Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

torsdag

8

december 2022

2

KOMMENTARER

den grønne julekalender – luk op for låge nr. 9 – et boost til immunsystemet (og til pengepungen)

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

lynhurtig og sund decemberret til en travl dag

December er altid en hektisk og festlig måned, men den byder også på helt almindelige travle dage uden julefester og gløgg. Til en af de dage vil jeg foreslå en grøntsagsspaghetti, som er lavet på et kvarters tid og indeholder en masse smag og celleguf. Og så er det sparemad.

.

styrk immunsystemet

Her i december er vi sikkert nogle, der kommer til at spise lidt for meget af den lækre julemad, og så er det oplagt at nyde noget sundt og kalorielet ind imellem.

Denne grøntsagsspaghetti kan laves med andre rodfrugter end gulerødder, fx pastinak eller persillerod. Kinaradise er også velegnet. Den giver dejligt lange “spaghettier”.

.

spar ikke på valnødderne

Jeg anbefaler valnødder som drys på næsten hvad som helst. Valnødder er ikke blot sjæleføde, de er også celleføde. De mange gode fedtstoffer er med til at holde os “kørende” her i den travle tid. Og hjernen har ekstra godt af de små hjerneformede nødder. Måske ikke en tilfældighed?

.

alle svampe kan bruges

Jeg har brugt kantareller i denne ret, men de er ikke i sæson nu, så vælg i stedet champignon eller østershatte. – Eller brug shiitakesvampe. De indeholder ekstra mange gode næringsstoffer. I Japan bruges de faktisk medicinsk.

.

spaghetti af squash og gulerødder med bønner og svampe

(4 personer)

½ kg gulerødder

½ kg squash

200 g løg

6 fed hvidløg

½ dl olivenolie

250 g kantareller eller andre svampe

citronsaft

1 spsk tørret basilikum eller oregano

salt, friskkværnet peber

1 brik/dåse kidneybønner eller andre bønner (afdryppet vægt ca. 250 g)

50 g valnødder

tahinsovs:

6 spsk tahin

½-1 spsk miso

citronsaft, evt. lidt reven ingefær

Lav gerne tahinsovsen først:

Rør tahinen og misoen med så meget varmt vand, at konsistensen bliver som en sovs.

Smag godt til med citronsaft, tamari og peber, evt. også lidt reven ingefær. Sæt sovsen til side.

Skær gulerødder og squash i lange tynde skiver. Det nemmeste er at bruge et mandolinjern og høvle skiver, som derefter skæres i bånd med en kniv. Eller måske har du en såkaldt spiralizer, der kan lave tynde spaghetti. Mine er nærmest den type, de kaldes fettuccine.

Skær løg og hvidløg i tynde både. Svits dem i olien, til løgene er let gyldne.

Skær svampene i mindre stykker og tilsæt dem sammen med en spsk citronsaft. Svits svampene et minuts tid og tilsæt gulerødderne. Svits endnu et minuts tid.

Tilsæt den valgte krydderurt, et drys salt og peber og de afdryppede bønner.

Varm retten godt igennem og smag til.

Vend tahinsovsen i grøntsagerne og servér retten portionsvis med frisk basilikum eller oregano og hakkede valnødder.

.

spar & spis – en givende gave

Man kan dårligt finde et bedre tidspunkt at udgive en bog om sparemad på end netop nu. Ganske vist spares der nok lidt mindre i december end på andre tider af året, men den magre januar er lige om hjørnet!

“Spar & spis” er skrevet af ernæringsterapeut Anette Harbech Olesen, som har en lang række bestseller-bøger om ernæring, mad og sundhed bag sig. Med denne bog er Anette igen helt fremme og på pletten med en bog til tiden.

“Spar & spis” handler, som titlen siger, om at spise både billigt og mest optimalt, dvs. sundest for færrest penge. En række eksperter bakker op om Anettes forslag, eksempelvis anbefales det at spise mere grønt. Det er en holdning, jeg er helt enig i. Det er ikke blot sundest, det er også billigst.

Det er en speciel glæde for mig, at gode gamle Hindhede, ernæringsforskeren vi burde have lyttet til for længst, atter kommer til ære og værdighed i bogen. Hindhedes principper gælder lige så meget i dag, som de gjorde for 100 år siden. Ja, faktisk mere, for vi spiser langt mere uhensigtsmæssigt i dag end vi gjorde for 100 år siden.

Den nye bog indeholder 50 opskrifter til alle dagens måltider med hensyntagen til både økonomien og sundheden, for selvfølgelig er der i en bog af Anette også en masse værdifuld viden om sundhed.

Med Anette ved hånden kan du spare dig sund. Jeg anbefaler alle at lægge bogen under juletræet, så er vi mange, der kan gå det nye år i møde med den fantastiske information, der altid er i Anettes bøger.

“Spar & spis” er en smuk bog på 210 sider. Indb. kr. 199,95. Bogen kan købes hos den lokale boghandler eller hos internetboghandlen Saxo.

.

endnu en julegaveidé

Skal der ligge to bøger under juletræet, kan jeg i al beskedenhed også anbefale “Grønt smørrebrød”, som er på tilbud hos Saxo i denne uge.

“Grønt smørrebrød” koster kr. 249,95. Hvis du benytter rabatkoden nedenfor, får du 20% rabat.

Rabatten gælder indtil den 14. december.

Du finder “Grønt smørrebrød” her hos Saxo.

Koden er: kirsten – og den skal først opgives, når du kommer helt frem til betaling.

Koden kan ikke kombineres med andre koder. Den giver ikke automatisk fri fragt og kan ikke bruges, hvis du i forvejen får Saxo Premium-fordelspris.

.

Share

onsdag

7

december 2022

0

KOMMENTARER

den grønne julekalender – låge nr. 7 – måske årets julegave?

Skrevet af , Posted in bøger, frokostretter, julemad, smørrebrød

.

julenissen har et godt tilbud i dag og en uge frem

Som salig Lars Larsen sagde: “jeg har et godt tilbud”. Det siger jeg også, for fra i dag og frem til den 14. december, giver internetboghandlen Saxo 20% rabat på min bog om plantebaseret smørrebrød.

Bogen er nærmest uundværlig, hvis du skal lave en lækker plantebaseret julefrokost, men den er også en bæredygtig og kærlig gave at lægge under juletræet og give til alle dem, man holder af.

“Grønt smørrebrød” indeholder mere end 100 opskrifter på alt fra plantebaserede sild, “fiske”fileter, “laks”, postejer, smørepålæg, frugtpålæg til børnene, kyllingefri salat og meget, meget mere, fx hjemmebagt brød og tilbehør som plantesmør og -fedt, plante”bacon”, mayo etc.

“Grønt smørrebrød” koster kr. 249,95. Hvis du benytter rabatkoden nedenfor, får du 20% rabat.

Rabatten gælder indtil den 14. december.

Du finder “Grønt smørrebrød” her hos Saxo.

Koden er: kirsten – og den skal først opgives, når du kommer helt frem til betaling.

Koden kan ikke kombineres med andre koder. Den giver ikke automatisk fri fragt og kan ikke bruges, hvis du i forvejen får Saxo Premium-fordelspris.

Her er et lille udvalg af bogens opskrifter:

karamelliserede jordskokker med citronmayo, sprøde løg og ristede hasselnødder

(4 personer)

4-5 jordskokker

4 små skalotteløg

2 spsk ahornsirup

2 spsk balsamico

2 spsk olivenolie

2 spsk tamari

sprøde ringe af et lille løg, se nedenfor

20 hasselnødder

6 spsk mayo

1 økologisk citron

bitter salat som julesalat og/eller radicchio

blade af tallerkensmækker eller anden krydderurt

 

Del jordskokkerne i mindre stykker.

Skær løgene i kvarte.

Bring sirup, balsamico, olie og tamari i kog i en pande.

Tilsæt jordskokker og løg.

Lad begge dele simre i blandingen 6-8 minutter. Jordskokkerne må gerne bevare lidt ”bid”. Afkøl dem.

Lav de sprøde løgringe, se nedenfor.

Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en tør pande.

Smag mayoen til med citronsaft, reven citronskal, salt og peber.

Læg et lag bitter salat på fire stykker rugbrød og arrangér jordskokker og skalotteløg på brødet.

Drys med nødder og løgringe og dryp med mayoen.

Pynt med blade af tallerkensmækker eller en anden krydderurt, fx timian.

..

sprøde løgringe

Skær et løg i skiver og del dem i ringe.

Rør en tyk jævning af kikærtemel og lidt vand.

Vend løgringene grundigt i jævningen og drys evt. med sesamfrø eller en krydderurt.

Læg løgringene på bagepapir på en bageplade og bag dem sprøde i en 180 grader varm ovn 15-20 minutter.

Flere eksempler på grønt smørrebrød:

.

hummerfri salat

.

postej med marineret agurk, brøndkarse og trøfler

.

og en sildemad må der også til!

.

karry”sild” med løgringe, karse og sprød boghvede

.

og så er der jo også frikadellebogen …

Bogen om den klimakærlige hakkemad fås også hos Saxo – dog uden rabat, desværre!

Du finder bogen her. Prisen er kr. 249,95.

.

Share

fredag

18

november 2022

6

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: kartoffel/løgtærte med kikærtebund

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, Skaarups skønne sparekøkken

.

billige proteiner – kartoffelkuren fortsætter

En tærte er altid velkommen. Denne tærtebund er bagt med kikærtemel, og har kartofler i bunden med løg, tomater og squash øverst.

Det er en tærte, der består testen at kunne optræde i sparekøkkenet.

.

billige proteiner

Tærtebunden er den type, der hedder farinata eller socca, afhængig af, om man er i Frankrig eller Italien.

Vi har ikke så megen tradition for at bage med kikærtemel, og bunden er da også en smule tungere (og mere mættende) end den sædvanlige bund bagt med hvedemel.

Men hvad der er vigtigst: kikærtemel er mere end dobbelt så proteinholdigt som hvedemel. Hvedemel indeholder 10 g protein pr. 100 g, mens der er 22 g protein pr. 100 g kikærtemel.

.

læg bunden  med kartofler

Det har alle dage været god latin at lægge bunden med kartofler. Så kartoffelkuren fortsætter! Tynde skiver af kartofler udgør underste lag af tærten. Ovenpå er løg og squash samt lidt flåede tomater.

.

COP 27 – er der håb for klimaet?

Så er verdens ledere i gang med at redde klimaet, igen, igen – eller er de?: COP 27 nærmer sig sin afslutning i Egypten, men orker du overhovedet at høre mere om vores bevidstløse hærgen på jorden?

Hvis ikke, er det til at forstå. I 2009 var der COP-møde nr. 15 i København. Dengang tænkte jeg, at NU skete der noget, og jeg besluttede, at jeg ville være mere synlig i den grønne omstilling end blot i mine kogebøger. Så jeg startede denne blog og var fuld af håb for en grønnere verden (der også automatisk ville medføre bedre dyrevelfærd).

Men ak, der er gået 13 år, og fremtiden ser ikke lys ud. Bevares, min blog er vokset støt og stadigt, og selv om det at ændre madvaner ikke virker som en stor ting, så ER det af fuldstændig afgørende betydning for klodens fremtid, at vi hovedsagelig lever plantebaseret. Hvert eneste stykke kød, der bliver byttet ud med bønner, giver et løft i den rigtige retning.

Og vi i Danmark bærer et kæmpeansvar. Vi er de store klimasyndere, både hjemme og ude. For første gang er der sat tal på de klimaskader, som Danmark forvolder i u-landene. Organisationen Oxfam vurderer, at Danmarks klimaforpligtelse på tab og skader i udviklingslandene vil være 27 milliarder kr. i 2030.

Vores klimaaftryk er blandt de største i verden – også i vores eget land.

Så lad os håbe, at mange lytter til FN’s generalsekretær António Guterres, der ved starten af dette års COP-møde udtalte:

“Vi er med fuld fart på vej mod klimahelvede. Menneskeheden har ét valg: at samarbejde eller gå til grunde.”

.

tab ikke modet

Det kan virke helt udsigtsløst, når man ser billeder fra tørke og/eller oversvømmelser i U-landene.

Nytter det noget, hvad JEG gør? JA, det gør. Vi er alle sammen, hver for sig en lille skrue i klodens fundament, og jo bedre den skrue fungerer, desto større er håbet om at naboskruen også drejer den rigtige vej. At handle giver optimisme, og handling er stærkt smitsomt. Det skal vel at bemærke være handling, der giver kærlighed til kloden.

Jeg vil citere adfærdsforskeren, engelske Jane Goodall (hende med chimpanserne), som siger:

“Bliver jeg nogle gange deprimeret? Tja … man kan ikke se sig omkring i verden, observere, det der sker, og ikke blive deprimeret. Det er umuligt. Modgiften til det er helt konkret at gøre noget, der hvor man befinder sig … Når man gør noget, får man det bedre, og så vil man opdage, at der overalt på kloden er mennesker, som forsøger at gøre kloden til et bedre sted.”

En af de nemmeste, lækreste, sundeste og billigste måder at skåne jorden på, er at spise plantebaseret.

Det ER da nemt!

.

squash, løg og kartofler på kikærtebund

(4 personer)

socca (tærtebund):

200 g kikærtemel

3 ½ dl lunkent vand

2 spsk olivenolie

salt, friskkværnet peber

fyld:

300 g kartofler

½ kg squash

300 g løg

1-2 spsk tørret oregano eller basilikum

1 dåse hele, flåede tomater (400 g)

evt. planteyoghurt

.

Pisk mel, vand og olie sammen til tærtebunden. Tilsæt et drys salt og peber.

Skær meget tynde skiver af kartoflerne og squashene på et mandolinjern.

Skær løgene i skiver.

Bred kikærtedejen ud i en velsmurt bageform – eller læg bagepapir i formen.

Læg kartoflerne taglagt i dejen. Drys med lidt salt og peber – og dryp med lidt olie.

Sæt formen i en 225 grader varm ovn og bag dej og kartofler 10 minutter.

Vend skiverne af squash i lidt olivenolie sammen med den valgte krydderurt og et drys salt og peber.

Læg skiver af squash afvekslende med løg på tærten, når den har været i ovnen 10 minutter.

Sæt tærten i ovnen igen og bag den yderligere ca. 15 minutter ved 200 grader.

Afdryp tomaterne (gem væden til en suppe eller sovs) og fordel dem på tærten. Dryp med lidt olivenolie.

Vurdér hvor meget tærten skal bages yderligere, måske 5 eller 10 minutter. Måske er det nok med eftervarmen i ovnen.

.

tip

Du kan marinere skiver af rå squash i lidt eddike smagt til med sukker, salt og peber.

Du kan lade skiverne stå nogle timer eller til næste dag.

Læg de marinerede skiver på den bagte tærte. Det giver friskhed og syrlighed, som klæder tærten.

Du kan også servere afdryppet yoghurt, smagt til med salt og peber, til tærten.

.

Share