Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: maj 2025

fredag

30

maj 2025

0

KOMMENTARER

forsommerens skønneste supper med ærter, nye kartofler og asparges

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, supper

.

nyd forårets første grøntsager i en suppe – varm eller kold

Nu er alle de med længsel ventede grøntsager efterhånden fremme: de nye kartofler, aspargesene, gulerødderne, ærterne etc.

De allerførste små kartofler og aspargesene foretrækker jeg at nyde solo med en ekstragod olivenolie og krydderurter. Men når den værste længsels-sult er stillet, synes jeg, det er dejligt med variationer, og her kommer supper ind som en god mulighed for at nyde de spæde grøntsager.

De små kartofler og aspargesene har smagsnuancer så lette som sommerfuglevinger, og de skal ikke overdøves af for mange tunge smage.

.

en ærtesuppe med pynt

Denne ærtesuppe er supernem og hurtig at lave, og den kan serveres varm eller kold, afhængig af dagens temperatur.

.

med eller uden pynt

Skal suppen være ekstra festlig, kan du pynte den med forskellige spiselige blomster. Jeg har brugt ramsløgblomster, forglemmigej, blomst af skvalderkål, blomst af purløg og blomst fra kål, der er gået i stok. Men du kan vælge nøjagtig den pynt, du synes. Vær blot opmærksom på, at al pynt skal være spiselig.

.

med fløde og ramsløgolie

Suppen kan ekstra optimeres med lidt plantefløde og dryp af ramsløgolie. Det er absolut sidste frist, hvis du vil lave olien eller høste frøene i år. Ramsløgene er stærkt på retur, hvis de ikke allerede har trukket sig tilbage.

.

ærtesuppe med pynt

(4 personer – forret )

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

150 g kartofler

ca. 6 dl grøntsagsbouillon

200 g bælgede ærter

2-3 spsk citron- eller limesaft

ca. 2 dl havrefløde

salt, friskkværnet peber

spiselige blomster

evt. ramsløgolie

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er bløde.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med 1/2 l bouillon.

Lad suppen simre 7-8 minutter.

Tilsæt ærterne og kog suppen endnu 4-5 minutter.

Tilsæt citrussaft og havrefløde.

Purér suppen i en blender og smag den godt til med citrussaft, salt og peber. Vurdér konsistensen.

Servér evt. suppen med spiselige blomster eller krydderurter og/eller med fløde og ramsløgolie.

Sæt suppen i køleskabet, indtil serveringen, hvis den skal serveres kold.

.

et kongeligt måltid – reprise af en klassiker

Så er de ankommet: kongen og dronningen af grønt. De nye kartofler og aspargesene. Hvert eneste år er glæden og smagsoplevelsen lige stor.

Her er en ret med begge de royale grøntsager. Nogle vil kende retten, for jeg har præsenteret den før. Jeg har imidlertid fået så mange positive tilbagemeldinger på den, at jeg synes, den er værd at minde om, nu hvor den store grøntsagsfest starter.

.

nye kartofler og asparges er en fest

Fejringen af de to forårsbebudere kalder på en festmiddag. Det gamle mormor-porcelæn måtte frem og danner en passende baggrund for de to lækkerier.

.

hvordan nydes kongen og dronningen bedst?

Faktisk synes jeg, den største nydelse af de små nye kartofler og aspargesene er at spise dem naturel, kogt til perfektion – gerne med tilbehør af en trestjernet olivenolie og friske krydderurter.

Netop den helt rette kogning er afgørende for både nye kartofler og asparges. Tykke asparges lægges i kogende vand og koges ca. 3 minutter afhængig af tykkelsen. Tynde asparges koges ca. 2 minutter.

Nye kartofler kan nemt overkoges, og det er ærgerligt. Så forsvinder al nydelsen. Så hold falkeøjet åbent, når du koger nye kartofler. Tjek dem efter 5 minutter og sluk for varmen i god tid – og lad kartoflerne blive helt gennemkogte – men stadig faste! – i kogevandet. Du kan også sætte gryden med kartoflerne i en høkasse eller lign.

.

sukker eller salt i kogevandet?

Og a propos kogevand: Nogle påstår, at både kartofler og asparges bør koges i vand tilsat sukker i stedet for salt. Det lokker sødmen frem i begge slags grønt. Jeg har anbefalingen om sukker til kartoflerne fra en kartoffelavler på Samsø – og kokken Erwin Lauterbach siger, at også asparges bør koges med sukker i vandet. Men afprøv det selv. Måske synes du bedre om salt i kogevandet.

.

frikassé er en slags suppe – rigtig mormormad

Det gamle mormor-porcelæn kalder på en gammel farmor-klassiker som frikassé. Min farmor var verdensmester i frikassé, ganske vist i en helt anden udgave end min. Min farmors var med kød og masser af fedtperler på overfladen.

Men tiderne skifter: Nu er kødet erstattet af svampe. Jeg har valgt de lækre shiitakesvampe, men du kan bruge alle mulige andre svampe.

Er frikassé så en forret, en frokostret eller en hovedret? Ja, det afhænger naturligvis af portionernes størrelse. Den nedenstående opskrift er nærmest midt imellem en forret og en hovedret. Den er ikke helt mættende nok som hovedret til fire personer, så servér endnu en lille ret, hvis alle skal være mætte. Eller brug frikasseen som en fyldig forret.

.

aspargesfrikassé med nye kartofler og svampe

(4 personer – forret)

200 g bittesmå nye kartofler

4 forårsløg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

200 g shiitakesvampe eller andre svampe

400 g asparges

50 g bælgede ærter

2 dl grøntsagsbouillon

2 dl havrefløde eller anden fløde

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. maizenamel

ramsløg og/eller kørvel

 

Læg kartoflerne i kogende vand tilsat 1 tsk sukker. Kog dem 5-10 minutter afhængig af størrelsen. Fjern gryden fra varmen, når kartoflerne er halvkogte. Lad dem stå i det varme vand, til de er næsten kogte. Afdryp kartoflerne.

Snit forårsløgene og hak hvidløgene. Svits dem i olien nogle minutter.

Skær svampene i kvarte og tilsæt dem. Svits endnu 3-4 minutter.

Skræl aspargesene og skær dem i mindre stykker. Kom dem i gryden sammen med ærter, kartofler, bouillon og fløde.

Tilsæt lidt citronsaft og lad frikasseen simre endnu et par minutter.

Smag godt til med citronsaft, lidt reven citronskal samt salt og peber.

Hvis du ønsker frikasseen lidt jævnet, så tilsæt 1-2 spsk maizenamel rørt ud i fløde.

Servér frikasseen portionsvis drysset med lidt ramsløg eller kørvel.

.

..

en aspargessuppe er altid en klar vinder

Se opskrift på aspargessuppe med krydderurter her.

.

Share

fredag

23

maj 2025

3

KOMMENTARER

lions mane stegt som wienerschnitzel – med nye kartofler og asparges

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

klassiker i plantebaseret udgave …

Kender du svampen, lions mane? Det er en stor behåret svamp, der minder om en løvemanke, deraf navnet.

Svampen er meget lækker, men desværre også lidt dyr. Vil du imidlertid flotte dig, kan jeg anbefale at servere svampen a la wienerschnitzel.

.

… med nye kartofler

Nu er de længe ventede nye kartofler omsider ankommet. Det er i sandhed en kulinarisk oplevelse hvert eneste år, når man sætter tænderne i de første af slagsen.

Men, men, men … og jeg er rigtig ked af at være lyseslukker: det er tilladt at sprøjte konventionelle kartofler med op til 23 forskellige giftstoffer. Det er næsten ikke til at bære at tænke på, at de små næringsrige, superlækre guldklumper således forvandles til små usunde kemiklumper.

Hvornår forstår vi, at gift ikke hører hjemme i den mad, vi spiser?

Der er kun én ting at gøre: Vælg økologisk.

.

.. og med sprøde asparges

Både de nye kartofler og aspargesene er lækkert tilbehør til den stegte svamp.

Det er vigtigt, at asparges kun koges nogle få minutter, så de bevarer deres sprødhed.

Jeg har pyntet med sæsonens sidste ramsløgblomster og drysset med ramsløgfrø, der smager ekstra meget af hvidløg.

.

schnitzel med “dreng”

Wienerschnitzel er en klassisk tysk ret, der serveres”mit alles”. Det betyder, at en schnitzelen altid dekoreres med en citronskive, en ansjos (udeladt i denne opskrift), kapers og høvlet peberrod. Dette tilbehør kaldes en “dreng”.

Det syrlige, salte og skarpe passer rigtig fint til den stegte schnitzel, men ingen ved rigtig, hvorfor denne citronskive & co. hedder “dreng”.

Desværre fås svampen ikke så mange steder. Men du kan bl.a. finde den her: somme tider har Freshland en kasse med 1 kg. Det betyder så nok, at du er nødt til at dele med andre, hvis svampen skal spises, mens den er frisk.

Jeg har også set lions mane i Torvehallerne i København og i Aarstidernes butik i Hellebæk. Hos Aarstiderne kan man bestille her. Men hvis du søger på nettet, kan du muligvis finde flere forhandlere.

Grossistvirksomheden Inco fører også svampen, men det kræver medlemsskab.

.

madens folkemøde på Falster

En lillesøster til Folkemødet på Bornholm er Madens Folkemøde, der netop er blevet afholdt i Nykøbing Falster. Efter 5 succesfulde år på Engestofte Gods ved Maribo, var mødet i år flyttet til naboøen.

Engestofte Gods har været en unik og smuk ramme om Folkemødet, og jeg beklager flytningen, men man har følt, at rammerne var for snævre, så i år indtog Folkemødet gader og stræder i centrum af Nykøbing. Sjældent har man set magen til trængsel af mad-interesserede mennesker haste fra diskussioner til foredrag om alt, hvad der rører sig på madens område, smage på nye alternativer til kød, købe nogle af de mange nye produkter som bønner, linsemel, tofu, tang og andre af de mange nye bæredygtige fødevarer, der er i gang med at indtage vores tallerkener i disse år.

Emnerne, der blev diskuteret, strakte sig fra diskussioner om mad i det offentlige og skolemåltider til foredrag om ultraforarbejdet mad, om smagen som løftestang i den grønne omstilling, om ølbrygning og om at lokke smagen ud af bælgfrugter, om fremtidens fødevarer og regenerativt landbrug – og meget, meget mere. Her kunne enhver madnørd tanke op på ny viden.

Gid alle de gode tanker vil rykke os i en grønnere og sundere retning.

I den mere underholdende afdeling causerede den populære kok, Umut Sakarya og museumsdirektør Bettina Buhl over kartoflens historie med udgangspunkt i H.C. Andersen, Karen Blixen og Kirsten Hüttemeier. En dialog, der var både oplysende og meget morsom.

.

.

mennesket lever ikke af brød alene

foto: Henrik Glintborg

Alle mand (og kvinde) var af huse i Nykøbing. Det stille provinsby summede et par dage af liv og nysgerrighed på en måde som sjældent set. På Kirkepladsen kunne man få åndelig føde hos Vorherres repræsentant på jord, den lokale sognepræst – flankeret af skønne blomsterfeer.

.

en schnitzel med dreng

lions mane stegt som wienerschnitzel – med nye kartofler og asparges

(4 personer)

4 store skiver af lions mane med en tykkelse på ca. 1,5 cm

kikærtemel eller hvedemel

salt, friskkværnet peber

rasp, gerne pankorasp

olie til stegning

250 g små nye kartofler

200 g asparges

1 citron

4 spsk kapers

høvlet peberrod

evt. frø og blomster af ramsløg

 

Rør en tyk jævning af kikærte- eller hvedemel. Kom lidt salt og peber i. Vend svampeskiverne i jævningen og derefter i raspen.

Læg skiverne i godt varm olie på en pande. Pres skiverne godt ned i panden med en spatel, så de flader lidt mere ud. Steg skiverne gyldne, 4-5 minutter på hver side.

Hold schnitzlerne varme.

Kog kartoflerne i vand tilsat lidt salt, til de er godt halvmøre. Sluk for varmen og lad kartoflerne mørne færdige i det varme vand. Hold øje: Det er vigtigt at stikke i dem, så de ikke får for meget.

Skræl hvide asparges. Grønne asparges kan skrælles nederst på stilken.

Læg aspargesene i kogende vand og kog dem 2-4 minutter, afhængig af tykkelsen.

Arrangér schnitzlerne på fire tallerkener. Læg en skive citron på hver schnitzel med kapers og høvlet peberrod.

Læg kartofler og asparges på tallerknerne og pynt evt. med ramsløgblomster og -frø.

Du kan evt. smelte lidt smørbar sammen med resten af stegeolien på panden. Servér ”dyppelsen” til separat.

.

...

Share

fredag

16

maj 2025

2

KOMMENTARER

kartoffelterrine med ramsløg og ærtepuré

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

gå gourmet med sæsonens allersidste kartofler

Til stor fryd for de fleste, er de nye kartofler nu fremme. De små guldklumper er dog endnu temmelig dyre, så har man stadig et lille lager af de gamle kartofler, finder de fin anvendelse i denne terrine med lag af ramsløg. Det er både billig og lækker gæstemad.

.

superenkel mad

Kartoflerne har her sidst på sæsonen mistet meget C-vitamin, men det rådes der bod på med de mange C-vitaminrige ramsløgblade. Det er lige nu, de også skal nydes, for de er begyndt at blomstre – og dermed takke af for i år.

.

ærter og kartofler er en fin kombination

Friske ærter signalerer også forår. En puré af ærter passer godt til terrinen, men du kan også vælge en tomatsovs eller sauce verte, se nedenfor.

Serveringen er drysset med små grønne frø af ramsløg, som er klar til høst netop nu.

Ramsløgfrøene er dejlige at have på lager vinteren igennem, så høst evt. en god portion og læg dem i fryseren. Så beholder frøene deres smukke grønne farve. Du kan også sylte dem, men så mister de farven. Det er sidste udkald, hvis du vil lave pesto eller en god portion ramsløgolie af bladene, se opskrifterne her.

.

og så kom endelig, endelig de danske asparges

Letdampede asparges er lækkert tilbehør til terrinen.

.

når gult er sort

Mon ikke de fleste af os synes, at synet af de gule rapsmarker, der i øjeblikket dækker store arealer af landet, er smukt.

De enorme gule felter mod en blå, skyfri forårshimmel er et betagende syn. Men tag ikke fejl: De store gule marker kommer med en meget stor pris for vores natur. Rapsmarkerne er ørkner for biodiversiteten, og et alvorligt overgreb mod insekter, sommerfugle og bier. Vi kan ikke leve uden naturens små flittige bestøvere, og forsvinder de, har vi savet den gren over, vi selv sidder på. Danmark er blandt de lande, hvor det står værst til med de små væsener.

Mange af disse arter er helt truet af udryddelse. Det er arter, som sørger for bestøvning af omkring 80% af Europas afgrøder.

Men ikke nok med det: Rapsmarkerne kan også kaldes for dieseloliemarker. Mere end 50% af Danmarks rapsmarker bruges til dyrkning af bio-dieselolie.

I stedet for at “dyrke” brændstof til biler, kunne arealerne give fødevarer nok til at mætte masser af mennesker og dyr. Det anslås, at dyrkede man afgrøder til menneskeføde i stedet for den raps, der går til EU’s forbrug af biobrændstof, ville det kunne mætte 150 millioner mennesker. Hertil kommer, at klimagevinsten er minimal ved brug af rapsolie som diesel frem for almindelig diesel.

.

kartoffelterrine med ramsløg og ærtepuré

(4 personer)

600 g kartofler

4-6 spsk kikærtemel

5-6 spsk vand

100 g ramsløg

salt, friskkværnet peber

4 spsk olivenolie

1 portion tomatsovs, ærtepuré eller sauce verte (se nedenfor)

.

Høvl kartoflerne til tynde skiver på et mandolinjern.

Rør kikærtemelet ud i vandet.

Smør den valgte bageform med olie, og læg evt. ramsløgblade i bunden og på siderne.

Læg kartoffelskiverne lagvis i bageformen (jeg har brugt en form, der måler 9×22 cm) vekslende med jævningen af kikærtemel og ramsløgbladene. Drys med salt og peber mellem lagene. Det øverste lag skal være kartoffelskiver.

Pensl overfladen med olie.

Pres kartoflerne godt sammen og bag terrinen i en 200 grader varm ovn 40-45 minutter. Sluk for varmen og lad terrinen stå i ovnen endnu 10-15 minutter.

Afkøl terrinen, læg pres på den, og lad den stå nogle timer eller gerne til næste dag.

Du kan servere enten ærtepuré, tomatsovs eller sauce verte til terrinen.

.

ærtepuré

Ærtepuré er et lækkert tilbehør til kartoffelterrinen. Se opskriften her.

.

sauce verte

En sovs med masser af krydderurter passer også til terrinen.

Sovsen er supernem at lave: Rør 1 dl mayo sammen med 1 dl havre cremefraiche eller yoghurt, evt. også lidt plantefløde.

Smag til med citron- eller limesaft, salt, peber, et nip sukker, 1 fed presset hvidløg og de krydderurter du har lyst til: purløg, persille, estragon, timian, basilikum etc. Tilsæt også et par spsk finthakkede cornichoner.

.

Share