var støtten afgørende for økonomien i landbruget.”

I årene 2012-2016 har dansk landbrug samlet modtaget 36.6 milliarder i tilskud fra EU – og disse penge er i vid udstrækning gået til en produktion, der på ingen måde er bæredygtig. Den skader klimaet, den ødelægger naturen, den forgifter grundvandet, og i mange tilfælde skader den også helbredet.

Man må spørge sig selv, hvad det er, vi har gang i.

Til Danmarks sygt store dyreproduktion dyrker vi foder til dyrene på 80% af landbrugsarealet. Mad bør primært dyrkes til mennesker.

Politikerne taler om Danmark som verdens førende indenfor plantebaseret mad. Men der er langt, meget langt, til den position. Heldigvis er der et lillebitte lys i mørket. Jeg blev glad helt ind i sjælen, da jeg forleden i TV så den første danske mark dyrket med kikærter. Hvem skulle have troet det for blot nogle ganske få år siden? Somme tider sker udviklingen i ryk. Hvem havde forestillet sig, at rygning pludselig ville være “no go”? Jeg både håber og tror, at det også bliver klamt at opretholde den enorme dyreproduktion, vi har i Danmark.

Lige nu, den 11. oktober, har Danish Crown meldt ud, at de mener, oksekød bliver en ren luksusspise i fremtiden. Det er da en fantastisk melding.

Alle, der selv spiser eller serverer lækker plantebaseret mad for andre, er med til at drive udviklingen i den rigtige retning. Men vi må kræve politisk handling. Vi forbrugere klarer det ikke alene.

Dyreopdræt i den udstrækning, det foregår i Danmark, er en dødssejler.

.

tærte med rødbede/squash”blomster”

(4 personer)

tærtebund:

100 g boghvedemel

50 g fuldkornsrismel

50 g sorghummel (kan erstattes af rismelet ovenfor)

30 g glutenfri havregryn

½ dl havrefløde eller anden fløde

1 spsk tamari (soja)

ca. 1 ½ dl vand

fyld:

1 lang tyk rødbede

1 lang tyk, grøn squash

1 lang tyk, gul squash

100 g cashewnødder

ca. 2 dl havrecremefraiche, havrefløde eller anden fløde

reven peberrod efter smag

1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. brøndkarse eller anden krydderurt

.

Start med at koge rødbeden halvmør. Lad den afkøle og flå den.

Rør ingredienserne til tærtebunden sammen. Dejen skal være så tilpas fast, at den kan rulles ud.

Lad dejen hvile mens du tilbereder fyldet.

Skær lange tynde strimler på langs ad rødbeden og de to squash. Brug gerne et mandolinjern.

Blend cashewnødderne og tilsæt fløde eller cremefraiche. Smag godt til med reven peberrod, citronsaft, salt og peber. Cremen skal smage tydeligt af peberrod.

Rul dejen ud og læg den i et stort smurt tærtefad. Prik dejen med en gaffel og forbag bunden i en 200 grader varm ovn (varmluft) 8-10 minutter.

Bred peberrodscremen ud på bunden.

Læg tre lag strimler sammen ad gangen: et lag rødbede, et lag grøn og et lag gul squash. Skær stykkerne over på midten og form små ”blomster”. Sæt dem tæt sammen i peberrodscremen, til hele tærten er dækket.

Drys med lidt salt og friskkværnet peber.

Som nævnt ovenfor kan du også skære grøntsagerne i skiver og lægge dem taglagt på tærten. Det går lidt hurtigere. Se på fotoet her hvordan du gør.

Bag tærten færdig, ca. 30 minutter.

Drys tærten med masser af brøndkarse, som giver en lidt fin smag af peber, som passer fint til tærtefyldet.

.

.

Share