Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

7

august 2023

8

KOMMENTARER

ærtesuppe med peberrodsfløde – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

friske, søde ærter i suppen

En lille ærteplante købt i supermarkedet har vokset sig stor og kraftig i en krukke på terrassen. Nu kan jeg høste superfriske ærter, og dén smag er fantastisk! Det er smagelykke på højde med asparges og nye kartofler.

Det er næsten synd at varmebehandle de små søde ærter, men man kan jo vente med at bruge ærterne i en suppe, til man har spist sig mæt og glad i de friske – eller simpelt hen bruge frosne.

.

varm eller kold?

Med det mildest talt skiftende “sommer”vejr, er det godt at vide, at denne suppe fungerer lige godt, om den serveres varm eller kold.

.

gid det var så vel …

Hvis H.C. Andersen kunne kigge frem til i dag, ville han nok ikke skrive, at ærterne mente, at hele verden er grøn, fordi hele deres verden er grøn.

Selv farveblinde kan i dag se, at verden er langt mere grå end grøn. Og selv en grøn ært i en grøn bælg kan i dag mærke, at vi er kørt helt af sporet – natursporet.

.

fremtidens protein

Ærter, og især andre bælgplanter, indeholder de proteiner, der skal ernære os i fremtiden.

Det giver god mening, for bøffer koster 1.800 gange mere landbrugsareal end ærter.

Hvis vi forestiller os, at alle mennesker på jorden blev 100% plantespisere, ville det betyde, at jordens landbrugsareal kunne reduceres med 75%, hvilket svarer til et areal på størrelse med USA, Kina, Australien og EU.

Det fremføres af og til, at vi er for mange mennesker på jorden. Det er vi ikke. Vi er alt for mange dyr. Som den indiske politiker og ikke-voldelige frihedskæmper, Mahatma Gandhi, meget rammende sagde: “Den rige mands ko spiser den fattige mands mad.”

.

gammel klassiker

Denne superenkle suppe får sin karakter fra peberrodsfløden. Jeg smagte suppen for første gang for mange år siden, da jeg som ganske ung arbejdede på et forlag i London. Gennem fælles venner var jeg inviteret til middag hos et russisk forskerpar. Den smukke frue i huset, der var atomforsker, serverede denne suppe. Jeg husker, at den var med til at åbne mine smagsløg for, hvor fantastisk (og enkelt) mad kan smage. Mon ikke de fleste har erindring om en uforglemmelig smagsoplevelse, hvor man bare siger Waaauuu!

Suppen blev i London selvfølgelig serveret med et lille glas iskold vodka!

.

ærtesuppe med peberrodsfløde

(4 personer – forret )

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

150 g kartofler

ca. 6 dl grøntsagsbouillon

200 g bælgede ærter

2-3 spsk citron- eller limesaft

ca. 2 dl havrefløde

salt, friskkværnet peber

ærteskud

peberrodsfløde:

ca. 3/4  dl havrefløde

reven peberrod efter smag

 

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er bløde.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med 1/2 l bouillon.

Lad suppen simre 7-8 minutter.

Tilsæt ærterne og kog suppen endnu 3-4 minutter.

Tilsæt citrussaft og havrefløde.

Purér suppen i en blender og smag den godt til med citrussaft, salt og peber. Vurdér konsistensen.

Rør fløden med reven peberrod efter smag. Smag til med salt.

Hvis du vil have pisket fløde på suppen, så brug den piskbare sojafløde.

Servér suppen med peberrodsfløden på toppen. Drys evt. med lidt peber, og pynt evt. med lidt friske ærter og et par ærteskud.

Sæt suppen i køleskabet, hvis den skal serveres kold.

.

..

Share

fredag

4

august 2023

0

KOMMENTARER

mød madpakkesæsonen med en lækker pakke

Skrevet af , Posted in frokostretter, madpakke, pålæg, smørrebrød

.

lad madpakken forgylde frokostpausen

Efter en sommer med masser af både sol og regn, starter arbejds- og skolelivet igen. Jeg håber, ferien har været god og livgivende.

Selv om ferien har været dejlig, kan man godt glæde sig til det helt almindelige hverdagsliv, som nu så småt starter i de kommende dage. Og i en helt almindelig hverdag spiller madpakken en stor rolle. Den lyser op midt på dagen og må gerne være både lækker, overraskende og sund.

.

magiske madpakker

Frokostpausen er et dejligt afbræk på dagen. Er man så heldig, at nogen smører ens madpakke, er det spændende at lukke op og se, hvad der gemmer sig af lækkerier i madkassen i dag. En madpakke kan være en fin og diskret kærlighedserklæring. Måske med lidt til den søde tand og en lille seddel med en kærlig hilsen.

Jeg har her ideer til flere slags smørepålæg, som er det, der er mest praktisk til madder, der skal transporteres i en madpakke.

Ovenfor er det en edamamecreme med nødder og spidskommen.

Se opskriften her.

,

gule ærter er andet end en suppe

De proteinrige, tørrede gule ærter kan også blive til lækkert smørepålæg.

Se opskriften her. Her finder du også to andre typer smørepålæg, se fotoet nedenfor.

.

tre gode madder til madpakken

Her er tre madder, som er nemme at transportere: bagest et stykke med leve(r)postej, et stykke med edamamecreme og et stykke med spread af gule ærter.

.

den højtelskede klassiker

Ingen madpakke uden postej! Hos mig hedder det leve(r)postej, og den kan laves på utallige måder. Det kan være den klassiske “Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej”, eller det kan være en skive bagt “protein”postej som på billedet, se opskriften her.

.

“crab” cakes – en af mine yndlinge

Disse krabbefrie krabbekager, som de kaldes på engelsk, er en af mine absolutte favoritter – både som middagsmad og som pålæg i madpakken.

Se opskriften her.

.

den gode gamle leve(r)postej-mad

Plantepostej kan laves på mange måder. Her er en udgave pyntet med marinerede agurker.

Se opskriften her.

.

en klassisk kartoffelmad

Nye kartofler er lækre som pålæg. Og en kartoffelmad kan pyntes med næsten hvad som helst. Her har jeg smurt brødet med hummus og drysset kartoflerne med sorte sesamfrø, kogte, ristede kikærter og koriander.

.

hummus og avocado – to sikre vindere

Denne mad er smurt med rødbedehummus og toppet med skiver af avocado. Begge dele hører til plantespisernes absolutte smørrebrøds-favoritter.

På toppen er frisk salvie, lidt tørret chili og sorte sesamfrø.

.

husk frugtmadderne

En frugtmad i madpakken er en dejlig “dessert”. Især børn er glade for frugtmadderne.

Disse madder er smurt med cashewcreme og pyntet med skiver af nektariner, bananer og blåbær. Der er drysset med mynteblade og revet chokolade.

.

cashewcreme

100 g cashewkerner

ca. 1 dl  plantefløde

rørsukker eller sirup

 

Hæld kogende vand over cashewkernerne og lad dem udbløde 10-12 timer.

Blend nødderne sammen med ca. 1 dl fløde, til de er helt findelte, og massen er cremeagtig. Tilsæt evt. mere plantefløde, til konsistensen er passende.

Smag til med sukker eller sirup.

.

mange flere ideer til sunde og lækre madpakker

.

smørrebrød – højt- og lavtbelagt

I bogen om plantebaseret smørrebrød er der masser af ideer til højt belagt smørrebrød (som ikke egner sig til madpakken) men også mange forslag til smørepålæg og andet, som vil vække glæde i enhver madpakke.

Normalpris kr. 249,95. I øjeblikket sælges bogen hos Saxo for kr. 209,95. Se mere om bogen her.

.

Share

fredag

28

juli 2023

0

KOMMENTARER

marinerede squash, bagte sesamgulerødder og labneh

Skrevet af , Posted in forretter, hovedretter

.

squash og gulerødder i mellemøstlig udgave

Det er store høsttid! Grøntsager, frugter og bær bugner. Squashene leverer – som sædvanlig – næsten mere end vi kan nå at spise. Og de spæde gulerødder passer perfekt til de marinerede squash og den mellemøstlige “friskost”, labneh.

.

råmarinerede squash

Squash er en smagsmæssigt uhyre tilbageholdende frugt. Derfor kan man trylle med alverdens smagstilsætninger. Her har jeg blot marineret dem.

Skiverne til de marinerede squash skal skæres tyndt på et mandolinjern.

Nederst på billedet ovenfor ses den afdryppede yoghurt drysset med det mellemøstlige krydderi, sumac. Sumac har en let syrlig smag. Det kan evt. erstattes af lidt citronsaft eller helt udelades.

.

to lette sommerserveringer

..

labneh – friskost fra Mellemøsten

“Mælke”produktet labneh – her lavet af sojayoghurt – er standard på frokostbordene i Syrien og omegn. Den serveres ofte sammen med en masse småretter, mezze, og pitabrød.

Du kan tilsætte hakkede krydderurter og presset hvidløg til labneh – og bruge det som en slags smøreost eller en form for dip eller sovs til mange forskellige retter.

Labneh laves ganske enkelt af afdryppet yoghurt. Jeg har brugt den økologiske Alpro soja-yoghurt. Men du kan bruge alle typer yoghurt.

Som dip eller del af flere små retter kan labneh serveres med en koldpresset jomfruolivenolie på toppen – eller du kan drysse med det lidt syrlige krydderi, sumak – og/eller med krydderurter.

.

pitabrød

De marinerede squash og gulerødderne udgør kun et let sommermåltid. Måske en frokostret? Serveres der brød til, kan det bedre gå som en hovedret.

Se opskrift på pitabrød her.

.

gulerødderne er også lidt eksotiske

Gulerødderne er glaserede med en lidt spicy marinade og drysset med sesamfrø.

.

bagte, glaserede gulerødder med marinerede squash og labneh

(4 personer)

8-12 gulerødder

4 spsk sesamfrø

frisk koriander

glasering:

2 spsk olivenolie

1 fed presset hvidløg

1-2 spsk ahornsirup eller anden sirup

1 spsk riseddike eller anden eddike

1 spsk tamari

1 spsk reven ingefær

 

Skræl gulerødderne og vend dem i lidt olie.

Bag dem i en 200 grader varm ovn 10-15 minutter.

Rør glaseringen sammen og smag godt til.

Vend gulerødderne i glaseringen, straks de kommer ud af ovnen.

Drys med sesamfrø og frisk koriander.

Servér med marinerede squash og labneh.

 

marinerede squash

(4 personer)

1 stor grøn squash

1 stor gul squash

marinade:

1 dl estragoneddike eller frugteddike

½ dl vand

sukker, salt, friskkværnet peber

 

Høvl squashene i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Smag marinaden godt til. Den skal være tilpas sød/syrlig. Den må ikke være for syrlig.

Bring marinaden i kog og tilsæt squashskiverne.

Tag gryden af varmen og lad skiverne afkøle i marinaden. Vend rundt i dem et par gange. De marinerede skiver kan holde sig flere dage i køleskabet.

Afdryp skiverne og træk dem evt. på tynde træpinde.

Du kan bruge marinaden til syltede svampe – eller syltede rødløg.

.

 

.

 

.

Share