Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

festmadArkiv

fredag

27

maj 2022

0

KOMMENTARER

frittata med nye kartofler og asparges – nemt og lækkert

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

 -c-c.

let sommerhusmad

Hvad serverer man for uventede gæster? Ja, det kunne fx være denne lynhurtige ret med to af forsommerens lækreste grøntsager, små nye kartofler og asparges.

Selvfølgelig er det allernemmeste – og måske lækreste – valg at servere letdampede asparges solo, blot med olivenolie og krydderurter, eller en dressing smagt til med sennep og hvidløg.

.

asparges fra legendariske Søren Wiuff

Min aspargesglæde er svømmet over, og jeg er kommet til at købe en hel del asparges hos den berømte aspargesavler, Søren Wiuff – og så er gode råd dyre. De skønne stængler skal nemlig nydes, mens de er nye og friske.

.

frittata eller tærte?

Jeg kalder en smule kækt retten for frittata, men det er lidt af en tilsnigelse, for en frittata er en slags italiensk omelet med masser af æg. En frittata kan dog også sagtens laves uden æg, se fx her.

I en rigtig frittata ligger grøntsagerne gemt i dejen, men jeg syntes, det var synd at dække disse nye smukke godbidder til, så man kan nemt argumentere, at det mere er en tærte end en frittata.

Men smagen er der ikke noget i vejen med, hvis jeg må være så ubeskeden.

Jeg har brugt fast tofu i retten, men du kan også bruge silketofu, så skal du blot tilsætte mere mel – eller havregryn – så dejen bliver tilpas i konsistensen.

Det sorte salt – kala namak – har en svovlagtig smag, der minder om æg. Det kan evt. udelades, hvis du ikke lige har det på hylden.

.

alternativer

Hvis du synes, det er synd at bage aspargesene, kan du bage bunden alene og servere den som en slags “brød”-tilbehør til let dampede asparges.

Og så er der jo også den klassiske aspargestærte.

.

aspargestærte

En aspargestærte med cashewcreme er også en lækker sag.

.

frittata med nye kartofler og asparges

(4 personer)

frittatadej:

200 g fast tofu, kan erstattes af silketofu, se ovenfor

3 dl havrefløde

2 tsk gurkemeje

100 g polentagryn (groft majsmel)

100 g kikærtemel eller havremel

2 spsk gærflager

2 tsk sort salt  (kala namak), friskkværnet peber

 

½ kg små nye kartofler

800 g asparges, hvide, lilla og/eller grønne

olivenolie

krydderurter

 

Blend alle ingredienserne til dejen. Den skal være helt glat.

Hvis du bruger silketofu, tilsættes mere mel eller lidt havregryn. Dejen skal være så blød, at den nemt kan bredes ud på et stykke bagepapir.

Smag dejen til med salt og peber.

Kog kartoflerne 4-6 minutter afhængig af størrelsen. Afdryp dem.

Skær kartoflerne igennem, med mindre de er meget små.

Skræl hvide asparges. Skræl evt. lilla og grønne nederst på stilkene.

Bred frittatadejen ud på et stykke bagepapir i en ovnfast form. Glat dejen ud med en spatel.

Læg kartofler og asparges i dejen i et pænt mønster.

.

Dryp med olivenolie og drys med krydderurter efter smag og behag. Jeg har brugt persille, purløg, løvstikke og salvie. På den bagte frittata har jeg drysset med dild.

Sæt frittataen i en 190 grader varm ovn og bag den 25-30 minutter. Dejen skal være helt bagt.

Foruden dild, kan du også drysse med salvieblade stegt sprøde i lidt olie på panden.

Servér gerne en skål grøn salat med friske ærter og radiser til.

 .

.

servér med friske aspargesstrimler

Med en tyndskræller kan du høvle tynde strimler af friske asparges og lægge på retten.

.

Share

fredag

20

maj 2022

8

KOMMENTARER

svampe/mandelfrikadeller med bagte nye kartofler, asparges og hvidløg

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, madpakke, pålæg, smørrebrød

.

de nye kartofler er festlig sommermad

De lyse nætter har holdt deres indtog, sommeren er ved at indfinde sig – og det samme er de nye kartofler og aspargesene. Det er årets mest smagfulde måneder, vi har foran os.

Nu skal vi nyde årets kulinariske højdepunkter i sommerhuset, på terrassen eller altanen. Mad smager ekstra godt i fri luft.

Her er forslag til en middag fuld af sommersmag.

.

små pakker med overraskelser

Jeg foreslår, at de nye lækre grøntsager serveres i små pakker af pergament.

Men det behøver du ikke at tage bogstaveligt. Det er mest en idé, hvis du vil lave en festlig servering til gæster.

Grøntsagerne smager nøjagtig lige så godt, hvis de blot er dampede, til de er netop møre. Husk, at asparges kun skal have få minutter i kogende vand – og at kartoflerne bør få lov at mørne færdige i kogevandet. Så sluk i god tid.

Du kan servere alle slags frikadeller, bøffer eller postejer til grøntsagerne. Her er det svampe/mandelfrikadeller.

Frikadellerne er også fine at bruge som pålæg eller fyld i en burger, som er praktisk at have med på skovturen eller udflugten til det grønne.

.

frikadeller rørt med omhu 

svampe/mandelfrikadeller 

(ca. 10 frikadeller)

100 g løg

2 fed hvidløg

250 g champignon

2 spsk raps- eller olivenolie

1/2 spsk tørret timian eller anden krydderurt

2 spsk citronsaft

75 g mandler

1 spsk loppefrøskaller

1/2 dl grøntsagsbouillon

ca. 100 g havregryn

2 spsk kikærte- eller hvedemel

ca. 1/2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

.

Hak løg og hvidløg. Hak begge dele forholdsvis fint. Hak også svampene fint.

Svits løgene til de er let gyldne. Tilsæt svampene og svits ved god varme et par minutter. Tilsæt den valgte krydderurt, citronsaft samt et drys salt og peber.

Blend blandingen let med en stavblender.

Hak mandlerne fint og rør dem i farsen.

Pisk loppefrøskallerne grundigt i bouillonen.

Tilsæt dem sammen med havregryn og mel. Tilsæt havregrynene lidt ad gangen.

Rør så meget fløde i farsen, at den bliver så tilpas fast, at den kan formes til frikadeller. Smag til med salt og peber.

Pres farsen sammen i skålen og sæt den i køleskabet en halv times tid. Den kan også stå i køleskabet til dagen efter.

Vurdér konsistensen. Hvis farsen er meget fast, røres lidt mere fløde i.

Brug en ske til at forme ca. 10 frikadeller med. Dyp skeen i koldt vand for hver frikadelle. Sæt frikadellerne i godt varm olie på en pande og steg dem gyldne på begge sider.

Se opskrift på burgerboller her, hvis du vil bruge frikadellerne i en burger.

..

.

nyd smagen af sommer

kartofler i pergament.1

De små pakker med årets første “guld” er en festlig servering.

.

pakkerne kan serveres med ærtepuré 

kartofler i pergament.3

bagte nye kartofler, asparges og hvidløg

(4 personer)

¾ kg små nye kartofler

12 hvide og/eller grønne asparges

2 hele hvidløg

olivenolie

pergamentpapir og snor

12 grønne oliven

50 g bælgede ærter

frisk estragon

 

Kog kartoflerne i vand tilsat et godt drys salt. Kog dem halvmøre, ca. 5 minutter afhængig af størrelsen. Afdryp kartoflerne.

Skræl hvide asparges (grønne skal ikke skrælles) og skær dem i 4-5 stykker.

Skær de to hvidløg igennem på midten.

Riv fire store stykker af pergamentrullen.

Sæt ½ hvidløg på hvert stykke papir.

hvidløg.bagt

Fordel kartofler, asparges, oliven og ærter sammen med hvidløgene. Drys med lidt estragon, salt og peber.

Hæld lidt olivenolie på hver portion. Saml papiret i midten og bind en snor omkring.

.

kartofler i pergament.2

Sæt pakkerne i en 200 grader varm ovn og bag dem ca. 20 minutter. Stik med en kniv gennem papiret i en kartoffel for at mærke, om de er møre.

Du kan servere ærtepuré til frikadellerne og de bagte grøntsager.

Se opskrift på ærtepureen her.

 .

ærtepuré

ærtepuré.2ærtepuré.

tip

Du kan komme andre grøntsager i pakkerne som fx svampe, broccoli, squash eller peberfrugt.

.

flyvende start for grønt smørrebrød

Min nye bog “Grønt smørrebrød” udkom i tirsdags og er blevet båret frem af masser af roser og positiv omtale. Det er SÅ glædeligt, at danskerne tilsyneladende er parate til at nyde min nytolkning af det ikoniske danske smørrebrød.

Som jeg skriver i indledningen: “Plantebaseret mad er en kærlighedserklæring, ikke blot til dem, den serveres for, men en hyldest til livet i hele dets grønne mangfoldighed.”

.

følg med i de nyeste grønne nyheder

For kort tid siden gik det nye netmedie Magasinet i Morgen i luften. De har netop udgivet en omtale af “Grønt smørrebrød”. Den kan du læse her.

Jeg kan varmt anbefale at tegne abonnement på mediets nyhedsbrev. Så er du altid opdateret på grønne nyheder.

.

Share

fredag

6

maj 2022

0

KOMMENTARER

tærte med kulørte rodfrugter i nøddecreme

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

.

giv rødderne en skønhedsbehandling

En tærte er altid velkommen. Denne her er blevet ekstra pyntet med sæsonens sidste rodfrugter.

Faktisk kom tærten til verden, fordi jeg havde en kinaradise, som jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle bruge til – og så blev den sammen med andre rodfrugter strimlet til denne tærte. Men kinaradisen er ikke absolut nødvendig. Du kan simpelt hen bruge de rodfrugter, du har lyst til.

.

tærten inden bagning

Tærten er parat til ovnen. Inden den bages, er farverne mere livlige.

.

vælg dit eget mønster

Jeg har rullet rodfrugtstrimlerne sammen i forskellige former. Men du kan lade fantasien råde og lave lige netop det mønster, du synes om.

.

rodfrugterne hviler på en nøddecreme

Rodfrugterne bages på en bund af nøddecreme, som kan laves med mandler, nødder, pecannødder, peanuts eller hvad du har mest lyst til.

Selve bunden er bagt med glutenfrit mel. Men vil du lave en hurtig ret, så vælg butterdej i stedet.

Du kan også vælge tærtebunden her.

.

tærte med kulørte rodfrugter i nøddecreme

(4 personer)

glutenfri tærtebund:

100 g boghvedemel

50 g fuldkornsrismel

50 g fuldkornsmajsmel

30 g glutenfri havregryn

1 tsk bagepulver

1 dl havrefløde eller anden fløde

1 spsk tamari (soja)

ca. 1 dl vand

ovenstående kan erstattes af 4 plader frossen butterdej

fyld:

400 g kinaradise

400 g gulerødder, gerne orange og røde (evt. rødbede)

150 g grøn squash

75 g mandler eller nødder, evt. blandede med pecannødder, peanuts etc.

2 dl havrefløde

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, rørsukker

2 spsk fintklippet rosmarin

¾ dl olivenolie

evt. planteyoghurt

evt. friske krydderurter og/eller spiselige blomster

Bland de tre slags mel og havregrynene med bagepulver og salt.

Tilsæt tamari og så meget fløde og vand, at du kan samle dejen. Den skal have konsistens, så den kan bredes ud i bageformen. Lad dejen hvile et kvarters tid. Hvis den er blevet for fast, så tilsæt en smule vand.

Læg bagepapir i en bageform (jeg har brugt en kvadratisk form, der måler 25×25 cm).

.

Bred dejen ud i formen. Brug en ske dyppet i vand til at brede dejen ud med. Sørg for, at dejen er ensartet tyk. Du kan presse den lidt op ad formens kanter.

Prik dejen med en gaffel og forbag den i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Høvl rodfrugterne i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern. Skiverne skal være så tynde, at de kan rulles uden at knække. Læg dem sammen tre og tre.

Saml rodfrugterne i runde eller aflange faconer.

Blend de valgte nødder/kerner og rør dem i fløden. Smag til med reven citronskal, citronsaft samt salt og peber. Måske skal der også et nip sukker i.

Bred nøddeblandingen ud på den forbagte bund og læg rodfrugterne på i et pænt mønster.

Rør rosmarinen i olien og dryp den på grøntsagerne.

Bag tærten færdig i ovnen, ca. 40 minutter.

Drys evt. tærten med krydderurter og/eller spiselige blomster.

Du kan servere yoghurt smagt til med salt, peber og evt. presset hvidløg til tærten.

..

.

Share