Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

26

april 2024

0

KOMMENTARER

forårsomeletter med asparges, radiser, ærter og sennepsmayo

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

de er her – næsten!

Det er svært at vente. Jo nærmere aspargeshøsten kommer, desto mere VENTER jeg. Så det måtte jo ende med nogle udenlandske, økologiske asparges, som heller ikke er så ringe endda.

De aspargesene nydes bedst – ligesom de første danske kartofler – med en lækker økologisk jomfruolivenolie, måske også med lidt krydderurter og salt. Meeeen … lidt tilbehør skader heller ikke, så jeg nød mine første stængler med en forårsomelet og to andre forårsbebudere: ærter og radiser.

.

ramsløg passer også fint til omeletten

Du kan også nyde omeletterne med de første vilde urter, bl.a. ramsløg.

. ter, bl.a. ramsløg, .

kog ikke for meget

Mon ikke, du også har mødt en aspargesmorder? Det sker desværre, at asparges bliver kogt alt, alt for længe, simpelt hen bliver dødkogt.

Stænglerne skal stadig være sprøde, når de er kogt. Det betyder, at tynde asparges skal koges ca. 2 minutter, og tykkere ca. 4 minutter.

Hvide asparges skrælles. Grønne og lilla skrælles evt. nederst på stilken, hvis skrællen er tyk.

.

asparges elsker mayo og dild

forårsomeletter med asparges, radiser og ærter

(4 personer)

omeletter:

100 g kikærtemel

50 g rismel

2 spsk loppefrøskaller (HUSK)

ca. 6 dl vand

1 tsk salt

olie til stegning

 

400 g asparges

1 bdt radiser

100 g bælgede ærter

dild

2 dl mayo

1 dl plantefløde

sennep efter smag

tamari, peber

.

Bland de to slags mel med loppefrøskaller og salt. Pisk så meget vand i, at dejen bliver temmelig tynd. Lad dejen stå nogle timer, gerne til næste dag.

Vurdér dejen inden stegningen. Den vil sikkert have tyknet. Tilsæt om nødvendigt mere vand. Dejen skal være lidt tynd. Steg 4-6 omeletter af. Kom dejen på en meget varm pande med olie.

Vend omeletterne, når der er mange små bobler på overfladen.

Start evt. med at bage et par spsk dej, for at tjekke om konsistensen er i orden. Ellers tilsæt mere mel eller vand.

Skræl hvide asparges og kog dem 2-4 minutter afhængig af tykkelsen.

Skær radiserne i tynde skiver på et mandolinjern.

Rør mayoen med fløden og smag godt til med sennep, tamari og peber.

Servér omeletterne med de kogte aparges på toppen. Pynt med radiser og ærter. Drys med dild og servér omeletterne med sennepsmayoen.

.

snart titter de op af den sorte jord

Dette pragteksemplar knejsede på en mark på Samsø for et par år siden.

.

Share

fredag

12

april 2024

6

KOMMENTARER

kartoffel”kage” med rosenkål og svampe

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

gamle kartofler i fin form

Måske slikker du dig allerede om munden ved tanken om en kartoffelkage. Så det er måske lidt ondt at kalde disse bagte kartofler med “mellemværk” for en kage, for de har intet til fælles med den klassiske søde kartoffelkage med creme og marcipan på toppen.

Til gengæld begår denne kartoffelkage sig godt i det salte køkken. Den kan give fornyet liv til gamle kartofler, mens vi venter på de små nye guldklumper.

.

en ernæringsmæssig guldklump

Og kartoflen kom faktisk til Europa sammen med alt det guld, spanierne erobrede i Sydamerika i det 16. århundrede. Da opdageren Francisco Pizarro hærgede inkariget og – måske ved et tilfælde – tog kartoflen med hjem til Spanien sammen med inkaernes rige guldskatte, vidste han ikke, at knolden skulle blive et af de mest elskede næringsmidler i Europa, ja en ernæringsmæssig guldklump.

Men først måtte kartoflen meget ondt igennem. Den blev anset for giftig (faktisk indeholder den giftstoffet solanin), og folk nægtede at spise den. I 1565 fik kong Philip II overrakt en kasse kartofler fra Peru. Han sendte straks en smagsprøve til den gigtplagede pave, Pius IV, fordi man mente, at kartoflen havde helbredende egenskaber. Og det er ikke helt forkert: kartoflen er stærkt basedannende og dermed god mod gigt, men den gamle i Rom skulle ikke nyde noget, så kartoflerne endte som svinefoder. Sådan lyder legenden i al fald.

Efterhånden fik man dog øjnene op for kartoflens fortræffeligheder. Der blev både lokket og truet for at få folk til at spise knoldene. En af påstandene var, at kartoflen skulle virke seksuelt opkvikkende, og det kan jo godt have fået de mest dristige til at vove pelsen! Under alle omstændigheder kan vi i dag dårligt tænke os brun sovs uden kartofler.

.

med kål og svampe

Til denne kartoffel”kage” er kartoflerne høvlet til tynde skiver på et mandolinjern. Kartoflerne er lagt i lag med rosenkål og svampe, vekslende med en tofucreme.

Du kan evt. nøjes med kartofler og rosenkål eller kartofler og svampe. Du kan også vælge andre typer kål.

.

kartoffel”kage” med rosenkål og svampe

(4 personer)

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

olivenolie

250 g champignon

2 spsk citronsaft

250 g rosenkål

600 g kartofler

300 g silketofu

2 spsk kikærte- eller majsmel

reven muskatnød

1 bdt dild, evt. frisk timian

2 spsk gærflager

 

Hak løg og tre fed hvidløg. Svits dem i 2 spsk olie et par minutter.

Skær svampene i skiver og tilsæt dem sammen med citronsaften.

Snit rosenkålene fint og kom dem på panden. Svits et øjeblik til kålen er blød. Drys med lidt salt og peber. Afdryp kål og svampe.

Skær kartoflerne i tynde skiver på et mandolinjern.

Pisk silketofuen helt glat med melet og 2 spsk olie. Smag til med reven muskatnød, klippet dild, salt og peber.

Læg grøntsagerne lagvis med silketofuen, fx i en springform foret med bagepapir. Men du kan bruge en hvilken som helst ovnfast form.

.

Læg et lag overlappende kartoffelskiver nederst og fortsæt med lag af tofucreme, rosenkål/svampe og kartofler, til ingredienserne er opbrugt. Det øverste lag skal være kartofler.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn 20 minutter.

Pres det sidste fed hvidløg og rør det i 3-4 spsk olie sammen med gærflagerne.

Bred olien ud over kartoflerne og bag ”kagen” endnu 25-30 minutter.

Hvis du lader ”kagen” blive næsten kold, kan du skære skiver af den. Ellers må du bruge en ske.

En stor skål salat vil fuldende middagene.

.

.

Share

mandag

8

april 2024

8

KOMMENTARER

kunstigt åndedræt til de gamle kartofler

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

mad alle har råd til

Mens jeg stamper i jorden af utålmodighed efter de første nye danske kartofler, har jeg kigget lidt på de gamle, store bagekartofler, der indbyder til lækkert fyld.

Disse velpolstrede skaller er billig mad – men vistnok også gammeldags. Det var i al fald populært at spise bagte kartofler med fyld, da jeg var ung. Når jeg hiver dem frem i dag, er det også, fordi en læser har efterspurgt ideer til fyld i kartofler, og fordi det er sund og billig mad.

Jeg har her fire bud, men mulighederne er nærmest uendelige.

.

når kassen er tom – har helbredet det bedst

Det forlyder ofte, at mange danskere ikke har råd til at spise sund mad. Grøntsager er der i al fald ikke penge til. Men hvad er det, man spiser, der er billigere end grøntsager og anden plantebaseret mad? Det hører jeg gerne om, hvis nogen ved det.

Det kan måske være uvidenhed om priserne på kartofler og bælgfrugter. Godt nok er kartofler steget støt og stadigt gennem årene, men knoldene er stadig billig mad sammenlignet med andre næringsmidler. I ugens fyldte kartofler får man virkelig meget sund og velsmagende mad for få penge.

.

Det, der virkelig koster, er stærkt forarbejdet fabriksmad med kemiske tilsætningsstoffer, smagsforstærkere etc. Disse produkter koster ikke blot kassen, de koster også på helbredet.

Færdigretter har en del af skylden for fedmeepidemien og øger risikoen for mange velfærdssygdomme. Men desværre elsker vores hjerne fedt, sukker og salt – og det er der rigeligt af i den færdigfabrikerede mad. Men vi kan godt omprogrammere, ikke mindst når vi mærker, hvor godt vores krop trives med uforarbejdet og hjemmelavet plantemad.

.

bagekartoffel med kikærte-fyld

Regn med en stor bagekartoffel pr. person.

Skrub kartoflerne helt rene og bag dem møre i en 200 grader varm ovn, 40-50 minutter afhængig af størrelsen. Stik i dem undervejs for mærke, om de er møre.

Skær kartoflerne igennem på langs og tag det meste af kartoffelmassen ud med en ske. Mos massen groft med en gaffel eller skær den i små terninger.

Smag fyldet til med salt, peber og evt. citronsaft.

Når du har forsynet kartoflerne med det valgte fyld, kan du varme dem op i en 200 grader varm ovn 5-10 minutter.

På fotoet ovenfor er kartoffelmassen blandet med hummus og drysset med ristede kikærter og frisk koriander.

.

bagekartoffel med konfiterede tomater 

Denne kartoffel er med fyld af konfiterede tomater (du kan også vælge hakkede, tørrede tomater i olie), chermoulasovs og basilikum.

.

bagekartoffel med svampefyld og hasselnødder

Denne lækre båd er fyldt med svitsede svampe, løg og hvidløg, snittede ramsløg og hakkede hasselnødder.

.

bagekartoffel med spicy fyld

Denne kartoffel har fyld af den argentinske koriandersalsa, chimichurri, snittede ramsløgblade (du kan bruge andre grønne blade) og chili.

.

der er jo også den klassiske hasselback-kartoffel

Når man snakker bagte kartofler, er det godt at huske på den skønne hasselback-kartoffel.

I en stor bagekartoffel skæres tynde skiver, men sådan at kartoflen stadig hænger sammen i bunden. Læg evt. kartoflen mellem to skærebrætter, så kommer du ikke til at skære for langt ned.

I denne kartoffel er sat tynde skiver tofu ned mellem nogle af kartoffelskiverne. Kartoflen pensles med olie og bages i en 200 grader varm ovn, til den er mør og gylden, 30-40 minutter.

Jeg har dryppet den bagte kartoffel med mayo og drysset med ristede kikærter og friske grønne ærter.

.

.

Share