grønkål og spicy linser med grillede pærer og gomasovs
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
grønkål og pærer klæder hinanden

Måske tænker du ikke lige på pærer i forbindelse med grønkål, men faktisk klæder kål og frugt hinanden rigtig godt. Sammen med krydrede linser og valnødder udgør de to ting en opkvikkende vinterret. Det er nemt, det er billigt, og det er lækkert!
.
en sesamsovs sætter prikken over i’et

Den ristede sesamsovs er fed og vanedannende og kan bruges i mange sammenhænge. Du kan roligt lave dobbelt portion. Sovsen – eller dippet – holder sig i køleskabet mindst en uge.
.
superfood for alle pengene

Der er nærmest ingen ende på de mange gode egenskaber, grønkålen besidder. Det er naturens egen vitaminpille. Og så er det højsæson lige nu. Og immunforsvaret har rigtig godt af et ekstra boost.
.
flere farver

Du kan vælge grøn eller lilla kål – eller halvt af hver.
.
krydrede linser

De kardemomme- og karry-krydrede linser giver karakter og styrke til retten.
Jeg bliver somme tider spurgt, om man kan bruge stødte krydderier i stedet for hele frø. Det kan man sagens. Styrken er måske blot lidt mindre kraftig. Og som altid er det vigtigt at smage sig frem.
.
grønkål og spicy linser med grillede pærer og gomasovs
(4 personer)
250 g ribbet grønkål
150 g løg
6 fed hvidløg
4-5 kardemommekapsler eller tilsvarende stødt kardemomme
2 spsk kokos- eller olivenolie
2-3 tsk karry eller efter smag
1 dåse linser (250 g) eller 100 g tørrede linser (grønne, brune eller sorte)
2 spsk citronsaft
salt, friskkværnet peber, tamari
4 store faste pærer
50 g valnøddekerner
gomasovs:
25 g sesamfrø
2 spsk tamari
1 dl tofunaise eller anden form for mayo
2 spsk citronsaft
1-2 spsk ahornsirup
1 spsk ristet sesamolie (kan evt. udelades)
.

Hak grønkålen temmelig fint.
Hak løg og hvidløg.
Tag kardemommefrøene ud af kapslerne, knus dem i en morter og rist dem i en gryde med olie sammen med karryen, til krydderierne dufter.
Tilsæt de to slags løg. Steg løgene ved rask varme, til de er godt brune.
Kom grønkålen i og vend rundt et par minutter. Tilsæt linserne og citronsaften.
Hvis du bruger tørrede linser så kog dem først 20 minutter i vand, der dækker.
Smag til med salt, peber og tamari.
Skær pærerne i både og grill dem på en oliepenslet grillpande. Grill pærerne ved høj varme, så de hurtigt får grillmønster. Hvis de grilles for længe, bliver de bløde, og de må gerne bevare noget ”bid”.
Læg linser og grønkål i et fad eller pande og arrangér pærerne ovenpå. Drys med hakkede valnødder.
Servér evt. kogte brune ris eller hele kogte korn, fx spelt- eller rugkerner, til linseretten.
Giv sovsen til separat.
.
gomasovs

Rist sesamfrøene i en tør gryde, til de er gyldne.
Knus frøene og rør dem med tamari, mayo, citronsaft og sirup. Smag godt til med tamari og ristet sesamolie.
..

.




































Hej Kirsten,
Tak for de fine opskrifter. Jeg har købt plantefars-bogen og er meget glad for den. Vi er ikke vegetarer og har egentlig heller ikke intentioner om at blive det (vi prøver at holde vores animalske forbrug bæredygtigt ved at købe økologiske og så vidt muligt lokale produkter), men spiser mindre og mindre kød og her er både bogen og din blog er god hjælp.
Lige et spørgsmål til den her pære-grønkål ret: Hvordan får du fat i bæredygtige pærer på den her tid af året? Jeg synes, jeg har fået at vide, at alle danske pærer er behandlet med et eller andet stof, for at de kan holde sig? Økologiske pærer ser man sjældent – måske af samme årsag – altså at de har svært ved at holde sig og holde til transport?
Hej Kirsten – den ret er bare for lækker – står på mit bord i aften ❤️❤️
Kære Kirsten
Jeg følger din blok og har flere af dine bøger suppe og frikadelle er iblandt dem 🙂 jeg er vegetar og har været det i mange år, vil bare sige tak du er en stor inspirationskilde i mit køkken
TAK 🙂
Endnu en gang skøn inspiration.
Super lækkert.
Hvor er det vidunderligt du bliver ved at øse af din store kunnen.
Kærligste fredagsaftenkram
Annie
Kære Kirsten.
Mange tak for dine fantastisk skønne vegetarisk og sunde lækre retter som du kreere i alle dine opskrifter som jeg er super stor fan af.
Din vidunderlige Goma dressing er bestemt også et kæmpe hit og kan stærkt anbefales til enhver.
I dag har jeg bagt din skønne julekrydderkage og lavet rødbededeller med valnødder.
Nu mangler jeg blot lige at udvide dellerne med en god salat der matcher til dem selvom de er ideelle til Rugbrød med avokado.
Endnu engang tak for dine skønne opskrifter.
Efterårs hilsen Anne