salat med nye kartofler og asparges
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, frokostretter, salater
.
så kom de – de nye kartofler …

Forleden løb jeg ind i de første nye kartofler fra Samsø. De kostede en mindre herregård, men jeg måtte have dem! Jeg synes, nye kartofler er en af Moder Jords mest fantastiske gaver.
Min første lille portion nye kartofler blev nydt med stor andægtighed og næsten naturel, blot med lidt god olivenolie og et drys salt. Det øjeblik er et af årets kulinariske højdepunkter for mig. Det bliver ikke bedre! Det skulle da lige være også at sætte tænderne i årets første hvide asparges.
Derfor fik resten af de små guldklumper lov til at brillere i en salat sammen med nye danske asparges. Jeg foretrækker de hvide, men du kan sagtens bruge de grønne i stedet, evt. halvt hvide/halvt grønne.
Husk at smagen i både nye kartofler og asparges bedst fremhæves, hvis de koges i vand tilsat et drys sukker i stedet for salt. Og så skal aspargesene kun koges nogle få minuter. De nye kartofler skal man også våge over. Sluk for varmen, inden kartoflerne er møre og lad dem stå i vandet indtil de er lige præcis bløde nok, men stadig faste. Det er nemt at overkoge både de nye kartofler og aspargesene. Og sker det, er fornøjelsen forduftet!
… og de første danske asparges

de to lækkerbidder kræver en “buket” blomster
For at fejre forårets kuliariske højdepunkt har jeg smykket salaten med forårets blomster. Men hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke vild med at spise blomster, men de er smukke at se på.
Hvis du pynter med blomster så vær helt sikker på, at de er spiselige. På den sikre side er blomster af f.eks. purløg, timian, tallerkensmækker, morgenfrue og hjulkrone. Og de “vilde”: løgkarse eller blomster af ramsløg, der står i fuldt flor i øjeblikket.

Smag kapersdressingen til med forsigtighed. Den skal ikke tage magten fra de fine og lette smagsnuancer i kartofler og asparges.
.
salat med asparges og nye kartofler
1/2 kg nye kartofler
400 g asparges
1 hjertesalat
spiselige blomster
purløg
blade af tallerkensmækker
dressing:
1 dl sojafløde eller anden fløde
1-2 spsk citronsaft
1 spsk hakkede kapers
lidt sennep efter smag

Gnid skrællen af kartoflerne og kog dem lige netop møre i vand tilsat 1 tsk rørsukker. Afkøl dem og skær dem i skiver.
Skræl aspargesene og læg dem i kogende vand tilsat 1 tsk rørsukker. Kog dem 2-4 minutter afhængig af tykkelsen. Afdryp og afkøl dem.
Skær salaten i strimler.
Arrangér grøntsagerne på et fad.
Rør en dressing af fløde, citronsaft og kapers. Smag til med salt og peber og evt. lidt sennep. Dressingen skal ikke være så dominerende, at den overdøver smagen af aspargesene og de nye kartofler.
Dryp dressingen på salaten og pynt med blade af tallerkensmækker, klippet purløg og spiselige blomster. Brug kun de blomster du er helt sikker på er spiselige!
Salaten kan spises som en forret eller en frokostret.






































Uhmmm hvor lækkert.
Vidste ikke helt hvordan jeg skulle gøre med de hvide asparges. Så i går brækkede jeg nederste del af, skrællede og i en skål med lidt vand og så ind i min nye microovn hm hmmm
Manglede helt sikkert noget, prøvede med salt ovenpå, men nej, dernæst med lidt smør og så gik det.
Næste gang prøver jeg din opskrift med sukker ned i kogende vand.
Kan forstå det er det samme med nye kartofler.
Hvad med grønne asparges ?
Rejser i morgen middag, så ved ikke om jeg får dig svaret. Kan du hygge dig. Knus Wanda 🙂
WOW! Hvor er det smukt!!
Kære Kirsten, netop hjemvendt efter en uge ved den skønne Algarvekyst, med sol, varme og friske havbade i det kolde Atlanterhav, og rigtig dejlig portugisisk mad. De forstår at lave enkle retter med friskfanget fisk.
Undtaget en enkel gang, spiste vi fisk hver dag, enten grillet eller som gryderet med en masse grønsager, det smagte bare himmelsk.
Nu glæder vi os til de nye danske kartofler og skal selvfølgelig prøve din kartoffelsalat med asparges, den ser bare så frisk og lækker ud, ja og så skal der bages brød😀
Jeg kan se, at du bruger rørsukker når du koger både asparges og kartofler og ikke salt!
Har rørsukkeret en anden og bedre virkning end salt?
Kærlig hilsen Jette
Så kom der igen igen et stjerneskud i mit køkken. Asparges m lidt sukker. Sådan bliver det fra nuaf. 💫
Kære Kirsten, aj hvor lækkert! Jeg tror det er første gang jeg har spist kartoffelsalat med god samvittighed, den bliver et hit denne sommer 👌🏿
Hvor er jeg glad for tippet om rørsukker i kogevandet, jeg dampede også et Blomkålshoved i lidt vand tilsat rørsukker, herligt, slut med salt i kogevandet til grønsager, 1000 tak til kartoffelavleren og og ikke mindst dig, som formidlede ideen videre.
Kærlig hilsen Jette
Jeg pyntede salaten med purløgsblomster, det blev smukt, kærlig hilsen Jette