Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

mandag

1

februar 2021

6

KOMMENTARER

’steak’ med hasselback kartofler og bagte løg

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en tofu-steg er klimakærlig

Igen og igen hører vi om, hvor belastende produktion af dyr er for klimaet. Og nu er man endelig begyndt at regne hele belastningen med (foder, transport etc.). Det viser (naturligvis), at oksekød belaster langt mere, end vi (nogle) troede. Og det var alvorligt nok i forvejen.

Vi er tvunget til at vælge nye proteinkilder. De skal selvfølgelig være plantebaserede og bæredygtige. Og her er tofu et oplagt valg. Tofu er fremstillet af sojabønner og er et bæredygtigt produkt, der er lige så proteinrigt som kød og nemt erstatter det.

Og der er virkelig noget at spare:

1 kg sojabønner udleder 0,6 kg CO2, mens 1 kg oksekød udleder 19,4 kg CO2 (og det er tal fra før foder, transport etc. var regnet med).

Meeeen … der er stærke holdninger til tofu – og med god grund. Men nu er der håb!

.

tofu løftet til nye højder

Jeg må indrømme, at der er meget kedelig tofu på markedet. Jeg har spist en del, der har smagt mere som pap end bønner. Men nu er redningen her. Jeg er netop kommet på sporet af en tofu fra firmaet Lé Trang. Og jeg skal love for, at det er en helt anden snak.

Lé Trangs tofu er utrolig lækker. Den er blød (men stadig skærefast) og flødeagtig. Og så er sojabønnerne dyrket i Europa og selvfølgelig økologiske. Lé Trang tofu er en stor gave til det plantebaserede køkken.

Lé Trang bruger kun tre ingredienser til fremstillingen af tofu: økologiske sojabønner fra Italien, nigarisalt fra Japan og vand. Det giver en frisk og blød tofu med en diskret smag af bønner.

Tofuen fås i de tre udgaver på fotoet ovenfor samt en med citrongræs. Lé Trang tofu kan købes online i COOP og i en del Irma-butikker. Tjek Lé Trangs hjemmeside for forhandlere.

Det diskuteres jævnligt, om planteøstrogenerne i sojabønner er skadelige for kvinder med hormonfølsom brystkræft. Der er modsatrettede undersøgelser, og man må gøre op med sig selv, hvis man er i risikogruppen, om man vil spise tofu eller ej. Læs mere om denne problematik under tofu og ideer til tofu. Under alle omstændigheder bør en del næringsmidler spises med måde – også sojaprodukter.

.

alt i ovnen på én gang

Samtidig med at tofu-‘steaken’ steges i ovnen, laves også tilbehøret af hasselback-kartofler og løg.

Det betyder, at det er en nem og hurtig ret at lave.

.

bagte løg er en delikatesse

Når løg bages, udvikles deres sødme og blødhed. Det er nærmest ren slik, når løgene nydes sammen med de bagte kartofler og den krydrede ‘steak’.

.

før og efter

Jeg har snittet tofuen for at den krydrede marinade bedre kan trække ind i blokken.

Tv.: blokken før den kommer i ovnen – og th. efter bagningen.

Hvis du slet ikke er til denne tilberedning, kan du blot skære tofuen i terninger og riste den, enten i ovnen eller på en pande. Jeg har brugt tofu naturel, fordi jeg gerne ville prøve denne marinade (som er lækker!), men du kan også spare tid ved at vælge tofu med smag, fx røget, og udelade marinaden.

.

tofu-’steak’ med hasselback kartofler og bagte løg

(4 personer)

250 g neutral tofu

evt. hele nelliker

marinade:

1 spsk olivenolie

2 spsk sød chilisovs

1 spsk balsamico

1 spsk ahonsirup eller anden sirup

2 spsk tamari

1 spsk rørsukker

1 fed hvidløg

2 spsk reven ingefær

evt. eksra chili

tilbehør:

4-6 mellemstore kartofler

6-8 mellemstore løg

citronsaft

4 spsk hakket persille

olivenolie

flagesalt

 

Sæt tofuen i pres, så al væden kommer ud.

Rør marinaden sammen og smag den godt til. Den skal have temmelig meget smag, da tofuen ikke smager af meget i sig selv.

Skær snit i tofuen som på fotoet ovenfor. Men skær ikke helt igennem. Blokken skal hænge sammen i bunden.

Sæt tofuen i en ovnfast form og dryp med ca. halvdelen af marinaden. Sørg for, at den kommer godt ned i rillerne.

Sæt evt. en nellike i hvert felt.

Skær tynde skiver i kartoflerne. Du skal ikke skære helt igennem. Kartoflerne skal hænge sammen i bunden.

Skær løgene i halve eller kvarte.

Sæt løg og kartofler i en ovnfast form og pensl med olie.

Bag tofu og kartofler/løg i en 200 grader varm ovn.

Dryp med resten af marinaden efter ca. 10 minutter.

Bag tofuen ca. 20 minutter. Løg/kartofler skal formentlig have 10 minutter mere, men stik i dem for at mærke, om de er møre.

Drys kartofler og løg med lidt salt ved serveringen.

Dryp løgene med lidt citronsaft og drys med persille.

.

bagt blomkål og rosenkål som tilbehør

Hvis du har lyst til ekstra tilbehør, kan du samtidig med selve retten bage blomkål og rosenkål i ovnen. Det er en dejlig vintersalat.

Se opskriften her.

.

Share

mandag

25

januar 2021

4

KOMMENTARER

kyllingefri ‘butter chicken’ med indiske brød

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en indisk klassiker – den er der ingen ben i!

En af de få ting, vi kan glæde os selv med i øjeblikket, er lækker mad. Og vil man drømme sig lidt væk, og vil man samtidig have stærke og eksotiske smagsoplevelser, er det en god idé at tage til Indien.

Indien er et af de lande, hvor det er nemmest at finde plantebaseret mad. Inderne har i århundreder levet plantebaseret. Dels af nød, dels af religiøse årsager.

‘Butter chicken’ er dog, som navnet siger, med kylling. Det skal du nu ikke lade dig standse af, for du kan sagtens erstatte kyllingen med svampe og tofu og/eller bønner.

Retten stammer fra pakistanske kokke, som efter delingen af Indien i Indien og Pakistan i 1947 flygtede til Delhi. Her åbnede de den nu verdenskendte Moti Mahal restaurant. Og da intet måtte gå til spilde, opstod deres ‘butter chicken’ som en ret lavet af rester af kylling og masser af smør og fløde.

.

et indisk marked er en farverig oplevelse

Her er et lille pust fra et farverigt indisk marked. Vi har brug for lys og farver i denne udfordrende tid. Vrimlen af mennesker minder også om, at der kommer tider, hvor vi igen kan købe ind skulder ved skulder.

Når indiske kvinder går på markedet, bliver hver eneste grøntsag vendt og drejet, vurderet og omsider valgt, når det fuldendte eksemplar er fundet.

.

grønt er godt

Selv om de fleste af os køber ind i et dansk supermarked er det en god idé at fokusere på de grønne grøntsager og blade. Der er nemlig flere undersøgelser, der tyder på, at K-vitamin, som især findes i grønne grøntsager som grønkål, broccoli, spinat etc.,  kan forebygge eller lette forløbet af Covid19.

.

.

smagen af sol

Vi har ikke brug for solparasoller i øjeblikket. Vi må tålmodigt vente på mere sol og i mellemtiden trøste os med, at vi kan nyde en særdeles delikat indisk ret. Den smager i al fald af sol.

.

masser af smag

Som protein i retten kan du bruge tofu eller alle slags bønner eller kikærter.

Du kan udbløde og koge bønnerne – eller du kan bruge bønner/kikærter fra dåse.

Hvis du vælger tofu, anbefaler jeg, at du skærer den i små terninger og steger dem gyldne i lidt olie. Tilsæt den sprøde  tofu til retten helt til sidst.

.

spis ris eller indiske brød til retten

Som tilbehør vil man i Indien vælge kogte ris – eller et af deres klassiske brød. Det kan fx være chapati.

.

chapati – indiske pandebrød

Det indiske pandebrød er lynhurtige at lave – du skal ikke engang tænde for ovnen.

Se opskriften her.

.

velbekomme!

butter chicken.2

kyllingefri ‘butter chicken’

(4 personer)

marinade:

2 dl plantebaseret yoghurt

evt. kokosmælk eller plantefløde

1 fed hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

2 tsk garam masala (kan udelades)

2 tsk stødt spidskommen

1-2 tsk stødt koriander

1-2 tsk stødt kardemomme

hakket frisk chili eller tørret chili efter smag

fyld:

200 g østershatte

200 g tofu naturel (kan erstattes af bønner, kikærter eller linser, se om kogning her)

sovs:

100 g løg

2 fed hvidløg

4 spsk kokos- eller olivenolie

1 karton eller dåse hakkede tomater (400 g)

salt, peber, rørsukker

frisk koriander

25 g pistacienødder

.

Lav først marinaden.

Smag yoghurten til med de krydderier, du ønsker at bruge. Smag også til med salt, peber og sukker.

Hvis yoghurten er meget tyk, så tilsæt 1-2 dl tyk kokosmælk.

Hvis du bruger tofu, så pres al væden ud og skær den i små terninger. Du kan komme tofuen i marinaden, men du kan også stege terningerne sprøde på en pande og tilsætte dem til retten til sidst.

Skær svampene i strimler og vend dem godt rundt i marinaden. Tilsæt tofuen, hvis du ikke steger den. Dæk skålen og lad svampe/tofu marinere nogle timer – eller gerne til næste dag.

Når du skal servere retten:

Hak løg og hvidløg og svits dem i olie, til de er bløde.

Tilsæt tomaterne og bring dem i kog. Du kan komme flere krydderier i sovsen.

Kom svampene med yoghurt-marinaden (og evt. tofu) i sovsen og lad den simre for svag varme ca. 15 minutter.

Hvis du bruger kogte bønner/kikærter, så tilsæt dem nu og kog dem med et par minutter.

Tilsæt evt. lidt mere kokosmælk.

Smag godt til igen og tilsæt evt. stegt, sprød tofu til retten nu.

Servér den kyllingefri ‘butter chicken’ med et drys frisk koriander og hakkede pistacienødder. Dryp evt. også med lidt god olivenolie og/eller kokosmælk.

Giv kogte ris og/eller indiske brød til retten.

.

 

.

Share

mandag

18

januar 2021

0

KOMMENTARER

bagt romanescokål med karrysovs og quinoa

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

kongelig kål

Den lysegrønne romanescokål bliver en kongelig spise, når “ædelsten” i form af kerner fra granatæble og ristede mandler drysses på den bagte kål.

.

en lille skønhed

Jeg har fået denne lille skønhed af en kål foræret af en kær veninde. Sådan en gave, der fryder både synet og smagsløgene er en af de bedste gaver, jeg kan få.

Naturen har frembragt romanesco  med et ualmindeligt smukt mønster. Kålen minder om en orientalsk pagode og kan også se ud som et smukt stykke håndarbejde. Men heldigvis er den skabt for at blive spist og nydt.

Det er ikke altid nemt at finde romanesco, men jeg ser den i øjeblikket flere steder. Er kålen ikke lige i dit område, så erstat den med blomkål eller broccoli.

.

Du kan nemt erstatte romanesco med blomkål.

.

kål med quinoa

Quinoa er en lækker og god proteinkilde. Den danner bund i retten. Men du kan også vælge linser, gerne sorte, evt. bønner.

.

kål med karrysovs

Kålen serveres med en stærk karrysovs, som passer fint til den pikante kål og de søde kerner og rosiner i quinoaen.

Romanescokål har et temmelig hårdt indre, så kålen skal bages længere end fx blomkål. Men en mulighed er selvfølgelig også at dampe kålen i stedet for at bage den.

.

bagt romanescokål med karrysovs

(4 personer)

150 g sort quinoa (evt. linser eller bønner)

50 g rosiner

1 stor romanescokål eller 2 små (kan erstattes af blomkål eller broccoli)

50 g mandler

kerner af ½ granatæble

1 bdt frisk koriander (kan byttes ud med mynte)

sovs:

4 spsk olivenolie

2-4 tsk karry afhængig af styrken

4 spsk hvedemel eller havremel

ca. 2 dl grøntsagsbouillon

ca. 2 dl plantefløde eller -mælk

citronsaft

salt, evt. rørsukker

 

Kog quinoaen i dobbelt mængde vand og et lille drys salt i 20 minutter. Tilsæt rosinerne de sidste 5 minutter.

Hvis du bruger bønner, så læg dem i blød ca. 8 timer og kog dem i nyt vand. Se om kogetider her.

Romanescokål er mere bastant end blomkål og skal derfor bage længere. Skær evt. kålen i to halvdele.

Stil et helt kålhoved i en smurt bageform. Hvis du bager halve kål, så læg dem med skærefladen nedad.

Pensl kålen godt med olie og bag den i en 200 grader varm ovn 35-50 minutter afhængig af kålens størrelse.

Stik i kålen for at mærke, om den er blød. Den må stadig gerne have ”bid”.

Du kan også dampe kålen i stedet for at bage den.

Skær mandlerne i flager og rist dem gyldne på en tør pande.

Lav sovsen, mens kålen er i ovnen: varm olien op i en gryde og tilsæt karryen. ”Brænd” karryen af.

Tilsæt melet og bag op med først bouillon og derefter mælk eller fløde.

Kog sovsen godt igennem og tilsæt evt. mere bouillon/fløde. Smag til med citronsaft, salt og evt. sukker.

Ved serveringen kan du lægge quinoaen i et lavt ovnfast fad og sætte det i ovnen de sidste 5 minutter af kålens bagetid.

Arrangér kålen ovenpå quinoaen og drys med kerner af granatæble, ristede mandler og klippet koriander.

Servér sovsen til separat.

.

.

 

Share