Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

festmadArkiv

fredag

14

juni 2024

10

KOMMENTARER

linsepandekager med asparges og wasabimayo eller ærtecreme

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

.

proteinrige pandekager med krydderurter 

Fremtidens proteiner kommer fra planter.

Vi skal til at vænne os til, at bælgfrugter er et af fremtidens svar på de store klimaudfordringer. Og det er på alle måder klogt, hvis vi tænker på klodens tilstand.

Det anbefales, at vi hver især spiser 100 gram bælgfrugter om dagen + de sikkert allerede indarbejdede 600 gram frugt og grøntsager. Jeg lover: de 700 gram plantemad er en ren fest for både omgivelserne og for livet blandt de 2 kg tarmbakterier i vores mave. At gøre noget godt både for omgivelserne og én selv er jo total optur!

.

2 gram bønner om dagen redder ikke klimaet 

Men vi halter en hel del bagefter med de 100 g bælgfrugter. I øjeblikket spiser vi i gennemsnit 2 gram om dagen!!! Der er altså god plads til forbedring.

Men mange mangler kendskab til de grønne proteiner. I øjeblikket arbejdes der både i landbruget og i industrien med at udvikle, dyrke og forarbejde dansk dyrkede bælgfrugter som linser, ærter, lupin og hestebønner. Men selv om alle ved, at vi skal skære ned på kødet, er det stadig den animalske produktion, der støttes med enorme pengebeløb, mens udviklingen af de plantebaserede produkter må nøjes med “dråber i havet”.

Der skal sættes meget mere turbo på de bælgplanter: børnene skal undervises i skolen i, hvordan man laver lækker mad med bønner, supermarkederne skal lægge dem frem på forreste hylde sammen med opskrifter, politikerne skal støtte udviklingen. Institutioner og hospitaler skal have bælgfrugter på menuen hver dag. Og vi selv skal invitere venner og familie til en mættende spansk bønnesuppe, et stykke smørrebrød med en lækker linsepostej — eller en middag med marokkansk bønnetagine.

.

tænk bælg ind i mange opskrifter

Vi skal også til at vænne os til at bruge mel af bælgfrugterne i mange retter, hvor vi før udelukkende har brugt hvedemel. Et eksempel er disse linsepandekager med purerede linser, men også linsemel, bønnemel og ærtemel kan tilføres utallige retter, også brød, kager og desserter. På den måde kan man smugle sunde proteiner ind i mange slags mad, og dermed få mange med på vognen, som måske er skeptiske over for bønnerne.

.

nyd den korte aspargessæson

Linsepandekagerne kan nydes med al slags fyld. Jeg har valgt asparges, fordi de kun er hos os indtil Sct. Hans. Jeg har serveret en wasabimayo til retten, men du kan også med fordel fylde pandekagerne med en stuvning af auberginer, løg og tomater. Eller du kan vælge en svampecreme, måske tilsat små nye kartofler. Mulighederne for fyld i pandekager er mangfoldige.

I stedet for mayoen, kan du også med fordel vælge en ærtecreme, se opskriften nederst i indlægget.

Jeg har lagt friske krydderurter ned i pandekagedejen, inden jeg har vendt pandekagerne. Krydderurterne er mest til pynt og kan udelades.

.

linsepandekager med asparges og wasabimayo 

(4 personer)

150 g røde linser

4 dl vand

50 g kikærtemel

2 spsk olivenolie + ekstra til stegning

salt, friskkværnet peber

evt. krydderurter

wasabimayo:

1 portion mayo

wasabipulver eller -pasta (kan erstattes af reven peberrod)

eller:

1 portion ærtecreme, se nedenfor

1/2 kg asparges

 

Sæt linserne i blød i rigeligt vand, gerne mindst 8 timer.

Afdryp linserne og blend dem med 4 dl vand, kikærtemel, olie og et lille drys salt og peber.

Blend til dejen er helt glat.

Lad dejen hvile nogle timer, gerne til næste dag.

Vurdér tykkelsen på dejen. Den skal være lidt tyndere end en almindelig pandekagedej. Hvis den er for flydende, så tilsæt lidt mere kikærtemel.

Bag ca. 8 pandekager af dejen. Olien skal være godt varm, når du sætter dejen på panden. Vend pandekagerne, når overfladen er fuld af små bobler.

Du kan sætte en dekorativ krydderurt på dejen, inden du vender den på panden. Jeg har brugt kørvel.

Lav mayoen (eller andet fyld). Smag mayoen til med wasabi eller peberrod – eller du kan vælge tamari, presset hvidløg og hakkede krydderurter.

Eller vælg æretcremen, se nedenfor.

Skræl hvide asparges og kog dem 3-4 minutter afhængig af tykkelsen.

.

 

lækker creme

ærtecreme

50 g mandler

200 g bælgede ærter

1-2 tsk miso (kan udelades)

3 spsk olivenolie

1/2 dl plantefløde

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, tamari

smagsgivere:

reven peberrod

mynteblade

 

Findel mandlerne i en food processor. Tilsæt ærterne og purér dem.

Rør cremen med miso, olie og fløde. Tilsæt kun så meget fløde, at cremen bliver tilpas lind.

Smag godt til med citronsaft, salt, peber og evt. lidt tamari.

Desuden kan du smage til med reven peberrod eller hakkede mynteblade.

Pynt med ærteskud eller mynteblade.

.

Share

fredag

22

marts 2024

6

KOMMENTARER

grøn påskefrokost – 12 ideer til lækker forårsmad

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter

.

glædelig påske

Så er foråret ankommet med sol – og påsken er lige om hjørnet.

Påsken er en af de højtider, hvor vi traditionelt i Danmark spiser en lækker frokost. Derfor er her et lille udvalg af retter, som vil gøre sig godt på påskebordet. Her er masser af farver og smagsoplevelser.

Til mange frokoster er sild uomgængelige, og de passer også fint til påskens frokostbord. Der ligger adskillige opskrifter på forskellige former for plantesild på bloggen. Brug søgefunktionen th. Her kan du også finde opskrift på faux lax.

Se nogle af opskrifterne her.

.

smørrebrød med marineret selleri

Selleri kan rigtig meget. Her er tynde skiver marineret og dækker over min hidtil bedste “lever”postej, se opskrift længere nede i indlægget.

.

smørrebrød med marineret selleri 

¼ lille selleri

1 økologisk citron

marinade:

4 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

2 spsk hakkede kapers

sennep efter smag

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. leve(r)postej, se nedenfor

caviart

bredbladet persille

 

Høvl sellerien til papirtynde skiver på et mandolinjern.

Læg skiverne i en gryde og vend saft af en halv citron i skiverne.

Hæld kogende vand på, så det dækker. Bring vandet i kog og fjern gryden fra varmen. Lad sellerien afkøle i vandet.

Rør dressingen sammen og smag den godt til.

Afdryp sellerien og vend skiverne i dressingen sammen med lidt finthøvlede rødløg (lad evt. løgene ligge i kogende vand et minut).

Arrangér selleriskiverne på et stykke smørrebrød. Smør evt. først brødet med leve(r)postej version 2.0.

Pynt med caviart, løgringe og persille.

..

leve(r)postej version 2.0 med lune svampe og daikonbacon

(4 personer)

50 g plantestykker fra PlantMate

75 g hasselnødder (eller andre nødder/mandler)

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g champignon

1 spsk citronsaft

50 g havregryn

1-1 ½ dl plantefløde + ½ dl olivenolie

2-3 spsk tamari

evt. 1 tsk flydende røg

½-1 spsk smuldret tørret salvie

salt, friskkværnet peber

topping:

1 spsk plantefløde

1 spsk tamari

1 spsk olivenolie

2 tsk maizenamel

 

Sæt plantestykkerne i blød i vand, der dækker, 20-30 minutter.

Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien 4-5 minutter.

Hak svampene og tilsæt dem sammen med citronsaften. Svits til svampene er bløde.

Blend nødderne i en foodprocessor.

Pres al væden ud af plantestykkerne og kør dem ligeledes i foodprocessoren sammen med løg/svampe.

Tag farsen over i en skål og rør havregrynene i sammen med 1 dl fløde og ½ dl olivenolie.

Smag godt til med tamari, evt. flydende røg, salvie, salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Smag til igen og vurdér konsistensen. Farsen skal være tilpas fast. Tilsæt om nødvendigt mere væde eller flere havregryn og/eller salvie.

Pres farsen godt sammen i en ovnfast form.

Rør ingredienserne til toppingen sammen og smør det på postejens overflade.

Sæt postejen i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter. Sluk for varmen og lad postejen stå endnu et kvarters tid i ovnen. Hold øje med at overfladen ikke bliver for mørk.

Postejen kan serveres lun eller kold med lune svampe og “bacon”.

.

sprød “bacon”

sprød daikon”bacon”

½ kinaradise

½ spsk salt

2 spsk tamari

2 spsk ahornsirup eller anden sirup

3 spsk olivenolie

½ tsk flydende røg

rapsolie til stegning

 

Skær det ønskede antal skiver af kinaradisen. Drys dem med salt og lad dem stå en halv times tid.

Skyl saltet godt af. Det er vigtigt, da ”baconen” ellers kan blive for salt.

Rør tamari, sirup, olie og røg sammen. Smag til.

Læg skiverne i marinaden og vend godt rundt.

Steg skiverne i rigelig, godt varm rapsolie.

Læg skiverne på fedtsugende papir. Brug dem straks, da ”baconen” ellers bliver blød.

Man kan lave “bacon” af andre produkter, bl.a. tang. Se opskrift på tangbacon her.

.

hummerfri salat

Se opskrift på hummerfri salat her. Her finder du også flere forslag til frokostretter.

.

rösti med kikærter og høvlet blomkål

Se opskrift på röstierne her.

røde bøffer med majs og radiser

Lune plantefrikadeller eller -bøffer er også dejlig frokostmad. Her er det rødbedebøffer med quinoa og blomkålsbearnaise. Men du kan finde masser af andre opskrifter på både frikadeller og bøffer her på bloggen.

Se opskriften her.

.

en selleribøf er heller ikke af vejen

Selleribøfferne vil bestemt også vække glæde. De kan serveres med fritter af kartofler eller søde kartofler.

Se opskriften her.

.

stjerneskud – en ægte stjerne på frokostbordet

En gammel klassiker på smørrebrødet er et stjerneskud. Her er fuskefisken en paneret skive pastinak.

Se opskriften her.

.

mere fuskefisk – fish fingers uden fisk

Fiskefrie fish fingers med tatarsovs eller remoulade er endnu en fin ret til frokosten.

Se opskriften her.

.

tunfri salat

Pålægssalater er også populære på frokostbordet.

Se opskrift på tunfri salat her.

...

salat med ramsløg, ærter og radiser

Her er en rigtig forårsbebuder: de første ramsløg er her i selskab med radiser, ærter og avocado.

Se opskriften her.

.

grillede asparges

Jeg ved godt, at de danske asparges ikke er fremme endnu, og det kan være svært at holde sig fra de importerede. Hører du til dem, der ikke kan vente på de danske, er disse grillede asparges både lækre og elegante til påskefrokosten – eller som forret til en middagsret.

Se opskriften her.

..

mange flere ideer til frokostbordet

Hvis du mangler flere ideer til en lækker grøn frokost, så kig i min bog, “Grønt smørrebrød” med mere end 100 opskrifter på plantebaseret smørrebrød og andre lækre sager til frokosten.

Du kan låne bogen på biblioteket, købe den hos den lokale boghandler – eller hos Saxo.

.

Share

fredag

29

december 2023

5

KOMMENTARER

blinis med lækker topping – godt nytår!

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, nytår, nytårsmenu

 

jeg ønsker godt nytår med en klassiker

Blinis er en klassisk forret nytårsaften. De små pandekager er både festlige og lækre – og kan serveres med mange slags topping. Du kan vælge dem enten som en forret eller som en lille hapser til et velkomstglas.

Jeg ønsker en dejlig nytårsaften – og et godt og grønt nyt år.

blinis

(4-6 personer)

3 dl plantemælk

2 spsk olivenolie

½ tsk salt

50 g havremel eller hvedemel

1 tsk bagepulver

125-150 g boghvedemel

olie til stegning

Bland mælk, olie og salt. Rør havre- eller hvedemelet og bagepulveret i.

Tilsæt så meget boghvedemel, at dejen får konsistens som en lidt almindelig pandekagedej.

Bag små blinis i godt varm olie. Der bliver 25-26 blinis af denne portion.

.

På hver blini lægges en lille spsk havre cremefraiche og herover fordeles 1-2 tsk caviart.

Derudover kan man vælge svitsede svampe, hakkede tomater, konfiterede tomater eller syltede svampe, radiser etc. Drys med hakket skalotteløg og hakket eller klippet grønt, især dild og purløg.

Blinis kan også serveres med:

  • afdryppet planteyoghurt rørt med hvidløg, hakkede friske tomater, hakkede kapers og basilikum
  • havre cremefraiche rørt med grøn pesto og hakkede oliven
  • hakkede cornichoner og krydderurter rørt med cremefraiche
  • guacamole
  • løg og hvidløg, stegt med udblødte, hakkede shiitakesvampe og hakkede kapers, smagt til med basilikum eller mynte
  • mango i små terninger med chili og frisk koriander
  • hakkede artiskokhjerter og soltørrede tomater i olivenolie
  • hummus med caviart og oliven
  • havre cremefraiche med caviart (tangkaviar) og dild

Blinisene ovenfor er med snittede, marinerede rødbeder vendt i lidt mayo. På toppen er cremefraiche, hakkede pistacienødder og persille.

.

to vindere som topping: syltede svampe og konfiterede tomater

Der er stort set ingen ende på alle de lækkerier, man kan bruge til sine blinis.

Jeg vil gerne  fremhæve to opskrifter, som altid tager kegler, og som under alle omstændigheder er gode at have stående i køleskabet, fordi de kan løfte mange opskrifter et par trin op på smageskalaen.

Både svampe og tomater kan holde sig i et lukket glas i køleskabet et par uger.

.

syltede svampe 

150 g østershatte og/eller champignon (kan erstattes af en håndfuld tørrede rørhatte + 4 tørrede shiitakesvampe)

1/2 dl riseddike eller anden eddike

3-4 spsk rørsukker

Skær friske svampe i strimler eller skiver.

Hæld kogende vand på tørrede svampe og lad dem stå en times tid. Skær derefter shiitakesvampene i tynde skiver. Fjern stokkene.

Bring eddiken i kog med sukkeret, 3-4 spsk vand samt salt og peber. Smag til.

Lad friske svampe simre i eddiken et par minutter. Lad tørrede svampe simre ca. 5 minutter.

Lad svampene stå nogle timer eller gerne til næste dag.

.

konfiterede tomater

Se opskrift på de konfiterede tomater her.

.

Share