Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

onsdag

8

januar 2025

12

KOMMENTARER

madens big bang: selleri- og kartoffelgratin – ny bog: Grønt på gaflen – kom godt i gang i det grønne køkken

Skrevet af , Posted in bøger, hovedretter

.

så er den her:  bogen om sund, lækker og uforarbejdet mad

Lige midt i diskussionen om den ultraforarbejdede mad, udsender ernæringsekspert Anette Harbech Olesen og jeg en E-bog om, hvordan man kan leve sundt og naturligt af hjemmelavet mad med kål, kartofler, rødbeder og andre rodfrugter, med bælgfrugter, kerner, frø og gode olier. Naturlige produkter der i bogen forvandles til hverdagens små kulinariske oplevelser.

Bogen tager læseren ved hånden og guider til vejen ind i det lækre, plantebaserede køkken. Her kan du læse om at få proteiner nok, om de gode råvarer og – ikke mindst – hvordan du få den grønne mad til at smage himmelsk. Desuden indeholder bogen opskrifter på nemme retter, der kan tilberedes hurtigt i én gryde på komfuret eller i ét fad i ovnen.

E-bogen er på 86 sider og koster kr. 29,00 og kan købes her.

.

madens big bang

Denne franske gratin hedder “gratin dauphinois” – og kaldes også “madens big bang”. Det er jo store ord, men retten ER genial med kun en enkelt eller to rodfrugter – og en masse velsmag. Gratinen er både lækker, billig og hurtigt tilberedt.

Januar kalder på sund og billig mad, dvs grøntsager som selleri, rødbeder, kål og kartofler, så her rammer gratinen perfekt.

Gratin dauphinois er en af verdens enkleste retter. Den stammer fra sidst i 1700-tallet, hvor den blev serveret for grever og generaler i Dauphiné-regionen i det sydlige Frankrig. Deraf navnet.

Men gratinen er for andre end grever og generaler. Prøv bare!

.

kun få ingredienser

Gratinen blev oprindeligt tilberedt med kartofler, mælk og fløde. Jeg har her brugt halvt kartofler og halvt selleri. Selleri og kartofler går nemlig fint i spænd. Men du kan lave gratinen alene med kartofler eller alene med selleri.

Jeg har også for egen regning tilføjet løg, krydderurter og mandelflager. Vil du også have flere proteiner i retten, kan gratinen sagtens lægges sammen med kogte linser, bønner eller kikærter imellem lagene.

Skal det være big bang med krone på, altså skøn gæstemad: så drys med trøfler, revne eller i skiver. Udelad i så fald ost og mandler og drys trøflerne på gratinen efter bagningen.

.

 

.

Man kan servere kogte, røde ris eller vilde (sorte) ris med letdampet broccoli og rosiner til gratinen. Men man kan også vælge brune ris – eller ristet rugbrød.

.

selleri- og kartoffel dauphinois

(4 personer)

1/2 kg kartofler

1/2 kg selleri

2 rødløg

1 helt hvidløg

en håndfuld persille og/eller basilikum

2 dl havrefløde

2 dl havremælk

1 tsk reven muskatnød

100 g planteost, fx “grate me” (kan udelades)

25 g mandelflager

.

Skær selleri og/eller kartofler i meget tynde skiver på et mandolinjern. Hvis du ikke har mulighed for at skære meget tynde skiver, skal du beregne længere bagetid i ovnen.

Kom selleri og/eller kartofler i en stor gryde med kogende vand. Lad dem simre 5 minutter og afdryp dem.

Skær løgene i ringe og del hvidløget i fed. Skær hvidløgsfeddene igennem.

Læg selleri og/eller kartofler i lag med løg, hvidløg og krydderurter i et ovnfast fad.

Rør fløde og mælk sammen og smag godt til med muskatnød, salt og peber.

Hæld blandingen over grøntsagerne i fadet og tryk dem sammen med en spatel.

Riv osten og drys den på gratinen sammen med mandelflagerne.

Bag gratinen i en 200 grader varm ovn (varmluftovn) 30-40 minutter. Stik i grøntsagerne for at mærke om de er bløde.

Hvis overfladen bliver for mørk, så læg noget over fadet.

Røde eller sorte ris blandet med broccoli og rosiner er lækkert tilbehør til gratinen.

Læs her om sundhedsfordelene ved røde ris.

.

Share

fredag

3

januar 2025

0

KOMMENTARER

pastinakbøffer med karamelliserede rosenkål – kalorielet og billig mad

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

start det nye år med grøn januar

Velkommen til et nyt spændende år, hvor vi kan realisere noget af det, vi ikke nåede i 2024. Måske et mere bæredygtigt og sundt liv?

Forhåbentlig er 2025 året, hvor den plantebaserede mad for alvor gør sit indtog i de danske køkkener. Året, hvor de lækre planter skubber den på alle måder belastende animalske kost af tallerkenen.

Men der er adskillige snublesten. Mange mener, det er for besværligt, det tager for lang tid, det smager ikke godt, og hvordan begynder man overhovedet?

Disse forhindringer for et nyt, let og plantebaseret liv har min kollega Anette Harbech Olesen og jeg bestemt os for én gang for alle at fjerne fra jordens overflade. Vi har nemlig lavet en E-bog, “Grønt på gaflen”, om at komme godt i gang i det grønne køkken. Bogen indeholder masser af tips og tricks til et nyt og nemt liv i det grønne køkken, det handler bl.a. om velsmag, grønne proteiner, madplaner og meget mere – og naturligvis nemme og lækre opskrifter.

Glæd dig til næste uge, hvor E-bogen udkommer.

.

nem, billig og lækker januar-mad

Ligesom mange holder “hvid januar”, og afstår fra alkohol, vil jeg foreslå en “grøn januar”, hvor man kun spiser plantemad. Det er samtidig slankemad både her og dér, for de grønne retter er både gode for taljemålet og for pengepungen.

Denne uges opskrift er lynhurtige bøffer af pastinakker, se opskriften længere nede i indlægget.

.

bøffer er geniale som hovedret eller pålæg

Når man bager postejer eller laver frikadeller/bøffer, er det en god idé at lave rigeligt, fordi alle tre ting er så velegnede som pålæg.

Bøfferne her er pyntet med syltede svampe, rå agurk, mayo smagt til med tomatpuré samt drys af persille.

.

tilbehør af karamelliserede rosenkål

Et lækkert tilbehør til bøfferne er karamelliserede rosenkål. Her er kålene lidt fornemt blevet trukket på spyd med lidt blomkål, som blev bagt sammen med rosenkålen, men tilbehøret kan sagtens serveres i en skål, se opskriften nedenfor.

.

alt afhænger af smagen

Nissen havde travlt med smageskeen i julen. Det kom der bl.a. disse ristede umami-solsikkekerner ud af. De leverer skøn smag til maden, se opskriften nedenfor.

Umami kaldes også den femte smag, og er dén smag, der i mange tilfælde fuldender smagssymfonien i en ret, der i øvrigt optimalt set indeholder noget salt, sødt, surt og bittert.

.

lynhurtige pastinakbøffer

(8-10 bøffer eller frikadeller)

1½ spsk chiafrø eller hørfrø

400 g pastinakker (evt. persillerødder eller kartofler)

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

30 g umami-solsikkekerner, se nedenfor

1 spsk tørret oregano eller anden krydderurt

50-100 g rasp

plantefløde efter behov

citronsaft, tamari, friskkværnet peber

olie til stegning

Sæt chia- eller hørfrøene i blød i ½ dl vand nogle timer eller gerne dagen før, du skal bruge dem.

Riv pastinakker, løg og hvidløg groft, og rør de udblødte frø i grøntsagerne.

Tilsæt solsikkekerner, den valgte krydderurt og 50 g rasp. Rør fløde i lidt ad gangen og tilsæt evt. mere rasp.

Rør farsen sammen, så den er tilpas fast til, at du kan forme bøffer af den. Tilsæt evt. mere fløde og/eller rasp.

Smag farsen godt til med lidt citronsaft, tamari og peber.

Lad farsen hvile en times tid og form 8-10 bøffer eller frikadeller.

Sæt bøffer eller frikadeller på en bageplade og bag dem i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, ca. 15 minutter.

Servér fx bøfferne med dampet broccoli eller blomkål samt karamelliserede rosenkål, se opskriften nedenfor.

På fotoet øverst har bøfferne fået følgeskab af en sovs rørt af mayo og lidt plantefløde smagt til med miso og tamari.

.

karamelliserede rosenkål

(4 personer)

250 g rosenkål

glasering:

2 spsk olivenolie

1/2 spsk rørsukker

1 spsk agave- eller anden sirup

1 spsk vellagret balsamico

1 spsk tamari

evt. dild

.

Skær rosenkålene igennem og læg dem i en bageform.

Rør glaseringen sammen og bring den i kog. Lad den simre et øjeblik, til den tykner lidt.

Hæld glaseringen over rosenkålen og vend godt rundt. Læg de halve kål, så skærefladen vender nedad.

Sæt pladen i den 200 grader varme ovn sammen med pastinakbøfferne.

Bag rosenkålen, indtil overfladen er mørk, ca. 10 minutter.

Drys evt. med frisk dild.

 .

umami-ristede solsikkekerner

50 g solsikkekerner eller græskarkerner

2 spsk tamari

1 spsk olivenolie

.

Rist kernerne i tamari og olie på en pande. Rist til frøene er helt tørre.

Lav evt. en større portion og opbevar frøene i et lufttæt glas. Frøene kan give masser af smag til mange retter.

.

Share

søndag

22

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, låge nr. 22 – tærte med bagte rodfrugter på cremet tahinbund

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad

..

farver lyser op i decembermørket

Hvad gør man, når der pludselig dukker uventede gæster op i julen? Ja, hvis man har butterdej i fryseren og rodfrugter i grøntsagsskuffen, så laver man lynhurtigt en farvestrålende tærte.

Når december åbenbarer samtlige nuancer af gråt dag efter dag, må der ekstra kulør på maden. Men nu har lyset vendt, og vi går atter mod lysere tider. Indtil da, er det en god idé at lade maden lyse op.

Og så er det værd at huske på, at mad med mange farver indeholder mange forskellige næringsstoffer.

.

lynhurtig tærte med butterdej

Alle holder af en tærte. Tærte er en gammel klassiker, og den kan varieres på uendelig mange måder.

Jeg har her valgt butterdej, fordi det gerne må gå lidt stærkt her i travle december. Men du kan vælge en hvilken som helst anden tærtedej. På bloggen ligger mange forskellige opskrifter på tærtebunde, både med og uden gluten. Søg efter “tærte” i søgefunktionen th.

Under “tærte” kan du også finde mange forslag til den “creme”, der ligger i tærtebunden eller dækker fyldet. Til denne tærte er foreslået en hurtig rørt creme af tahin og afdryppet yoghurt.

.

bag rødderne mens du har ovnen i gang

Tærten er lidt atypisk, fordi bunden og fyldet bages hver for sig. Jeg har valgt de gode gamle vinterrødder: rødbeder og gulerødder. Du kan evt. vælge flere forskellige farver gulerødder. Du kan også supplere med andre rodfrugter som selleri og jordskokker. Lidt dampede rosenkål kan udgøre små “julekugler” rundt om i tærten.

Bag gerne rødderne og evt. tærtebunden, hvis du alligevel har ovnen i gang med julebagning. Du kan fx sagtens bage både rødderne og tærtebunden dagen før, de skal bruges. Så kan du lave tærten færdig på 15 minutter.

.

tærte med bagte rodfrugter på cremet tahinbund

(4 personer)

400 g rødbeder

400 g gulerødder eller andre rodfrugter

1 økologisk citron

ahornsirup eller rørsukker

4 plader frossen butterdej eller hjemmebagt bund

25 g pistacienødder eller andre nødder

1 æble

tahincreme:

50 g rosiner

2 dl afdryppet plantebaseret yoghurt

4 spsk tahin, gerne den lyse

tamari, friskkværnet peber

1-2 spsk fintklippet estragon + ekstra til pynt

Du kan koge eller bage både rødbeder og gulerødder. Jeg vil dog anbefale at bage dem, da det giver en mere fortættet smag.

Bag store rødbeder 40-60 minutter i en 200 grader varm ovn (varmluft). Mindre rødbeder og gulerødder: 30-40 minutter.

Skær de bagte rodfrugter i passende stykker. Smag saft af ½ citron til med sirup eller sukker. Tilsæt 2 tsk reven citronskal. Hæld blandingen over rodfrugterne og lad dem trække en halv times tid.

Tø butterdejen op og rul den ud, så den passer til den valgte bageform.

Bred dejen godt ud i formen og prik den med en gaffel. Vær opmærksom på at butterdej ”krymper” lidt under bagningen.

Bag tærtebunden ved 200 grader til den er gylden, ca. 20 minutter.

Hæld kogende vand på rosinerne og lad dem udbløde et kvarters tid. Afdryp og hak dem.

Rør yoghurten godt med tahin, tamari, peber, estragon og rosiner. Smag godt til med tamari og peber, evt. også lidt sødt. Det er vigtigt, at der er meget smag i cremen, da rodfrugterne ikke har så meget smag i sig selv.

Pres den hævede bund på tærten ned og fordel cremen på bunden.

Gem evt. lidt af cremen og sæt “dutter” på fyldet, når tærten er bagt.

Læg rodfrugterne på cremen i et pænt mønster.

Skær æblet i tynde skiver, vend dem i citronsaft og læg dem på i en vifte.

Varm evt. tærten i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Du kan også servere den kold.

Pynt tærten med lidt mere creme og drys med pistacienødder og lidt mere estragon.

.

Share