Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salaterArkiv

fredag

10

januar 2020

0

KOMMENTARER

kulørt gulerodssalat med spidskål og ristede hasselnødder 

Skrevet af , Posted in salater

.

skal du tabe et par kg  – eller bare leve sundt i det nye år?

Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år, i 2020. Jeg kan godt lide de to 20taller. Det bør blive et godt år med øget fokus på klimakærlig og velsmagende mad. Jeg håber, det bliver året, hvor der lægges afgifter på alt det, der forurener og ødelægger klimaet og kroppen, og at det bliver billigere at købe de fødevarer og andre produkter, der ikke belaster vores krop og klode.

.

nytårsforsæt?

Måske hører du til dem, der har nydt lidt for megen kalorierig julemad. I så fald er det her i januar, der skal sættes ind, hvis kiloene ikke skal gro fast. Hvis du spiser efter opskrifterne her på bloggen, er det en leg at holde vægten – men har du brug for ekstra inspiration, er der lige udkommet en fremragende bog om, ja, at holde vægten, se nedenfor.

Selv foreslår jeg i dag en supersund power-salat med få, men mættende ingredienser. Hvis du vil have salaten mere fyldig og proteinrig, så tilsæt et par håndfulde kogte bønner, kikærter, quinoa, hele korn etc.

.

kulørte gulerødder

Der er brugt tofarvede og gule gulerødder i salaten, men du kan bruge alle slags gulerødder. Jeg har desuden valgt rød spidskål, men du kan sagens bruge den klassiske grønne.

Ristede hasselnødder og rosiner giver ekstra smag og knas til salaten. Som grønt drys har jeg været heldig at finde en potte med salturt. Det er sjældent, man ser den lækre “saltede” urt, men i denne milde vinter er det måske muligt selv at høste urten langs vore strande. Ellers vil andre krydderurter som timian, koriander eller mynte også virke fint.

.

førstehjælp til lige-vægt

Da forsiden på denne nye bog passer så smukt i farven til de orangefarvede gulerødder i salaten, vil jeg benytte lejligheden til at give den min bedste anbefaling.

Hvis du har spist lidt for meget julemad til, at du kan spæge kroppen alene med et par salater, kan jeg varmt anbefale min gode ven, Claus Dalbys, nye bog om at spise sundt, enkelt og lækkert – og vel at bemærke holde vægten. Den handler nemlig ikke om endnu en ulidelig slankekur. Den fortæller, hvordan du kan ændre din kost, så du aldrig mere behøver at tænke på vægten.

Bogen er netop udkommet og hedder “Hold vægten”. Den er intet mindre end et skatkammer af ideer til kalorielet, mættende plantemad – mad med masser af smag, der kan laves på kort tid – og med brug af enkle og kendte produkter.

“Hold vægten” er en opfølger til  Claus´bog “Slank”, der udkom sidste år. Her dokumenterede den kendte havemand, hvordan han med en kostomlægning havde tabt 40 kg på kort tid. Men én ting er at tabe sig, noget helt andet er at holde den nye, lave vægt. Claus har selv bevaret den flotte facon, og det er sket ved at holde fast i den enkle plantebaserede mad, som han skriver om i sin nye bog.

På de over 300 rigt illustrerede sider øser Claus gavmildt op af opskrifter, der rækker fra morgenmad til gæstebud. Her er ideer til lækre supper, hovedretter, salater og frokostretter – og så er der vel at bemærke en masse gode råd og fif til at leve sundt i en travl hverdag. Claus har også besøgt forskellige madfolk, som giver deres bud på plantemaden. Det betyder, at “Hold vægten” foruden at være en kogebog også er en “læsebog”. Bogen er stor og fuld af kloge kalorier. Den holder også en betydelig vægt. Så tag den med ind fra køkkenet og nyd den også i lænestolen. Der er rigtig meget at fordybe sig i!

Hvis du er træt af slankekure, så følg denne bog. Jeg garanterer: “Hold vægten” holder!

Bogen kan købes hos boghandleren eller hos Saxo (her koster bogen kr. 279,95).

.

kulørt gulerodssalat med spidskål og ristede hasselnødder 

(4 personer)

4-5 store gulerødder i forskellige farver

½ lilla spidskål (evt. grøn)

2 hjertesalat eller romainesalat

50 g hasselnødder

50 g rosiner

frisk krydderurt

dressing:

5 spsk ristet sesamolie, evt. nødde- eller olivenolie

2 spsk lys balsamico

2 fed hvidløg

ca. 2 tsk sød sennep

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

Skær gulerødderne i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Snit også spidskålen fint på mandolinjernet.

Riv salaten i mindre stykker.

Del nødderne og rist dem gyldne på en pande med en lille smule olie.

Rør olie og balsamico sammen med presset hvidløg og smag godt til med citronsaft, reven citronskal, salt, peber og sukker.

Bland grøntsagerne og rosinerne og hæld dressingen over. Vend rundt og drys med nødderne og den valgte krydderurt. Jeg har brugt salturt.

.

 

.

Share

torsdag

19

december 2019

0

KOMMENTARER

blomkåls-sne med grønkål, nødder og granatæble – låge nr. 19 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in julemad, salater

.

hvid som sne, engle dale ned …

Det ser ikke ud, som om julen bliver hvid i år, men så kan man heldigvis lave sin egen jule”sne” af blomkål.

Her er endnu en salat, der balancerer den tunge julemad.

Der er to slags af den supersunde kål i salaten: blomkål og grønkål samt hasselnødder og kerner af granatæble. Så bliver det altså ikke sundere!

Når blomkål bliver revet eller høvlet fint, får kålen en anderledes og lækker smag.

.

hvidt, grønt og rødt …

Ristede hasselnødder giver også en skøn smag, men tåler du ikke nødder, kan du bytte ud med ristede solsikkekerner, græskarkerner eller ristede kikærter.

.

en julet frugt

Granatæblet er med sine røde kinder en rigtig julefrugt. Kernerne er supersunde og virker meget antioxidante. De passer fint i en salat

Ikke alle bryder sig om de hårde kerner, og har du det sådan, kan de sagtens undværes i denne salat. Erstat dem evt. med blåbær.

.

sådan fjerner du kerner fra et granatæble

Det eneste dårlige man kan sige om granatæblet er, at køkkenet bliver oversprøjtet med rød saft, hvis man ikke ved, hvordan man skal banke kernerne ud. Men det er ganske enkelt. Gør sådan:

Skær æblet over, vend bunden i vejret på den halve frugt, hold den ned over en skål og bank på den hårde skal med fx. en grydeske. Så drypper kernerne nemt ned i skålen. Du kan også komme det halve granatæble i en plasticpose, inden du banker. Du er du helt fri for røde stænk i køkkenet.

Endnu en mulighed er at dele frugten i kvarte og nærmest krænge kernerne ud. Det kan stadig foregå med hænderne nede i en plasticpose.

Får du granatæblekerner til overs så drys dem på morgengrøden eller brug dem i andre salater. Evt. resterende kerner kan fryses.

.

blomkålssne med grønkål, nødder og granatæble

(4 personer)

50 g hasselnødder

400 g blomkål

4-5 blade grønkål

½ granatæble

evt. en krydderurt som bredbladet persille eller koriander

dressing:

1 dl plantefløde

2-3 spsk citronsaft

2-3 tsk dijonsennep

2 spsk olivenolie

1 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Skær først nødderne i flager og rist dem gyldne på en pande. Sæt dem til side.

Del blomkålen fint. Jeg har både høvlet meget tynde skiver på et mandolinjern og revet andet til fint ”sne”. Bland de to slags.

Fjern ribberne fra grønkålen (riv dem og brug dem i en suppe eller her i salaten). Hak grønkålen fint.

Bank kernerne ud af granatæblet, se ovenfor hvordan du undgår væde i hele køkkenet.

Bland blomkål, grønkål og kernerne fra granatæblet.

Rør dressingen sammen og smag godt til med sennep, salt, peber og sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med de ristede nødder og evt. lidt krydderurt.

.

.

Share

lørdag

14

december 2019

14

KOMMENTARER

rødkålssalat med portvinsfigner, hasselnødder og juledressing

Skrevet af , Posted in festmad, julemad, salater

.

den ultimative jule-rødkål – uden snitning!

Hvis du er til portvinsmarinerede figner men hader at snitte rødkål, er løsningen her.

Denne rødkålssalat er stegt på panden og smager vidunderligt af jul.

.

mandariner og hasselnødder fuldender salaten

For de fleste er rødkålssalaten til jul lige så hellig som alle de andre traditionelle retter.

Men ærlig talt: er det ikke rart med lidt variation engang imellem?  I denne salat er rødkålen skåret i både og stegt på panden. Den indeholder masser af jule-smagsnuancer – og så kan den nydes enten varm eller kold.

Har du stegt kålen i forvejen, kan du pensle den med dressingen og varme den op i en 200 grader varm ovn 8-10 minutter.

pandestegt rødkålssalat med portvinsfigner, hasselnødder og krydret juledressing

(4 personer)

6-8 figner

1 dl portvin, solbærsaft, hyldeblomstsaft eller lign.

50 g hasselnødder

1 rødkålshoved, evt. rød spidskål, knap 1 kg

kokosolie eller olivenolie til stegning

3-4 clementiner eller mandariner

mynte eller bredbladet persille

dressing:

5 spsk hasselnødde- eller olivenolie

2-3 spsk god balsamico

portvinen fra udblødningen

1 tsk stødt kanel

1 tsk stødt allehånde

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

.

Skær fignerne i små stykker og læg dem i blød i portvin eller frugtsaft 6-8 timer, gerne til næste dag. Afdryp fignerne og brug vinen eller saften til dressingen.

Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en pande med lidt olie. Sæt dem til side.

Skær rødkålen i både. De skal ikke være mere end ca. 2,5 cm brede. Sørg for at få et stykke af stokken med, så bladene hænger sammen under stegningen.

Steg kålbådene i olie på panden, 5-6 minutter på hver side.

Del citrusfrugterne i både. Fjern evt. hinderne.

Rør dressingen sammen og smag godt til med krydderierne, salt, peber og sødemiddel.

Arrangér kålstykkerne på et fad og drys med figner, citrusbåde og nødder.

Dryp dressingen på salaten og drys med den valgte krydderurt.

Salaten kan spises varm eller kold.

.

 

.

Share