Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

onsdag

8

december 2021

6

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 8 i julekalenderen – hurtig og lækker hverdagsmad i december

Skrevet af , Posted in hovedretter

hurtig sparemad i december – nissen smiler

Julen varer længe, koster mange penge …

Sådan synger vi, men julen behøver ikke at koste mange penge, når det handler om maden. Plantemad er – foruden de mange andre kvaliteter – langt billigere end animalsk baseret mad.

Denne ret har jeg lavet til en af de travle hverdage i december, som der trods alt er flest af.

Og så synes jeg, at kartofler og kikærter er et “match made in heaven”. Det kan man også forvisse sig om i en superenkel ret med svitsede løg, små terninger af kogte kartofler, kikærter og spaghetti vendt i en flødesovs smagt til med rund hånd af chili og hvidløg – og drysset med hakket persille. Det er hverdagsmad, så (jule)englene synger!

.

superenkle produkter

I anledning af julen har jeg drysset kartoflerne med mandler, men ellers koster hverken kikærter, rosenkål eller kartofler en formue.

Hertil kommer, at du kan lave retten på under 1/2 time, hvis du bruger kogte, frosne kikærter – eller kikærter fra dåse.

.

kikærter, rosenkål og spinat bagt med kartoffellåg

(4 personer)

150 g tørrede kikærter eller ca. 1 1/2 dåse (kan byttes ud med alle slags bønner eller linser)

200 g rosenkål

2-2 ½ dl plantefløde

150 g frossen spinat eller 100 g afribbet frisk grønkål

1-2 spsk citronsaft

ca. 1 spsk dijonsennep

½ dl hakkede tørrede tomater i olie

½ dl hakkede kapers

salt, friskkværnet peber

ca. 250 g kartofler, evt. mere

olivenolie

25 g mandler

.

Læg tørrede kikærter i blød ca. 8 timer. Kog dem ca. 20 minutter i nyt vand og afdryp dem. Afdryp kikærter fra dåse.

Skær rosenkålene i kvarte.

Bring fløden i kog med lidt citronsaft. Tilsæt rosenkålene og spinaten eller finthakket grønkål. Lad spinaten tø op og fjern gryden fra varmen.

Smag til med sennep, tomater, kapers samt salt og peber.

Hæld fløde og rosenkål i et ovnfast fad.

.

Høvl kartoflerne til tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern.

Hvor mange kartofler, du skal bruge, afhænger af, hvor stort dit fad er. Men hele retten skal være dækket af taglagte kartoffelskiver.

Pensl skiverne med olie og sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Skær mandlerne i flager og drys dem på kartoflerne efter de 15 minutter. Pensl med lidt olie igen og bag retten endnu ca. 15 minutter.

Hvis du ønsker overfladen mere gylden, kan du sætte fadet under grillen et øjeblik.

.

.

Share

mandag

6

december 2021

0

KOMMENTARER

plantesild til frokostbordet

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad

.

plantesild til julens frokostbord

fotoet viser et stykke smørrebrød med karrysild, se opskriften her.

 

Ingen julefrokost uden sild! Men som med alle de andre dyr, der traditionelt bliver spist i julen, er det på høje tid at udskifte havets sild med plantesild. Og det er heldigvis noget af det nemmeste.

Få produkter lader sig SÅ nemt forvandle til en plantebaseret udgave. Både fileter af aubergine og østershatte er glimrende erstatninger for havets sild.

.

hvorfor spise plantesild?

Mange vil mene, at det er bedre at spise fisk end de to- og firbenede produktionsdyr. Det er til en vis grad rigtigt, al den stund havets fisk har haft et frit liv, indtil de får den smertefulde krog dybt plantet i svælget eller spræller gispende i nettet. Her lider de en langsom og smertefuld kvælningsdød.

Men kan fisk overhovedet føle smerte?

Ja, det kan de. Det mener mange forskere. Men hvorfor skriger de så ikke? De gør de ikke, fordi de er stumme. Måske er det en af grundene til, at få tager notits af deres lidelser.

Hertil kommer, at fisk på ingen måde er en uudtømmelig ressource. Der rovfiskes mange steder i verden, og i øjeblikket dræbes 1.000 milliarder havdyr hvert år.

Lige nu i december er det yderligere kommet frem, at mange fisk indeholder orm. Man kan indvende, at kan man spise fisk, kan man også spise orm. Men det er alligevel lidt ulækkert, og ormene kan give allergiske reaktioner.

Så giv plantesildene en chance denne jul!

.

fotoet viser de tilberedte karrysild, se opskriften her.

.

få succes med plantesild

For at lykkes med plantesildene, er der to ting, som er afgørende for et godt resultat. For det første skal lagen være tilpas sød/syrlig. For det andet må fileterne ikke simre i lagen for længe. Det er vigtigt at de bevarer lidt “bid”.

For at være på den sikre side kan det være en god idé at lave en lille prøveportion for at fange den rette smag og konsistens.

Lykkes det, er der stor sandsynlighed for, at gæsterne omkring frokostbordet tror, at du har opgivet din plantebaserede livsstil.

.

kryddersild

kryddersild kan nydes som de er, eller de kan vendes i en dressing. Se opskriften her.

.

kryddersild på smørrebrød

.

sildesalat og karrysild

fotoet viser øverst en “silde”salat med rødbede, se opskriften her. Nederst er det karrysild.

.

sild med løgskaller og rosenpeber

Et lækkert stykke smørrebrød med plantesild, løgskaller, caviart og rosenpeber.

Se opskriften her.

.

sild af østershatte

fotoet viser sennepssild af østershatte

 

Østershatte er også fremragende som plantesild. Jeg har lavet én portion og delt den i to med hver deres smag: én med appelsin og én med sennep.

Se opskrifterne her.

.

appelsinsild

.

sennepssild

 

.

Share

søndag

5

december 2021

0

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 5 i julekalenderen 2021 – søndagsmiddag eller julemad

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

.

bagt selleri med grøn creme, æbler og hasselnødder

At selleri er som skabt til selskabsmad er en ret ny indsigt. Da jeg var barn, optrådte den miskendte knold mest som udkogte terninger i en suppe. Og så blev man ikke fan af selleri.

Men selleriknolden er genial!

For et par år siden opfandt jeg selleri bagt a la Hasselback, og det er en virkelig lækkerbid, der er fremragende som “steg” juleaften, hvis man har brug for en variation til mandelpostejen eller valnøddepateen.

Der ligger masser af opskrifter med selleri her på bloggen. Hvis du søger på selleri i søgefunktionen th. får du mange spændende ideer.

.

selleri, hasselnødder og æbler

Den grønne edamamecreme og nødderne giver lidt fedme til sellerien – og æblerne kommer med syrlighed.

Den bagte selleri er en festlig ret, som kan serveres til en hyggelig søndagsmiddag i december (og selvfølgelig resten af året) – men jeg håber, den også vil vække glæde i juledagene.

Du kan servere den bagte selleri på en bund af skiver af æble – eller blot give salaten til separat.

.

fed creme og syrlige æbler

Både bønnecremen og æblesalaten kan serveres til julens andre retter som frikadeller, bøffer, postejer og pateer, se opskrifterne nedenfor.

.

bagt selleri med bønnecreme og ristede hasselnødder på en bund af æbler

(4-5 personer)

1 selleri (ca. 3/4 kg)

300 g edamamebønner (købes frosne i supermarkedet)

1½ dl plantefløde

3 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

1 økologisk citron

50 g persille eller ramsløg

1/2-1 spsk dijonsennep

salt, friskkværnet peber

50 g hasselnødder

masser af frisk timian eller anden krydderurt

.

Skrub sellerien helt ren og fjern rødderne. Du behøver ikke at skrælle knolden, men den skal være helt fri for jord.

Sæt sellerien på en bageplade og pensl med lidt olie.

Bag sellerien i en 200 grader varm ovn 50-60 minutter. Stik i sellerien efter ca. 40 minutter for at mærke, hvor mør den er. Den bør ikke blive for blød, men skal bevare en smule bid.

Du kan også gnide sellerien ind i salt og pakke den ind i folie, inden du sætter den i ovnen. Det er dog min erfaring at en saltbagt selleri nemt kan blive for salt.

.

edamamecreme

Lav imens bønnecremen:

Tø bønnerne op og purér dem med fløde og olie, til cremen er glat. Måske skal der tilsættes lidt mere fløde.

Smag bønnecremen til med pressset hvidløg og et par spsk citronsaft. Riv også lidt citronskal i cremen.

Tilsæt finthakket persille eller fintsnittede ramsløg.

Smag godt til med sennep, salt og peber.

Skær nødderne igennem og rist dem gyldne på en tør pande.

Du kan servere bønnecremen til sellerien varm eller kold.

Du kan lægge den bagte selleri på en bund af skiver af æble og servere resten af salaten til separat.

Drys sellerien med halvdelen af de ristede nødder og halvdelen af den valgte krydderurt.

 .

æblesalat med bladselleri

(4 personer)

2-3 store aromatiske æbler

citronsaft

2 stængler bladselleri

dressing:

4 spsk olivenolie

2 spsk god lys balsamicoeddike

agavesirup eller anden sirup

halvdelen af de ristede nødder ovenfor

halvdelen af den valgte krydderurt ovenfor

.

Skær æblerne i meget tynde skiver. Brug et mandolinjern.

Vend straks skiverne i lidt citronsaft.

Skær bladsellerien i tynde skiver. Bland dem sammen med æblerne.

Rør dressingen sammen og smagt godt til med sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og drys med resten af nødderne og krydderurtene.

.

.

Share