Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

24

september 2021

13

KOMMENTARER

kikærtecurry med stilkbroccoli – lækkert på ingen tid

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

supersund og lækker aftensmad på under 20 minutter

Jeg lover: denne superlækre og vildt sunde ret kan tilberedes på virkelig kort tid. Hav den i baghånden til travle dage. Det kræver kun, at du har frosne kikærter liggende i fryseren – eller bruger kikærter fra dåse. Ellers skal kikærter/bønner sættes i blød ca. 8 timer.

Er du løbet tør for kikærter så brug brune, sorte eller kidneybønner i stedet.

Du kan nemt variere broccolien med andre grøntsager som blomkål, svampe og bananløg, bagte rødbeder, squash, græskar etc. Tag hvad du har på lager.

.

aspargesbroccoli

Disse broccolistilke kaldes også aspargesbroccoli, fordi de har en fjern lighed med asparges. Kan du ikke lige finde dem hos din grøntsagspusher, kan du bytte dem ud med almindelig broccoli, som skæres i mindre buketter.

.

når less is more!

Superenkelt: kartofler, kikærter og broccoli med masser af smag fra en stærk karrypasta.

Og så er det sundt: gurkemeje virker sammen med friskkværnet peber stærkt antiinflammatorisk i kroppen. Og kan du ikke få nok af det stærke, kan du yderligere tilsætte friskreven ingefær. Det giver nogle ekstra grader på sundhedsbarometeret!

.

rød currypasta

Jeg har brugt denne røde currypasta, som kan købes i butikker med orientalske varer. Den er temmelig stærk, så prøv dig frem. Hvis du synes, det er en stor portion, kan du trøste dig med, at den holder i evigheder, hvis du opbevarer bøtten i køleskabet.

Du kan også lave min ven Henriks forrygende hjemmelavede currypasta. Men så har du brug for lidt længere tid. Til gengæld skriver Henrik om arbejdet: “Det er en herlig proces at lave sin karrypasta selv! Køkkenet dufter af de skønne krydderier, det er en sand fryd.” Og hvem har ikke brug for lidt eksotisk duft af 1001 nat, nu hvor efteråret banker på døren!

Se opskriften her.

.

spis ris til

Løskogte ris passer til curryretten – eller du kan vælge quinoa. Jeg har drysset risene med rosiner og sorte sesamfrø.

.

kikærtecurry med stilkbroccoli

(4 personer)

200 g kikærter (evt. 2 dåser)

200 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

1-2 tsk rød currypasta

1 dåse kokosmælk

2 tsk gurkemeje

300 g kartofler

250 g broccolistilke eller alm. broccoli

citronsaft

salt, friskkværnet peber, evt. rørsukker

frisk koriander

.

Læg tørrede kikærter i blød mindst 8 timer. Kog kikærterne i nyt vand ca. 20 minutter og afdryp dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien sammen med currypasta efter smag og behag (den er temmelig stærk).

Hæld kokosmælken ved og bring den i kog sammen med gurkemeje og ½ tsk friskkværnet peber.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden. Lad retten simre 8-10 minutter afhængig af, hvor store kartoffelterningerne er.

Tilsæt de afdryppede kikærter og broccolistilkene. Lad curryen simre endnu 3-4 minutter eller til kikærter og broccoli er gennemvarme.

Smag til med citronsaft og salt, evt. også et nip sukker.

Drys retten med hakket koriander og servér gerne kogte ris til.

.

.

Share

mandag

20

september 2021

21

KOMMENTARER

nu må det være slut med æg – helt slut!

Skrevet af , Posted in frokostretter, klima og mad, morgenmad, pålæg

.

hvornår siger vi stop?

Indtil nu har vi vidst, at en meget stor del af de 125 millioner slagtekyllinger, der årligt lander på danskernes middagsborde, i deres sidste tid lever med brækkede ben, fordi de opdrættes så hurtigt, at benene ikke kan bære den tunge krop. Den eneste trøst er, at de går så tæt sammen, ofte i stalde med 40.000 individer, at de slet ikke kan falde omkuld! Når kyllingen vejer 2 kg har den 0,05 m2 plads.

Selv om billedet nedenfor er fra 2008 er det stadig retvisende, bortset fra at kyllingerne nu opdrættes endnu hurtigere. Man har fremavlet en race, der vokser fra 40 g til 2 kg på 35 dage.

Kyllingerne lever det meste af deres korte liv i kunstigt lys, så de kan spise mest muligt. De ser aldrig dagslys eller indånder frisk luft, og der er ikke krav om siddepinde eller udskiftning af strøelse. Gad vide, hvilken smag, det giver i munden, at spise sådan et forpint dyr?

.

men hvad med de æglæggende høns?

Det faktum at en vild høne lægger ca. 20 æg om året i modsætning til en æglæggende produktionshøne, som lægger ca. 320 æg om året, er jo mere end bevis nok for, at vi er faret fuldstændig vild i forhold til, hvad vi byder dyr.

Det er der ikke rigtig nogen, der har taget notits af. Måske kan det sidste nye indenfor dyremishandling kaste lys – også på slagtekyllingernes lidelsesfulde liv.

Det er nemlig kommet frem, at de allerfleste æglæggende høner lever med et brækket brystben – desværre også de økologiske. Det har heldigvis skabt forarget omtale. Jeg håber, at empatien med de æglæggende høner med brækkede brystben vil omfatte slagtekyllingerne med de brækkede ben.

Det er på høje tid, vi nægter at støtte disse grufulde former for dyremishandling. Begge slags tortur skyldes kun én ting: grådighed. Det kan vi med rette bebrejde opdrætterne, men spiser man kylling eller æg, må man også gribe i egen barm. Forbrugerne vægter pris alt for højt, og hvis man ikke er parat til at betale for dyrevelfærd, bør man overveje at spise plantebaseret. Det er der heldigvis flere, der gør for hver dag.

For det tager op mod 30 år af “tilbageavle” hønsene til en krop, der kan lægge æg uden at tage alvorligt skade. Det kan vi ikke vente på.

Hvad gør man så? Man finder alternativer. Her er en oversigt over, hvad man kan bruge i stedet for æg i bagning – og nedenfor er der flere forslag til mad, der ligner noget, der har sagt kyki-li-kyeee.

.

.

fornuftige kyllingevinger

De mange, der i øjebkikket skifter madvaner i en grønnere retning, gør det ikke nødvendigvis, fordi de ikke kan lide smagen af animalske produkter, men fordi de siger stop for dyremishandling og ødelæggelse af natur og klima. Mange vil derfor gerne spise noget, der ligner det, de er vant til.

Her kommer de såkaldte “hot chicken wings” af blomkål ind i billedet. De er så lækre, at de altid bliver revet væk fra fadet.

Se opskriften her.

.

plantemayo

Vi er vant til at tænke, at vi ikke kan lave mayonnaise uden æg, men det kan vi sagtens!

Se opskrift på plantebaseret mayonnaise her.

.

hvad med morgenægget?

Mange mennesker sætter pris på et blødkogt æg til morgenmad. Men det går ikke mere, og jeg vil gerne i stedet anbefale denne lækre scrambled tofu, der kan nydes på et godt stykke rugbrød med forskelligt tilbehør, se nedenfor.

Vælg fast tofu til denne scramble og pres al væden ud, inden du smuldrer den. Den gule farve kommer fra gurkemeje, der sammen med peber virker stærkt antiinflammatorisk og regulerer kolesterol. Det kan man ikke lige sige om æg!

På fotoet er der faux lax på toppen, se opskriften her.

.

scrambled tofu med tomater og kørvel

 

Tomater og kørvel topper denne portion scrambled tofu. Du kan også tilføje terninger af agurk.

.

scrambled tofu med krydderurter og oliven

Her er drysset med mange slags krydderurter, og oliven giver ekstra smag.

.

scrambled tofu med radiser og bladselleri

Radiser og høvlet bladselleri drysset med sort salt er også en god kombi. Andre muligheder er ristede svampe.

.

scrambled tofu 

(4 personer)

200 g fast tofu

1 lille skalotteløg

1 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

½ spsk gurkemeje

½-1 tsk salt (gerne kala namak som har en æggeagtig smag)

friskkværnet peber

2-3 spsk planteyoghurt

tomater, radiser, krydderurter, svampe etc.

 

Læg tofuen i pres, så al vandet kommer ud.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Smulder tofuen fint og tilsæt den sammen med gurkemeje, salt og peber.

Vend scramb’len på panden 4-5 minutter.

Rør yoghurten i og smag godt til med salt og peber.

Arrangér scramb’len på rugbrød og læg den topping på, du foretrækker. Drys gerne  rigeligt med krydderurter.

.

scrambled tofu med faux lax

Vil du have faux lax på toppen, findes opskriften her.

.

Share

fredag

17

september 2021

4

KOMMENTARER

pandestegt blomkål med hasselnødder og kaperscreme

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

kål med kant og kapers

Jeg elsker al slags kål. Faktisk spiser jeg næsten hver dag mindst to slags kål. Og en af mine yndlinge er den milde blomkål.

Her har jeg skåret kålen i skiver og stegt dem gyldne på begge sider på en pande. Det er en lækker og hurtig ret. Et dejligt tilbehør er en kaperscreme og hasselnødder. Kapers og nødder er som skabt til at komplettere blomkålen.

Hvis du heller ikke kan få kål nok, anbefaler jeg en salat med to farver spidskål som tilbehør.

.

blomkål kan give mange forskellige smagsoplevelser

Blomkål er en grøntsag, som kan varieres smagsmæssigt på utallige måder. Kålen smager helt forskelligt, afhængigt af om man spiser den rå eller letdampet, stegt eller bagt. Hvis kålen vendes i en spicy orientalsk marinade, kan man forvandle den til de meget lækre, såkaldte “kyllinge”-vinger.

Hvis du river den rå blomkål til det, jeg kalder blomkåls-sne, får du en helt anden smagsoplevelse.

Og så er der den ovnbagte udgave med mandler og kerner af granatæble.

.

blomkål er superfood

Alle typer kål er noget af det bedste, du kan give din krop. De er propfyldte med stoffer, der styrker immunforsvaret. Kål virker antiinflammatorisk og antioxidant og kål forebygger kræft – for blot at nævne nogle få af kålens utallige gode egenskaber.

.

det er snart nøddetid

En anden ting, jeg holder rigtig meget af, er hasselnødder. Især de nye friske, som kan høstes snart – hvis ikke de små egern allerede har været der!

.

sovs og salat

Både sovsen af havre creme fraiche og kapers og salaten er lynhurtigt lavet. Det betyder, at du kan tilberede denne ret på 1/2 times tid. Hvis du vil have lidt flere proteiner, så servér ristet rugbrød til – eller løskogt quinoa.

.

superfine proteiner med sommerens sidste tomater

De små frø, quinoa, der stammer fra Andesbjergene i Sydamerika, er meget proteinrige. Hvis du vil servere dem som tilbehør, koges frøene i dobbelt mængde vand, ca. 20 minutter. Du kan evt. vende en dressing af olie/eddike med lidt knust hvidløg i quinoaen.

Det har vist sig, at quinoa er velegnet til at dyrke i Danmark, og den danske quinoa er ude i butikkerne nu. Det er glædeligt. Så sparer vi den lange transport.

.

pandestegt blomkål med friske hasselnødder og kaperscreme

(4 personer)

50 g afskallede (friske) hasselnødder

kokos- eller olivenolie

1 stort fast blomkålshoved eller 2 mindre

1 1/2 dl havre creme fraiche

ca. 1/2 dl havrefløde

4-5 spsk hakkede kapers

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 bdt purløg

spidskålssalat:

1/2 lille lilla spidskål

1/2 lille grøn spidskål

5 spsk jomfruolivenolie

2-3 spsk æbleddike eller anden eddike

ca. 1 spsk dijonsennep

1 fed hvidløg

evt. blade af tallerkensmækker

.

 

Skær nødderne i flager og rist dem gyldne i 1 spsk olie på panden. Sæt dem til side.

Skær blomkålen i ca. 8 tykke skiver. Vær omhyggelig, for ikke alle blomkål hænger lige meget sammen. Hvis kålen er for løs, må du stege kålen i mindre stykker.

Steg blomkålen gylden på begge sider i godt varm olie.

Rør creme fraichen med fløden og tilsæt de hakkede kapers. Smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Drys med 1/2 bundt fintklippet purløg.

Snit de to slags spidskål til salaten meget fint.

Rør olie, eddike, sennep og presset hvidløg sammen og smag dressingen godt til.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Servér de stegte skiver med sovsen og salaten – og drys med med ristede nødder, mere klippet purløg og evt. blade af tallerkensmækker.

.

 

Share