Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

pålægArkiv

mandag

30

april 2018

21

KOMMENTARER

smørepålæg – 3 ideer til spreads

Skrevet af , Posted in frokostretter, pålæg

.

tre slags smørepålæg

Som dansker er pålæg en livsnødvendighed! Vi KAN ikke leve uden rugbrød og noget at lægge ovenpå – gerne i flere etager til festlige lejligheder.

Jeg kender endog mennesker, der ikke rejser sydpå uden store mængder leverpostej i kufferten!

Men nu er både dyrlægens natmad, roastbeef, flæskesteg og mange andre danske smørrebrøds-klassikere på vej til museum. Og hvad stiller man så op, når man står med sine nøgne “klemmer” og vil smøre en lækker madpakke, for pålæg det VIL vi ha’!

Leverpostej uden lever er et elsket pålæg af de fleste vegetarer og veganere. Men der er mange andre muligheder for smørepålæg. Jeg har lavet tre smørbare udgaver her. Britterne kalder disse smørbare ting for “spreads”. Og det er et godt ord, som jeg har taget til mig.

Og a propos britter: kokken, den tidligere store kødæder, spradebassen Gordon Ramsay, er blevet veganer. Hvem havde nu troet det? De kødfri mirakler står nærmest i kø i disse tider.

.

tre x smørrebrød

Her er tre gedigne rugbrødsmadder med spread af splitærter, af edamamebønner og af linser. Hovedingredienserne er alle tre proteinrige produkter, så de slår kødprodukterne på alle parametre, ikke blot hvad angår mishandling af dyr og klima, men de indeholder også masser af vitaminer og fibre foruden proteinerne.

Edamame-maden i midten er pyntet med tang-“bacon” .

De tre slags smørepålæg kan holde sig 3-4 dage i køleskabet.

.

smørepålæg af gule ærter og græskarkerner

spread af gule ærter

75 g tørrede gule ærer

25 g græskarkerner

2 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

1/2 dl havre creme fraiche eller anden creme fraiche

2 tsk tørret timian

1 økologisk citron

salt

frisk timian

.

Kog ærterne møre i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Kom græskarkerner, ærter, gurkemeje, peber, creme fraiche, timian, 2 spsk citronsaft samt 2 tsk reven citronskal i en food processor.

Kør maskinen til pålægget er jævnt.

Hvis pålægget er meget fast så tilsæt en smule vand eller lidt mere creme fraiche.

Smag godt til med salt, peber, citron og timian.

Drys smørrebrødet med frisk timian.

Hvis du vil have lidt mere pynt på toppen anbefaler jeg løgkompot.

.

smørepålæg af edamamebønner og svampe

spread af edamamebønner

150 g frosne edamamebønner

2 spsk fint smuldrede, tørrede svampe

2 fed presset hvidløg

1 spsk tørrede, smuldrede salvieblade (eller 2 spsk friske)

2 spsk chiafrø (kan evt. udelades)

1/2 dl lys tahin (fås i helsekostbutikker)

2 spsk ristet sesamolie (kan evt. udelades)

4 spsk hakkede, tørrede tomater i olie

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. tang-“bacon”

.

Tø bønnerne op. Læg dem i kogende vand og kog dem 3 minutter. Afdryp bønnerne og kom dem i food processoren. Tilsæt svampe, hvidløg, salvie, chiafrø, tahin, olie og citronsaft.

Kør maskinen til pålægget er pureret og glat. Rør de hakkede tomater og lidt citronsaft i.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft, evt. også mere salvie.

.

frisk eller frossen

Jeg bliver ofte spurgt, om den ene eller anden ret kan fryses. Disse spreads kan godt fryses, men jeg vil ikke anbefale det. De bliver lidt vandede og mister deres friskhed.

Hvis du gerne vil lave en gang hurtigt pålæg, så kog i stedet en stor portion linser eller ærter og frys dem ned, så kan du lynhurtigt lave pålægget i food processoren. Af disse tre typer pålæg er edamame-spreaden den hurtigste. Her skal du blot tø bønnerne op.

.

smørepålæg med linser

spread af linser

75 g brune linser

4 kardemommekapsler

1 spsk fennikelfrø

1 spsk spidskommefrø

75 g løg

2 fed hvidløg

1 spsk kokos- eller olivenolie

1-2 spsk citronsaft

tamari, salt og friskkværnet peber

evt. bladselleri og gulerod til pynt

.

Kog linserne møre i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem og pres dem helt fri for væde. Kom dem i en food processor.

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og stød dem i en morter sammen med fennikel- og spidskommenfrø. Rist derefter krydderierne på en tør pande, til de dufter.

Hak løg og hvidløg.

Kom olie på panden med kryddrierne og tilsæt løgene. Svits dem, til de er gyldne.

Kom blandingen i food processoren og tilsæt også citronsaft, 2 spsk tamari og lidt peber.

Blend til spreadet er pureret og ensartet.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Pynt evt. pålægget med tynde strimler af bladselleri og gulerødder eller gammeldags agurkesalat.

.

en lækker madpakke

Når madpakken skal smøres, er det dejligt med et udvalg af forskellige spreads. De kan fx også laves af mandler eller nødder, se fx nødde/svampepålægget.

 

.

Share

lørdag

23

december 2017

26

KOMMENTARER

hurtig kikærtepostej med sesamsmag

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, julemad, pålæg

23. låge i julekalenderen

.

jul er hjerternes fest

Vi glæder os i denne tid …

Med en hjerteformet postej og hvid jule”sne” vil jeg ønske alle bloggens læsere en rigtig glædelig jul. Hjerterne ovenfor er flettet af brormand for næsten 70 år siden. Klassisk julepynt og traditioner er dejlige at samle på.

Jeg håber, at alle vil nyde julefreden i de kommende dage sammen med dem, I holder af. Jeg håber, I vil nyde en masse bæredygtig og dyrevenlig mad. Ekstra glad bliver jeg, hvis der er mange af mine retter på julens borde.

Der er blevet lavet rigtig meget mad i mit køkken i december. Ja, jeg har faktisk haft rygende travlt for at få så meget lækker mad ud på bloggen som muligt. Julen indebærer jo traditionelt det store spiseorgie – desværre stadig mest af animalske produkter. Gad vide, om man kan nyde så meget lidelse?

Med disse opskrifter burde julen ikke komme til at stramme alvorligt om taljen eller belaste helbred, klima og dyr – og når jeg tænker på det store slagtoffer, så giver de også en rigtig god smag i munden.

Og så er der jo endnu en fest at glæde sig til. Nu er jeg i gang med årets nytårsmenu i den stille natur i mit sommerhus ved Roskilde Fjord. Der kommer snart forslag til både forretter og en hovedret til nytårsmenuen, så jeg håber, at I ikke har fastlagt nytårsmenuen endnu.

Og lyset har været med mig. Solen har de seneste dage fortrængt dis og mørke og slået smut med sine lave gyldne stråler over fjorden. Lyset er tittet frem her på årets korteste dage med et løfte om, at vi går mod længere dage. I horisonten iklæder solnedgangen himlen sine smukkeste nisserøde og lilla-rosa nuancer, mens nymånens segl lyser højt oppe på himlen. Nu går det mod lysere tider.

Jeg ønsker alle en velsignet juletid fuld af lys og glæde.

.

fest i en fart

Selv om julemaden sikkert er fastlagt her dagen før jul, kommer jeg alligevel men forslag til en lille lynhurtig hjerte-postej i tilfælde af, at der skulle mangle en lille ret, måske på julens frokostbord. Og hertil passer tilbehør af fnuglet blomkåls-“sne” fint.

Men både postejen og blomkålssalaten kan også nydes i januar. Dér vil duoen måske blive ekstra værdsat.

.

kikærtepostej med sesamsmag

(4 personer)

200 g kikærter (eller 2 dåser)

2 spsk tahin (sesampasta)

6 fed hvidløg

75 g skalotteløg

2 spsk frisk timian

200 g jordskokker (kan erstattes af kartofler)

1 økologisk citron

4 spsk ristet sesamolie eller alm. sesamolie + 3 spsk ekstra til pensling

½ dl havrefløde eller anden fløde

2-3 spsk tamari (soja)

4 spsk sesamfrø

 

Læg kikærterne i blød natten over. Du kan purere dem rå, så sparer du kogningen. Jeg foretrækker selv at koge dem. I så fald koges kikærterne ca. 20 minutter.

Afdryp kikærterne og findel dem i food processoren.

Hak 4 fed hvidløg og skalotteløgene. Rør løgene i kikærterne.

Skrub jordskokkerne helt rene og riv dem groft (du behøver ikke at skrælle dem).

Riv 2 tsk skal af citronen og rør det i plantefarsen sammen med 3 spsk citronsaft, olie og fløde. Tilsæt jordskokkerne.

Smag farsen godt til med tamari, peber og citronsaft samt -skal.

Læg farsen i en smurt ovnfast form.

Pres de sidste to fed hvidløg og rør dem i 3 spsk olie. Smør olien på postejen og drys med sesamfrøene.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn 30-40 minutter.

.

servér blomkåls”sne” til postejen

Rå, findelt blomkål som i skålen bagest, får en delikat smag, og i denne “sne” er kålen blandet med ristede mandler, rosiner og koriander.

Se opskriften her.

.

Share

fredag

3

november 2017

8

KOMMENTARER

döner kebab i wraps – vegansk

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, pålæg

.

populær fastfood og fingermad

Kebab, döner, shawarma, gyro. Kært barn har mange navne. De referer alle til den måde en traditionel kebab med kød er lavet på. Her lader man sammenpresset kød rotere på et spyd – en tradition der stammer fra det sydlige Tyrkiet.

Man kan oversætte döner kebab til grillet kød, der roterer. Men det er slet ikke nødvendigt at bruge det stærkt belastede og belastende kød. Klimatruslen og produktionsdyrenes elendige forhold betyder, at mange skærer stærkt ned på kødet – eller helt opgiver det. Det er enormt glædeligt, at især mange unge i disse år simpelt hen vælger at blive veganere. Det er der god fornuft i. De unge står med al den ballade og forurening, vi andre har skabt. De vil gerne bevare kloden, og derfor er de kompromisløse. Det er SÅ fflot!

Hop gerne med på vognen. Du kan starte lige her.

.

en kebab uden kød – what!!!

Det er skam ingen vittighed. Her er helt igennem dyre- og klimavenlige kebabs.

I disse kebabs er kødet erstattet af strimler af seitan (gluten”kød”). Seitan er gluten udvundet af hvede, og det skal selvfølgelig ikke nydes af glutenallergikere.

Seitan kan købes i pakker eller glas i supermarkeder eller helsekostbutikker. Men du kan også strimle fx tofu og bruge på det på samme måde (se om behandling af tofu her). Vigtigt er det blot, at seitan eller tofu marineres, så det får en skøn spicy smag.

Den gamle klassiske kebabrulle indeholder grøn salat, tomat, agurk, løgringe og kebab”kød” samt chili, hvidløg og en creme fraiche-dressing. Men du kan vælge netop det fyld, du selv synes om.

.

indpakningen

Wraps – de tynde pandestegte brød – kan nydes med mange slags fyld. Det kan være hummus, maste frikadeller eller bøffer, grillede grøntsager som aubergine, squash og/eller svampe. Det kan også, som her, være plantespiserens svar på de kødstrimler, der kaldes kebab dörner.

..

wraps med kebab-fyld

Strimlerne af seitan eller tofu skal marineres og svitses på panden, før de rulles ind i wraps’ene.

.

en håndfuld sund frokost

Denne wrap er fyldt med kebabstrimler, tomater, agurker, radiser, salatblade og tzatziki. Jeg har desuden drysset med krydderurter, og spirer er også en god idé.

.

dörner kebabs i wraps

marinade:

1/2 dl sojayoghurt naturel eller anden yoghurt

2 fed presset hvidløg

1 spsk tamari

1 spsk lime- eller citronsaft

1 spsk ahornsirup

1 spsk frisk reven ingefær

1 tsk paprika

2 tsk let stødte spidskommenfrø

1/2 tsk stødte nelliker

et nip cayennepeber (pas på, det er stærkt!)

2 tsk tørret oregano

kebab”kød”:

200 g vegansk döner eller seitan i strimler

wraps

fyld:

salatblade, tomat, agurk, radiser, peberfrugt

marinerede løg (udelad evt. granatæblet)

tzatziki

.

Rør marinaden sammen og smag godt til. Del seitan (eller tofu) i små stykker og læg dem i marinaden. Vend godt rundt og lad stykkerne marinere 2-4 timer, evt. længere.

Lav wrapsene.

.

Steg de marinerede seitanstrimler (eller tofu) på en pande. Steg dem til væden er tørret ind.

Læg et par salatblade på hver wrap, fordel et par spsk stegt seitan ovenpå og vælg yderligere de ting, du kan lide. Det kan være frisk agurk eller de små syltede cornichoner, det kan være marinerede løg, tomater, tzatziki etc.

Rul wrapsene sammen og servér dem.

.

tzatziki

Lav tzatzikien.

 

Share