Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

fredag

29

juli 2022

2

KOMMENTARER

sommerruller med pesto, blomster og dildolie – og besøg hos Lone Landmand

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

sommermiddag hos Lone Landmand og Søren Sørøver

Nogle uger hver sommer kan man (måske) være så heldig at få bord til en udsøgt middag hos Lone Landmand og Søren Sørøver på deres maleriske gamle gård, Brandbygegaard, udenfor Odder. I nogle uger åbner de deres hjem for mennesker, der sætter pris på lækker plantemad, økologi, bæredygtighed og omtanke for vores sårbare planet.

Den lækre seks-retters menu serveres i den gamle, rustikke lade, der som restaurant er døbt “Stedbunden”. Og de to kokke er fremragende værter!

.

Lone Landmand fortæller selv på sin hjemmeside:

“De seneste 3 uger er gået i en hastighed, som er tilbagevendende for årets sommerrestaurant, men som ikke ligner nogle andre uger på året. Det er i de uger, vi præsenterer alt, hvad vi kan præstere i vores lille vinhus og bryggeri og serverer det til en 6 retters middag med udgangspunkt i sommerens råvarer fra køkkenhaver og drivhuse. En æressag, kan man godt kalde det og derfor er det i orden, at gennemførelsen trækker veksler på energi og nattesøvn. Sommerrestauranten har flere formål: at give gæsterne en unik spiseoplevelse, at vise hvad det vegetariske køkken formår og at skabe en indtægt, så vi har noget at leve af i vinterhalvåret, investere af i gården m.m.”

.

mad med gode venner smager ekstra godt

Sådan en aften er selvfølgelig ekstra dejlig, når man er i selskab med gode venner som Anette Harbech Olesen og Claus Dalby.

.

en af de lækre serveringer

Denne smukke ret er kartofler med skilt fløde, urtemayo, dild og boghvede. Den er værd at tage på programmet derhjemme.

.

råvarerne står lige udenfor døren

De lækre grøntsager dyrkes lige uden for køkkendøren. Både her i den vidunderlige frodighed i køkkenhaven, i drivhusene og i resten af den store have hersker en helt speciel fredfyldt atmosfære. Det er ånden fra de to ildsjæle, Lone Landmand og Søren Sørøver, der sammen har skabt dette unikke univers midt i en hærget verden.

.

Om Lone Landmand hedder det på hjemmesiden:

“Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn – for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager – og kager plus det løse. Forfatter – til “Hønsefødder & gulerødder” – en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen “Under landet” – læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog “Mad vs. Fødevarer”, som nok er den mest skræmmende…”

Jeg vil gerne tilføje, at jeg har kæmperespekt for Lone. Det lille menneske flytter mentale bjerge, ikke  mindst med bogen “Mad vs. fødevarer”. Hvis alle mennesker læste den bog, ville verden se anderledes ud (bogen fås som e-bog hos Saxo).

.

og så til ugens idé hos mig: en sommerlig servering

Her er en lille forret, som flytter havens overdådighed af krydderurter og spiselige blomster ind på tallerknen.

Det er værd at huske på, at vi også “spiser” med øjnene. Når en ret ser farverig, smuk og lækker ud, starter fordøjelsen allerede, fordi mundvandet forøges og gør kroppen klar til at nyde og fordøje den smukke – og også ofte sunde mad. Det er nemlig sådan, at jo flere farver, der er på maden, desto flere næringsstoffer får vi. Især de såkaldte sekundære stoffer, som findes i grøntsagers og urters farve og duft, er noget, man ikke kan købe på apoteket.

De små boller er glutenfrie kerneboller.

.

smukt skal det være ….

Jeg hører til dem, der mener, at mad skal serveres på den smukkest mulige måde. Jeg ved godt, at der kan være travle dage, hvor gryden bare lander på bordet med den i hast sammenkogte ret. Men ærlig talt: er det stimulerende for mundvandet og nydelsen?

Så har man tid, er den givet godt ud til at pusle lidt med en smuk servering. Og det koster ikke ekstra!

.

en hel sommer på én tallerken

Til rullerne ovenfor har jeg serveret en slags dildolie. Rigtig dildolie skal blendes og sies. Denne olie er blot smagt til med limesaft, salt, peber og masser af klippet dild.

Hvis du vil undgå olien, så vælg i stedet yoghurt smagt til med økologisk citronskal og -saft (eller lime) samt salt og peber. Se billedet øverst.

Du kan vælge alle mulige slags krydderurter og spiselige blomster som pynt. Jeg har brugt blomstrende koriander, tallerkensmækker, lavendel, bronzefennikel, rød skovsyre, hjulkrone og ærteskud.

.

rulle, rulle, rulle …

Jeg har rullet de grillede grøntsager sammen om en hjemmelavet pesto, men har du ikke tid til selv at lave pesto, kan du evt. kvikke en god købt pesto op med flere finthakkede pinjekerner, mandler eller nødder samt evt. presset hvidløg.

.

på grill, på pande eller i ovn

Hvis du hører til grillfolket, kan grøntsagsskiverne med forsigtighed grilles på risten, men du kan også grille dem i ovnen eller på en grillpande.

Når jeg laver rullerne, sætter jeg de færdige ruller på et tyndt træspyd og skubber dem tæt sammen. Derefter får de lov at stå i køleskabet nogle timer, evt. natten over. Så kan man nemt løfte rullerne samlet over på serveringstallerknen og forsigtigt trække spyddene ud.

Tag i givet fald rullerne ud af køleskabet i god tid, så de kan nå at få stuetemperatur.

.

grillede sommerruller med pesto, blomster og dildolie

(forret elle frokosret til 4 personer)

1 stor aubergine

1 stor squash

1 stor peberfrugt eller to små

olivenolie

1/2 portion pesto

evt. tynde træspyd

masser af spiselige blomster og krydderurter

dildolie:

1/2 dl olivenolie

1 spsk limesaft

3-4 spsk klippet dild

salt, friskkværnet peber

.

Skær auberginen og squashen i skiver på langs. Skiverne af squash skal ikke være for tynde, så går de nemt i stykker.

Del peberfrugten i kvarte og fjern kerner og frøstol.

Læg grøntsagerne på en smurt bageplade og pensl dem med lidt olie.

Sæt pladen under grillen og vend skiverne, når de er let gyldne. Grill dem også på den anden side. Peberfrugten skal være temmelig ”brændt”.

Afkøl grøntsagerne og flå skindet af peberfrugten.

Lav pestoen. Du kan vælge basilikum-, rucola- eller ramsløgpesto.

Rør olien med limesaft, dild, salt og peber. Smag til.

Skær peberfrugten i 8 stykker på langs.

Del evt. skiverne af aubergine og squash, hvis de er meget lange.

Læg en teskefuld pesto på hvert stykke grillet grøntsag og rul dem sammen.

Sæt rullerne på fire spyd og pres dem lidt sammen. Sæt evt. rullerne i køleskabet nogle timer eller til næste dag.

Saml den ønskede mængde spiselige blomster og krydderurter.

Hvis rullerne har været i køkeskabet, så tag dem ud i god tid. Anret dem på fire tallerkener. Fjern spyddene.

Drys med de valgte blomster og urter og dryp med dildolien.

Share

mandag

18

juli 2022

2

KOMMENTARER

salat med grønne bønner, bagt blomkål og ristede hasselnødder

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, salater

.

i dag kalder jeg til bønner

bønnesalat-grøn-m-blomkål.3

Det er med grøntsager som med mennesker: nogle er lettere at holde af end andre. Jeg holder selv af de fleste grøntsager. Men en af dem, jeg er en smule reserveret overfor, er de grønne bønner. Det er synd for bønnerne, og jeg håber at det kun er mig, der har det sådan.

Og man kan sagtens få noget lækkert ud af bønnerne. Det er denne alliance af grønne bønner, bagte tomater, ristede hasselnødder og bagt blomkål et godt eksempel på.

Bønner er en sund og ældgammel grøntsag. Bønnerne hører til den store familie af bælgplanter og kom til Europa fra Sydamerika, efter Columbus i 1498 opdagede det nye kontinent. Den nye opdagelse bragte os i øvrigt mange andre herligheder, som vi dårligt kan forestille os at undvære i dag: kartofler, tomater, squash, majs etc.

De grønne bønner er umodne bælge med frø. De friske grønne bønner fås som perlebønner med korte, runde bælge, brydbønner, som er længere og også runde, snittebønner med lange flade bælge, og de fine, spæde bønner, der kaldes haricot verts. Friske bønner findes også gule og lilla. De gule kaldes voksbønner. Dem kan jeg rigtig godt lide.

Jeg har brugt grønne bønner i denne salat. Men du kan sagtens tilføje gule og/eller lilla bønner også.

Hvis man er vokset op med grøntsager som tilbehør til søndagens hamburgerryg, var grønne bønner ofte  en del af kvartetten af udkogte gulerødder, ærter og blomkål. Det kalder ikke på gode minder, men giv alligevel de grønne bønner (og blomkålen) en ny chance i en ny tid, hvor nænsomt behandlede grøntsager er ved at skubbe kødet af tallerknen.

 

rå bønner skal koges

bønner-grønne-m-blomkål.4

Bønner indeholder lektiner, som er et giftstof, der kan give maveonde. Derfor skal bønner koges. Det er dog nok at koge friske bønner 4-5 minutter, så de stadig bevarer lidt sprødhed. Derved uskadeliggøres lektinerne.

 

mange gode indholdsstoffer

Der er rigtig mange gode næringsstoffer i friske bønner i forhold til deres lave kalorieindhold på kun 26 pr. 100 g.

Bønnerne indeholder proteiner og K-, C-, A- og B-vitaminer samt mineraler som jern, kalk, magnesium, kalium, fosfor, selen og zink.

Og så er der mange kostfibre i bønnerne. Det er godt for tarmfloraen og fordøjelsen – og  fibrene giver også lang mæthedsfølelse.

Og smagen? Ja, hverken grønne, gule eller lilla bønner smager af særligt meget. Derfor skal de følges med stærkt smagende ingredienser som skalotteløg, hvidløg, ingefær, kapers, oliven, tørrede tomater, citronsaft etc. – og måske miso i dressingen.

Du kan selv tørre (eller ovnbage) tomater.

.

hvor kommer smagen fra?

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan man bedst kan give smag til sine grøntsagsretter. Der er utallige muligheder som krydderier og krydderurter, ingefær, hvidløg, løg, kapers, oliven, tørrede tomater, svampe etc. Og så er der miso, som er i en liga for sig selv – rent smagsmæssigt.

Miso er en mælkesyregæret pasta, som stammer fra Japan. Den kan være lavet på basis af byg, ris eller bønner, boghvede etc. Pastaen indeholder enzymer som styrker tarmfloraen (derfor skal miso ikke komme over kogepunktet).

Og så er miso en fremragende smagsgiver. En tsk miso rørt ud i lidt varmt vand, giver masser af umami til dressinger, supper, sovse og andre ting, der mangler karakter. Lidt miso rørt ud i et par dl varmt vand udgør en opkvikkende og nærende suppe – tilsæt evt. små terninger af tofu, lidt tang og snittet forårsløg. Så har du den klassiske japanske misosuppe.

Ikke mindst friske bønner får et ekstra løft, når de serveres smagt til med miso. Og miso rækker meget langt og holder sig længe.

Produkterne i glassene ovenfor er økologiske og fra Clearspring. De forhandles af NatureSource. Jeg kan anbefale et besøg på hjemmesiden. NatureSource har rigtig mange lækre produkter.

 

.

flere ideer til en stor bønnehøst

bønnesalat-grøn-m-blomkål.2

Forslag til flere bønnesalater:

Se opskrift på gule voksbønner med italiensk islæt her.

Se opskrift på gule voksbønner med skalotteløg og oliven her.

Se opskrift på romerske grønne og tørrede bønner her.

 

voksbønner a la Salina

voksbønner.sicilien1


.

bønnesalat med bagt blomkål, tørrede tomater og ristede nødder

150 g tynde grønne bønner

250 g blomkål

50 g hasselnødder

4 store tørrede tomater i olie eller flere små hjemmetørrede

tallerkensmækker eller anden krydderurt

dressing:

5 spsk olivenolie

1 økologisk citron

ca. 1 tsk miso 

1 spsk hakkede kapers

1 spsk finthakket skalotteløg

1 fed hvidløg

 

bønnesalat-grøn-m.-blomkål

Nip bønnerne og læg dem i kogende vand. Kog dem 4-5 minutter afhængig af tykkelsen. Kom dem i koldt vand og afdryp dem.

Høvl blomkålen i tynde skiver på et mandolinjern (gem det rå ”smulder” af blomkålen). Læg skiverne på en bageplade sammen med nødderne. Pensl blomkålen med lidt olie og sæt pladen i en 200 grader varm ovn 4-5 minutter. Hold øje med ovnen. Kålen bliver hurtigt mørk.

Hvis du vil lave salaten lidt hurtigere, så spring ovnen over og brug blomkålen rå og nødderne naturel.

Afkøl kål og nødder. Gnid skindet af nødderne og hak de fleste groft. Bevar nogle hele.

Bland den rå blomkål med den bagte, bønnerne, de tørrede tomater i små stykker, nødder og krydderurt.

Rør olien med 2-3 spsk citronsaft og 1 tsk miso rørt helt ud i ganske lidt varmt vand. Riv ca. 1 spsk af citronskallen og kom den i dressingen sammen med kapers, løg og presset hvidløg.

Smag dressingen til med salt, peber, citronskal og måske et nip sukker.

Arrangér salaten på et fad og dryp dressingen over.

 

bønnesalat-grøn-m-blomkål.1

 

Share

fredag

15

juli 2022

2

KOMMENTARER

græske grillspyd med couscous og tzatziki

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

tid til grønt på grillen

Ferie, sol og sommer: det er grill-tid!

Her er nogle skønne græske tofu-spyd med lækre grøntsager. Grøntsagsspyd er supernemme og hurtige at tilberede, så der også bliver tid til et glas kølig vin på terrassen.

Har du ikke en udendørs grill, kan grøntsagerne sagtens grilles i ovnen.

.

brug de grøntsager, du har

Du kan bruge de grøntsager, du har på lager. Foruden dem jeg har nævnt i opskriften, kan du også bruge små buketter af blomkål og/eller broccoli, terninger af squash og/eller aubergine, små nye kogte kartofler etc.

.

tilbehør til grøntsagsspyd

Jeg serverer couscous med hakkede abrikoser, ærter og krydderurter til mine spyd. Desuden som “dyppelse” tzatziki eller yoghurt smagt til med hvidløg og mynte.

Du kan også servere brød til spyddene, kogte ris eller andre kogte korn, quinoa eller pommes frites.

.

tofu, seitan eller små falafler

Proteindelen af spyddene kan være tofu som her, det kan være seitan, små falafler etc.

.

bagt tofu med nelliker

Hvis du vil have ekstra smag på tofuen, kan du bage den med spicy marinade og nelliker.

Se opskriften her.

.

tzatziki

Tzatziki, yoghurt med agurk og hvidløg, er også en rigtig græsk klassiker.

Denne tzatziki er med både nigellafrø og spidskommen. Det er ikke helt efter bogen, så du kan sagtens udelade de to krydderier.

Se opskriften her.

.

græske tofuspyd med couscous

(4 personer)

marinade:

4 spsk citronsaft

2 spsk olivenolie

2 spsk tamari

1-2 spsk ahornsirup

1 fed presset hvidløg

1 spsk tørret oregano

2 tsk paprika, evt. røget

spyd:

250 g fast neutral tofu

200 g løg

2 peberfrugter

1 helt hvidløg

200 g små tomater, gerne forskellige farver

200 g små champignon

træspyd

.

Rør dressingen sammen og smag den godt til. Den skal være tilpas sød/salt.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små terninger. Vend dem i dressingen.

Lad tofuen trække i dressingen nogle timer, meget gerne til næste dag. Vend rundt i stykkerne engang imellem.

Læg træspyddene i vand i god tid, så de kan modstå varmen fra grillen. Du man også bruge metalspyd.

Skær løgene i kvarte. Skær peberfrugterne i små terninger.

Sæt grøntsager og tofu på spiddene skiftevis. Pensl med resten af marinaden eller olivenolie.

Læg spiddene på en rist på en bageplade og sæt den under grillen.

Grill spyddene gyldne på begge sider.

Du kan servere tatziki til samt couscous, løskogte korn eller ris, ristet brød eller bagte kartoffelchips.

Jeg har serveret couscous til mine spyd: overhæld 250 g couscous med kogende vand, der dækker. Tilsæt et drys salt og peber samt en håndfuld rosiner eller hakkede, tørrede abrikoser og måske lidt frisk persille eller mynte.

Lad grynene trække ca. 10 minutter. Vend rundt i dem med en gaffel.

.

det grønnes – trods alt!

Jeg synes, det går ALT for langsomt med den grønne omstilling. Og så kommer der pludselig i Frederiksborg Amts Avis to fantastiske historier om kød contra planter.

Teksten er svær at læse, men historien ovenfor handler om et af mine store ønsker, nemlig at plantemad bliver det naturlige valg og dét, der er normen. Vil man have kød, må det vælges til.

Hos Furesø Byråd vil man fremover servere vegetarisk mad efter byrådsmøderne. Kødet kan så vælges til.

Well, det er en lille dråbe i et meget stort hav, men som bekendt starter en lang rejse med det første skridt.

.

… og så bliver man endnu mere glad!

Denne historie handler om slagteren, der er blevet ramt af den grønne bølge. Må det blive til en revolutionerende tsunami!

Når slagteren kan blive i tvivl, om han er slagter eller grønthandler, lysner det virkelig. Det er en fantastisk historie om at grøntsagerne er i færd med at fortrænge kødet. Det ER en solstrålehistorie. Hjertelig velkommen til slagter Maltesens veganerbuffet.

.

Share