Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

5

august 2016

2

KOMMENTARER

lobio – bønneret fra Georgien

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

proteiner med sund fornuft

lobio-bønneret

I rigtig mange lande er det bønner, linser og kikærter, der leverer hovedparten af proteinerne. Det er sund fornuft, og den fornuft kan man fx møde i Georgien, hvor bønner meget tit spiller hovedrollen i maden.

Bønner hedder lobio på georgisk, og der findes utallige lobio-retter. Lobio kan være en tyk suppe eller stuvning af mosede bønner, der smager bedre end det ser ud, men lobio kan også være forskellige salater, varme eller kolde.

Om denne lobio er en middagsret, en frokostret – eller bare en salat, er svært at sige. Du vælger selv. Hvis du spiser bønneretten med pitabrød eller andet groft brød, er det i hvert fald en mættende og lækker ret. Og nu hvor skolestaren står for døren, kan du også putte salatbladet med bønneblandingen i pitabrødet. Så har du en nem og lækker madpakke.

Der kan bruges kidneybønner, brune bønner eller borlottibønner, som jeg har valgt her.

Lobia indeholder mange af de klassiske georgiske basisprodukter: bønner, valnødder, granatæblekerner, radiser og koriander. Sammen med de stegte løg, giver det en dejlig smagsoplevelse.

 

lobio-bønneret.2

lobia – bønneret fra Georgien

200 g borlottibønner

50 g valnødder

200 g løg

6 fed hvidløg

kokosolie eller olivenolie

1/2 granatæble

1 bdt radiser

1 stor romainesalat

1 håndfuld frisk koriander

1 håndfuld persille

dressing:

1/2 dl olivenolie

2-3 spsk frugteddike eller citronsaft, evt. også saft fra granatæblet

2 tsk knuste korianderfrø

frisk eller tørret chili efter smag

 

evt. pitabrød

 

pitabrød.1

Du finder opskrift på pitabrød her.

 

Sæt bønnerne i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 30 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Hak valnødderne groft og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt nødderne til side.

Skær løgene i ringe. Skær hvidløgene i skiver. Rist løg og hvidløg i et par spsk olie, til løgene er gyldne. Sæt dem til side. Du kan med fordel riste en endnu større portion løg. De sætter et fint præg på retten.

Del granatæblet og bank kernerne ud i en plasticpose. Sæt kernerne til side. Overskydende kerner kan fryses.

Høvl radiserne i helt tynde skiver. Læg dem i isvand og sæt dem til side.

Del salathovedet.

Hak krydderurterne.

Rør dressingen sammen og smag til med salt, peber, chili, eddike eller citronsaft.

Hæld dressingen over bønnerne og vend rundt.

Fordel bønnerne på salatblade og læg dem på et fad.

Drys med løg, nødder, granatæblekerner, afdryppede radiser og krydderurter.

Giv godt og groft brød til, gerne pitabrød, se opskriften her.

 

lobia-bønneret.1 

Hvis du pakker fyldet ind i salatbladet og kommer det i et pittabrød, har du en nem og velsmagende madpakke. Hæld gerne lidt ekstra dressing i brødet.

 

Share

mandag

25

juli 2016

12

KOMMENTARER

spidskålssalat med blåbær og mango

Skrevet af , Posted in salater

.

sommertid er salattid

blåbær-i-tallerken

det bugner med blåbær

Hvis man er heldig at bo i nærheden af et blåbærsted, så kan der høstes en masse af de supersunde powerfood-bær nu. Jeg fik selv en lille blåbærbusk af gode venner sidste år, men den bærer endnu ikke frugt. Så mine blåbær i dagens salat er købt.

Blåbær hører til noget af det allersundeste, man kan spise. De små blåsorte bær er bl.a. rige på antioxidanter i form af de fytokemikalier, der giver bærrene deres mørke farve på samme måde som brombær.

Forsøg har vist, at blåbær styrker korttidshukommelsen og ser i det hele taget ud til at være gavnlig for “de små grå”. Også synet nyder godt af de mange sunde indholdsstoffer, og det samme gør immunsystemet i al almindelighed. Det er altså om at guffe masser af de vilde bær i sig, mens tid er.

På den amerikanske ORAC-liste (indhold af antioxidanter), som er udarbejdet af amerikanske forskere, ligger blåbær som nr. 3 blandt frugter, kun overgået af tørrede svesker og rosiner.

blåbær

mango er også godt med

Det er også sund fornuft at spise meget mango. Og hvis du nyder denne salat, sker der endnu mere godt på øverste etage: mango er nemlig også rig på antioxidanter og indeholder bl.a. de to stoffer lutein og zeaxanthin, der er gode for synet og forebygger aldersrelaterede problemer med øjnene.

Og så er det ikke mindst vigtigt, at fibrene i mango har en præbiotisk virkning i tarmen. Efter den seneste danske forskning om den store betydning, bakteriefloraen i vores tarme spiller for vores helbred, er der god grund til at være opmærksom på produkter med præbiotisk virkning (det kan fx også være surkål eller andre syrnede produkter, jordskokker, asparges, artiskok, løg, hvidløg og mange andre grøntsager). Læs mere om præbiotika her.

For lige at give salaten en tand ekstra på sundhedsskalaen, har den fået et drys med de supersunde boghvedekerner. Når man rister kernerne eller frøene, bliver de sprøde og lækre.

Læs mere om boghvedens velsignelser her.  Og så er der jo også spidskålen. Kål er slet ikke til at komme udenom, hvis man både er gourmet og sundhedsapostel. Læs om kål her.

Alt i alt må jeg sige, at her er en salatskål fuld af kærlig føde til alle celler i kroppen. En rigtig sommergave til både smagsløgene og resten af kroppen. Glædelig sommer!

 

spidskålssalat-m-blåbær

spidskålssalat med blåbær og mango

1/2-1 spidskål afhængig af størrelsen

1 mangofrugt

100 g blåbær

50 g hel boghvede

1 håndfuld bredbladet persille

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft

2-3 spsk blåbær- eller ahornsirup

 

spidskålssalat-m-blåbær.2

Snit spidskålen fint.

Skær mangofrugten i små terninger.

Bland kål og frugt.

Rist boghveden på en tør pande, til den er gylden. Afkøl boghveden og kom den i salaten sammen med persillen.

Rør en dressing af olie, citronsaft og sirup.

Smag dressingen godt til med salt og peber samt sødt/syrligt.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

spidskålssalat-m-blåbær.1

 

Share

fredag

22

juli 2016

0

KOMMENTARER

kartoffelsalat med senneps-flødedressing og estragon

Skrevet af , Posted in salater

.

der er stadig “nye” kartofler

kartoffelsalat-m-sennepsdessing.3

Her er nye kartofler blandet med friske ærter, radiser i tynde skiver og små terninger af fennikel. Det giver en god blanding af noget blødt, noget hårdt og noget knasende.

Jeg har brugt estragon som krydderurt. Den har en let lakridsagtig smag ligesom fennikelknolden.

Men du kan bytte estragonen ud med en anden krydderurt som basilikum, løvstikke eller mynte. Hvis du ikke bryder dig om fennikel eller ikke lige har knolden ved hånden, så vælg squash i stedet for.

Solsikkefrøene kan byttes ud med hakkede valnødder, ristede mandelflager eller græskarkerner.

 

en lille UFO

fennikelknold

Fennikelknolden ligner en lille ufo med sine strittende stilke, der danner afslutningen på bladskederne, der ligger lag på lag. Det gør fennikel til en grøntsag, der også er egnet til at servere med fyld af en plantefars.

Fennikel indeholder en del B- og C-vitaminer og mineraler som jern, kalk, magnesium, nikkel og zink.

 

en ærke-dansk salat 

kartoffelsalat-m-sennepsdressi-g

 

kartoffelsalat med senneps-flødedressing og estragon

600 g små kartofler

50 g solsikkefrø

250 g fennikel

1 forårsløg

1 bdt radiser

100 g bælgede ærter

frisk estragon

senneps-flødedressing:

1 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

1/2 dl sojafløde eller anden fløde

1-2 spsk dijonsennep

1 fed hvidløg

 

kartoffelsalat-m-sennepsdressing.1

Kog kartoflerne møre og afkøl dem. Bevar kartoflerne hele, hvis de er små. Ellers skær dem i skiver.

Rist solsikkefrøene gyldne på en tør pande. Afkøl dem.

Skær fennikelknolden i små terninger. Gem det grønne.

Snit forårsløget fint.

Høvl radiserne i tynde skiver på langs.

Bland alle grøntsagerne med en lille portion estragonblade.

Rør en dressig af yoghurt, fløde, sennep, presset hvidløg og ca. 1 spsk fintsnittet estragon.

Smag dressingen til med salt, peber og evt. mere sennep.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Drys med de ristede solsikkefrø og pynt med lidt radiseskiver, estragon og fennikelgrønt.

 

kartoffelsalat-m-sennepsdressing.2

Share