Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

nytårsmenuArkiv

fredag

3

november 2023

12

KOMMENTARER

grøn mad til jul & nytår – ny e-bog med mange lækre opskrifter

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, nytår, nytårsmenu, vegansk julemad, vegansk nytårsmad

.

grøn mad til jul & nytår – ny bog med opskrifter til alle julens fester

Velkommen i mit lækre jule- og nytårskøkken, nu i en e-bog.

Julen er hjerternes fest. Julen er glæde og forventning. Julen er julelys og hyggelige sammenkomster. Julen er masser af lækker mad, gløgg og konfekt.

Men juletiden kan også være hektisk og stressende. For hver eneste familie har deres egne ideer om, hvordan den perfekte jul skal se ud. Og dem skal vi helst ikke pille ved. Ingen anden højtid i Danmark er omgivet af så mange traditioner som julen.

Netop i disse år ændrer vores madvaner sig dog, og også julens faste traditioner er under forvandling. Vi skal spise meget mere plantebaseret, og det kan være en udfordring, hvis man altid har spist traditionelt.

.

farseret hasselbackgræskar

Bogens julebud på en hovedret.

.

en uforskammet lækker leve(r)postej

Bogens julebud på postej til julefrokosten.

.

nye traditioner holder deres lækre indtog

Julemiddagen er årets højdepunkt. Traditionerne er nagelfaste: and, gås eller flæskesteg. Og dog: i disse år vil der i mange familier være værter eller gæster, som har valgt de animalske produkter fra. Ofte vil det være en søn eller datter eller deres kærester, som tager klimakampen alvorligt og dropper kødet. Andre har indset, at vi ikke kan pine og plage dyr for at spise dem.

Det kan være en udfordring, hvis man altid har spist traditionelt. Men netop juleaften bør maden ikke udgøre et problem, og det kan man undgå ved at servere (eller selv medbringe) noget, der ligner det, resten af selskabet spiser.

Måske kan man indføre en helt ny tradition. Hvis man ikke kan udholde tanken om jul uden sul, så lad en plantepostej eller anden festlig ret tage sin plads blandt and og flæskesteg. Også små skridt tæller. Og de fleste er nysgerrige efter at smage plantemaden, så lav endelig rigeligt.

Den “nye i klassen” kan være med til at vise traditionelt spisende, at disse lækre sager ikke er spor farlige, men særdeles velsmagende – og så ligger de så godt i maven!

.

mock duck er en af favoritterne

Bogens julebud på en hovedret: seitanproduktet mock duck er favorit i mange plantefamilier. I bogen serverer jeg den med brunede kartofler, brun appelsinsovs og braiseret julesalat med pistacienødder og gyldne rosiner.

.

postej er en klassiker på julebordet

Bogens julebud på en hovedret: solsikkepostej med julekrydderier indbagt i butterdej.

.

blinis til nytåret

Bogens julebud på en klassiker nytårsaften: blinis med masser af lækkert på toppen.

.

lidt til den søde tand

Bogens julebud på en dessert: chokolademousse.

.

masser af inspiration i en travl julemåned

Billederne ovenfor er af nogle af retterne i den nye E-bog med masser af lækre og bæredygtige opskrifter til jul og nytår – 100% plantebaserede. Her er forslag til højtidens forretter, hovedretter, tilbehør, julefrokost og desserter. I bogen finder du både ideer til plantebaserede udgaver af den kendte julemad – og til helt nye spændende smagsoplevelser. Og så strammer det hverken omkring taljen eller i økonomien.

Med denne bog ved hånden behøver du ikke at lede efter opskrifter rundt omkring. Her er det hele samlet i en farvemættet e-bog på 140 sider.

E-bogen koster kr. 99,00 og kan købes og downloades her: shop.madforlivet.com.

Der kan betales med visa/dankort eller mobil pay.

Når du har betalt og modtaget fakturaen, finder du et link i højre side, hvor du kan downloade bogen (vælg din computer – telefon og tablet fungerer ikke så godt til e-bøger). Lav gerne en mappe til e-bogen, så du altid kan finde den igen.

.

en smagsprøve på indholdet

 

Ingen julefrokost uden “bacon” på postejmaden. Her er en sprød og let røget plantebacon af daikonradise.

sprød daikon”bacon”

½ kinaradise

1-2 tsk salt

1-2 spsk tamari

2 spsk ahornsirup eller anden sirup

3 spsk olivenolie

½ tsk flydende røg

rapsolie til stegning

 

Skær – på den lange led – det ønskede antal skiver af kinaradisen. Drys dem med salt og lad dem stå en halv times tid.

Skyl saltet godt af. Det er vigtigt, da ”baconen” ellers kan blive for salt.

Rør tamari, sirup, olie og røg sammen. Smag til.

Læg skiverne i marinaden og vend godt rundt.

Steg skiverne i rigeligt, godt varm rapsolie.

Læg skiverne på fedtsugende papir. Brug dem straks, da ”baconen” ellers bliver blød.

.

en klar vinder på julens frokostbord

På dette stykke smørrebrød knaser “baconen” ovenpå leve(r)postejen ovenfor. Desuden er pyntet med ristede svampe og syltede rødløg.

plantemesse i Øksnehallen

Jeg håber, vi ses på messen i Øksnehallen lørdag og søndag.

Du kan finde mig på Stand 2 hos “Shape your future life”. Her har jeg rigtig gode bogtilbud med, så du kan sikre dig grønne julegaver i god tid.

.

Share

mandag

26

december 2022

6

KOMMENTARER

nytårskavalkade: forslag til menuen nytårsaften 2022

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, nytårsmenu, vegansk nytårsmad

.

nytårsaften 2022

Jeg håber, du har en dejlig og fredfyldt jul med lækker mad og godt selskab. Men knap er vi er færdige med at nyde al den dejlige julemad, før vi skal tænke på menuen til nytårsaften.

Væk med plantepateer og brun sovs. Nu skal der lettere sager på tallerknerne.

Jeg har allerede foreslået både en forret og en hovedret til nytårsmiddagen. Og så har jeg kigget lidt i arkivet fra tidligere nytårsmenuer, og her kommer et lille udvalg.

Hvis du står med en bestemt grøntsag og ønsker mere inspiration, så brug søgefunktionerne th. Under “Kategorier” kan du fx søge på “festmad”, “nytårsmenu”, “hovedretter”, “supper” etc. Under “Søg efter opskrift her”, kan du fx søge på “rosenkål”, blomkål”, “linser” etc.

.

japansk nytårssuppe

Den traditionelle japanske nytårssuppe er et godt bud på en forret til nytårsaften.

Se opskriften her.

.

rillette af jackfruit

Rillette med hårdt ristet brød er lækkert som snack med et glas vin – eller som forret.

Se opskriften her.

.

sprøde indiske løgfritter

Disse krydrede løgfritter fra Indien er hurtige og nemme at lave. De kan også bruges enten som snack eller som forret.

Se opskriften her.

.

grillede søde kartofler med spicy tofu

(4 personer)

marinade:

2 spsk ahornsirup eller anden sirup

2 spsk tamari

2 spsk sød chilisovs

2 spsk hyldeblomstsaft

kartofler og tofu:

200 g tofu, gerne røget

4 store søde kartofler, ca. ½ kg

2 spsk olivenolie

 

Rør dressingen sammen og smag til.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i tynde skiver. Læg skiverne i marinaden og lad dem marinere et par timer, evt. kan du lægge tofuen i marinaden dagen før, retten skal tilberedes.

Skær kartoflerne til, så de måler ca. 5×8 cm (brug det overskydende i en suppe). Høvl kartoflerne i tynde skiver på et mandolinjern.

Læg kartoffelskiverne sammen med tofuskiverne.  Du kan lave fire eller flere stabler af afhængig af, hvor mange skiver du har.

Sæt stablerne i et ovnfast fad. Stik et tyndt træspyd igennem dem, så de ikke skrider ud under bagningen.

Rør olien i den dressing, der er til overs. Hvis der ikke er 3-4 spsk marinade til overs, så lav lidt mere.

Dryp stablerne med marinaden og sæt dem i en 200 grader varm ovn.

Bag kartoflerne 15 minutter og dryp resten af marinaden over. Bag dem endnu 15-20 minutter.

Sæt evt. kartoflerne under grillen endnu nogle minutter, til overfladerne er helt gyldne.

.

shawarma af selleri

Shawarma af selleri er en lækker lille forret.

Se opskriften her.

.

tarte tatin med karamelliserede skalotteløg

En tarte tatin er en “omvendt” tærte. Serveret med en klat havrecremefraiche, evt. smagt til med trøffelolie, er også en festlig forret.

Se opskriften her.

.

squashi – grøntsagssushi

Grøntsagssushi kalder jeg squashi.

Se opskriften her.

.

rødbede/avocadotatar

En løvemad med avocado er en lækker og festlig forret.

Se opskriften her.

.

lidt mere fra arkivet:

start med en lækker suppe

Det er altid festligt at starte med en suppe. Denne suppe af jordskokker er med sprøde chips og caviart på toppen.

Se opskriften her.

.

når man ser et stjerneskud, må man ønske

“Når du ser et stjerneskud, lad dit ønske flyve ud …” Det er ikke lige dette stjerneskud, sangen handler om, men derfor kan man jo godt ønske. I år ønsker vi nok alle det samme: et BEFRIENDE 2023.

Vi du slutte det gamle år godt, er et stjerneskud på tallerknen et godt valg. I mange år var det virkelig dårlig stil at servere stjerneskud, men jeg synes det er en rigtig lækker anretning i denne plantebaserede udgave.

Alle ingredienserne kan tilberedes dagen i forvejen.

Se opskriften her.

.

porrepateer

De små porrepateer med en cruncy tomatsovs er en fin mellemret eller hovedret.

Se opskriften her.

.

auberginerulle

Denne rulle af aubergine- og squashskiver er en fin nytårsret.

Se opskriften her.

.

grillet glaskål

Den grillede glaskål med svampe og høvlet fennikel kan også laves med selleri.

Retten var en del af nytårsmenuen 2021.

Se opskrifter på hele menuen her.

.

tusindbladskartofler (eller kærlighedskartofler)

Kartofler bagt i mange lag er nyt og festligt tilbehør til en hovedret.

Se opskriften her.

.

nytårsmenuen 2017

Se opskrifterne på menuen her.

.

nytårsmenuen 2018

Se opskrifterne på menuen her.

.

nytårsmenuen 2019

Se opskrifterne på menuen her.

.

hovedretten 2020

Alle i dele af denne ret kan tilberedes dagen før serveringen og varmes samlet op i ovnen.

.

persilleolie

1 bdt persille

1 dl raps- eller olivenolie

et nip salt

.

Vask persillen grundigt og snit den (også stilkene).

Varm olien op til ca. 60 grader og tilsæt persillen. Vend persillen rundt i olien til den er helt varmebehandlet. Fjern gryden fra varmen.

Lad persillen stå i olien til næste dag.

Hæld persille og olie i en fin si og pres så meget af olien ud som muligt. Tilsæt evt. et nip salt.

Hæld olien på en flaske.

Olien kan holde sig i køleskabet i flere måneder.

Hvis du ikke har tid eller lyst til at lave olien, kan du i stedet lægge en lille tsk pesto i hver løgskal.

.

brændte løgskaller

Skær et par mellemstore løg over på midten og del dem i skaller. Regn med ca. 5 skaller pr. person, hvis de er store.

Læg løgskallerne i kogende vand og lad dem simre 3-4 minutter. Afdryp dem.

Varm lidt olie op på en pande og læg løgskallerne i olien med skærefladen nedad. Steg dem ved rask varme, så skallerne får en mørk kant, som næsten er brændt.

.

steg svampene

Regn med 2 mellemstore kejserhatte pr. person og 200 g shiitakesvampe (eller andre svampe).

Du kan evt. skære et mønster i svampene, inden du steger dem.

Steg svampene gyldne på begge sider og dryp med lidt tamari (soja).

.

saml hovedretten

Servér svampene med løgskallerne og tusindbladskartoflerne fint arrangeret på en tallerken.

.

Share

torsdag

22

december 2022

6

KOMMENTARER

den grønne julekalender, luk op for låge nr. 22: en lille lækker hapser

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad, nytårsmenu, småretter

.

en lille forret eller snack til jul eller nytår

Disse små aubergineruller er velegnede både som en lille forret eller som snack til et glas vin.

.

med hilsen fra Napoli

Opskriften på de små delikate hapsere er italiensk, men den kommer helt fra Tenerife, nærmere bestemt fra Restaurant Genesis i byen La Laguna. Det er en af mine læsere, Lya, der har sendt mig ideen, som jeg har arbejdet lidt videre med. Tusind tak, Lya.

Lya er meget begejstret for rullerne, og fortæller at kokken, der har lavet dem, er fra Napoli. Og med italiensk kan det jo aldrig gå helt galt!

.

aubergineruller – snack eller forret

(4 personer)

1 aubergine, ca. 300 g

olivenolie

100 g rødløg

2 spsk ahornsirup

1 stor tomat

1 fast avocado

salt, friskkværnet peber

balsamicoglacé:

½ dl mørk balsamico

2 spsk rørsukker

timian eller anden krydderurt

 

Skær auberginen i meget tynde skiver på langs. Der bliver 24-25 skiver af en aubergine på omkring 300 g.

Du har brug for enten et mandolinjern eller en pålægsmaskine for at skære skiverne tynde nok.

Læg skiverne i godt varm olie på en pande og steg dem hurtigt på begge sider. De skal forblive bløde, så de kan rulles.

Lad skiverne afkøle. Du kan stege dem dagen før, de skal bruges.

Skær løget i tynde både og lad dem simre i 2 spsk olivenolie og 2 spsk sirup, til de er bløde og karamelliserede. Afkøl dem.

Skær tomaten i små terninger. Fjern kerner og saft.

Skær avocadoen i små terninger.

Bland løg, tomat og avocado og smag godt til med salt og peber.

Fordel fyldet på aubergineskiverne og rul dem sammen.

Kog balsamico og sukker sammen, til glaceen tykner. Afkøl den. Du kan evt. lave en større portion, da glaceen kan holde sig lang tid i køleskabet.

Læg rullerne på et fad og dryp med glaceen.

Pynt evt. med timian eller en anden krydderurt.

.

.

Share