Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salaterArkiv

fredag

5

juli 2019

0

KOMMENTARER

kartoffel/blomkålssalat i wraps – tilbehør eller madpakke

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater, småretter

.

salat med nye kartofler og ærter som tilbehør – eller til skovturen

Det er om at nyde de nye kartofler, mens tid er. For pludselig er de ikke helt så nye og delikate mere. I denne salat er de sammen med søde, friskbælgede ærter og sprøde radiser. Tyndt høvlet blomkål giver ekstra bid og fylde til salaten. Du kan også supplere med lidt “pinde” af agurk.

.

tilbehør til middagen – eller med på farten

Salaten er lige velegnet som tilbehør til en hovedret – som en frokostret eller til at tage med på udflugten eller som en del af madpakken. Her får man en hel lille ret, hvis salaten pakkes i en wrap.

.

wraps er supernemme at stege

De pandekage-lignende wraps kan laves af forskellige slags mel – og de er lynhurtige at stege på panden.

Se opskriften her.

.

sommerfriskhed i salatskålen 

Kartofler, ærter og radiser er synonym med dansk sommermad. Her har de tre klassikere fået selskab af flere forskellige slags krydderurter: persille, timian, salvie og purløg – og ikke mindst tynde skiver af blomkål.

Jeg har brugt de små Taggiasca-oliven uden sten. Som regel er oliven uden sten ikke særligt delikate, men disse små vidundere er undtagelsen. De ligger i en fed olivenolie og har stor smagsfylde. Jeg finder dem oftest i en Meny-butik. Men du kan sagtens vælge alle mulige andre slags oliven.

Som olie i dressingen har jeg brugt en ramsløgolie, men har du ikke lige en urteolie på “lager”, så brug en god økologisk jomfru olivenolie.

.

kartoffelsalat med ærter, radiser og høvlet blomkål

(4 personer)

400 g nye kartofler

250 g blomkål

200 g ærtebælge

1 bdt radiser

25 g små udstenede ”Taggiasca” oliven

krydderurter

dressing:

4 spsk olie, fx ramsløgolie eller anden urteolie

1 økologisk citron

1 spsk meget finthakket skalotteløg

1 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

.

Kog kartoflerne netop møre. Sluk gerne i god tid og lad kartoflerne mørne i det varme vand. Afdryp og afkøl kartoflerne. Skær store kartofler i skiver.

Høvl blomkålen til ganske tynde skiver på et mandolinjern.

Bælg ærterne (eller brug frosne ærter).

Skær radiserne i skiver, enten på langs eller på tværs.

Bland grøntsagerne med de sorte oliven og de valgte krydderurter.

Rør den valgte olie sammen med ca. 2 spsk citronsaft og 1-2 tsk fintreven citronskal.

Tilsæt hvidløg og smag godt til med salt, peber og evt. en smule sirup.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

 

.

Share

fredag

14

juni 2019

0

KOMMENTARER

quinoasalat med asparges og nye gulerødder 

Skrevet af , Posted in salater

.

sommertid er salattid

En lækker salat er dejlig og nem sommermad. Denne salat indeholder sprøde asparges, rå nye gulerødder og de proteinrige quinoafrø. Dressingen er sød/syrlig med rosiner og kapers.

Når det er sol, sommer og varmt kalder smagsløgene på en kølig suppe eller en mere eller mindre rå salat.

.

sprøde asparges i salaten

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på, kan aspargesskrællerne koges til en fond som grundlag for en aspargessuppe.

Selve stilkene skal kun koges få minutter. Hvide asparges med en tykkelse som på fotoet, koges ca. 2 minutter. Grønne koges 1-2 minutter.

.

quinoa er små proteinrige frø

Quinoa er et skønt næringsmiddel – ikke mindst for plantespisere. Tidligere importerede vi de små frø fra Sydamerika, men nu er vi heldigvis begyndt at dyrke dem her i Danmark.

.

gulerødder findes i flere farver

Du kan vælge de almindelige orange gulerødder – eller de mere farvestrålende. Jeg har dog ikke set de lilla og gule endnu.

.

vilde planter i salaten

Som “salat”-blade har jeg her valgt spæde skud af skvalderkål og blade af mælkebøtte. Der er masser af vitaminer og mineraler i vilde planter, så man kan sagtens spare køb af grønne salatblade i sommertiden og samtidig få et ekstra skud næringsstoffer ganske gratis. Jeg har også drysset med lidt bellisblomster, men de er mest til pynt.

Sørg for at samle planterne, hvor der ikke er forurenet – og tag kun spæde skud. De større kan have en meget kraftig smag.

.

quinoasalat med asparges og nye gulerødder 

(4 personer)

100 g quinoa

250 g asparges, evt. både hvide og grønne

250 g nye gulerødder

grønne blade: salat eller vilde planter

dressing:

4 spsk olivenolie

2 spsk citron- eller limesaft

50 g rosiner

1-2 spsk hakkede kapers

salt, friskkværnet peber, agavesirup

 

Kog quinoaen i dobbelt mængde vand ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl kornene.

Skræl hvide asparges. Skræl grønne asparges nederst på stilkene.

Læg hvide asparges i kogende vand tilsat 1 tsk sukker og kog dem 1 minut. Tilsæt de grønne og kog aspargesene endnu ca. 2 minutter.

Afdryp og afkøl aspargesene. Skær dem i mindre stykker.

Høvl gulerødderne i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern eller en tyndskræller.

Bland grøntsagerne med quinoaen og de grønne blade, du har valgt. Jeg har brugt spæde skud af skvalderkål og små mælkebøtteblade.

Rør olie og eddike sammen. Hak rosinerne groft og bland dem i sammen med de hakkede kapers.

Smag dressingen godt til med salt, peber og sirup, evt. også flere kapers.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

 

.

Share

mandag

27

maj 2019

11

KOMMENTARER

salat med nye kartofler, asparges og ristede kikærter

Skrevet af , Posted in salater

.

lækker variation af nye kartofler og asparges

Grøntsagernes to superstars har det tilfælles, at sæsonen er meget kort. Kun et par måneder, hvis vi er heldige. Måske elsker jeg dem derfor så meget desto mere.

Jeg kan ikke få nok af hverken asparges eller nye kartofler, så her er endnu en variation af de to lækkerbidder. Her er det en salat, som er lynhurtigt lavet. Jeg har tilføjet ristede kikærter for at få lidt protein med i retten. Hvis du spiser salaten sammen med en proteinrig hovedret, kan du udelade kikærterne.

.

.

hvide eller grønne?

Man kunne måske forledes til at tro, at de hvide og de grønne asparges er to forskellige grøntsager. Men de er begge asparges. De grønne er grønne, fordi de får lov at vokse op i lyset, og derved dannes det grønne klorofyl. Derfor er de grønne asparges specielt sunde, stærkt antioxidante og styrkende for immunforsvaret (indeholder meget magnesium)

Ikke desto mindre holder jeg mest af de hvide asparges. De hvide vokser under jorden, ofte under en jordvold ligesom kartofler, så de skånes for lys.

Begge typer asparges indeholder mange fibre, der virker præbiotiske og styrker tarmfloraen.

.

.

ristede kikærter

Ristede kikærter er ikke blot sunde, de tilfører også retter som salater og supper ekstra velsmag. Og så giver de det eftertragtede “knas”, der er med til at give ekstra nydelse til et måltid.

.

en sommerklassiker

Fås det mon mere dansk og sommerligt? Asparges, nye kartofler, radiser og dild.

.

salat med nye kartofler, asparges og ristede kikærter

(4 personer)

1 portion ristede kikærter

250-300 g små nye kartofler

rørsukker

300 g asparges, evt. både hvide og grønne

1 bdt radiser

1 bdt dild

dressing:

5 spsk koldpresset olivenolie

2-3 spsk lime- eller citronsaft

1-2 tsk dijonsennep

1 spsk finthakkede kapers

ahornsirup, salt, friskkværnet peber

Tilbered kikærterne. Du kan evt. udelade ristningen, så er salaten hurtigere at lave.

Kog kartoflerne møre i vand tilsat et drys sukker. Hold øje med dem, de er hurtigt kogt. Sluk gerne for vandet i god tid og lad kartoflerne mørne langsomt i vandet.

Afdryp og afkøl kartoflerne.

Skræl hvide asparges. Skræl evt. grønne nederst på stilkene.

Læg aspargesene i kogende vand tilsat et drys sukker og kog dem 2-3 minutter afhængig af tykkelsen. Afdryp og afkøl aspargesene. Skær dem i mindre stykker.

Bland kartofler, asparges, evt. kikærter, og radiser med klippet dild.

Rør dressingen sammen og smag godt til med sennep, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

 

.

Share