pizza med blomkålsbund og svampe, rødløg og jordskokker
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in frokostretter, hovedretter
.
forårsmad: pizza med bund af blomkål

Nu kalder omsider foråret på lettere mad end den traditionelt lidt tungere vintermenu. Nu har jeg levet af rodfrugter længe nok, synes jeg. Rødderne er ganske vist lækre og har holdt os kørende vinteren igennem – og der er såmænd også jordskokker i denne pizza. Men ellers vil jeg sige, at jeg kan næsten ikke vente med at sætte tænderne i de lettere grøntsager som asparges og nye kartofler. Dem må vi dog vente på lidt endnu. Men så har vi heldigvis blomkålen og de andre lette kålsorter.
.
brug hovedet

For blomkålen giver det mening at lægge hoved til bunden. Det vinterblege hoved udgør nemlig bunden til en let og alternativ forårspizza.
Der findes forskellige opskrifter på pizza- eller tærtebunde med findelte grøntsager, fx reven selleri, revne kartofler eller – som her – findelt blomkål.
Det giver en meget lettere pizza og er ikke mindst til glæde for glutenallergikere. En pizza uden mel og gær, uden æltning og uden hævning er nem. Bunden består ganske enkelt af reven eller blendet blomkål. Og du kan forsyne pizzaen med en hvilken som helst “topping” alt efter, hvad du har på lager. Jeg har valgt rødløg, svampe og jordskokker. Det kunne også være friske og tørrede tomater, peberfrugter og/eller tynde skiver af kartofler.
Pizzaen mætter ikke helt så meget som en pizza med dejbund, så hvis du vil nyde pizzaen som hovedret, skal du nok tilføje et par salater – eller vælge at spise pizzaen som frokostret.
.
pizzaen er velegnet som madpakke

Bunden på pizzaen bliver ikke sprød, så hvis du bager dobbelt portion – eller får noget til overs – kan du rulle stykker af pizzaen sammen som et wrap og fx medbringe den som frokost i skolen eller på jobbet.
.
blomkålspizza med svampe, rødløg og jordskokker
(4 personer)
pizzabund:
300 g blomkål
1 1/2 dl kogende vand
10 g HUSK (loppefrøskaller)
30 g havremel
salt, friskkværnet peber
fyld:
2 dl tomatpuré og/eller tomatpesto
100 g rødløg
6 fed hvidløg
250 g champignon
200 g jordskokker eller squash
8-10 udstenede sorte oliven
100 g pizzaost, fx Violife
frisk koriander eller basilikum
.

Findel blomkålen (brug både stok og pæne blade) i en food processor.
Overhæld kålen med kogende vand og lad det stå i 5 minutter.
Afdryp kålen i et klæde og vrid så meget væde ud af kålen som muligt (gem væden til en suppe).
Hæld 1/2 dl kogende vand på loppefrøskallerne og pisk blandingen et par minutter.
Rør loppefrøskaller, havremel samt et drys salt og peber i blomkålen. Konsistensen skal være, så du kan smøre ”dejen” tyndt ud.
Læg et stykke bagepapir på en bageplade og smør blomkåls”dejen” tyndt ud i hele pladens størrelse.
Bag pizzabunden i en 200 grader varm ovn ca. 25 minutter. Det er ønskværdigt at få bunden lidt sprød, men det er vanskeligt.
Smag tomatpureen/pestoen til med salt og peber og smør det på den forbagte bund.
Skær løg, hvidløg, svampe og jordskokker i skiver.
Læg skiverne på pizzabunden i et pænt mønster.
Skær de sorte oliven i små stykker og drys dem på.
Riv osten og drys den på.
Bag pizzaen færdig i en 180 grader varm ovn ca. 20 minutter. De yderste kanter bliver muligvis for mørke. Bræk dem evt. af.
Drys den bagte pizza med hakket koriander eller basilikum.
.

.




































Kære Kirsten –
Spændende! Tak.
Når du skriver havremel, kan jeg så bruge hvedemel i stedet? Eller kunne/skulle jeg pulverisere lidt havregryn?
Ligesådan har jeg villet spørge dig, om jeg – når du foreslår havre-, soja- eller mandelfløde – (næsten) lige så godt kan bruge den kofløde, jeg har i køleskabet, dvs. piskefløde. Eller skal jeg fortynde den for at få den til at passe i konsistens? eller kan jeg bruge mælk? Jeg lavede forleden din rigtig gode leve(r)postej, som foreskrev 2 dl plantefløde, jeg brugte piskefløde, og det blev til en meget massiv masse, som stavblenderen næsten ikke kunne klare. Jeg tilføjede så væske, brugte i alt 4 dl fløde & mælk, og det blev faktisk en skøn postej.
Jeg har respekt for veganeres kostvalg og beundrer andres madkunnen og -kunst, men vil helst selv bruge af de (få) produkter, jeg er i vane med at bruge og alligevel har i huset.
Mht. de forskellige meltyper er jeg uvidende, men også på det felt vil jeg gerne køre med få typer i min lille husholdning og med glæde snyde en smule i forhold til dine skønne og mere varierede opskrifter.
Du er vældig flink til at anføre alternativer (fx æg : loppefrøskaller) og oplysende noter (fx ved gærflager), og hvis jeg studerede på flere af dine opskrifter, ville jeg nok kunne finde frem til mulige ækvivalenter. Men nu skriver jeg for at spørge, om du måske ville hjælpe et enfoldigt menneske som mig og opstille lidt ‘samlede’ retningslinjer eller tabeller?
Bedste hilsen, Helle.
Lige læst Helle’s indlæg og har en lille kommentar til dig, Helle. Jeg kan godt forstå, hvor du kommer fra, for der har jeg også været ,men intolrance overfor mælkeprodukter har bl a gjort at vi har omlagt vores madlavning. Det virker umiddelbart besværligt, at skulle udskifte sine vaner, men jeg vil foreslå at tage små ”baby trin” så du gravis introducerer nye produkter i dit køkken. Jeg køber altid soyafløde da den indeholder soya (!) som er proteingivende og godt for kvinder i ”den varme alder”. Den kommer i små brikker, holder sig frisk længe og kan sågar sikkert fryses ned. Den er dejlig cremet og giver en god konsistens i Kirsten’s retter. I øvrigt er alle Kirsten’s opskrifter fænomenale og meget brugervenlige, idet vægtangivelserne passer perfekt i forhold til smagen og arbejdsgangen i hendes opskrifter er logiske. Det er mere end man kan sige om mange kogebogsforfattere – selv de opreklamerede !!!!
KH Kirsten A
Kære Kirsten og Kirsten.
Så gode svar og søde.
Jeg har i den grad forståelse for din arbejdssituation, Kirsten 1! jeg synes netop, at dine opskrifter er så godt skrevet og smukke! og gode at følge, og du er meget hensyntagende! så jeg skulle slet ikke bede om mere.
Men jeg tog mod til mig, selvom/fordi jeg er sådan en topidiot til både at lave og spise mad. Her tager Kirsten 2 mig ved hånden, det føles rigtig godt. Og hvad skal jeg med en hel liter mælk, som jeg bare bruger en smule af. Her giver du mig en god idé, soyamælk i små brikker, jeg som er en hund efter proteiner. Men indtil nu var ‘soyamælk’ bare et ret uforståeligt begreb for mig for noget, der fylder i landskabet…
Tak til jer to for opskrifterne og for baby-trinene! Glæder mig. Kærlig hilsen, Helle.
Hej Kirsten,
Dejlige opskrifter. Jeg bruger selv havredrik i kaffen og havrefløde til madlavning. God erstatning til almindelig fløde. Men jeg har ikke fundet havre creme fraiche? Hvor finder du det eller hvad hedder mærket? Så kan jeg selv finde det. Vi bruger nemlig meget ymer i vores børnefamilie til dip til gulerødder mv.
mvh Camilla
Hej Kirsten.
Min mand og jeg er blevet rigtig glade for din opskrift på pizza med asparges og har nydt den flere gange i asparges sæsonen. Desværre er det ikke længere sæson så har du et forslag til hvad man kan bruge i stedet for asparges?
Kh Anne