Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

julemadArkiv

lørdag

23

december 2017

26

KOMMENTARER

hurtig kikærtepostej med sesamsmag

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, julemad, pålæg

23. låge i julekalenderen

.

jul er hjerternes fest

Vi glæder os i denne tid …

Med en hjerteformet postej og hvid jule”sne” vil jeg ønske alle bloggens læsere en rigtig glædelig jul. Hjerterne ovenfor er flettet af brormand for næsten 70 år siden. Klassisk julepynt og traditioner er dejlige at samle på.

Jeg håber, at alle vil nyde julefreden i de kommende dage sammen med dem, I holder af. Jeg håber, I vil nyde en masse bæredygtig og dyrevenlig mad. Ekstra glad bliver jeg, hvis der er mange af mine retter på julens borde.

Der er blevet lavet rigtig meget mad i mit køkken i december. Ja, jeg har faktisk haft rygende travlt for at få så meget lækker mad ud på bloggen som muligt. Julen indebærer jo traditionelt det store spiseorgie – desværre stadig mest af animalske produkter. Gad vide, om man kan nyde så meget lidelse?

Med disse opskrifter burde julen ikke komme til at stramme alvorligt om taljen eller belaste helbred, klima og dyr – og når jeg tænker på det store slagtoffer, så giver de også en rigtig god smag i munden.

Og så er der jo endnu en fest at glæde sig til. Nu er jeg i gang med årets nytårsmenu i den stille natur i mit sommerhus ved Roskilde Fjord. Der kommer snart forslag til både forretter og en hovedret til nytårsmenuen, så jeg håber, at I ikke har fastlagt nytårsmenuen endnu.

Og lyset har været med mig. Solen har de seneste dage fortrængt dis og mørke og slået smut med sine lave gyldne stråler over fjorden. Lyset er tittet frem her på årets korteste dage med et løfte om, at vi går mod længere dage. I horisonten iklæder solnedgangen himlen sine smukkeste nisserøde og lilla-rosa nuancer, mens nymånens segl lyser højt oppe på himlen. Nu går det mod lysere tider.

Jeg ønsker alle en velsignet juletid fuld af lys og glæde.

.

fest i en fart

Selv om julemaden sikkert er fastlagt her dagen før jul, kommer jeg alligevel men forslag til en lille lynhurtig hjerte-postej i tilfælde af, at der skulle mangle en lille ret, måske på julens frokostbord. Og hertil passer tilbehør af fnuglet blomkåls-“sne” fint.

Men både postejen og blomkålssalaten kan også nydes i januar. Dér vil duoen måske blive ekstra værdsat.

.

kikærtepostej med sesamsmag

(4 personer)

200 g kikærter (eller 2 dåser)

2 spsk tahin (sesampasta)

6 fed hvidløg

75 g skalotteløg

2 spsk frisk timian

200 g jordskokker (kan erstattes af kartofler)

1 økologisk citron

4 spsk ristet sesamolie eller alm. sesamolie + 3 spsk ekstra til pensling

½ dl havrefløde eller anden fløde

2-3 spsk tamari (soja)

4 spsk sesamfrø

 

Læg kikærterne i blød natten over. Du kan purere dem rå, så sparer du kogningen. Jeg foretrækker selv at koge dem. I så fald koges kikærterne ca. 20 minutter.

Afdryp kikærterne og findel dem i food processoren.

Hak 4 fed hvidløg og skalotteløgene. Rør løgene i kikærterne.

Skrub jordskokkerne helt rene og riv dem groft (du behøver ikke at skrælle dem).

Riv 2 tsk skal af citronen og rør det i plantefarsen sammen med 3 spsk citronsaft, olie og fløde. Tilsæt jordskokkerne.

Smag farsen godt til med tamari, peber og citronsaft samt -skal.

Læg farsen i en smurt ovnfast form.

Pres de sidste to fed hvidløg og rør dem i 3 spsk olie. Smør olien på postejen og drys med sesamfrøene.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn 30-40 minutter.

.

servér blomkåls”sne” til postejen

Rå, findelt blomkål som i skålen bagest, får en delikat smag, og i denne “sne” er kålen blandet med ristede mandler, rosiner og koriander.

Se opskriften her.

.

Share

mandag

11

december 2017

6

KOMMENTARER

snydesild – krydrede og med god samvittighed

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad

..

nissen præsenterer stolt julens krydder”sild”

Hvis du tidligere har lavede mine karry”sild” eller rødbede”sild” (se nedenfor), ved du, at aubergine er fantastisk til at illudere sild. Fileterne af aubergine har nogenlunde samme “bid” som sild – og når de så kommer i en lage, som man ville bruge til sild, ja så har man det perfekte svindelnummer!

Nogle af mine venner har serveret “karry”sildene for bekendte, som helt sikkert troede, at det var de “rigtige” sild, de plejede at spise. Jeg er temmelig overvældet over, at det kan lade sig gøre.

.

krydder”sild” på den bæredygtige facon

Når aubergine koges i kort tid i en eddikelage med krydderier, bliver både konsistens og smag som den sild, der ligger i et glas fra Glyngøre. Så hvorfor ikke lade silden svømme sin egen sø?

Formentlig har fisk, som har levet deres liv i havet, haft et bedre liv end deres to- og firbenede venner. Og måske tror vi, at oceanernes dyr er en uudtømmelig ressource. Men sådan er det ikke. Der rovfiskes mange steder. I øjeblikket dræbes der 1.000 milliarder havdyr hvert år.

 .

nissen råber: “juhuuuueee … sild uden snøre!

En “silde”mad på et godt stykke rugbrød med marinerede løg, små tern af æble og klippet karse, er en dejlig ret til julens frokostbord. Men det er et evigt dilemma for mig, om man som plantespiser skal efterligne fisk og kød. Jeg gør det med både bøffer, frikadeller, postejer, pateer etc. Og så længe det smager godt, tænker jeg, at det er O.K.

Jeg tænker altid: “er det her nødvendigt?” Det gælder disse fisk, det gælder mælk, det gælder svineleveren, det gælder farsen til frikadeller. Og heldigvis har jeg fundet ud af, at det ikke er nødvendigt at bruge animalske produkter. Der findes fremragende alternativer i planteriget.

.

her er gaven fra nissen: et glas marinerede kryddersild

Der skal lidt sukker i marinaden, men jeg bruger helst så lidt som muligt. Så jeg foreslår, at du selv smager til. Det samme gælder for krydderierne. Måske vil du have marinaden mere krydret. Så smag godt til, inden du lægger aubergine-fileterne i lagen.

Hvis du er til noget, der rigtig bider, så kom også en chili i marinaden.

“Sildene” kan holde sig i et patentglas i køleskabet 3-4 dage.

.

krydder”sild” med små æbletern og karse

(4 personer)

 1 dl hyldeblomstsaft (ufortyndet)

1/2 dl æbleeddike eller anden frugteddike

ca. 50 g rørsukker

salt

4 hele peberkorn

8 hele rosenpeberkorn

1/2 tsk knust ingefær

1/2 tsk knuste nelliker

1/2 tsk knust kardemomme

1 tsk fennikelfrø

2 tsk tørret oregano

2 laurbærblade

300 g aubergine

50 g rødløg

evt. 2 dl havre-creme fraiche eller anden creme fraiche

2 små pigeonæbler

karse

.

Bland hyldeblomstsaft og æbleeddike. Rør sukkeret i og smag til med salt og evt. mere sukker. Det er vigtigt, at lagen er tilpas sød/syrlig.

Knus de to slags peberkorn let i en morter.

Bland peberkornene og alle de andre krydderier, krydderurter og laurbærblade i eddikelagen.

Skær auberginen i skrå skiver eller fileter på ca. 2 cm’s tykkelse. Skær løget i ringe.

Bring lagen i kog og tilsæt aubergine og løg. Lad det simre 4-5 minutter afhængig af tykkelsen på auberginestykkerne.

Vend rundt i auberginerne, så de alle bliver let kogt.

Sluk for varmen og lad auberginerne afkøle i lagen. Det er vigtigt, at fileterne ikke koges for længe, så mister “silden” sit “bid”.

Du kan yderligere komme ”sildene” i en creme fraiche dressing: smag creme fraichen til med salt og rør de afkølede og afdryppede stykker aubergine i creme fraichen. Se fotoet nedenfor.

.

krydder”sild” i creme fraiche

Hvis fileterne vendes i creme fraiche smagt til med salt og peber, får de en anden og lidt federe karakter.

.

karry”sild” med ristet boghvede

Se opskrift på karry”sildene” her.

.

rød “silde”salat

Se opskrift på “silde”salaten her.

 

Share

fredag

8

december 2017

16

KOMMENTARER

julepaté anno 2017 med brun sovs og rødkålssalat

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

.

her er mit bud på årets julepaté 2017

Hvert år laver jeg en ny plantebaseret paté eller postej til julemiddagen. I år er det blevet en porre-, mandel- og svampeudgave med rosmarin.

Måske synes du, det er lidt tidligt at tænke på julemiddagen, men jeg ved af erfaring, at mange gerne vil planlægge denne — man kan vel godt sige årets middag – i god tid. Måske vil du også lige nå at bage den inden jul for at tjekke, om det nu er lige denne ret, du drømmer om.

Har du brug for andre forslag til julemiddagen så kig i højre spalte under “Kategorier”. Hvis du klikker på “julemad” får du mange flere ideer.

.

sovs må der til!

Jeg har ikke nået at lave den ultimative julesovs endnu, men den er på vej. Her er i mellemtiden en anden lækker idé til en hurtig, ukompliceret og velsmagende sovs:

Hak og svits et skalotteløg (+ evt. en håndfuld hakkede svampe) i lidt olivenolie. Tilsæt 2-3 dl havrefløde og 1-2 spsk citronsaft. Bring det i kog, lad det tykne lidt og smag til med tamari (soja) og friskkværnet peber. Evt. også et nip sukker.

.

rødkålssalat hører sig også til

Hvis du har lyst til denne rødkålssalat med bladselleri og kerner af granatæble, så kig her.

 .

julepaté med rosmarin

(4 personer)

150 g champignon eller andre svampe

150 g løg

6 fed hvidløg

½ kg porrer

4 spsk olivenolie

150 g mandler og/eller solsikkekerner (du kan også bruge græskarkerner)

150 g trekornsflager eller andre kornflager, fx havregryn

evt. 100 g tør ost (vegansk) eller 3-4 spsk gærflager

4-5 spsk tamari (soja)

friskkværnet peber

3-4 spsk fintklippet rosmarin

2 spsk citronsaft

2 spsk HUSK (loppefrøskaller)

1 dl havre-, soja- eller anden fløde 

evt. rasp

.

.

Hak svampene fint. Hak løg og hvidløg – og snit porrerne.

Svits løg, hvidløg, porrer og svampe i olien, til løgene er bløde og let brune. Hæld blandingen i en stor skål.

Hak mandler og/eller solsikkekerner og rør dem i grøntsagerne.

Riv osten og tilsæt den sammen med kornflagerne.

Smag godt til med tamari og peber. Tilsæt rosmarin og smag til igen.

Pisk 3-4 spsk HUSK grundigt i fløden og rør det godt ud i farsen.

Lad blandingen stå et kvarters tid og vurdér konsistensen. Måske skal der tilsættes lidt rasp, hvis farsen er for lind – eller lidt fløde hvis den er for fast.

Kom farsen i et smurt ovnfast fad eller postejform

Sæt pateen i en 200 grader varm ovn og bag den 40-50 minutter.

Servér brunede kartofler, en brun sovs samt en rødkålssalat til pateen.

.

 

 

Share