Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: december 2024

tirsdag

3

december 2024

6

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 3

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

julemandens pandekager

Her er solid mad, der passer til en julemand i kanefart.

Rødbeder mætter godt og rækker langt. Disse pandekager er skøn basismad i december.

Samtidig er rødbeder billig mad, og det kan man måske også have brug for i den dyre december. Samtidig er rødderne blandt de absolut sundeste fødevarer, vi kan spise.

.

rødbeder og peberrod – god gammel bondemad

Vi har dyrket rødbeder i Danmark i hundredvis af år, og rødbeden har, ligesom kartoflen og gulerødderne, fyldt utallige sultne maver gennem tiderne.

Tidligere havde vi i Danmark ikke meget at krydre maden med. Men peberrod har vi haft, og den har været brugt som smagsgiver i umindelige tider. Og peberrod passer perfekt til rødbeder.

Rødbeder kræver temmelig lang tid at koge eller bage i ovnen. Her er sparet på energien på den måde, at de rå rødbeder rives og blandes i pandekagedejen.

.

pandekager med brombær

Brombærsæsonen er desværre forbi, men du kan i stedet bruge blåbær – eller helt udelade bærrene.

Hvis du tilbereder pandekagerne med sukker i stedet for salt, kan de serveres som dessert med brombærsyltetøj. Steg i givet fald pandekagerne tyndere end du ellers ville. Jeg har lavet pandekagerne temmelig tykke, fordi det er madpandekager.

Men måske skal retten være endnu mere mættende?

.

pandekager med svitset grønt

Hvis pandekagerne skal udgøre en mættende hovedret, så svits de grøntsager, du har på lager, som tilbehør til pandekagerne.

Du kan bruge løg, blomkål, broccoli, hvidkål, svampe – eller hvad du har i grøntsagsskuffen. Så undgår du også madspild. For ekstra proteiner kan du tilsætte en brik kikærter, linser eller bønner.

Jeg har desuden drysset med valnødder og hasselnødder.

Svits findelte grøntsager hurtigt i lidt olie på panden, når du har bagt pandekagerne.

I stedet for forslaget nedenfor med kikærtemel og havre, kan du bruge den pandekagedej, du plejer, og blot tilsætte de revne rødbeder.

.

rødbedepandekager med peberrodscreme og grøntsagsmix

(8-10 tykke pandekager)

100 g kikærtemel

100 g havremel (evt. hvedemel)

50 g havregryn

ca. 3 dl vand

1 tsk salt, friskkværnet peber

300 g rødbeder

100 g løg

1 spsk spidskommenfrø, evt. fennikelfrø

olie til stegning

evt. blanding af grøntsager til topping

frisk koriander eller persille

evt. 1 brik kikærter, linser eller bønner

peberrodscreme:

2 dl havre cremefraiche eller anden cremefraiche

1 dl havrefløde eller anden fløde

reven peberrod efter smag (kan erstattes af ingefær)

citronsaft

1 bdt persille

.

Rør dejen sammen af de to slags mel, havregryn og 3 dl vand. Tilsæt salt og lidt peber.

Lad dejen hvile en times tid, evt. til næste dag.

Riv rødbederne fint på et rivejern, eller findel dem i en foodprocessor.

Hak løgene fint.

Rør rødbeder og løg i dejen sammen med spidskommen eller fennikel.

Dejen vil formentlig være for tyk på dette tidspunkt, så tilsæt vand, til dejen er som en almindelig pandekagedej.

Steg 8-10 pandekager med en diameter på 14-15 cm. Du kan også lave færre og større pandekager.

Olien skal være godt varm, når du hælder dejen på panden, ellers hænger den i – og vend først pandekagen, når overfladen bobler lidt op og ser tør ud.

Steg pandekagerne på begge sider.

Svits hurtigt de grøntsager, du ønsker at servere til pandekagerne.

Rør creme fraiche og fløde sammen og tilsæt fintreven peberrod efter smag. Smag godt til med peberrod, citronsaft, salt og peber.

Servér cremen til pandekagerne sammen med de svitsede grøntsager. Drys med frisk koriander eller persille.

Nedenfor er retten også drysset med friske valnødder.

.

.

Share

mandag

2

december 2024

2

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 2

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

.

panerede pastinakfileter med porrer og tapenade

Vi er lige midt i sæsonen for de skønne rodfrugter. Det er mad med vintertyngde og masser af sunde næringsstoffer.

I dag handler det om pastinakken, som tidligere mest brillerede i en suppe. Det er synd, for fileter af pastinak paneret og stegt udgør en dejlig hverdagsret her i december. Men fileterne kan også serveres til julefrokosten med remoulade og en citronskive.

I stedet for pastinakker kan du bruge persillerødder.

.

mandelpanering

Når pastinakskiverne paneres i mandler og rasp, får de lidt ekstra “stjernedrys” her i december. Du kan vælge nødder i stedet for mandler – eller frø og kerner som sesamfrø eller græskarkerner.

Hvis du vil tilføje lidt orientalsk smag, så kom også en spsk stødte spidskommenfrø i paneringen. Eller du kan tilsætte tørrede krydderurter.

.

citronporrer

Ligesom pastinakker er porrer en klassisk suppeurt. Men der kan lokkes meget mere smag ud af porrerne, når de får selskab af både citronskal og citronsaft.

Som proteintilskud har jeg tilføjet en dåse brune kikærter. Kikærter fra dåse vil jeg dog kun anbefale, hvis du er i tidsnød, for der er en verden til forskel på kikærter på dåse og de hjemmekogte.

Nu hvor vi har fået de danske Ingridærter, kan de med fordel byttes ud med kikærterne.

.

pastinakker elsker mandler

Pastinakker kan skam også udtrykke følelser! De gør det bare med deres kropssprog. Her åbenbarer roden sit hjerte for mandlerne!

.

måske med tapenade?

Jeg har lavet en oliventapenade, se nedenfor, til pastinakkerne. Den behøver du ikke nødvendigvis. Du kan fx i stedet drysse med hakkede oliven – eller helt udelade dem.

Du kan også vælge den lækre sesamsovs, gomasovs.

.

mandelpanerede pastinakker med citronporrer og tapenade

(4 personer)

½ kg pastinakker

olivenolie til stegning

panering:

kikærte- eller hvedemel

50 g mandler

rasp, gerne pankorasp

salt, friskkværnet peber

evt. 1 spsk tørret timian eller 1 spsk stødte spidskommenfrø

porrer:

2 store porrer

2 spsk olivenolie

1 dåse brune eller lyse kikærter, evt. Ingridærter (eller friskkogte, se nedenfor)

1 økologisk citron

.

Skræl pastinakkerne og skær dem i ca. 1 cm tykke skiver.

Rør en tyk jævning af kikærte- eller hvedemel. Tilsæt lidt salt og peber.

Hak mandlerne fint, evt. i en blender. Bland mandler og rasp. Hvis du ønsker ekstra smag, så tilsæt timian eller spidskommen.

Vend skiverne i jævningen, så de er helt dækkede – og derefter i mandelraspen.

Læg skiverne på en pande i godt varm olie.

Steg skiverne ca. 3 minutter på hver side eller til de er gyldne. Steg dem ikke for længe. Pastinakkerne må gerne beholde lidt bid.

Snit porrerne og svits dem i lidt olie til de er bløde og gennemstegte. Afdryp kikærterne og tilsæt dem sammen med et par spsk citronsaft og en spsk reven citronskal.

Hvis du selv vil koge kikærterne eller Ingridærterne, så sæt 150 g i blød ca. 8 timer og kog dem i nyt vand 20-25  minutter. Afdryp dem.

Smag godt til med salt og peber.

Servér pastinakskiverne med kikærterne i bunden, og de svitsede porrer på toppen. Du kan enten servere tapenaden nedenfor til – eller du kan hakke 50 g sorte oliven uden sten og drysse med dem. Drys også med lidt mere høvlet citronskal.

.

tapenade

100 g sorte oliven uden sten

1-2 spsk olivenolie

2 spsk kapers

1 tsk knust rosenpeber

1-2 fed hvidløg

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Blend de sorte oliven sammen med olivenolie, kapers og rosenpeber.

Smag tapenaden til med presset hvidløg og lidt citronsaft. Hvis tapenaden er for syrlig, så tilsæt en smule sukker.

Riv ca. ½ spsk af skallen på citronen og rør det i tapenaden. Smag til igen.

 

.

TIP:

pastinakfileter til julefrokosten

De stegte pastinakfileter egner sig også fint som pålæg – eller til julefrokosten.

Pastinakskiverne er toppet med marineret fennikel, tørrede og friske tomater, sennepsmayo og fennikelgrønt.

 

Share

søndag

1

december 2024

14

KOMMENTARER

julekalender 2024 – luk op for låge nr. 1

Skrevet af , Posted in forretter, julemad

.

velkommen til min julekalender – store smagsoplevelser venter 

Så har vi taget hul på en dejlig og magisk måned fuld af julehygge, gløgg og glædelige møder. Juletræet skal hentes, småkagerne bages, familier og venner besøges. Der dufter skønt af gran, brune kager og nelliker. Vintermørket jages på flugt med tusindvis af lyskæder. Vi glæder os i denne tid …

Masser af dejlig mad og søde sager venter også. I min julekalender vil du hver dag i december indtil juleaften finde en opskrift. Det kan være på en forret, en hovedret, et tilbehør – eller måske lidt sødt. Det kan også være enkle retter til hverdag. Dem er der trods alt flest af, også i december.

Den 1. december starter med en super-enkel forret, der smager skønt. Peberfrugterne er et eksempel på, hvor nemt det er at servere mad, der smager så englene synger. Og de er jo allevegne her i december …

.

julerød start på december

Julemåneden starter med en julerød forret. De kvarte peberfrugter ligner små røde nissehuer, så børene vil også være begejstrede.

.

C-vitamin er en ekstra bonus

Faktisk er det en lille smule utidigt at snakke om sund mad i december. Det sunde levnes ikke meget plads i denne måned, men da vi har brug for, at alle celler er friske i den hektiske december, vil jeg alligevel nævne peberfrugtens lyksaligheder.

Peberfrugt indeholder vitaminerne A (betacaroten), C, E, B6 og folat. Det er stoffer, som virker antiinflammatoriske og styrker immunforsvaret, øjnene, huden, optagelse af jern og meget mere. Vær opmærksom på, at kroppen optager A- og E-vitaminerne bedst, hvis peberfrugten spises sammen med noget fedtrigt, i denne opskrift olivenolie.

Jeg har dels valgt rød peberfrugt, fordi den er “julet”, dels, og ikke mindst, fordi den indeholder  meget mere A-vitamin end den grønne og gule peberfrugt (som man dog ikke af den grund skal skrotte, da de indeholder andre vigtige stoffer).

.

grillede peberfrugter med plantefeta og krydderurter

(4 personer)

4 røde peberfrugter

dressing:

5 spsk olivenolie

1 spsk citronsaft

2 spsk god balsamico

1 lille fed hvidløg

salt, friskkværnet peber, tamari, rørsukker eller sirup

75 g plantebaseret fetaost

krydderurter, fx oregano, dild, bronzefennikel

.

Skær peberfrugterne i kvarte og fjern kerner og frøstole.

Læg dem i en bageform med den buede side opad, og pensl dem med olie.

Sæt peberfrugterne under grillen og grill, til skindet er mørkt og bobler op. Læg peberfrugterne i en plasticpose.

Flå skindet af peberfrugterne, når de er afkølede.

Peberfrugterne kan grilles og flås i god tid, før de skal serveres, fx dagen før.

Rør en dressing af olie, citronsaft, balsamico og presset hvidløg. Hvis peberfrugten har nået at afgive væde, så brug den også.

Smag til med salt, peber og sødt.

Hæld dressingen over peberfrugterne og vend rundt.

Arrangér peberfrugterne på fire tallerkener og smulder osten over.

Pynt med den eller de valgte krydderurter.

.

.

Share