Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

UncategorizedArkiv

fredag

14

juli 2023

8

KOMMENTARER

klassisk løgtærte fra Provence – pissaladière

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

en sommertærte der minder om en pizza

Denne klassiske franske løgtærte er som skabt til en dansk sommerfrokost. Gerne nydt udendørs i solen med et godt glas saft eller bobler.

Tærten kom i ovnen på grund af et stik i hjertet! For hvad gør man, når ens gode venner snart drager til Provence og alle de vidunderlige markeder dernede, der bugner med solmodne grøntsager? Man går naturligvis en tur ad memory lane, og her er heldigvis masser af billeder af små hyggelige byer, stejle gader i små middelalderbyer, og  jeg ser markedet i Aix-en-Provence for mig med de mindst 80 forskellige slags oliven – og alle de farvestrålende solmættede grøntsager.

Derfor valgte jeg at bage denne tærte. Den smager nemlig af Sydfrankrig. Det er Provence på et fad. Og det gik rigtig godt med at nyde dette lille stykke Frankrig på min egen terrasse. For Danmark er faktisk ikke værst, når roserne blomster, solen skinner, crementen er kold – og tærten lige er kommet ud af ovnen.

.

i familie med pizzaen

Løgtærten, der især forbindes med Nice, bages traditionelt med en gærdej på samme måde som en pizza. Men nogle vælger butterdej. Det er både hurtigere med færdigkøbt dej, og det giver også en lettere tærte.

Fyldet er altid karamelliserede, nærmest purerede, løg. Desuden sorte oliven og ansjoser (som her er byttet ud med kapers). Faktisk er det ansjoserne, der har givet tærten navnet pissaladière, da pissalet er navnet på en ansjospuré, som ofte bruges til tærten i Frankrig.

.

en ældgammel opskrift

Den første opskrift på pissaladière, man har kunnet finde, er fra sidst i 800-tallet. Så denne tærte er  meget ældre end den italienske pizza.

Man har fra ældgammel tid i Sydeuropa og Mellemøsten spist fladbrød med en eller anden form for “topping”, men den italienske pizza, som vi kender den i dag, fandt først sin endelige form i det 18. århundrede.

.

en lille forbrydelse mod traditionen

Den hvide “creme” på toppen af løgtærten er helt sikkert “no go” i Provence, og kan nemt betyde, at jeg til sin tid ikke bliver lukket ind i grøntsags-paradiset.

Men jeg havde lyst til lidt syrligt på toppen af tærten, så jeg afdryppede et par dl planteyoghurt og smagte den til med salt og peber (lidt krydderurter i form af oregano og salvie ville også være fint).

.

pissaladiére – en fransk løgtærte

(4 personer)

dej:

2 ½ dl lunkent vand

10 g gær

½ tsk rørsukker

1 tsk salt

ca. 400 g hvedemel

olivenolie

fyld:

¾ kg rødløg eller gule løg

1 helt hvidløg

½ dl olivenolie

1 spsk rørsukker

1 spsk frisk, hakket salvie eller 2 tsk tørret, smuldret 

½ dl friske oreganoblade eller 1 spsk tørrede

salt, friskkværnet peber

50 g sorte oliven uden sten

4 spsk kapers

frisk timian

 

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker og salt.

Rør melet i lidt ad gangen og tag dejen ud af skålen, når den kan æltes.

Ælt dejen glat og smidig.

Vend dejen i 1 spsk olivenolie i et fad og lad den hæve et par timer.

Snit løg og hvidløg og svits dem i olien. Tilsæt sukkeret, og svits til løgene er bløde. Tilsæt krydderurterne.

Lad løgene simre for svag varme, til de er kogt temmelig meget ud.

Smag godt til med salt og peber. Men pas på med saltet, for både oliven og kapers er salte.

Rul dejen ud i en cirkel på ca. 30 cm. Du kan også presse dejen ud med fingrene. Hvis du ønsker en meget tynd bund, så lav cirklen større.

Læg dejen i en smurt bageform eller på bagepapir på en bageplade. Lav en lille kant hele vejen rundt på dejen.

Fordel løgene på dejen, og læg halve oliven og hakkede kapers på.

Bag tærten i en 200 grader varm ovn ca. 30 minutter.

Læg frisk timian på tærten inden serveringen.

En salat nicoise kan passende serveres til. Tunfisken kan du erstatte med det nye produkt, “No tuna”, fra PlantMate.

.

.

Share

tirsdag

30

maj 2023

1

KOMMENTARER

kold mandel/blomkålssuppe med urteolie – ugens suppe

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

suppen til sommersol

Sammen med alle de andre herligheder, der kommer op af jorden i denne tid, er der nu også nye danske blomkål. Ganske vist kan vi få blomkål året rundt, men der er noget helt specielt skønt ved sæsonens første. Det er en glæde at følge årets gang på sin tallerken.

Samtidig er det ved at være tiden for de kolde supper. Selv om jeg helst i øjeblikket mest spiser nye kartofler og asparges, er jeg så glad for blomkål, at det stort set også er på menuen hver dag.

Egentlig er det synd ikke at nyde de nye blomkål rå. Og det kan man gøre i mange slags salater, fx denne, eller med en blomkålssne.

.

årets sidste ramsløg

Jeg har benyttet suppen til at bruge nogle af årets sidste ramsløg. Ramsløgene blomster nu på sidste vers, og jeg har drysset suppen med de sidste, fine hvide blomster.

Så snart blomsterne har afklædt sig alle kronblade, er de små, smukt grønne frø parate til at blive høstet. Frøene er lækre som drys på supper og alle mulige andre retter, men du kan også konservere dem og have glæde af dem resten af året.

.

ramsløgolie

Hvis du vil gemme ramsløgenes smag af forår og sundhed til mørkere tider, så læs her, hvordan du laver ramsløgolie, konserverer ramsløgfrø eller fryser bladene ned.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du også nå at lave en portion pesto til fryseren.

.

ramsløgfrø i eddike

Ramsløgfrøene har en helt speciel smuk, grøn farve. Desværre mister de farven i marinaden og kommer mere til at ligne kapers.

Vil du bevare den grønne farve, så frys frøene.

.

kold eller varm?

Suppen behøver naturligvis ikke at serveres kold. Den er nøjagtig lige så lækker varm på en kølig dag.

Portionen er beregnet som en forret. Men du kan gøre suppen mere mættende ved at tilsætte et par håndfulde kogte bønner, linser eller quinoa – og evt. servere brød til.

Du kan også komme kogte, skivede nye kartofler i suppen.

Suppen kan fryses. Vent i givet fald med at tilsætte plantefløden, til suppen skal serveres.

.

mandel/blomkålssuppe med urteolie

(4 personer – forret)

4 spsk mandelflager

3 spsk olivenolie

1 lille skalotteløg

1 porre (ca. 150 g)

400 g blomkål

8-10 dl grøntsagsbouillon

50 g mandler eller mandelmel

evt. 1 dl havrefløde eller anden fløde

citronsaft

krydderolie:

krydderurter som persille, mynte, timian og ramsløg eller 1 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

.

Rist mandelflagerne gyldne i 1 spsk olie. Sæt dem til side.

Hak skalotteløget og snit porren. Brug så meget af det grønne som muligt.

Svits løg og porrer i resten af olivenolien, til grøntsagerne er bløde.

Skær blomkålen i små buketter. Brug også stokken og de pæneste grønne blade. Kom kålen i gryden sammen med bouillonen. Kog suppen under låg 8-10 minutter.

Lav imens urteolien: snit urterne så fint som muligt. Kør dem evt. igennem persillehakkeren. Rør urterne ud i olien. Tilsæt 1 fed presset hvidløg, hvis du ikke bruger ramsløg.

Afkøl suppen lidt og purér den i blenderen – eller brug en stavblender.

Tilsæt mere bouillon og/eller fløde, hvis suppen er for tyk. Rør mandelmelet (eller meget fintkværnede mandler) i og varm suppen op til kogepunktet.

Smag suppen til med salt, peber og citronsaft.

Suppen kan serveres varm eller kold.

Pres så meget af olien som muligt ud af urterne og rør urterne i suppen.

Servér suppen portionsvis med lidt plantefløde og urteolie på toppen og drys med de ristede mandler.

.

.

Share

lørdag

10

december 2022

2

KOMMENTARER

den grønne julekalender – luk op for låge nr. 10 og få fod på julefrokosten

Skrevet af , Posted in Uncategorized

..

grønt og godt til julefrokosten

Det højtbelagte smørrebrød her er en plantebaseret udgave af klassikeren, stjerneskud. En ægte stjerne på frokostbordet.

Se opskriften her.

🌟 🌟🌟

Den første uge i julekalenderen har lukket op for forskellige ideer til forretter til juleaften, idé til julestegen 2024, sovs, tilbehør og en dessert.

Nu er det på tide at planlægge julefrokosten.

skal vi ikke lade julen være grøn i år?

Julefrokosterne er en af decembers og julens højdepunkter. Og vi starter selvfølgelig det store kolde bord med sild.

Jeg kan varmt anbefale “silden” af aubergine og/eller østershatte. Og også “krabbe”kagerne tror jeg, vil vække begejstring.

Og så er der de klassiske “fiske”fileter af pastinak. De kan spises med remoulade – eller serveres som et højt belagt stykke smørrebrød som stjerneskuddet ovenfor.

Stor eller lille forsamling: lad os fejre julen med ekstra meget grønt på frokostbordet.

Skal vi ikke lade dyrene få julefred og nyde den lækre plantebaserede mad? Jeg håber, de følgende opskrifter vil inspirere til lækre grønne frokoster. Nogle af forslagene vil du også kunne finde i min bog om plantebaseret smørrebrød: “Grønt smørrebrød”, som netop nu er på tilbud med rabat hos Saxo, se nederst i indlægget.

Rigtig god julefrokost!

.

crab cakes uden krabber

se opskrift på krabbefri krabbekager her

.

grøn julefrokost

Hvis du ikke allerede kender det klassiske smørrebrød, nu fortolket med planter, har du noget at glæde dig til. Måske ved du slet ikke, at fileter af fisk snildt kan erstattes af panerede  pastinakskiver, at silden kan byttes ud med aubergine eller østershatte, at laksen har groet i jorden og er en gulerod – eller at “makrel”salat kan laves med jackfruit?

Kartoffel-, tomat- og avocadomadder kender de fleste, så jeg vil her præsentere en del andre muligheder.

.

karry”sild”

Sild, øl og snaps er ærke-danske “gæster” på frokostbordet. Jeg har eksperimenteret med flere forskellige slags plante”sild”. Her er nogle eksempler.

Se opskrift på karry”sildene” her.

.

“sild” af østershatte

Se opskrift på “sild” af østershatte her.

.

“sild” med løgskaller og rosenpeber

Se opskrift på “sild” med løgskaller og rosenpeber her.

.

krydder”sild” og “silde”salat

Se opskrift på “silde”salat (den røde) her.

..

“fiske”filet af pastinak

Se opskrift på “fiske”fileter med remoulade her.

.

“fiske”filet med mayo, spirer, rød spidskål og brøndkarse

Panerede skiver af pastinak kan pyntes på mange måder. Her er fileterne pyntet med mayo smagt til med sennep samt spirer, marineret, fintsnittet spidskål og brøndkarse.

Du kan evt. panere fileterne med mandler og rasp. Se opskriften her.

.

faux lax

 

Gulerods”laksen” nydes bl.a. på et stjerneskud, se ovenfor. Eller den lægges på ristet brød smurt med cashewcreme (udblødte cashewkerner blendet med plantefløde og gærflager), evt. sammen med skiver af avocado dryppet med rævesovs.

Se opskrift på “laksen” her.

.

grønkålstatar

grønkålstatar med kapers og rå mangoblomme

(4 personer)

6-8 blade grønkål afhængig af størrelsen, evt. både grøn og lilla

1 dl afdryppet planteyoghurt eller- creme fraiche

1-2 tsk tangsennep eller dijonsennep

salt, frikkværnet peber, ahornsirup

1 skalotteløg

2 spsk kapers

4 skiver rugbrød

1/2 mangofrugt

 

Hak grønkålen fint.

Smag yoghurt eller creme fraiche til med sennep, salt, peber og sirup.

Skær ringe af halvdelen af skalotteløget. Hak resten fint og rør det i grønkålen sammen med yoghurt eller creme fraiche.

Sæt de fire stykker rugbrød på fire tallerkener og fordel grønkålen på brødet.

Skræl mangofrugten og skær fire ”kugler” ud af mangokødet. Brug en ske, en isske giver det bedste resultat.

Pynt med løgringene og drys med kapers.

.

små lune nøddefrikadeller

De små lune nøddefrikadeller serveres med råmarineret agurk og kaperscreme.

Se opskriften her.

..

en rød avocadomad

En avocadomad er altid en sikker vinder.

Her har avocadoen fået et underlag af radicchiosalat og skivede radiser. På toppen er hakkede sorte oliven og ærteskud.

..

lun postej med svampe og tang”bacon”

Se opskrift på postej med svampe og bacon her.

..

makrelfri salat

makrelfri salat

1 glas eller karton flåede tomater

1 spsk finthakket skalotteløg

1 spsk olivenolie

1 spsk tangolie (kan udelades)

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 dåse jackfruit (400 g), købes i butikker m orientalske varer

4 spsk mayo

citron, dild

 

Afdryp tomaterne og skær dem i små stykker. Gem væden.

Svits løgene et par minutter i olien. Tilsæt tomaterne og lad dem simre ved svag varme, til de er kogt ind til halvdelen, 15-20 minutter.

Tilsæt tangolien og smag til med salt, peber, sukker og citronsaft. Hvis sovsen er meget fast, kan du tilsætte lidt mere væde fra tomaterne.

Afdryp jackfruiten godt og skær den i små strimler. Rør dem i tomatsovsen og smag til igen.

Fordel den makrelfrie salat på skiver af rugbrød.

Pynt smørrebrødet med mayo og dild – og giv evt. en citronbåd til.

.

braiseret julesalat

Dette stykke smørrebrød er lidt juleagtigt. Dels på grund af julesalaten, som mest fås om vinteren, dels på grund af de søde dadler og de røde granatæblekerner.

 .

braiseret julesalat med hasselnødder og dadler

(4 stykker smørrebrød)

25 g hasselnødder

4 små julesalat eller 2 store

2 spsk olivenolie

salt, friskkværnet peber

6-8 dadler

1 spsk ahornsirup eller anden sirup

4 spsk reven plantebaseret feta

4 spsk kerner af granatæble

1 rød peberfrugt

frisk krydderurt som estragon, tallerkensmækker, brøndkarse

 

Skær hasselnødderne igennem og rist dem gyldne på en tør pande.

Hvis du bruger to store julesalat så skær dem igennem på langs.

Steg julesalaten gylden på alle sider og drys den med lidt salt og peber. Afkøl salaten.

Skær dadlerne i ”pinde” og vend dem i lidt sirup.

Arrangér julesalaten på fire skiver brød og drys med nødder, dadler, reven ost og kerner.

Skær tynde skiver af peberfrugten og læg dem ovenpå.

Pynt med den valgte krydderurt.

.

mange flere ideer til plantebaseret smørrebrød

Hvis du har lyst til endnu flere ideer til plantebaseret smørrebrød og frokostretter, finder du masser af opskrifter i min bog, “Grønt smørrebrød”.

“Grønt smørrebrød” koster kr. 249,95. Den fås hos din lokale boghandler eller hos Saxo.

.

Share