Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

mandag

1

august 2022

4

KOMMENTARER

grillet polenta med små kulørte tomater og “oste”sovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, hvor kommer smagen fra?

.

august er tomattid

hakkede-tomater-4

Allerede august! De første sommermåneder gik alt for hurtigt. Men det er heldigvis stadig sommer. Og sommer betyder masser af skønne grøntsager og frugter. En af de allermest elskede er tomaten.

De heldige avler selv tomater. Hvis man har et drivhus, er der sikkert masser af rødmende frugter i øjeblikket. Jeg har mine planter udendørs, og de er stadig ikke helt modne. Men det ER tomattid.

De solmodne tomater med masser af sødme og smag nydes allerbedst så enkelt som muligt, så her er først en lille lækker salat: enkel sommersalat.

 

..

spraglede tomater sætter kulør på den gyldne polenta

polenta-grillet-m-tomatr.3

flere og flere vælger vegansk

Der kommer mere og mere grønt på menuen. Det er dejligt, ja, vidunderligt, ikke blot for en garvet plantespiser som mig, men i særdeleshed fordi hver eneste, der vælger grønt i stedet for kød, mindsker dyrenes lidelser og sænker klimabelastningen, samtidig med at ens eget helbred optimeres.

Rigtig mange unge bliver veganere. Det er endnu mere glædeligt, for ligegyldigt, hvordan vi vender og drejer tingene, er det en livsstil uden animalske produkter, der primært bliver fremtidens mad. Kloden forlanger det. Vi kan slet ikke være her på planeten alle sammen i fremtiden, hvis vi ikke tager gaflen i den anden hånd. Men ting tager tid, og mange har behov for “blot” at leve vegetarisk – eller for at have en periode med mælkeprodukter og æg, før man endelig dropper det animalske. Det er helt i orden, for det er vigtigt at have hjertet med, men jeg garanterer, at mad uden animalske produkter giver en vidunderlig følelse i både kroppen og bevidstheden. Og så er den heldigvis vanedannende.

Der er stadig mange fordomme, både mod vegetarisk og vegansk mad. Mange tror, at det er kedelig mad. Intet kunne være mere forkert. Det er lige netop modsat. Grøn mad er et eldorado af smagsoplevelser. Mad skal nære og glæde – og så skal den SMAGE! Og det er ikke svært med de mange lækre grøntsager, krydderurter og krydderier, men en af de ting, man som veganer kan komme til at savne, er ost. Det er dog muligt at lave fx en vegansk ostesovs, der er virkelig lækker. Og her kommer gærflagerne ind.

large_nd_b-vitamingaerflagergærflager

Det er altid dejligt at blive klogere, ikke mindst at udvide sit madmæssige univers. Skønt plantespisere i årtier har brugt gærflager som smagsgiver, har jeg først for en del år siden rigtig fundet ud af flagernes mange kvaliteter.

Gærflager er ikke “levende” som bagegær. De er inaktive. Det vil sige, man ikke kan bruge dem til bagning, og hører du til dem, der ikke tåler gær, kan du sagtens spise flagerne. Gærflager er små, tynde og lysegule. De minder lidt om havregryn men er mindre, mørkere og tyndere.

gærflager.1

Gærflagerne bruges som smagsgiver. De har en let oste-nøddeagtig smag og tilfører retten, de anvendes i, den eftertragtede umamismag. Og så har de en lidt jævnende effekt.

Jeg bruger fx flagerne i sovse og dips og som “topping” på en tærte, hvor de sammen med mandler eller cashewnødder udgør en æggeerstatning (se tærte med broccoli og karamelliserede bananløg ). I dag har jeg brugt flagerne i dét, jeg kalder en “oste”sovs. Den kan også anvendes til pizzaer.

Gærflager kan desuden bruges i supper, grød, lasagne, som drys på pastaretter, i energidrikke etc. Flagerne bør tilsættes så sent i tilberedningen som muligt for ikke at miste næringsstoffer.

Gærflager købes i helsekostbutikker eller på nettet. De findes i forskellige fabrikater og er ikke helt billige, men rækker meget langt.

 

sunde flager

Gærflager indeholder alle essentielle aminosyrer (proteiner) og mange B-vitaminer samt mineraler som kalk, magnesium, fosfor m.fl.

Flagerne bør opbevares mørkt.

 

“oste”sovs på grillet polenta

polenta-grillet-m-tomater.2

Polenta er en italiensk ret, der hovedsagelig spises i Norditalien. Den laves af groft majsmel, polentamel. Melet koges til en tyk grød, der bredes ud i et par cm tykt lag i en form. Når polentaen er størknet, kan den grilles eller steges på panden.

Polenta kan serveres på mange forskellige måder, se fx polenta med svamperagout eller polenta med cremekantareller.

 ..

grillet polenta med kulørte tomater og ”oste”sovs

(4 personer)

polenta:

8 dl vand

1/2 spsk Herbamare bouillon eller anden bouillon

200 g polentamel (groft majsmel)

1/2 dl olivenolie

salt, friskkværnet peber

topping:

350 g små tomater i forskellige farver

2 dl planteyoghurt 

1 dl havrefløde eller anden fløde

2 spsk gærflager

1/2 spsk tamari (soja)

50 g små mørke oliven

3 spsk chiafrø eller sorte birkes (kan udelades)

1 håndfuld koriander eller anden krydderurt

 

polenta-grillet-m-tomater

Bring vandet i kog med bouillonen. Pisk majsmelet i og kog polentaen efter anvisningen på pakken. Noget polenta koges på et par minutter, andet skal koge længere.

Tag gryden af varmen, når polentaen er kogt og slipper gryden. Rør olien i og smag til med salt og peber.

Hæld polentaen i en stor form, gerne metal hvis polentaen skal i ovnen. Du kan også brede polentadejen ud i to forme på størrelse med lagkageforme. Lad polentaen afkøle og størkne helt.

Hvis du har valgt at hælde dejen i lagkageforme, så grill dem på en grillpande. Pensl grillpanden med olie, læg polentaen på panden og grill til undersiden er gylden. Vend polentaen ud på et fad.

Hvis du har dejen i en større form, så pensl den med olie og sæt den under grillen i ovnen, til overfladen er gylden. Eller skær polentaen i mindre stykker og steg dem i olie på en pande.

Rør yoghurt og fløde sammen med gærflagerne og tamari. Lad sovsen stå en halv times tid, til gærflagerne er opløst.

Smag sovsen til med tamari og peber.

Skær tomaterne igennem og læg dem på polentaen sammen med de små oliven. Hvis du har lavet polentaen i forvejen, så varm den op i en 200 grader varm ovn med tomaterne, 10-15 minutter.

Du kan også servere polentaen med rå tomater, som du ser på billederne.

Dryp med ostesovsen og drys med den valgte krydderurt samt evt. chiafrø eller birkes.

 

polenta-grillet-m-tomater.1

 

tip

polenta-grillet-m-tomater.4

Du kan også skære den grillede polenta i små terninger og sætte dem på spyd med tomater og krydderurter  imellem.

 

Share

mandag

25

juli 2022

8

KOMMENTARER

farserede peberfrugter med misosovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

vitaminer i smuk indpakning

Nu hænger de der, store og runde eller aflange og saftfyldte. Hvis man altså har et drivhus. Ellers må man til grøntsagspusheren, for nu er det tid til peberfrugter.

.

kraftfuld superfood

Peberfrugter er supersunde, så det er bare med at nyde de dansk dyrkede peberfrugter nu, mens de er i sæson. Det er klimavenligt og en smuk gave til immunforsvaret. I dette tilfælde forhåbentlig også til smagsløgene.

.

farserede peberfrugter

Peberfrugter kan anvendes på utallige måder: de kan nydes rå i salater eller med dip, de kan grilles, de kan bages, de kan bruges i både rå og kogte supper og sovse, de kan svitses  – eller de kan bages i ovnen med en plantefars som i denne opskrift.

Farserede grøntsager er en genial ret, fordi det giver mulighed for at bruge plantefars til andet end frikadeller og postejer. Denne fars er lavet med det produkt, der hedder planteprotein mini fra firmaet Plant Mate. Det er lavet på ærteprotein, men du kan bruge alle mulige andre tørrede proteinprodukter.

Farserede grøntsager er især populære i Mellemøsten, hvor man finder utallige variationer. Ofte tilsættes hakkede rosiner eller tørrede abrikoser og mandler eller nødder til farsen.

.

bagt med citronskive

Jeg har bagt peberfrugterne med en skive citron på toppen og lidt drys af merianblomster og dild.

Farsen er bl.a. smagt til med krydderiet piment d’espelette, som er blevet meget populært. Det er et krydderi med en mild chilismag. Har du ikke piment d’espelette, kan du i stedet bruge paprika eller en smule chili.

.

så er der serveret

Når det kommer til sovse og dips, er jeg lidt doven. Hvis det er til hverdagsmad som her, vælger jeg næsten altid en plantefløde smagt til med miso eller tamari, evt. med sennep og/eller hvidløg. Her har jeg brugt miso i fløden. Det er simpelt hen verdens hurtigste sovs.

.

miso giver masser af umami

Miso er et mælkesyregæret produkt fra Japan, som bør høre til basislageret i ethvert køkken.

Miso kan være lavet på bønner, korn, kikærter eller boghvede. Det er meget koncentreret og rækker langt. En eller to teskefulde rørt ud i lidt varmt vand er som regel nok til at give umami-smag til en ret.

Glassene ovenfor er fra Clearspring og forhandles af NatureSource.

.

farserede peberfrugter med misosovs

(4 personer)

100 g planteprotein mini fra Plant Mate (ærteprotein) eller tilsvarende produkt

grøntsagsbouillon

4 store peberfrugter

100 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

200 g champignon

50 g rasp

2 spsk hakket merian og/eller klippet dild

1 tsk piment d’espelette

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

sovs:

2-3 tsk miso

2 dl havrefløde

Kom planteproteinerne i en skål og hæld kogende bouillon over, der dækker. Lad det trække en halv times tid, til al væden er opsuget. Blend proteinet let med en stavblender.

Del peberfrugterne og fjern kerner og frøstole.

Hak løg, hvidløg og champignon fint. Svits dem i olien, til løgene er bløde, og svampene gyldne.

Bland løg og svampe i den blendede protein. Tilsæt rasp og den valgte krydderurt.

Smag godt til med piment d’espelette, citronsaft samt salt og peber.

Fordel farsen i de halve peberfrugter, dryp med lidt olie og læg evt. en skive citron øverst.

.

Hæld lidt kogende vand i formen og sæt den i en 200 grader varm ovn (varmluft), til peberfrugterne er gyldne, ca. 30 minutter.

Drys evt. med spiselige blomster og den valgte krydderurt.

Rør misoen ud i ganske lidt, meget varmt, vand (det skal ikke være kogende). Opløs misoen helt og rør den i fløden.

Smag til og servér sovsen til peberfrugterne.

.

.

Share

fredag

15

juli 2022

2

KOMMENTARER

græske grillspyd med couscous og tzatziki

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

tid til grønt på grillen

Ferie, sol og sommer: det er grill-tid!

Her er nogle skønne græske tofu-spyd med lækre grøntsager. Grøntsagsspyd er supernemme og hurtige at tilberede, så der også bliver tid til et glas kølig vin på terrassen.

Har du ikke en udendørs grill, kan grøntsagerne sagtens grilles i ovnen.

.

brug de grøntsager, du har

Du kan bruge de grøntsager, du har på lager. Foruden dem jeg har nævnt i opskriften, kan du også bruge små buketter af blomkål og/eller broccoli, terninger af squash og/eller aubergine, små nye kogte kartofler etc.

.

tilbehør til grøntsagsspyd

Jeg serverer couscous med hakkede abrikoser, ærter og krydderurter til mine spyd. Desuden som “dyppelse” tzatziki eller yoghurt smagt til med hvidløg og mynte.

Du kan også servere brød til spyddene, kogte ris eller andre kogte korn, quinoa eller pommes frites.

.

tofu, seitan eller små falafler

Proteindelen af spyddene kan være tofu som her, det kan være seitan, små falafler etc.

.

bagt tofu med nelliker

Hvis du vil have ekstra smag på tofuen, kan du bage den med spicy marinade og nelliker.

Se opskriften her.

.

tzatziki

Tzatziki, yoghurt med agurk og hvidløg, er også en rigtig græsk klassiker.

Denne tzatziki er med både nigellafrø og spidskommen. Det er ikke helt efter bogen, så du kan sagtens udelade de to krydderier.

Se opskriften her.

.

græske tofuspyd med couscous

(4 personer)

marinade:

4 spsk citronsaft

2 spsk olivenolie

2 spsk tamari

1-2 spsk ahornsirup

1 fed presset hvidløg

1 spsk tørret oregano

2 tsk paprika, evt. røget

spyd:

250 g fast neutral tofu

200 g løg

2 peberfrugter

1 helt hvidløg

200 g små tomater, gerne forskellige farver

200 g små champignon

træspyd

.

Rør dressingen sammen og smag den godt til. Den skal være tilpas sød/salt.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små terninger. Vend dem i dressingen.

Lad tofuen trække i dressingen nogle timer, meget gerne til næste dag. Vend rundt i stykkerne engang imellem.

Læg træspyddene i vand i god tid, så de kan modstå varmen fra grillen. Du man også bruge metalspyd.

Skær løgene i kvarte. Skær peberfrugterne i små terninger.

Sæt grøntsager og tofu på spiddene skiftevis. Pensl med resten af marinaden eller olivenolie.

Læg spiddene på en rist på en bageplade og sæt den under grillen.

Grill spyddene gyldne på begge sider.

Du kan servere tatziki til samt couscous, løskogte korn eller ris, ristet brød eller bagte kartoffelchips.

Jeg har serveret couscous til mine spyd: overhæld 250 g couscous med kogende vand, der dækker. Tilsæt et drys salt og peber samt en håndfuld rosiner eller hakkede, tørrede abrikoser og måske lidt frisk persille eller mynte.

Lad grynene trække ca. 10 minutter. Vend rundt i dem med en gaffel.

.

det grønnes – trods alt!

Jeg synes, det går ALT for langsomt med den grønne omstilling. Og så kommer der pludselig i Frederiksborg Amts Avis to fantastiske historier om kød contra planter.

Teksten er svær at læse, men historien ovenfor handler om et af mine store ønsker, nemlig at plantemad bliver det naturlige valg og dét, der er normen. Vil man have kød, må det vælges til.

Hos Furesø Byråd vil man fremover servere vegetarisk mad efter byrådsmøderne. Kødet kan så vælges til.

Well, det er en lille dråbe i et meget stort hav, men som bekendt starter en lang rejse med det første skridt.

.

… og så bliver man endnu mere glad!

Denne historie handler om slagteren, der er blevet ramt af den grønne bølge. Må det blive til en revolutionerende tsunami!

Når slagteren kan blive i tvivl, om han er slagter eller grønthandler, lysner det virkelig. Det er en fantastisk historie om at grøntsagerne er i færd med at fortrænge kødet. Det ER en solstrålehistorie. Hjertelig velkommen til slagter Maltesens veganerbuffet.

.

Share