Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tomatsovsArkiv

lørdag

19

december 2015

20

KOMMENTARER

valnøddefalafler i rød sovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

20. december 2015

.

årets julegave

Melanie Joy

Hvis du følger med her på bloggen, har du sikkert overvejet, hvad der er etisk forsvarligt at spise. Derfor er denne bog ikke rettet til dig, men jeg vil varmt anbefale Melanie Joys nye bog som julegave. Bogen handler om, hvorfor vi er følelsesløse overfor dyrs lidelser, og om hvorfor vi spiser dem. Joy forklarer, hvorfor vi elsker vores kæledyr og hvorfor vi spiser deres mere intelligente fætre og kusiner. Det er vanvittig interessant læsning (og rystende!).

Melanie Joy er psykolog og påviser, at vi ikke har noget naturlig behov for at spise kød, og hun forklarer, hvordan vores kødproduktion er ødelæggende for jorden og klimaet.

Hvis du kender én, der endnu ikke har sat sig ind i sammenhængen mellem vores motiver for at spise kød, dyrevelfærd og ernæring, så giv denne bog i gave.

“Hvorfor vi elsker hunde, spiser grise og går klædt i køer” kan være med til at frisætte os fra de fastgroede normer, at det er normalt at spise kød.

Hvis du vil vide lidt mere om, hvad Melanie Joy står for, så kig på denne video på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=o0VrZPBskpg

240 sider. Kr. 198,00. Bogen kan købes hos forlaget Politisk Revy, hos Saxo eller hos din lokale boghandler.

Melanie Joy

Jeg var så heldig at møde Melanie Joy ved Bogmessen i København i november. Melanie er en smuk kvinde med et hjerte, der banker for de forpinte produktionsdyr. Køb hendes bog, læs den – og ikke mindst: giv den som gave.

 


 

 

 

19. december 2015

små valnødde”falafler” er lækker julemad

valnøddekugler-i-tomatsovs

Jeg stod forleden med et par auberginer og en pæn portion valnøddekerner, som jeg havde købt sidst jeg var i München. Dér har de ikke de eksorbitante skatter på nødder, så jeg havde sikret mig et lille lager, men valnødder holder ikke evigt. De harskner ved længere tids opbevaring.

Hvad gør man så med to så fremragende råvarer som valnødder og auberginer? Jeg ville gerne lave noget “julet”, der kunne spises både som middagsret og som frokostret. Og samtidig kunne jeg så styrke hjernen med de gode fedtstoffer i nødderne. Det endte med, at jeg besluttede mig for at lave en fars af de to produkter.

Frikadeller, bøffer og kødboller bliver ofte efterlyst i en vegetarisk udgave, så jeg tænkte,  jeg ville lave nogle “kød”boller, som også kan bruges i boller i karry eller optræde som erstatning for den klassiske falafel med kikærter. Men da boller i karry er en hverdagsret, og da julen er rød, endte de små lækre kugler i en nisserød sovs.

Du kan også stege farsen som lidt større frikadeller på en pande, eller du kan bage den i en postejform. I så fald skal du nok gøre portionen lidt større, evt. fordoble den. Så er der også lidt til madpakken næste dag.

 

valnøddekugler

valnøddeboller i urte/tomatsovs 

valnøddeboller:

1/2 kg auberginer

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

4 spsk kokosolie

50 g valnødder

2 spsk revne basilikumblade (eller 2 tsk tørret)

1 spsk timianblade (eller 1 tsk tørret)

125-150 g rasp

2 spsk loppefrøskaller (HUSK) rørt ud i lidt vand eller 2 tsk ægerstatning

olivenolie

urte/tomatsovs:

50 g løg

2 fed hvidløg

evt. frisk chili eller chiliflager

1 rød peberfrugt

4 dl hakkede tomater fra glas eller karton

en stor håndfuld krydderurter: timian, salvie, mynte, estragon, basilikum etc.

citronsaft

 

valnøddekugler-i-tomat

Skær auberginerne i små terninger og læg dem i saltvand en halv times tid.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Afdryp auberginerne og kom dem på panden. Svits dem ved rask varme, til de er bløde.

Purér auberginerne i køkkenmaskinen og kom dem i en skål.

Hak valnødderne fint og rør dem i auberginerne sammen med krydderurter og 100 g rasp. Smag godt til med salt og peber.

Pisk loppefrøskallerne ud i 1/2 dl vand og rør det i farsen – eller rør ægerstatningen i. Lad farsen hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen og tilsæt lidt mere rasp, hvis farsen er for lind. Den skal være så fast, at den kan formes med hænderne.

Rul 20-25 kugler af farsen på størrelse med en golfbold. Tril dem i rasp og sæt dem på bagepapir på en bageplade.

Dryp lidt olivenolie på kuglerne og sæt pladen i en 200 grader varm ovn. Bag dem 15 minutter og vend dem. Bag dem endnu 10-15 minutter.

Hak løg og hvidløg til sovsen og svits dem i en gryde et par minutter. Hvis du bruger chili, så tilsæt den nu.

Skær peberfrugten i små terninger (fjern kerner og frøstol) og kom dem i gryden. Svits endnu nogle minutter. Tilsæt tomaterne med væde samt krydderurterne. Lad sovsen simre under låg 8-10 minutter.

Smag til med salt, peber, citronsaft og lidt rørsukker.

Hæld sovsen i et fad og sæt de bagte ”kugler” i sovsen.

Giv gerne brød og en salat eller to til. Det kan fx være:

 

quinoasalat med edamamebønner

quinoasalat-m-edamame

eller

 

spidskålssalat med edamamebønner og kerner

spidskålssalat-1

I anledning af julen er det en god idé at bruge rød spidskål til denne salat.

 

Share

lørdag

28

november 2015

19

KOMMENTARER

grønkålslasagne med tomatsovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

grønkål er en gevaldig gavnlig gave til kroppen

grønkålslasagne.3

Her er en rigtig vinterlasagne kun med grøntsager: grønkål, squash og svampe. Dvs lasagnen er glutenfri, men spiser du gluten, kan du tilføje lasagneplader.

 

naturens egne vitaminer og mineraler

grønkålsblade m tekst

Kål er utroligt sundt. Alle slags kål er gudernes gave til kroppen. I gamle dage blev kål kaldt for de fattiges medicin. Og det er lige præcis, hvad kål er!

Kål virker antiinflammatorisk i kroppen og er spækket med plantenæringsstoffer med svære navne som thiocyanater, indoler, lutein, zea-xanthin, sulforafan og isothiocyanater. Disse stoffer er meget kraftfulde og forebygger flere forskellige former for kræft og andre velfærdssygdomme.

Mange forsøg har vist, at kål er en virksom kræfthæmmer. Det skyldes også det store indhold af antioxidanter og mængden af glukosinolater, som næsten kun findes i kål. Det svovlholdige stof, som giver kålen dens karakteristiske smag, bruger planten til forsvar mod sygdomme og skadedyr. Og forskerne mener, at disse stoffer muligvis har samme virkning i kroppen.

Kål indeholder mange fibre, som din tarmflora vil elske. Disse fibre er gode for fordøjelsen og binder også brugt kolesterol og østrogener.

Helt nye forsøg viser, at K-vitamin, som bl.a. findes i mørkegrønne kål og blade, måske kan beskytte mod Covid19 – eller lette forløbet. Der skal mere forskning til, men det er under alle omstændigheder klogt at bruge hovedet – kålhovedet!

 

grønkål-hans

Grønkål er en af de sundeste kålsorter. Grønkål er en rigtig booster for kroppen. Faktisk er grønkål endnu sundere end spinat, bl.a. fordi grønkål indeholder mindre oxalsyre. Helt fortjent har grønkål fået betegnelsen “Dronningen af grønt”.

De krøllede grønne blade indeholder meget A-vitamin (beta-caroten) og K-vitamin (K-vitamin er vigtigt for knoglerne og ser ud til kunne hindre skader i hjernen og er dermed aktiv i forebyggelsen af Alzheimers) samt B- og C-vitaminer. Grønkål er også rig på kalk, fosfor, mangan og magnesium.

Grønkål indeholder kun 33 kalorier pr. 100 g. Det betyder, at grønkål er en af de mest kaloriefattige grøntsager med flest opbyggelige stoffer pr. kalorie.

Men man KAN jo også spise grønkål simpelt hen, fordi det smager godt. Prøv fx denne glutenfrie lasagne hvor “pladerne” udgøres af squashskiver. Verdens nemmeste tomatsovs serveres til separat.

 

grønkålslasagne.2 

grønkålslasagne med tomasovs 

2 dl linser

300 g grønkål

100 g løg

4 fed hvidløg

kokos- eller olivenolie

250 g svampe, fx champignon

1 tsk reven muskatnød

2 spsk citronsaft

350 g squash

200 g fetaost (plantebaseret)

1 1/2-2 dl plantemælk eller anden mælk

50 g tørrede tomater i olie

25 g sesamfrø 

tomatsovs:

2 dl plantefløde eller anden fløde

1 dl mosede tomater eller 1/2 dl tomatpuré

 

Kog linserne 20 minutter og afdryp dem.

Skær kålen af midterribberne. Del kålen i mindre stykker og læg dem i kogende vand. Kog dem 3 minutter og af dryp dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i 2 spsk olie, til løgene er klare. Skær svampene i skiver og tilsæt dem. Svits endnu et par minutter ved rask varme. Bland muskatnød og citronsaft i svampene og drys med lidt salt og peber.

Skær squashen i tynde skiver på et mandolinjern.

Rør fetaosten lind med mælken. Hak de tørrede tomater og rør dem i.

Læg lasagnen sammen i et ovnfast fad: læg et lag squashskiver nederst, læg et lag grønkålsblade, et lag fetacreme, linser og et lag svampeblanding. Fortsæt til alle ingredienser er brugt op. Det øverste lag skal være grønkål.

Drys  med sesamfrø.

Læg folie over fadet og sæt det i en 200 grader varm ovn 15 minutter. Fjern folien og bag lasagnen endnu ca. 15 minutter, eller til sesamfrøene er gyldne.

 

grønkålslasagne.sovs

tomatsovs

Lav tomatsovsen: smag fløden til med tomater eller puré efter smag og behag. Smag til med salt og peber, evt. også lidt citronsaft og et nip rørsukker.

Servér sovsen til lasagnen. Den kan enten være varm eller kold.

I stedet for denne lynhurtige sovs kan du vælge en mere klassisk tomatsovs.

 

grønkålslasagne

tip

Hvis du ønsker lasagnen ekstra mættende, kan du også lægge almindelige lasagneplader mellem lagene.

Hvis du helt vil undgå ost, så byt fetaosten ud med tomatsovsen.

Du kan erstatte linserne af kogte bønner eller kikærter.

Servér gerne en pæresalat med selleri og nigellafrø til lasagnen:

 

pæresalat

 

 

Share

fredag

10

april 2015

6

KOMMENTARER

grøntsags”spaghetti” på bund af auberginer

Skrevet af , Posted in hovedretter

12. april 2015

.

trængsel i baghaven

musvit

Der var travlhed i min baghave – en lille skov – i går. Små og store forsynede sig med kerner og frø – og de første skud på de små buske.

I dag skutter både musvitter og rådyr sig i kulden.

 

rådyr

.


11. april 2015

.

store ramsløg-weekend

ramsløg

Jeg tjekkede det lige i går: nu er ramsløgene så store, at man kan få til både pesto og suppe. Jeg skal lige nu i gang med en broccoli/ramsløgsuppe, der er en ren booster for helbredet.

Og når man er ude at samle ramsløg, kan man lige så godt nippe nogle små nye skud af skvalderkål med til salatskålen eller suppegryden. Her er en salat med de nye skud, der er nærmest sprækkefærdige af vitaminer, mineraler og andre fantastiske stoffer, der sætter gang i en vintertræt krop.

 

spidskålssalat med ramsløg og skvalderkål

spidskålssalat m skvalderkål

1/2 lille spidskål

2-3 håndfulde små skud af skvalderkål

20-25 ramsløgblade

50 g hasselnødder

1 dl tørrede tranebær (kan erstattes af rosiner eller blåbær)

kapersvinaigrette:

5 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

2 spsk hakkede kapers

1/2 spsk fintreven skalotteløg

 

Snit spidskålen papirtyndt. Snit de vilde planter.

Skær nødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande.

Bland kål, vilde planter, nødder og tranebær med hakket persille.

Rør en dressing af olie, citronsaft, kapers, løg og et par spsk vand. Smag godt til med salt og peber og evt. et nip sukker.

Hæld dressingen ovr salaten og vend rundt.

 


 

10. april 2015

.

alternativ til italiensk klassiker

 

grøntsagsspaghetti

Spaghetti er en af verdens mest populære retter, elsket af både små og store.

Spaghetti er normalt lavet af hvede og vand – enklere kan det dårligt blive. Men mange kan ikke tåle gluten, som jo findes i hvede. Derfor er det en god idé at bytte hvedepastaen ud med “spaghetti” lavet af grøntsager. Jeg har her brugt gulerødder og squash, men du kan også bruge andre faste rodfrugter som persillerod eller pastinak. Selleri er også en mulighed, men så bliver “pastaen” kortere.

Pastasovsen er af tomat med terninger af aubergine.

grøntsagsspaghetti.2

grøntsags”spaghetti” med svampe

350 g gulerødder

400 g squash

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g svampe, gerne små bøgehatte

citronsaft

2 tsk oregano

frisk timian

tomatsovs:

300 g aubergine

1 lille skalotteløg

1 stilk bladselleri

2 spsk olivenolie

1 dåse hakkede tomater

2 tsk tørret timian

2 tsk kanel (kan udelades)

et nip chiliflager (kan udelades)

 

grøntsagsspaghetti.3

Lav først tomatsovsen: skær auberginen i små terninger og læg dem i saltvand en halv times tid.

Hak løg, hvidløg og bladselleri og svits grøntsagerne i olien 3-4 minutter.

Afdryp auberginerne på et klæde eller køkkenrulle. Svits dem med ved god varme. Tilsæt evt. en smule mere olie. Men spar på olien. Auberginer suger al den olie, de kan få!

Hæld tomaterne ved, når auberginerne er gyldne, og tilsæt timian og evt. kanel og chili. Læg låg på gryden og lad sovsen simre over svag varme, mens du laver ”spaghettien”.

Start med at høvle gulerødder og squash i lange strimler på et juliennejern. Du kan høvle dem tynde som spaghetti eller i bredere bånd som fettuccine.

Skær løgene i tynde både og hak hvidløgene. Svits de to ting i olien til løgene er let gyldne. Tilsæt svampene og steg for rask varme et par minutter. Tilsæt 1-2 spsk citronsaft, oregano og et drys salt og peber.

Kom ”spaghettien” på panden og varm grøntsagerne igennem. De skal ikke være særlig møre, blot gennemvarme. Smag til med salt og peber.

Smag også sovsen til med salt, sukker og citronsaft og fordél den i fire dybe tallerkener. Sæt en portion ”spaghetti” i sovsen på hver tallerken og pynt med lidt frisk timian.

 

grøntsagsspaghetti.1

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på ikonet share/save nedenfor. Her skal du trykke på “print friendly”, så kan du klikke billederne væk og kun printe teksten ud.

 

Share