Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

squashArkiv

mandag

17

august 2015

8

KOMMENTARER

ovnbagt “spaghetti” af squash

Skrevet af , Posted in hovedretter

20. august 2015

 

det er tomattid

provencalske-tomater

Hvis du selv dyrker tomater, har du formentlig overflod i øjeblikket. Her er en meget lækker og hurtigt lavet ret, der kan spises som tilbehør eller som frokostret.

Retten er en klassiker fra Provence. Tomaterne får en skøn smag, når de bages i ovnen med krydderurter og rasp. Og så får man tilmed mere glæde af det sunde stof lycopen, som frigives, når tomaterne varmebehandles.

Se opskriften her.

 

 


 

17. august 2015

 

squash høvlet til “spaghetti” – verdens billigste og nemmeste mad

spaghetti-af-squash-bagt.2

man må bage, mens ovnen er varm …

Retten med “spaghetti” af squash er bagt i ovnen. Hvis det er muligt, bager jeg altid, når jeg skal lave en ovnret eller anden mad, der kræver en varm ovn. Det sparer energi. Samtidig med “spaghetti”squashen bagte jeg derfor  æltefri ciabattaboller og flutes af den samme dej. Og brødet er i øvrigt fint som tilbehør til squashretten.

.

billigere bliver det ikke …

Der er mange forklaringer på, hvorfor vi spiser (så dårligt), som vi gør. Nogle interesserer sig ikke for mad. Andre synes, det er besværligt at lave – især vegetarisk – mad. Atter andre mener, at sund og økologisk mad er for dyrt. Når jeg ser, hvad de ellers putter i indkøbskurven, tror jeg mere det er et prioriteringsspørgsmål.

Med denne ret vil jeg gerne feje både det dyre og det besværlige af bordet. Jeg har nemlig købt en kæmpesquash for 5 kr. Jeg var på besøg på min fødeø, Falster, og kom forbi en bod ved vejen. Her solgte man gigantiske squash for ingen penge.

På billedet nedenfor kan du se giganten i min lille rullevogn. Jeg er den lykkelige ikke-ejer af en bil, så jeg transporterer alle indkøb i den sekshjulede. Det giver en masse god motion.

Af den store squash lavede jeg frikadeller til 4 personer samt denne ret, hvor squashen er skåret til tynde “spaghetti”strimler. Det vil sige, jeg har fået mad ud af frugten til otte personer for 5 kr.! Bevares, der er også brugt nogle løg og, for proteinernes skyld, edamamebønner i ovnretten samt et par æg i frikadellerne.

 

Kirsten-i-Eskilstrup

Når man ingen bil har, må man pænt vente på bussen.

 sommerløg med top

sommerløg

her er ingredienserne: squash, løg og edamamebønner

spaghetti-af-squash.remedier

ovnbagt spaghetti af squash 

3/4 kg squash

200 g sommerløg med top

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

2 1/2 dl havrefløde eller anden fløde

1 1/2 dl grøntsagsbouillon

1/2 dl hakket oregano eller 2 spsk tørret

1 spsk reven skal af en økologisk citron

citronsaft

200 g bælgede edemamebønner (købes frosne i supermarkedet)

125 g tør vegansk ost (kan udelades)

 

spaghetti-af-squash-bagt.1

Skær squashene i så lange strimler som muligt. Brug evt. den nye maskine til at strimle grøntsager, der er kommet på markedet. Jeg har brugt et mandolinjern og høvlet tynde skiver, som jeg derefter har skåret i tynde strimler. Du kan også bruge et juliennejern.

 

spaghetti-af-squash-mandolin

Skær løgene i tynde både. Snit toppene. Hak hvidløgene. Svits de tre ting 4-5 minutter.

Tilsæt fløde, bouillon, oregano og reven citronskal.

Rør et par spsk citronsaft i væden og kog den op. Smag til med salt og peber. Tilsæt edamamebønnerne.

Vend squashstrimlerne i og hæld blandngen i et lavt ovnfast fad.

Drys med reven ost og sæt fadet i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, ca. 20 minutter.

 

spaghetti-af-squash-bagt

Spis gerne en salat til retten.

 

sæson for hyben, hasselnødder og brombær

salat af perlebyg hyben brombær

Jeg er så priviligeret, at jeg kan høste både hyben, nødder og brombær næsten ved bare at række hånden ud ad døren.

Her er de tre ting brugt i en salat sammen med perlebyg. Salaten passer godt til den bagte squash.

Se opskriften her.

 

Share

tirsdag

30

juni 2015

13

KOMMENTARER

grønt-i-grønt-lasagne (glutenfri)

Skrevet af , Posted in hovedretter

 .

2. juli 2015

.

mere skønt og syrligt

citroner-syltede

Jeg har skrevet lidt om citrusfrugternes velsignelser de seneste dage. I den forbindelse har en af bloggens læsere, Merete, mindet mig om Oscar Umahro Cadogans tip om citrusskal og -saft. Hvis du ikke allerede kender de gode ideer, så se her:

Merete skriver, at det er en god idé: “… at rive skallen på alle de indkøbte citroner for derefter at presse saften, blande skal og saft, hælde det i et glas med låg, som opbevares i køleskabet. Så har man en lækker smagfuld og sund citrussaft, lige til at tilsætte de retter, som lige skal have et pift. Det letter arbejdet, når man står midt i tilberedningen – og det, at man har den færdige saft stående klar til brug, gør at man også får tilsat citron til andre retter end bare lige dem, der nødvendigvis skal have det. Man kan gøre det samme med appelsiner, eller sågar mikse appelsin og citron – det er godt i dressinger, smoothies, kager og desserter, bl.a. sammen med udskåren frugt i frugtsalater eller i koldskålen. Limefrugt og -skal kan også tilsættes – det giver saften et meget lækkert twist. Husk blot at bruge økologiske frugter, som ikke er overfladebehandlede.

 

syltede citroner

Og så vil jeg i den forbindelse også lige minde om de saltsyltede marokkanske citroner. Den syltede skal er lækker i mange retter og salater, og saften kan anvendes i dressinger.

Se opskirften her – og fotoet øverst og nederst.

 

marokko-syltede-citroner1

 

 

 


 

30. juni 2015

.

sommerlet lasagne – kun med grøntsager

lasagne-grønt-i-grønt.2

I denne lette sommerlasagne er de traditionelle lasagneplader af hvede erstattet af skiver af squash. Du kan også vælge skiver af aubergine men de skal i så fald først steges eller bages i ovnen. Squashskiverne bruges rå.

Du kan bruge bønner eller kikærter i den enkle tomatsovs. Den hvide sovs er blot jævnet med maizenamel, så hvis du skal tænke på kalorierne, er her en ret, du kan spise med god samvittighed. Den er meget kalorielet.

Du kan lave en mere fyldig ret ved at lægge almindelige lasagneplader mellem grøntsagslagene. Se opskrift på en klassisk lasagne her.

Spis en kartoffelsalat med dild eller en salat med quinoa og pestodressing til.

 

brug gerne mange krydderurter

lasagne-grønt-i-grønt.1

… og husk citronen

citron-og-rivejern

Citrusfrugter, og ikke mindst citroner, er små bomber af kropskærlige stoffer. I denne ret er brugt både saft og skal, og begge dele er gavnlige for både kolesteroltallet og blodårerne og meget, meget mere, se om citronens lyksaligheder her.

 

grønt-i-grønt lasagne (glutenfri)

150 g kidneybønner eller kikærter (eller tilsvarende fra dåse)

400 g broccoli

150 g ærter i bælg

600 g squash

100 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

3 dl hakkede tomater med væde (evt. fra glas)

1 dl finthakkede tørrede tomater i olie

1 spsk tørrer merian

1 spsk tørret oregano

1 økologisk citron

evt. frisk eller tørret chili

2 dl sojafløde

2 1/2 dl grøntsagsbouillon

1-2 spsk maizenamel

evt. frisk oregano

 

lasagne-grønt-i-grønt

Læg bønnerne i blød mindst 8 timer, hvis du ikke bruger bønner fra dåse.

Kog de udblødte bønner møre i nyt vand, 20-30 minutter. Afdryp dem.

Del broccolien i små buketter. Skræl stokken og skær den i terninger. Overhæld kålen med kogende vand, lad den stå 1 minut og afdryp den.

Bælg ærterne.

Skær squashene i tynde skiver på langs. Brug evt. et mandolinjern.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er let gyldne. Tilsæt de kogte bønner (eller kikærter), de hakkede tomater og krydderurterne. Kog tomaterne igennem.

Riv 1-2 spsk (efter smag) af den gule skal på citronen og rør det i bønnesovsen.

Smag til med citronsaft, salt, peber og evt. lidt chili. Tilsæt evt. mere bouillon.

Bring sojafløde og bouillon i kog og jævn væden med maizenamel rørt ud i lidt vand eller bouillon. Smag sovsen til med salt og peber.

 

lasagne-grønt-i-grønt.4

Læg lasagnen sammen: læg først et lag squashskiver, derefter et lag bønner/løg og broccoli. Drys med ærter og dryp med lidt af den hvide sovs. Læg et nyt lag og afslut med et lag squashskiver øverst.

Fordel resten af den hvide sovs på squashene og bag lasagnen i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter, til overfladen er gylden.

Drys evt. med frisk oregano. Jeg har også pyntet med lidt purløgsblomst og blomst fra brøndkarse.

 

lasagne-grønt-i-grønt.3

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

 

Share

fredag

10

april 2015

6

KOMMENTARER

grøntsags”spaghetti” på bund af auberginer

Skrevet af , Posted in hovedretter

12. april 2015

.

trængsel i baghaven

musvit

Der var travlhed i min baghave – en lille skov – i går. Små og store forsynede sig med kerner og frø – og de første skud på de små buske.

I dag skutter både musvitter og rådyr sig i kulden.

 

rådyr

.


11. april 2015

.

store ramsløg-weekend

ramsløg

Jeg tjekkede det lige i går: nu er ramsløgene så store, at man kan få til både pesto og suppe. Jeg skal lige nu i gang med en broccoli/ramsløgsuppe, der er en ren booster for helbredet.

Og når man er ude at samle ramsløg, kan man lige så godt nippe nogle små nye skud af skvalderkål med til salatskålen eller suppegryden. Her er en salat med de nye skud, der er nærmest sprækkefærdige af vitaminer, mineraler og andre fantastiske stoffer, der sætter gang i en vintertræt krop.

 

spidskålssalat med ramsløg og skvalderkål

spidskålssalat m skvalderkål

1/2 lille spidskål

2-3 håndfulde små skud af skvalderkål

20-25 ramsløgblade

50 g hasselnødder

1 dl tørrede tranebær (kan erstattes af rosiner eller blåbær)

kapersvinaigrette:

5 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

2 spsk hakkede kapers

1/2 spsk fintreven skalotteløg

 

Snit spidskålen papirtyndt. Snit de vilde planter.

Skær nødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande.

Bland kål, vilde planter, nødder og tranebær med hakket persille.

Rør en dressing af olie, citronsaft, kapers, løg og et par spsk vand. Smag godt til med salt og peber og evt. et nip sukker.

Hæld dressingen ovr salaten og vend rundt.

 


 

10. april 2015

.

alternativ til italiensk klassiker

 

grøntsagsspaghetti

Spaghetti er en af verdens mest populære retter, elsket af både små og store.

Spaghetti er normalt lavet af hvede og vand – enklere kan det dårligt blive. Men mange kan ikke tåle gluten, som jo findes i hvede. Derfor er det en god idé at bytte hvedepastaen ud med “spaghetti” lavet af grøntsager. Jeg har her brugt gulerødder og squash, men du kan også bruge andre faste rodfrugter som persillerod eller pastinak. Selleri er også en mulighed, men så bliver “pastaen” kortere.

Pastasovsen er af tomat med terninger af aubergine.

grøntsagsspaghetti.2

grøntsags”spaghetti” med svampe

350 g gulerødder

400 g squash

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g svampe, gerne små bøgehatte

citronsaft

2 tsk oregano

frisk timian

tomatsovs:

300 g aubergine

1 lille skalotteløg

1 stilk bladselleri

2 spsk olivenolie

1 dåse hakkede tomater

2 tsk tørret timian

2 tsk kanel (kan udelades)

et nip chiliflager (kan udelades)

 

grøntsagsspaghetti.3

Lav først tomatsovsen: skær auberginen i små terninger og læg dem i saltvand en halv times tid.

Hak løg, hvidløg og bladselleri og svits grøntsagerne i olien 3-4 minutter.

Afdryp auberginerne på et klæde eller køkkenrulle. Svits dem med ved god varme. Tilsæt evt. en smule mere olie. Men spar på olien. Auberginer suger al den olie, de kan få!

Hæld tomaterne ved, når auberginerne er gyldne, og tilsæt timian og evt. kanel og chili. Læg låg på gryden og lad sovsen simre over svag varme, mens du laver ”spaghettien”.

Start med at høvle gulerødder og squash i lange strimler på et juliennejern. Du kan høvle dem tynde som spaghetti eller i bredere bånd som fettuccine.

Skær løgene i tynde både og hak hvidløgene. Svits de to ting i olien til løgene er let gyldne. Tilsæt svampene og steg for rask varme et par minutter. Tilsæt 1-2 spsk citronsaft, oregano og et drys salt og peber.

Kom ”spaghettien” på panden og varm grøntsagerne igennem. De skal ikke være særlig møre, blot gennemvarme. Smag til med salt og peber.

Smag også sovsen til med salt, sukker og citronsaft og fordél den i fire dybe tallerkener. Sæt en portion ”spaghetti” i sovsen på hver tallerken og pynt med lidt frisk timian.

 

grøntsagsspaghetti.1

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på ikonet share/save nedenfor. Her skal du trykke på “print friendly”, så kan du klikke billederne væk og kun printe teksten ud.

 

Share