glædelig jul – julekalenderens låge nr. 24
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in festmad, julemad, nytår, supper
.
sidste låge i julekalenderen

Nu skulle julemiddagen gerne være på plads og parat til at komme i ovnen eller på panden. Rødkålen er snittet og de små hvide kartofler venter kun på at blive vendt i en karamelmasse. Så er det jul!
Jeg håber, at du gennem december har fået inspiration til små og store juleretter – og jeg ønsker en rigtig glædelig jul. Måske en anderledes jul end du er vant til, men måske netop derfor mere givende. I dette år har vi lært, at vi ikke kan tage noget for givet, heller ikke vore nærmeste og kæreste. Derfor håber jeg, at nærhed og taknemmelighed vil præge denne coronajul.
Skulle selvmedlidenheden snige sig ind, så send en tanke til den lille milliard mennesker rundt om på kloden, der sulter – og de 80 millioner, der er fordrevet fra deres egne hjem.
Glædelig jul.
.
nytåret er lige om hjørnet

Vi har knapt nået at fordøje julemaden, før vi skal tænke på nytårsmenuen.
Heller ikke nytårsaften bliver, som den plejer at være. Men lækker og livgivende mad skal vi have.
Jeg er næsten parat med en nytårsmenu, men her er foreløbig forslag til en forret.
.
jordskokkesuppe med knas og caviart

Jordskokkesuppe er en meget enkel suppe, og den er hurtig at lave. Med knasende chips af jordskok og caviart forvandles den nemt til en festlig nytårssuppe.
.
tilberedning i god tid

Suppen kan tilberedes i god tid og opbevares i fryseren. Det er en ting, jeg sætter stor pris på, når jeg skal have gæster, så jeg ikke bruger tiden i køkkenet i stedet for at være sammen med selskabet.
Hvis du fryser suppen, så vent med at tilsætte fløden til suppen skal serveres. Smag til igen, både med citron, salt, peber og evt. sukker.
.

jordskokkesuppe med sprøde chips og caviart
(4-5 personer)
75 g løg
4 fed hvidløg
2 spsk kokos- eller olivenolie
400 g jordskokker
150 g kartofler
6-7 dl grøntsagsbouillon
2-3 dl plantemælk eller -fløde
1 økologisk citron
salt, friskkværnet peber, rørsukker
2 spsk sort caviart (“kaviar” lavet af tang)
persille
Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er klare.
Tag 1 stor jordskok fra og skær resten af jordskokkerne og kartoflerne i små terninger. Kom dem i gryden sammen med bouillonen. Læg låg på gryden og kog suppen ca. 10 minutter. Lad den afkøle lidt.
Purér suppen og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt plantemælk og evt. mere bouillon, til konsistensen er passende.
Smag til med citronsaft, reven citronskal, salt og peber – og måske et nip sukker.
Skær den hele jordskok i meget tynde skiver på et mandolinjern. Læg dem på en bageplade og tør dem i en 160 grader varm ovn 10-15 minutter. Hold øje med chipsene. De skal være gyldne men må ikke blive brændte. Du kan også stege dem på en pande i lidt olie.
Servér suppen portionsvis. Læg en lille “roset” af chips i midten af suppen og sæt 1/2 spil caviart i midten.
Drys med lidt frisk persille.
.




































Glædelig jul og godt Nytår til dig Kirsten .🌲🎅
Tak for alle dine dejlige opskrifter🤗
Jeg glæder mig til at se hvad du finder på i det nye år.
Mange jule hilsner
Hanne 🍀🌲🎅
Tak for mange lækre opskrifter og fif til erstatning af purinrige ingredienser
Glædelig jul og godt nyt år til dig
Hilsen Dorte
Kære Kirsten.
Tusind tak for inspirerende decemberretter.
Rigtig god jul og kom vel ind i det nye år. Og nej, der er ingen grund til selvmedlidenhed bare, fordi vi ikke lige kan gøre, som vi har lyst.
De bedste julehilsener
Paw
Tak for inspirerende julekalender 🤗
Glædelig jul og godt nytår
Venlig hilsen
kære Kirsten
Jeg er rigtig glad for dine menu forslag som man selv kan forenkle og tilsætte hvordan og for meget . Dine forslag er så gedigne , eviggyldige sunde men med et strejf af fornyelse som tiden motiverer os til
Tusind tak .
Jeg sender dig mange mange tak for i år og et godt sundt nytår til dig . Glæder mig til at tilberede jordskoksuppen til min nytårs aften
Mvh J Majmon