Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

tirsdag

30

april 2019

2

KOMMENTARER

porretærte med grønkåls/cashewcreme

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

vinterens sidste hilsen fra køkkenhaven

En tærte er altid velkommen, og denne her kan fryses – hvis altså der bliver noget til overs! Tærten er lavet med sæsonens sidste hilsener fra køkkenhaven. Men tag ikke fejl: hverken porrer eller grønkål er vintertrætte.

.

der er stadig grønkål og porrer i haven

Noget af det bedste, der findes, er gode venner. Noget af det næstbedste, der findes, er gode venner med en køkkenhave!

Da jeg i påsken fik besøg af mine gode venner, Drengene fra Dogville (som jeg kalder dem, fordi de bor i Hundested), kom de med et par stokke grønkål, både grøn og lilla, naturligvis – og en ordentlig favnfuld porrer. Det var altsammen grøntsager, der havde hygget sig i René’s økologiske have vinteren over. Og de var superfriske. Men nu er det ved at være allersidste udkald for de gamle grøntsager, men de er stadig skønne, ikke mindst når de havner i en tærte som denne.

.

tærte med sprød bund

Jeg har fået et par poser kamut-mel og -flager til afprøvning fra mine gamle venner i Bageriet Aurion i Hjørring. Melet egner sig glimrende til brød og boller – og i denne tærte giver melet en dejlig sprød bund. Men du kan sagtens bruge andre typer mel.

Kamut er en ældgammel hvedeart og kaldes også kæmpedurum. Kamut indeholder 30% mere protein end almindelig hvede og flere fedtsyrer, vitaminer og mineraler. Melet har en god bageevne og tåles i nogle tilfælde af mennesker, der er overfølsomme overfor gluten. Du kan læse om næringsindholdet i kamut her – og om de mange sundhedsfremmende egenskaber kornet har.

.

én stor tærte eller flere små

Du kan bage én stor eller flere små tærter som ovenfor. I denne tærte har jeg brugt det øverste grønne fra porrerne, som jeg måtte skære af, for at de kunne passe i min bageform.

.

ny rapport fra Concito – skær ned på kødet

Når man spiser mad som denne tærte er det heldigvis nemt at undvære kød. Her er masser af smag og næringsstoffer – og god mæthedsfornemmelse.

Mange, der læser med her, har sikkert allerede skåret ned på indtaget af kød – eller helt droppet den store klimasynder. For endnu en gang at understrege vigtigheden af mindre kødspisning har den grønne tænketank Concito netop udgivet en rapport om nødvendigheden af at vi danskere – vi er en af verdens mest kødspisende nationer og overskrider langt, hvad planeten kan bære – bør skære drastisk ned på vores kødforbrug. Du kan læse rapporten her.

.

tilmeld dig Klimaudfordringen fra Folkekirkens Nødhjælp

Det er os i den rige verden, der har skabt klimaforandringerne, men det er de fattige i den tredje verden, der især betaler regningen og mærker konsekvenserne med oversvømmelser, orkaner, tørke etc.

For at sætte fokus på klimaforandringerne har Folkekirkens Nødhjælp netop lanceret “Klimaudfordringen”. Kampagnen handler om at mindske madspild, spise grønt, spise lokalt og efter årstiden etc. Du kan tilmelde dig klimaudfordringen her. Der er

seks gode grunde til at tilmelde sig Klimaudfordringen

  1. Du får lækre og klimavenlige opskrifter tilsendt hver søndag i fem uger.
  2. Du får tips og tricks til at leve mere klimavenligt.
  3. Du deltager præcis, som det passer dig – gå all in, eller brug blot et par af opskrifterne.
  4. Du er med i lodtrækningen om lækre og bæredygtige præmier.
  5. Du får en sjov udfordring, som du kan dele med familie og venner.
  6. Du hjælper dem, der er hårdest ramt af klimaforandringer.

Jeg har selv fornøjelsen at være en af ambassadørerne for kampagnen og giver gode tips og tricks til en grønnere hverdag samt en række klimakærlige opskrifter.

.

porretærte med grønkåls/cashewcreme

(4 personer)

bund:

100 g kamutmel, havremel eller hvedemel

50 g kamutflager eller havregryn

50 g hvedemel eller havremel

50 g smørbar eller andet fedtstof

1 dl vand

1 tsk salt

fyld:

100 g cashewnødder

2 dl havrefløde eller anden fløde

4 fed hvidløg

1 spsk tørret oregano eller basilikum

1 spsk citronsaft

2 spsk loppefrøskaller eller 2 æg

100 g grønkål

6-8 porrer

4 spsk olivenolie

.

Sæt cashewnødderne i blød 6-8 timer.

Ælt ingredienserne til bunden sammen. Hvedemelet tilsættes lidt ad gangen, til dejen er fast og kan æltes.

Lad dejen hvile en halv times tid.

Blend cashewkernerne med fløden. Rør presset hvidløg, krydderurt, citronsaft og et drys salt og peber i cremen. Smag godt til.

Rør loppefrøskallerne i. Hak grønkålen fint og tilsæt den.

Læg porrerne i kogende vand og kog dem 6-8 minutter afhængig af tykkelsen. Afdryp porrerne godt.

Rul dejen ud og læg den i en tærte- eller bageform. Jeg har brugt en form, der måler 22×30 cm.

Prik dejen med en gaffel og sæt den i en 200 grader varm ovn 6-8 minutter.

Læg grønkålscremen i den forbagte bund og fordel porrerne ovenpå. Pensl med olie og sæt formen i ovnen igen.

Bag tærten færdig, indtil overfladen er gylden, 25-30 minutter. Lad tærten afkøle lidt, før du serverer den.

.

 

.

Share

torsdag

25

april 2019

0

KOMMENTARER

grøntsager på spyd med spicy sovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

spiddet – sådan!

Jeg håber, du har haft nogle dejlige påskedage – og selvfølgelig at du har nydt en masse skøn grøn mad. Hvis du selv har stået i køkkenet, har du sikkert brug for en uge, hvor du kan slappe af med nem og hurtig mad. Det kan du gøre med disse spyd! Og så er de faktisk også lidt festlige, synes jeg. Der er noget specielt ved at få maden serveret på et spyd. Det virker, som om der er gjort lidt mere ud af det, selv om det ikke er tilfældet – tværtimod! Og ikke mindst børn synes, det er sjovt at spise mad fra spyd.

.

frit valg på alle hylder

Det gode ved spyd er, at man kan bruge en masse forskellige grøntsager. Og man kan også supplere med stegte terninger af fx tofu.

Jeg har valgt blomkål, den klassiske hvide, men hvis du vil have mere kulør, så brug også lilla, gul og/eller grøn blomkål. Den bagte/stegte blomkål med marinaden er meget lækker.

Du kan også vælge forskellige svampe. Desuden er majs, tomater, peberfrugt og aubergine velegnede til spyd.

.

Et par spyd pr. person vil være passende. Hvis du ikke vælger tofu som en af ingredienserne, kan jeg anbefale en proteinrig salat som tilbehør. Det kan være en linsesalat eller en bønnesalat.

.

mad der er sjov

Et grillspyd med grøntsager er vel nærmest så langt væk fra steg, kartofler og sovs, man kan komme.

Grøntsagsspyd kan være en meget fin måde at introducere plantebaseret mad for folk, der er skeptiske overfor de nye spisevaner, som vi alle er tvunget til at tage til os. Så hvorfor ikke begynde med et lækkert spyd? Ikke mindst børnene, der ofte er de sværeste at lokke fra kødet, vil synes det er sjovt at spise mad fra spyd.

Og så er grøntsagsspyd oplagte at medbringe i madkurven på de mange skovture og udflugter, der venter lige om hjørnet.

grøntsager på spyd med spicy sovs

(4 personer)

marinade:

4 spsk tamari (soja)

4 spsk ahornsirup

1 dl sød chilisovs (købes i supermarkedet eller i butikker med orientalske varer)

2 fed presset hvidløg

2 spsk reven ingefær

2 tsk røget paprika

et lille drys chiliflager

1 spsk ristet sesamolie (kan udelades)

2-3 spsk limesaft eller riseddike

2 dl plantefløde

grøntsager:

ca. 1 kg blomkål, evt. forskellige farver

300 g squash

300 g markchampignon eller andre svampe

2 hele hvidløg

evt. krydderurter

træspyd

 .

Rør marinaden sammen og smag den godt til. Den skal være tilpas stærk.

Del blomkålen i mellemstore buketter. Gem stokken til en suppe eller wokret.

Skær squashene i tykke skiver.

Bevar små svampe hele. Del store svampe.

Pil hvidløgsfeddene.

Læg spyddene i vand en halv times tid.

Læg blomkålen i en bageform og dryp med lidt af marinaden. Vend rundt i kålen og sæt den i en 200 grader varm ovn 6-8 minutter.

Sæt kålen på spyddene afvekslende med svampe, squash og hvidløg. Sæt evt. friske blade af kryderurter imellem grøntsagerne.

Hvis der er for mange kålbuketter til at de kan være på spyddene, så servér dem til separat.

Pensl grøntsagerne med marinaden og læg spyddene under grillen. Vend spyddene når den ene side begynder at blive gylden.

Vend spyddene og pensl evt. lidt mere marinade på. Grill dem gyldne på den anden side.

Rør resten af marinaden i fløden og smag til igen.

Servér spyddene med sovsen, bagte kartofler og/eller en bønne- eller kikærtesalat.

.

 

Share

mandag

8

april 2019

2

KOMMENTARER

ristet blomkål og hasselnødder på majsbund

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en bund der stråler som forårssolen

Her er en solgylden ret, der matcher foråret udenfor. Den gyldne bund er af majsmel, men det er ikke den sædvanlige polentadej. Her har jeg rørt majsmel med silketofu og havremælk til en slags tyk pandekagedej. Meningen er, at majsbunden, nødderne og limabønnerne (butter beans) på toppen leverer proteinerne, mens de flerfarvede blomkål indeholder både vitaminer, mineraler og sekundære plantestoffer.

Du kan dog godt servere “tærten” uden bønnerne. I en snæver vending kan du bruge bønner fra dåse. Ellers sæt bønnerne i blød mindst 8 timer og kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter. Se evt. om kogning af bønner her.

.

kulørt blomkål

Her er lilla og gul blomkål sammen med grøn romanescokål. Grønsagernes farve indeholder vigtige plantestoffer, og dem kan man ikke købe på apotektet. Derfor er det vigtigt at vælge grøntsager med mange forskellige farver.

Du skal dog ikke løbe byen rundt, hvis du ikke kan finde kulørt blomkål. Den gode gammeldags, hvide kan også bruges. Jeg har anvendt lilla, grøn og hvid blomkål i retten.

.

Hvis du ikke har en støbejernspande eller anden ovnfast pande, kan du bage bunden i et almindeligt tærtefad eller en bageform. Du kan med fordel brede dejen ud i et tyndere lag, end jeg har gjort. Min bund blev nemlig lige lovlig bastant!

Hvis du er til det stærke, så tilsæt lidt frisk hakket eller smuldret, tørret chili til majsdejen.

.

Du kan bruge meget andet forskelligt “topping” til tærten, fx er stegte løg og svampe i flødesovs også en fin løsning (udelad i så fald jordnøddesovsen).

.

jordnøddesovs (sataysovs)

En stærk indonesisk sataysovs passer fint til “tærten”. Især hvis du ikke har kommet chili i dejen.

.

ristet blomkål og hasselnødder på majsbund

(4 personer)

250 g silketofu (kan erstattes af havre creme fraiche)

4 dl havremælk eller anden mælk

200 g fuldkornsmajsmel (eller polenta)

1-2 tsk sort salt, friskkværnet peber

2 spsk gærflager

1 spsk gule chlorella-alger (kan udelades)

1 tsk gurkemeje

2 spsk citronsaft

topping:

150 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

600 g blomkål, gerne i forskellige farver

evt. 1 dåse store hvide bønner (butter beans), eller tørrede kogte, se ovenfor

25 g hasselnødder

frisk krydderurt

evt. jordnøddesovs (sataysovs)

 .

.

Pisk tofu, havremælk, majsmel, salt, gærflager, evt. alger samt gurkemeje grundigt sammen.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Hæld dejen i en smurt ovnfast form eller pande. Jeg har brugt en støbejernspande.

Bag majsbunden i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter, til den er gennembagt (afhængigt af tykkelsen på både formen og dejen).

Rist imens løg og kål: skær løgene i både og hvidløgene i skiver.

Del blomkålen i små buketter.

Rist løgene til de er let gyldne. Tilsæt blomkålen og svits den nogle minutter. Den må gerne forblive sprød.

Hvis du ønsker yderligere proteiner så svits en dåse afdryppede butter beans eller andre bønner med på panden. Du kan også udbløde og koge tørrede bønner.

Læg grøntsagerne på majsbunden, når den er bagt.

Skær nødderne igennem og rist dem gyldne på en tør pande. Drys dem på retten.

Drys også med friske krydderurter efter valg. Jeg har brugt timian.

Lav evt. jordnøddesovsen.

.

.

Share