tyrkisk simregryde med mangosalat
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
simremad fra Tyrkiet

Efter påskedagenes vellevned kan det være rart at vende tilbage til en gang “bondemad”. Her med en varm hilsen fra Tyrkiet.
Alt-i-én-gryde er nem simre- eller ovnmad. Her skal lige steges lidt først, men så bages retten færdig i ovnen.
Det er en lag-på-lag-ret, der kan minde lidt om en moussaka, men her er der tyrkiske smagselementer af paprika, spidskommenfrø og oliven. Og så selvfølgelig tyrkernes elskede yoghurt smagt til med mynte og koriander.
.
med eller uden bønner

For en gangs skyld har jeg valgt bønner fra dåse til denne ret. Jeg spiser ikke ret tit mad fra dåse, men engang imellem vælger jeg alligevel den nemme løsning.
Hvis du vil koge kidneybønnerne selv, så sæt dem i blød ca. 8 timer og kog dem ca. 25 minutter, før du afdrypper dem og kommer dem i retten.
Hvis du spiser linsesalaten med mangodressing til gryderetten, kan du helt udelade bønnerne, da der er masser af proteiner i salaten.
.
tyrkisk gryde med grøntsager og kidneybønner
(4 personer)
100 g løg
1 spsk spidskommenfrø
kokos- eller olivenolie
350 g aubergine
350 g squash
300 g kartofler, evt. søde kartofler
1 stor rød peberfrugt
1 bdt persille
1 glas hakkede tomater med saft
4 fed hvidløg
1 spsk tørret oregano
1 tsk stærk paprika
1 spsk citronsaft
salt, peber, rørsukker
1 dåse kidneybønner (eller tilsvarende udblødte og kogte)
50 g udstenede oliven eller oliven med mandelfyld
evt. dip:
2 dl planteyoghurt eller anden yoghurt
2 spsk hakket mynte
2 spsk hakket koriander eller persille
Skær løgene i ringe og svits dem på en pande sammen med spidskommenfrøene og 1 spsk olie. Rist til løgene er gyldne. Sæt dem til side.
Skær auberginerne i skiver på tværs. Du kan evt. drysse dem med lidt salt og lade dem trække en halv times tid. Skyl i givet fald saltet af.
Steg skiverne ved rask varme i 2-3 spsk olie, til de er gyldne på begge sider. De behøver ikke at være gennemstegte. Sæt dem til side.
Skær squash og kartofler i skiver (kartoflerne skal skæres i tynde skiver).
Skær peberfrugten i tynde ringe. Hak persillen.
Hæld tomaterne med væde i en skål og tilsæt presset hvidløg, oregano, paprika, citronsaft og et drys salt, peber og sukker.
Smag godt til.
Skyl og afdryp bønnerne godt.
Skær de udstenede oliven i skiver.
Smør en ovnfast gryde eller et fad med låg med lidt olie og læg først et lag squash, derefter fortsættes med de andre grøntsager lagvis. Læg lidt tomatsovs på hvert lag. Drys med olivenskiver og bønner mellem lagene.
Pres grøntsagerne lidt sammen og sæt gryden uden låg i en 200 grader varm ovn 15 minutter.
Skru varmen ned til 160 grader og læg låg på gryden/formen. Bag retten færdig endnu ca. 40 minutter.
Hvis du vil have ekstra dip til gryderetten så smag yoghurt til med hakkede krydderurter efter smag samt salt, peber og et nip sukker.
Servér dippet til separat.
.
en linsesalat med mangodressing er fin som tilbehør
Servér fx linsesalat med ristede boghvedekerner, valnødder og mangodressing til gryderetten.
.





































Kære Kirsten, Uhmm simremad jeg elsker det og lækker salat, ser ud til at mætte godt, samt et flot skue for øjnene, det går lige i maven👍, kærlig hilsen Jette.
Oh, hvor ser det lækkert og sundt ud !
Printer også ud og gemmer i en mappe med kun vegetar/veganeretter, så er der altid noget at vende tilbage til 🙂
Har længe kredset om portobello-svampene, (fra sidste indlæg) når jeg er i butikker, og må prøve dem. Nu har jeg set, at de er på menuen i næste uges kasse fra Årstiderne, men det forhindrer mig bestemt ikke i at prøve denne opskrift inden !
Har ferie og ekstra tid til at få handlet ind og lave skøn mad udi de grønne retter 😉 Og min mand spiser, hvad jeg laver og synes det hele smager godt, selvom han stammer fra en kød-med-sovs-og-kartoffel-familie !
Bedste hilsner
Dorit
Lavet denne ret og serveret sammen med linsesalaten, et dejligt måltid.
Gjorde den fejl at jeg tilsatte lidt vand til tomatsovsen, da jeg ikke synes den dækkede grønsagerne og det fortyndede desværre smagen en anelse. Jeg har to lidt stærke og røgede paprika’er af mærket La Chinata (lille rød metaldåse). Den ene er “sweet” og den anden er “hot” med tre chillier aftegnet. Jeg var lidt i tvivl om hvilken var bedst, så jeg brugte den søde og et nip af den stærke, men næste gang skal der lidt mere “hot” i selvom jeg ikke er til super, super stærk mad. Hvilken paprika vil du foreslå at bruge og generelt have i køkkenskabet?? Jeg brugte også kartofler, næste gang tror jeg at jeg vil prøve med søde kartofler, da de søde karofler sikkert vil klæde den stærke tomatsov. Og ja vigtig, kartoflerne skal skæres ud i TYNDE skiver. Retten kan efter min mening også gerne tage mere aubergine, men vægtforholdet passer ca med en stor aubergine. Mange tak
Kære Kirsten.
Jeg har længe nydt godt at dine dejlige og spændende opskrifter – uden at skrive kommenter, men nu må jeg til tasterne. Lavede i mandags den tyrkiske simmeret og nøj hvor var den god, vi spiste den over 2 dage, og jeg må snart lave den igen. Selv om vi også er kødspisere, elsker min mand alle de grønne retter jeg laver. Forleden sagde han til mig at han meget bedre kunne lide
grønsagsfrikadellerne efter din opskrift, end dem med kød.
Tak for inspiration til lækker og sund mad.
Kh. Lilian A.
Tak for opskriften! Jeg lavede den igår, og det blev godt. Jeg måtte dog give den over halvanden time i ovnen, før kartoflerne var helt møre. Jeg havde ellers skåret dem meget tynde. Jeg brugte en støbejernsgryde med låg 🙂
Kære Kirsten
Tak for denne opskrift. Jeg har netop lavet retten, og den blev virkelig god! Jeg brugte røget paprika i stedet for stærk, og det klædte retten godt 😊