Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

julemadArkiv

fredag

23

november 2018

20

KOMMENTARER

selleri går til (jule)fest

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad

.

en festlig rod – julen nærmer sig

Jeg lærer det vist aldrig! Hvert eneste år, når juletræerne og julelysene tændes på pladser og i gader, fatter jeg ikke, at det snart er jul. Det var jo lige Sct. Hans! Og er det ikke en smule tidligt med det juleri? Nå, det er det måske ikke. Faktisk er der mindre end en måned til, at vintermørket viger og dagene atter bliver lysere. Og i dag er der akkurat en måned til lille juleaften.

Jeg kan også se på søgningerne her på bloggen, at læserne allerede er i julemads-humør. Der bliver søgt flittigt på retter til både julefrokost og julemiddag. Helt så langt er jeg ikke endnu, men jeg lover, at der kommer lækre retter på bloggen, så I alle kan få en lækker jul uden sul.

Jeg har allerede syslet med pateer med valnødder og mandler, plantebaseret foie gras, små delikate tarteletter med bagte skalotteløg og cashewcreme osv, osv.

Ligesom sidste år kommer der en julekalender på bloggen fra den 1. december med 24 skønne plantebaserede retter, nogle er nye, andre er juleklassikere fra tidligere år.

.

brug knolden

Hvis man bruger knolden, er der ufattelig meget mad i sådan en rod til under 20 kr. Jeg er altid ekstra glad, når jeg kan præsentere en ret, der er både billig, ekstrem lækker og hurtig at tilberede. Her får du det hele.

Samtidig er det festmad. Derfor præsenterer jeg retten i dag, fordi den med succes kan indgå i julens frokost- eller middagsretter.

.

Grillet selleri med svampe er dejlig gæstemad, som kan forberedes i god tid, før gæsterne kommer. Faktisk kan du lave retten dagen før, den skal serveres. Før serveringen samler du elementerne og varmer selleri-sagen op i ovnen i 10 minutter.

.

“sovs”

 

Jeg er ret begejstret for de produkter, som Dansk Tang fremstiller. Det gælder både denne pesto, deres tangsalt og deres tangsennep. Du kan læse mere om produkterne her.

Du behøver dog ikke at bruge netop denne pesto. Du kan vælge en hvilken som helst anden pesto, det kan fx være en tomatpesto eller en basilikumpesto. Hvis du ikke siger det til nogen, kan du også købe en færdig pesto!

.

gratineret selleri med svampe og tangpesto

(4 personer)

1 selleri, ca. 1 kg

75 g Violife mozzarella- eller parmesantype

4 spsk tangpesto eller anden pesto

1/2+1 dl sojafløde

salt, friskkværnet peber

svampe:

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

400 g kantareller eller andre svampe

2 spsk citronsaft

2 spsk frisk timian

 .

Du kan tilberede denne ret, dagen før den skal serveres, så den bare skal ”samles”, før den skal varmes i ovnen før servering.

Skær sellerien i skiver. Selleri er en noget knoldet knold at skrælle, så jeg synes, det er nemmest at skære skiverne først og derefter fjerne skrællen.

Du kan vælge skiver på ca. 3 mm og dampe dem i kogende vand et par minutter som på fotoet nedenfor.

Du kan også skære helt tynde skiver på et mandolinjern og lægge dem under grillen.

Hvis du griller skiverne, så pensl dem med olivenolie og læg dem på en bageplade. Sæt pladen under grillen i ovnen og grill skiverne til de er let gyldne.

Riv osten og drys den på 4 af skiverne. Grill dem til osten er smeltet og let gylden.

Vælger du de dampede skiver så fordel også osten på 4 af disse. Grill dem som ovenfor.

 

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er let gyldne.

Skær svampene i skiver og tilsæt dem sammen med citronsaft og timian. Svits dem 3-4 minutter ved rask varme.

Hæld 1 dl sojafløde på panden og kog den let ind. Smag til med salt og peber. Sluk for varmen.

Retten kan tilberedes hertil dagen i forvejen.

Når retten skal serveres, så læg selleriskiverne sammen med svampestuvningen. Læg skiverne med den gratinerede ost øverst.

Sæt sellerierne på bagepapir på en bageplade og varm dem i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Rør 1/2 dl plantefløde med tangpesto eller anden pesto. Smag til med salt og peber.

Sæt de varme selleri på fire tallerkener og anret pestoen uden om.

.

 

 

 

Share

onsdag

27

december 2017

4

KOMMENTARER

kræmmerhuse af selleri m valnøddecreme og sesamsvampe

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, nytår

..

nytårets hovedret er kræmmerhuse af selleri med valnøddecreme og eksotisk sovs

når en knold bliver til kræs

Jeg har valgt at forvandle en bastant, underjordisk knold til en let og elegant nytårsret. Selve retten er super-let at tilberede. Udfordringen består udelukkende i at skære skiverne af selleri tynde nok. Du skal derfor anvende enten et mandolinjern eller en pålægsmaskine.

De små delikate kræmmerhuse har kun smagen tilfælles med den store tunge knold. Her indgår de en smagsmæssig symbiose med masser af valnødder, hårdt ristede svampe og en orientalsk præget sovs.

Du kan vælge de svampe, du bedst kan lide. Jeg er selv glad for kejserhatte, østershatte og shiitakesvampe.

.

det meste kan tilberedes dagen i forvejen

En nytårsmenu bør kunne tilberedes i forvejen. I al fald delvist. Det kan du nemt gøre med denne ret. Det eneste du skal røre sammen inden serveringen er valnøddecremen. Men du kan skære og dampe selleriskiverne dagen i forvejen. Du kan stege svampene, og du kan lave sovsen.

Selleriskiverne og svampene varmes op i ovnen. Sovsen varmes i en gryde. Så samler du kræmmerhusene lige inden serveringen og arrangerer dem portionsvis med svampe, sovs og masser af spirer, eller du pynter med blade af basilikum.

.

kræmmerhuse af selleri m valnøddecreme og sesamsvampe

(4 personer)

12 store, tynde skiver selleri

100 g valnødder

2 dl havre-creme fraiche eller anden creme fraiche

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

4 spsk snittet basilikum

8 spsk sesamfrø

300 g svampe: kejserhatte, shiitake, østershatte etc

2 spsk olivenolie

masser af spirer, grønne og lilla

sovs:

3 spsk tamari (soja)

3 spsk ahornsirup

1/2 dl sød chilisovs

1-2 spsk rørsukker

2 spsk tomatketchup

2 spsk ristet sesamolie eller alm. sesamolie

2-3 spsk citronsaft eller riseddike

 .

Skær sellerien igennem midt på, så du får så store skiver som muligt. Det er svært at skære skiver, der er tynde nok, med en kniv. Hvis du har en mandolinjern, der er bredt nok, så brug det. Du kan evt. skære de halve selleri igennem endnu en gang, da kræmmerhusene skal foldes af halve skiver.

Det nemmeste er at bruge en pålægsmaskine, men det er formentlig de færreste, der har sådan én.

Hvis du har skåret hele skiver, så skær dem igennem, så du får 24 halve skiver. Læg dem i kogende vand, der dækker. Bring vandet i kog igen og sluk for varmen. Lad skiverne stå i vandet et par minutter og afdryp dem (gem vandet til en suppe eller drik det). Skiverne må ikke blive for bløde.

Smag creme fraichen til med lidt reven citronskal, cironsaft, salt, peber og evt. en smule sirup.

Snit basilikumbladene. Hak valnødderne og rør begge dele i cremen.

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande og sæt dem til side.

Del svampene i mindre stykker eller skær dem i skiver. Rist dem ved rask varme, til de er gyldne. Tilsæt citronsaft og et drys salt og peber.

Rør alle ingredienserne til sovsen sammen og kog sovsen lidt ind.

Smag til med tamari, sukker og citronsaft eller eddike.

Fold selleriskiverne sammen til små kræmmerhuse og læg lidt valnøddecreme i hvert kræmmerhus.

Arrangér kræmmerhusene portionsvis med de ristede svampe. Dryp med sovsen og drys med de ristede sesamfrø og masser af små spirer som symbol på de mange muligheder i det nye år.

Servér gerne godt brød til kræmmerhusene.

.

.

spiren til et nyt grønt år

Som symbol på det spirende, nye år – og alle de nye grønne muligheder der forhåbentlig vokser frem – har jeg valgt at drysse friske livgivende spirer på nytårsmiddagen.

Spirerne præsenteres her af Miriam Sommer, der ejer “Friske spirer” (find masser af info), og som jeg uden overdrivelse vil kalde spirefrøenes gode fe. Besøg hendes webshop og se de mange muligheder der er for at forvandle små sorte og brune frø til saftige, lækre, farvestrålende og smukke spirer, der er sprængfyldte med vitaminer og mineraler.

Måske skal det være et nytårsforsæt at dyrke sine egne spirer i det nye år? Jeg vil varmt anbefale det.

..

Share

onsdag

27

december 2017

8

KOMMENTARER

nytårsdesserten er klar: lakridsis med passionsfrugt

Skrevet af , Posted in desserter, festmad, julemad, nytår

.

dessert med rødbede og lakrids

Denne dessert er noget af det nemmeste, du kan lave. Jeg er ingen ørn til desserter, men denne her kan jeg lave.

Da mit nytårstema er rodfrugter, har også rødbedesaft fundet vej til isen, som på den måde bliver smukt rødligt-rosa at se på.

.

nyd desserten med frisk frugt

Jeg har serveret isen både med passionsfrugt og med tynde skiver af æble. Du vælger selv. Det kan også være en helt anden type frugt – eller slet ingen.

.

med smag af lakrids

Jeg har smagt isen til med lakridspulver. Jeg holder nemlig meget af lakrids, men jeg kender nogle, der bestemt ikke gør, og så kan man selvfølgelig udelade lakridsen.

I stedet kan man komme kornene fra en vanillestang i isen, eller små bitte knuste stykker nougat. Det kan også være kakao eller jordbær, som piskes med i fløden.

Spirtussen er tilsat for at isen ikke skal danne krystaller.

.

rødbedeis med lakridssmag

(4 personer)

2 1/2 dl piskbar sojafløde

3-4 spsk flormelis

3 spsk rødbedesaft

1-2 spsk lakridspulver (kan udelades)

3 spsk rom, cognac eller anden spiritus

2 passionsfrugter eller 2 pigeonæbler, evt. anden frugt

evt. 1 spsk citronsaft

evt. friske mynteblade

evt. 2 spsk reven chokolade 70%

 

Pisk fløden helt stiv med den ønskede mængde sukker.

Rør rødbedesaften i og smag til med lakridspulver og sukker.

Vend den valgte spiritus i iscremen og hæld den i en form.

Lad isen fryse ind.

Hvis du vælger passionsfrugter, er det muligt, at du ønsker at smage kernerne til med lidt sukker, da nogle af frugterne er temmelig syrlige.

Hvis du vælger æbler, så skær dem i meget tynde skiver, vend dem i citronsaft og fordel skiverne på fire tallerkener.

Læg en skefuld is ovenpå og pynt evt. med friske mynteblade og lidt reven chokolade.

.

Share