Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sorte bønnerArkiv

onsdag

17

januar 2018

14

KOMMENTARER

bøffer af sorte bønner med sprøde chips og godt brød

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

plantebøffer af hjemmelavet fars

Året 2018 begyndte godt for vi plantespisere. Dansk Supermarked sendte det helt nye produkt, hakket plantefars, på markedet. Denne fars er vegansk. COOP har også lanceret hakket plantekød, men den indeholder æg.

Farsen indeholder desuden bl.a. soja, hvede, svampe, tomater, mandler og rødbedesaft. Desværre er farsen ikke økologisk, og konventionelt dyrket soja betyder oftest, at sojaen er GMO modificeret. Firmaet Naturli’ Foods, der fremstiller farsen, har dog dokumentation for, at sojaen er GMO-fri.

For mig er alt, der kan nedsætte dyrenes lidelser og klodens nedbrydning en lykkelig begivenhed. Jeg havde gerne set, at produktet var økologisk, men lige nu synes jeg, det vigtigste er, at vi overhovedet er kommet dertil, at vi kan købe et produkt, der måske kan få danskerne til at skære ned på deres indtag af dyr. Vi danskere spiser knap 30.000 ton hakket oksekød om året, så der er plads til forbedring!

.

lav din egen plantefars

Det er ikke fordi jeg vil gå supermarkederne i bedene, men jeg har gennem årene udviklet et stort antal plantebøffer og -frikadeller. Og hvorfor ikke lave sine egne plantebøffer fra grunden? Så er man klar over, hvad man får i munden. I disse bøffer kommer proteinerne fra sorte bønner, men man kan lave bøffer af alle mulige andre proteinkilder. MEN: når det er sagt, vil jeg også sige, at det er skønt, at det nu findes et færdiglavet produkt til travle dage.

.

brug bøfferne til pålæg, burger eller sandwichs

Alle slags plantebøffer og -frikadeller kan nydes som middagsmad, måske oven i købet på gammeldags manér med kartofler og brun  sovs. Du kan selvfølgelig også nyde dem med svitsede grøntsager og en salat.

Men bøfferne er også rigtig gode i madpakken. Det kan være på et godt gammeldags stykke rugbrød, et pitabrød eller som her i en slags sandwich.

Jeg har bagt de aflange brød af samme dej, som jeg bruger til pitabrød.

.

aflange og runde brød (pitabrød) af samme dej

Dejen til brødene er superenkel. Se opskriften her.

.

sprøde grøntsagschips gør altid lykke

Sprøde chips er lækre til bøfferne, hvad enten du spiser dem som middagsret eller som frokostret.

Der er mange penge at spare ved at tørre sine egne chips i ovnen. Se opskriften her.

.

bøffer af sorte bønner

(4 personer)

100 g sorte bønner (kan erstattes af kidneybønner eller brune bønner) – eller 1 dåse

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie + ekstra til stegning

1 spsk loppefrøskaller

finthakket frisk chili efter smag (evt. tørret chili)

ca. 50 g havregryn

3-4 spsk kikærtemel

godt 1 dl havre- eller sojafløde

25 g solsikke- eller græskarkerner

1 stilk bladselleri

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. 1-2 spsk tamari

 

Læg bønnerne i blød i mindst 8 timer. Eller afdryp bønner fra dåse.

Kog de udblødte bønner møre i nyt vand, ca. 40 minutter. Bid i en bønne efter ca. 35 minutters forløb for at mærke om de er ved at være møre.

Afdryp de kogte bønner.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande, til de dufter.

Hak løg og hvidløg og kom dem på panden sammen med olien. Svits til løgene er let gyldne.

Hæld løgene i en skål og tilsæt de kogte bønner, loppefrøskaller, lidt hakket chili, havregryn, kikærtemel og fløde.

Blend farsen til den er sammenhængende men ikke helt findelt.

Hak solsikkekernerne og bladsellerien og rør dem i farsen sammen med citronsaft og et drys salt og peber.

Rør farsen godt sammen og smag til med salt, peber, citronsaft, chili og evt. lidt tamari.

Sæt farsen i køleskabet en halv times tid (den kan også stå til næste dag).

Vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere fløde i eller måske lidt mere mel eller havregryn. Farsen skal kunne formes til bøffer med hænderne.

Form runde bøffer af farsen med melede hænder og steg bøfferne gyldne på begge sider i godt varm olie.

.

.

en lækker madpakke

.

netop udkommet i 3.oplag

Min bog om klimakærlige bøffer, frikadeller, postejer og pateer er netop udkommet i nyt oplag. Her er mange flere ideer til erstatning af proteinerne i de klassiske danske retter.

Se bogen hos internetboghandlen Saxo.

Eller læs mere om bogen her.

.

Share

lørdag

18

november 2017

4

KOMMENTARER

efterårssalat med grønkål, svampe, bønner og misodressing

Skrevet af , Posted in salater

.

tank vitaminer til vinterens udfordringer

I denne salat får du en masse af de næringsstoffer, du har brug for til at styrke immunforsvaret til den kolde og mørke vintersæson.

Bønnerne indeholder mange proteiner, og grønkål, gulerødder og svampe er fulde af vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Miso, som bruges i dressingen, er en pasta af fermenterede sojabønner eller korn. Miso stammer fra Japan er rig på gode enzymer og er, foruden at være lækker i dressingen, også en rigtig opkvikker.

Jeg har brugt forskellige farver gulerødder, men du kan sagtens nøjes med den traditionelle orange.

.

gulerødder i nye farver

Det giver lidt mere spræl i salatskålen at bruge gulerødder i forskellige farver. Her er en lilla rod, men gulerødder fås desuden i farverne hvid, gul, den klassiske orange og en mellemting mellem orange og rød.

Jeg har brugt kejserhatte i salaten, men du kan også vælge østershatte eller champignon.

.

efterårssalat med misodressing

(4 personer)

50 g sorte bønner eller andre bønner

200 g kejserhatte eller andre svampe

1 spsk kokos- eller olivenolie

200 g gulerødder, røde, gule og orange

150 g grønkål

1 granatæble

25 g tørrede tranebær

25 g ristede græskarkerner

15 g ristede sesamfrø

dressing:

1/2-1 spsk miso

1/2 dl varmt vand

1-2 fed presset hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

1-2 spsk tamari

1 spsk limesaft

1 spsk ristet sesamolie

1 tsk agavesirup

friskkværnet peber

.

Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter.

Afdryp og afkøl bønnerne.

Skær svampene i skiver og rist dem gyldne ved rask varme i olien. Skær dem derefter i tykke strimler.

Skær gulerødderne i meget tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Hak grønkålen superfint.

Skær granatæblet i to halvdele. Bank kernerne ud med en grydeske. Hvis du ikke vil have saft over hele køkkenet, så læg halvdelene i en plasticpose.

Bland bønner, svampe, gulerødder, grønkål, kernerne fra granatæblet plus evt. saft, tranebærrene og græskarkernerne.

Rør dressingen sammen. Sørg for at misoen er helt opløst. Smag den godt til med ingefær, tamari, limesaft, sesamolie, sirup og peber. Det er vigtigt, at dressingen har en markant smag.

Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt. Drys med sesamfrøene.

Servér evt. foccacia-brød til salaten.

.

 

Share

fredag

10

november 2017

13

KOMMENTARER

portobellosvampe med mexikansk fyld

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

billige og lækre proteiner

Når man spiser plantebaseret, er det vigtigt at være opmærksom på proteinerne. Der er ganske vist proteiner i alle slags grøntsager, men der er flere proteiner i nogle fødevarer end i andre – og man kan ikke bare fjerne kødet og leve af sovs og kartofler.

I disse fyldte svampe er der to vigtige proteinkilder: bønner og majs (+ svampene). Hverken bønner eller majs kendte vi i Europa før spaniolerne opdagede Sydamerika i 1498. Her havde de store indianerkulturer, mayaerne og aztekerne, så at sige opbygget deres civilisationer på de to næringsrige produkter. Det er nemlig sådan, at bønner og majs tilsammen indeholder alle de aminosyrer (proteiner), vi har brug for.

At det forholder sig sådan, har man ikke vidst dengang. Man har bare fulgt sin intuition og spist nøjagtig det, man havde brug for. Det kunne vi lære lidt af i dag. Det samme gælder andre folkeslag, som ubevidst har lavet “proteinkomplettering”. I Mellemøsten spiser man hummus eller falafler (kikærter) sammen med pitabrød (hvede), som tilsammen indeholder alle aminosyrer. Det samme gælder for kineserne og japanerne, når de spiser ris og tofu.

.

vælg saftige kolber

Det er ved at være slut med de friske majskolber, så jeg iler med denne opskrift. Vælg faste saftspændte kolber.

Kan du ikke mere opstøve kolberne, så brug frossen majs i stedet.

.

svampe og overtro

De store portobellosvampe tigger nærmest om at blive serveret med fyld, men du kan også bruge store champignon.

Svampe er omgærdet med rigtig meget overtro. Måske er det fordi svampene er en underlig mellemting mellem planter og dyr. Svampenes rødder, myceliet, er den egentlige plante, som skyder en stok og en hat i vejret.

Overtroen skyldes måske respekten for svampene, for man har altid vidst, at der var både dødbringende svampe og spiselige svampe. Svampene her er absolut fredelige, men er man selv svampesamler skal man vogte sig for de giftige, ikke mindst fluesvampene (i øvrigt har denne svamp fået sit navn, fordi man i gamle dage udtrak en væske af svampen, som man blandede med mælk eller øl – og det slog fluerne ihjel!).

Nogle svampe vokser i en ring, en såkaldt heksering. Den mente man før i tiden var ellefolkets danseplads, mens andre troede at det var landingsplads for drager. Hekse blev mistænkt for at sætte svampesporer, såkaldt troldesmør, på dørkarme, vægge etc., hvilket forhindrede, at man kunne kærne smør af fløden eller ligefrem gjorde husdyrene syge. I det hele taget kunne heksen forvolde alverdens ulykker med troldesmørret. Men der fandtes heldigvis råd for det: man skulle  bare tage et stykke hareskind  og sy en stærk pung af det. Heri lagde man troldesmørret, og med en hammer slog man i djævelens navn på pungen. Så mistede den skyldige helbredet og blev sengeliggende.

Ellefolket kunne også blinde folk ved at kaste støv fra støvbolden i øjnene. Så man må agte sig, når det handler om svampe!

.

Det mexikanske fyld kan anvendes til mange andre slags fyldte grøntsager, fx tomater, squash, løg, peberfrugter etc.

Hvis du holder af sovs, kan jeg anbefale en tomatsovs til svampene.

.

svampe med mexikansk fyld

(4 personer)

100 g sorte bønner (evt. 1 dåse)

4-6 store portobellosvampe

100 g løg

4 fed hvidløg

et lille stykke chili

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk oliven- eller rapsolie

majs fra 2 kolber eller tilsvarende mængde frossen majs

2 spsk frisk merian eller oregano

1 citron

1 limefrugt

salt, friskkværnet peber

2 dl kogende grøntsagsbouillon

frisk merian eller anden krydderurt

evt. tomatsovs

.

Sæt bønnerne i blød 6-8 timer. Kog dem møre i nyt vand, 35-40 minutter. Afdryp dem.

Tag stokkene af svampene. Hak dem og hak også løg, hvidløg og chili.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande, til de dufter. Tilsæt olien og svits de hakkede svampe, løg, hvidløg og chili. Rist et par minutter ved rask varme.

Mos de sorte bønner lidt med en gaffel. Tilsæt løgblandingen. Skær majsene af kolberne og rør dem i farsen sammen med den valgte krydderurt.

Skær citron og lime i skiver. Tilsæt 1 spsk citronsaft til farsen og smag godt til med salt og peber.

Fyld farsen i svampehattene. Tryk det godt sammen. Sæt de fyldte svampe i et lavt ovnfast fad sammen med citrusfrugterne. Hæld lidt kogende bouillon i fadet og bag svampene i en 190 grader varm ovn 25-30 minutter.

Drys evt. med friske krydderurter ved serveringen. Jeg har valgt merian, men timian eller oregano vil også være fint.

.

 

Share