ovnbagt “spaghetti” af squash
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
20. august 2015
det er tomattid
Hvis du selv dyrker tomater, har du formentlig overflod i øjeblikket. Her er en meget lækker og hurtigt lavet ret, der kan spises som tilbehør eller som frokostret.
Retten er en klassiker fra Provence. Tomaterne får en skøn smag, når de bages i ovnen med krydderurter og rasp. Og så får man tilmed mere glæde af det sunde stof lycopen, som frigives, når tomaterne varmebehandles.
17. august 2015
squash høvlet til “spaghetti” – verdens billigste og nemmeste mad

man må bage, mens ovnen er varm …
Retten med “spaghetti” af squash er bagt i ovnen. Hvis det er muligt, bager jeg altid, når jeg skal lave en ovnret eller anden mad, der kræver en varm ovn. Det sparer energi. Samtidig med “spaghetti”squashen bagte jeg derfor æltefri ciabattaboller og flutes af den samme dej. Og brødet er i øvrigt fint som tilbehør til squashretten.
.
billigere bliver det ikke …
Der er mange forklaringer på, hvorfor vi spiser (så dårligt), som vi gør. Nogle interesserer sig ikke for mad. Andre synes, det er besværligt at lave – især vegetarisk – mad. Atter andre mener, at sund og økologisk mad er for dyrt. Når jeg ser, hvad de ellers putter i indkøbskurven, tror jeg mere det er et prioriteringsspørgsmål.
Med denne ret vil jeg gerne feje både det dyre og det besværlige af bordet. Jeg har nemlig købt en kæmpesquash for 5 kr. Jeg var på besøg på min fødeø, Falster, og kom forbi en bod ved vejen. Her solgte man gigantiske squash for ingen penge.
På billedet nedenfor kan du se giganten i min lille rullevogn. Jeg er den lykkelige ikke-ejer af en bil, så jeg transporterer alle indkøb i den sekshjulede. Det giver en masse god motion.
Af den store squash lavede jeg frikadeller til 4 personer samt denne ret, hvor squashen er skåret til tynde “spaghetti”strimler. Det vil sige, jeg har fået mad ud af frugten til otte personer for 5 kr.! Bevares, der er også brugt nogle løg og, for proteinernes skyld, edamamebønner i ovnretten samt et par æg i frikadellerne.

Når man ingen bil har, må man pænt vente på bussen.
.
sommerløg med top
her er ingredienserne: squash, løg og edamamebønner

ovnbagt spaghetti af squash
3/4 kg squash
200 g sommerløg med top
4 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
2 1/2 dl havrefløde eller anden fløde
1 1/2 dl grøntsagsbouillon
1/2 dl hakket oregano eller 2 spsk tørret
1 spsk reven skal af en økologisk citron
citronsaft
200 g bælgede edemamebønner (købes frosne i supermarkedet)
125 g tør vegansk ost (kan udelades)

Skær squashene i så lange strimler som muligt. Brug evt. den nye maskine til at strimle grøntsager, der er kommet på markedet. Jeg har brugt et mandolinjern og høvlet tynde skiver, som jeg derefter har skåret i tynde strimler. Du kan også bruge et juliennejern.

Skær løgene i tynde både. Snit toppene. Hak hvidløgene. Svits de tre ting 4-5 minutter.
Tilsæt fløde, bouillon, oregano og reven citronskal.
Rør et par spsk citronsaft i væden og kog den op. Smag til med salt og peber. Tilsæt edamamebønnerne.
Vend squashstrimlerne i og hæld blandngen i et lavt ovnfast fad.
Drys med reven ost og sæt fadet i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, ca. 20 minutter.

Spis gerne en salat til retten.
sæson for hyben, hasselnødder og brombær
Jeg er så priviligeret, at jeg kan høste både hyben, nødder og brombær næsten ved bare at række hånden ud ad døren.
Her er de tre ting brugt i en salat sammen med perlebyg. Salaten passer godt til den bagte squash.
Se opskriften her.







































Dejligt med opskrifter med squash, vi har kun 2 planter i år, men der er rigtig gang i dem nu 🙂
MVH Dorit
Lyder hammerlækkert og så med alle de squash vi har i haven fortiden..!
Du kan være helt sikker på at ovenstående bliver lavet engang i løbet af denne uge, lidt nord for Odense.
Salaten ser også spændende og ret eksperimenterende ud. Bør afprøves.
Vi takker mange gange for alle de fine opskrifter/ideer vi får til god vegetarmad fra din side af.
Vh Inger og Jan
lige præcis et spørgsmål om prioritering. Jeg har ofte snakken med folk om, at det er dyrt at spise sundt. Men når jeg ser, hvad der lægges i div. indkøbsvogne om fredagen, ja så synes jeg jo, at det ofte er nogle dyre vaner folk har mht fredags/lørdags guf. Og at der er megen mad i squash og kål. Til billige penge.
Tusind tak for megen lækker og billig inspiration igennem flere år. Jeg bruger ofte at sende folk på biblioteket efter dine bøger 🙂
Hvor er det fedt at du er fra Falster, Kirsten, det er en skøn ø!
Jeg er selv opvokset lige på den anden side af broen i Grænge tæt på Toreby. Min far er gartnersøn og vi har derfor altid haft friske grøntsager lige ude i have. Vi fiskede også i Guldborgsund om sommeren og fangede både ål og rødspætter.
Efter mange år med uddannelse i København og fire børnefødsler har jeg nu endelig fået etableret min egen kæmpe urtehave her på Vestsjælland med masser af grøntsager, som jeg dyrker til glæde for mig selv og min familie. Også squash!
Jeg synes generelt at friskhed er et af de største problemer, hvis man er nødsaget til at købe sine grøntsager i supermarkedet. Der er jo meget stor smagsforskel på en ny og en gammel grøntsag. Sikkert også fordi mange, ihvertfald de konventionelle, bliver sprøjtet og drevet alt for hurtigt frem.
Jeg er med i Økologisk Landsforening og læste i et af deres medlemsblade at grønne bønner bliver sprøjtet en gang om ugen! Jamen, venner og veninder, grønne bønner er da noget at det nemmeste at dyrke. Der går aldrig noget i dem, de giver altid stort udbytte, de er fulde af proteiner og smager skønt.
Har du forresten en idé til en lækker ret med små , fine, friske grønne bønner? Jeg høster nemlig i øjeblikket ca. to store skåle hveranden dag!
På forhånd tak.
Venlig hilsen
Dorthe