Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

torsdag

6

juli 2017

8

KOMMENTARER

bønnesalat med oliven, bladselleri og valnødder

Skrevet af , Posted in salater

T.

nyd en ægte powersalat

Denne salat med hvide, proteinrige limabønner er et dejligt supplement til hovedretter, der ikke er specielt proteinrige. Spis den fx sammen med de græske tomatbøffer.

Bønnerne leverer proteiner, valnødderne indeholder de gode Omega 3- og 9-fedtsyrer, og oliven indeholder enkeltumættede fedtsyrer. Alle tre typer fedtsyrer regulerer kolesterol og forebygger hjerte-karsygdomme.

.

valnødder styrker hjernen

Det er en god idé at inkludere mange valnødder i kosten. De kan nydes i alt fra brød, salater og hovedretter til kager og desserter.

Valnødden ligner en lilleput-hjerne, og man har altid ment, at nødden var god for hjernen. Nu har forsøg bevist, at valnødder rent faktisk kan forebygge degeneration af hjernen.

Senest har forskerne kigget på valnødder i forbindelse med tarmfloraen, og det ser ud, som om en gruppe molekyler, der kaldes urolithiner, der frigives ved tarmbakteriernes fordøjelse af valnødder, er gavnlige for vores celler og tarmens immunforsvar. Du kan læse om Tudsskriftet GT,undersøgelsen i det medicinske tidsskrift GUT.

Hvis du bor i Københavns-området, vil jeg anbefale dig at købe dine valnødder og valnøddeolie i Løs Market i Saxogade i København. Jeg har tidligere nævnt butikken, hvor alt købes i “løs vægt”. Og helt specielt vil jeg sige, at butikkens valnødder fra Grenoble er af en helt særlig kvalitet, og også valnøddeolien er stærkt afhængighedsskabende!

.

bønnesalat med oliven, bladselleri og valnødder

(4 personer)

200 g limabønner (store hvide bønner) – eller andre bønner

4 stilke bladselleri

1 lille salathoved, fx radicchio

50 g valnødder

50 g oliven

1/2 dl hakket persille

1/2 dl hakket mynte

dressing:

5 spsk valnøddeolie eller olivenolie

3-4 spsk limesaft

1 spsk agavesirup

1 spsk sennep

salt, friskkværnet peber

.

Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer. Afdryp dem og kog dem møre i nyt vand, 30-40 minutter. Bid i en bønne efter ca. 30 minutters kogetid. Lad gerne bønnerne mørne færdigt i kogevandet 5-10 minutter.

Afdryp og afkøl bønnerne.

Skær bladsellerien i skiver.

Snit salaten.

Hak valnødderne groft.

Bland bønner, bladselleri, salat, valnødder, oliven og de to slags urter.

Rør en dressing af olie, limesaft, agavesirup og sennep.

Smag godt til med salt, peber og evt. også sirup og/eller sennep.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

 

 

Share

mandag

26

juni 2017

8

KOMMENTARER

fransk galette med asparges og ærter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

sidste udkald for årets asparges

Så synger dette års aspargessæson på sidste vers. Stænglerne stikkes ikke meget længere end til Sct. Hans, men mon ikke de kan findes i butikkerne endnu en uges tid?

Her er i al fald forslag til en fransk tærte med både hvide og grønne asparges, men du kan sagtens lave tærten med én slags asparges.

.

hvad er en galette?

En galette er en fransk pandekage, hvor lidt af siderne foldes ind over et fyld. Der bruges altid boghvedemel, og galetten kan være bagt som en helt almindeig tynd pandekage, men den kan også laves med tærtedej, som jeg har valgt her. Så er der lidt mere “mad” i retten. Du skal dog nok regne med denne portion som en frokostret. Hvis du vil have en mere mættende tærte, så sæt målene op.

Galetten stammer fra Bretagne, og når den bages med boghvedemel, er det fordi, den stammer fra en egn, hvor det var vanskeligt at dyrke hvede.

En galette som denne adskiller sig fra en klassisk tærte ved at være bagt uden form og ved at lidt af dejens sider foldes ind over fyldet. Man kan kalde den en “free style” tærte.

.

Brug de asparges, du kan finde: hvide eller grønne, tykke eller tynde.

.

picnicmad

En galette er “robust” mad og er derfor velegnet at transportere i madkurven til en skovtur eller picnic.

.

galette med asparges og ærter

(4 personer)

galettedej:

2 spsk blød tahin eller andet fedtstof

50 g rismel

150 g boghvedemel

2 spsk loppefrøskaller (HUSK)

2 spsk olivenolie

1 tsk salt

1-2 dl vand

fyld:

250 g grønne asparges

250 g hvide asparges

50 g bælgede ærter

ærteskud

50 g cashewkerner (udblødes 6-8 timer)

2 dl sojafløde

2 spsk gærflager

50 g vegansk parmesanost eller anden ost

salt, friskkværnet peber

.

.

Sæt først de 50 g cashewkerner i blød. De skal udbløde nogle timer, gerne natten over.

Bland tahin med de to slags mel, loppefrøskaller, olivenolie og salt. Tilsæt 1 dl vand og ælt dejen sammen. Kom mere vand i lidt ad gangen, indtil dejen er sammenhængende og glat.

Form dejen til en rund kugle og lad den hvile et par timer.

Skræl de hvide asparges. Skræl evt. de grønne nederst på stilkene.

Afdryp cashewkernerne og blend dem med fløde, gærflager og et lille drys salt og peber.

Blend til ”cremen” er ensartet og smag til med salt og peber.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade og læg dejkuglen i midten. Læg et stykke husholdningsfilm ovenpå og rul dejen ud til en cirkel direkte på pladen.

Rul dejen tyndt ud til en rund ”plade”, der måler 36-38 cm i diameter. Skær kanterne pæne (brug evt. overskydende dej i en lille bageform og bag en lille ”smageportion”).

Bred cashewcremen ud på dejen. Den skal ikke gå helt ud til siderne. Læg aspargesene på cremen og drys med ærterne.

Riv osten og drys den på.

.

Fold siderne af dejen ind, så galetten bliver firkantet.

Pensl med lidt olie og sæt galetten i en 200 grader varm ovn. Bag den til overfladen er gylden, ca. 25 minutter.

Drys med ærteskud ved serveringen.

.

kartoffelsalat som tilbehør

.

En salat med nye kartofler passer fint som tilbehør til galetten. Se opskriften her.

.

Share

tirsdag

20

juni 2017

12

KOMMENTARER

gulerodskage med hyldeblomster – en smag af midsommer

Skrevet af , Posted in desserter

.

midsommers bedste skærekage

Duftende skærme af hvide hyldeblomster er indbegrebet af dansk midsommer. Blomstrende hyld er lig med sol og sommer og lyse nætter.

Jeg er så heldig at bo et sted, hvor jeg er helt indhyllet i den liflige duft af de små hvide blomster døgnet rundt. Sommerduft i tunge klaser.

Da jeg forleden skulle have gæster og derfor ville opfinde en plantebaseret kage, slog det mig, at det jo lige nu er tiden, hvor hyldeblomster og hyldeblomstsaft kan tilføre en kage hele sommerens trylleri  og magi.

For der er faktisk meget magi forbundet med hyldetræet. Den følelsesmæssigt let påvirkelige H.C. Andersen fandt fx trøst i hylden og skrev:

“Imellem havens buske, i solskin, regn og rusk, med store blomster-duske, står der en hyldebusk. I duften er der lindring, når hjertet er bespændt, dér kommer hver erindring om gammelt, kært og kendt”.

.

Hyldetræet har altid været omgivet af mystik og ritualer. Træet kendes langt tilbage fra den gamle nordiske mytologi og fra folkeeventyrene. Hylden blev anset for et helligt træ, og endnu i dag kvier mange sig ved at fælde et hyldetræ. Det kan nemlig bringe ulykke over huset!

Hyldetræet tilskrives mange positive egenskaber. Træet hører under frugtbarhedsgudinden Freja og forbindes med kærlighed og frugtbarhed. Og hyld mentes tidligere at kunne kurere en masse lidelser, bl.a. feber. Især skulle indtagelse af hyldeblomster Sct. Hansaften have en speciel gavnlig indflydelse.

Men man skal ikke spøge med hyldetræet, det har nemlig også en mørk side. Så har du fået lyst til at plukke blomster til hyldeblomstsaft eller til kagen her, så husk at spørge træet om lov først. I gamle dage lød det sådan: »Hyldemor, hyldemor, tillad mig at skære af din skov«.

.

i dag giver jeg kage

Kagebagning er langt fra min spidskompetence, men denne midsommerkage tør jeg godt anbefale.

.

spis kage til

Det er midsommer, så snup et stykke midsommerkage og syng med på Thøger Larsens: “Danmark, nu blunder den lyse nat”:

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

.

gulerodskage med hyldeblomster 

200 g gulerødder

1 stang vanilje (kan udelades), evt. vaniljesukker

100 g rørsukker

200 g hvedemel

3 tsk bagepulver

1/2 spsk stødt kanel

1/2 tsk reven muskatnød

1 tsk salt

3 spsk loppefrøskaller (HUSK)

1 dl havrefløde eller anden fløde

1 dl koncentreret hyldeblomstdrik

1 lille blød banan

1/2 dl raps- eller olivenolie

1 spsk frisk reven ingefær

1 økologisk citron

50 g rosiner

50 g hakkede hasselnødder eller valnødder

”frosting”:

2 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

1 spsk citronsaft

flormelis efter smag

evt. friske hyldeblomster

.

Riv gulerødderne fint og sæt dem til side.

Bland de tørre ingredienser godt:

Flæk vaniljestangen og mas kornene ud i sukkeret.

Kom sukkeret i en skål og tilsæt mel, bagepulver, kanel, muskatnød og salt.

Kom loppefrøskallerne i en anden skål og tilsæt fløde og hyldeblomstdrik.

Skær bananen i skiver og kom dem i sammen med reven ingefær, 1 spsk citronsaft og 1 spsk fintreven citronskal.

Pisk blandingen med elpisker et par minutter.

Tilsæt olien, de revne gulerødder, rosiner og nødder og bland de tørrede ingredienser i dejen.

Hæld dejen i en smurt bageform og bag kagen i en 180 grader varm ovn 45-50 minutter. Stik en kniv i kagen for at se, om den er færdigbagt.

Sæt yoghurten til afdrypning i et kaffefilter en time eller to.

Tilsæt citronsaft og smag til med sukker efter behag.

Lad kagen afkøle og smør ”frostingen” på toppen af kagen. Pynt evt. med friske hyldeblomster og/eller reven citronskal.

Hvis du pynter med friske hyldeblomster, så undgå den såkaldte sommerhyld med smalle blade og små skærme. Den er let giftig.

.

 

Share